Den tyske kunstner Gunter Demnig kom i august til Danmark for at nedsætte 27 snublesten for ofre for nazismen i København, Gentofte, Aarhus og på Frederiksberg. Det er kun anden gang, at kunstneren selv er med i Danmark. Snublestensgruppen i Danmark kørte ham rundt og talte med ham.  

Af Henriette Harris

Der er kun et par dage tilbage af august, hedebølgen har sluppet sit tag i København, og Gunter Demnig står i Vermlandsgade på Amager og skutter sig i sin lædervest. Den varme, vatterede jakke, som den assisterende brolægger fra Københavns Kommune tilbyder ham, afviser han. Man har vel et look, og den tyske kunstner, der siden januar 1995 har nedsat 94.000 snublesten i 30 europæiske lande, er altid iført cowboy- eller lærredsskjorte, en vest, knæbeskytter på højre knæ, træsko og en hat, der minder en del om kunstneren Joseph Beuys’. Heldigvis bliver vesten lidt senere skiftet ud med en varmere en af slagsen, som Demnig har med i kufferten. Det røde tørklæde, som han også er kendt for, får han også bundet om halsen. Det varmer alt sammen.
På Vermlandsgade venter vi på en dame på 89 år. Hun har bedt om en snublesten for sin mormor Rose Kielberg, der blev arresteret af tyskerne og deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt, hvor hun døde den 28. marts 1944. Angiveligt af koldbrand. Hun ankommer og står omgivet af sin datter og andre familiemedlemmer og ser til, mens Gunter Demnig sætter snublestenen i fortovet. Egentlig har hun ikke tænkt sig at sige noget, men da Demnig har sat stenen, giver hun sig alligevel til at fortælle.

Stukket på Gentofte Hotel

Rose Kielberg var født Graff i 1877. Hun giftede sig med den ikke-jødiske Ole Christian Kielberg, som hun fik to døtre med og blev skilt fra i 1920’erne.
”Min mormor brød sig ikke synderligt om børn. Når hun var på besøg til søndagsmiddag, sad hun altid og læste avis. Hun var interesseret i mange ting, og hun kom også i Kvindelig Diskussionsklub. Hun fik ingen uddannelse, men begge hendes døtre blev uddannede lærere. Selv ville hun gerne som ung være skuespiller, og hun begyndte også at læse hos skuespilleren Peter Jerndorff. Det gjorde hun sammen med en anden ung kvinde. Min mormor blev ikke optaget på det Kongelige Teaters Elevskole, men det gjorde den anden unge dame. Det var såmænd Asta Nielsen,” fortæller hun og smiler.
De skæbnesvangre dage i slutningen af september 1943 forlod Rose Kielberg, vel vidende at faren var nærliggende, sit hjem på Amager og tog ud til Gentofte Hotel, som hendes barnebarn kalder ”på daværende tidspunkt stærkt saneringsmodent”. Her blev Rose stukket og arresteret af tyskerne den 1. oktober.

Snublesten for overlevende

Efter nedsættelsen af snublesten flere steder i Københavns indre by når vi til det andet sted i Nansensgade, hvor der denne dag skal nedsættes snublesten. Gaden er i dag kendt for sine hyggelige butikker og caféer. I dag ejer Københavns Lærerforening bygningen, og fortovet formeligt svømmer over af træer og store, grønne planter i potter i en sådan grad, at man næsten ikke kan se det nederste af huset. Skaren af pårørende og venner kan knap nok være på fortovet.
Dengang i 1943 var kvarteret præget af slum, og i en af stuelejlighederne boede det yngre, nygifte ægtepar Anna og Alfred Fürst. De havde kun været gift siden april, da de i oktober 1943 forsøgte at flygte fra tyskerne, men blev taget i Gilleleje. Anna var gravid, da parret blev deporteret til Theresienstadt, hvor hun den 31. marts 1944 fødte en lille pige, der blev opkaldt efter sin mormor og kom til at hedde Hennie. Både hun og hendes forældre overlevede koncentrationslejren og vendte tilbage til Danmark i foråret 1945.

Hennie, der i dag hedder Levin til efternavn, står og kigger med, mens Gunter Demnig sætter de tre snublesten for hende selv og hendes forældre. Hendes datter Monica tager derefter ordet. Hun siger, at hendes mor er beviset på, ”at miraklernes tid ikke er forbi”.
”Min mor var sikker på, at hun gerne ville have sat en snublesten for sig selv også. Vi tre børn var i tvivl, om det var passende at sætte den for en levende person, men min mor fik det sidste ord,” siger datteren.

Det er ikke en gravsten

Da vi kører videre, understreger Gunter Demnig, der helt fra projektets begyndelse også har sat snublesten for overlevende, at da det jo netop ikke er en gravsten, men et mindesmærke, kan man meget vel sætte snublesten for mennesker, der endnu lever. Han fortæller også, at i den bayerske by Augsburg afviser kulturudvalgsformanden ikke alene at tillade snublesten for mennesker, der endnu lever. Han vil ikke engang tillade dem for mennesker, der overlevede forfølgelserne.
”I stedet har jeg, hvor der også boede mennesker, der overlevede, placeret sorte basaltsten. De fungerer som ’pladsholdere’,” fortæller Demnig. Underforstået: Til kulturudvalget eventuelt ændrer sammensætning og dermed syn på tingene.
I Nordre Frihavnsgade foran nummer 32 sætter Gunter Demnig hele seks snublesten. Det er det største antal snublesten sat foran et enkelt hus i Danmark indtil videre. På den travle indkøbsgade boede familien Fogel i tre generationer. Forældrene, Nisop, kaldet Nathan, og Eva, var født i henholdsvis 1878 og 1886. Deres tre børn, Sonja, Børge og Paula, var fra 1912, 1913 og 1917, og familien rummede også Paulas lille datter, Inge-Lise, der var født i 1936 og altså kun var syv år, da tyskerne arresterede dem alle seks den 1. oktober 1943. De overlevede og vendte alle hjem fra Theresienstadt efter krigen. Inge-Lise endda allerede i januar 1944, idet det lykkedes hendes ikke-jødiske far at få hende løsladt fra lejren.
Bent, Børges søn, taler, da Demnig har sat stenene. Han fortæller, at hans farfar var født i Odessa og blev indrulleret i den russiske hær og sendt til Vladivostok for at deltage i den japansk-russiske krig i 1904. Herfra flygtede han til Sverige, hvor han mødte Eva Levin. Sammen tog de til Danmark. ”Det var denne første flugt samt tilliden til Christian 10., der var årsagen til, at min farfar nægtede at flygte til Sverige i 1943,” fortæller Bent.
Nathan levede helt til 1958, hvor han døde som 80-årig, mens Evas helbred var så skrøbeligt efter opholdet i Theresienstadt, at hun allerede døde i 1949, kun 63 år gammel.

Modtagelsen i Europa

Efter nedsættelsen af de seks sten i Nordre Frihavnsgade fortæller Gunter Demnig, at han i 2012 satte 166 snublesten foran et enkelt hus. Det var i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, og det er det største antal, han har sat ud for én ejendom.
”Det var i byen Unna foran det, der engang var det jødiske alderdomshjem Altenheim Westfalen. Jeg satte lidt over 80 til den ene side langs med muren og lidt over 80 til den anden side,” fortæller han.
Alle alderdomshjemmets beboere blev sammen med deres familier og flere ansatte arresteret mellem den 20. og den 22., juli 1942 og deporteret til Theresienstadt. Kun en eneste beboer, en kvinde, overlevede.
Samme dag som Gunter Demnig sætter snublesten i København, er hans kone Katja Demnig rejst til Lichtenstein, hvor hun den følgende dag vil sætte landets første snublesten. Lichtenstein bliver dermed land nummer 30 med snublesten. Demnig har selv sat langt de fleste af de i alt 94.000 snublesten. Han rejser over 200 dage om året. Indtil 2007 lavede han selv stenene, men på daværende tidspunkt var projektet så omfattende, at han involverede kunstneren Michael Friedrichs-Friedlaender i det. I dag laver Friedrichs-Friedlaender snublestenene i hånden på sit værksted i det nordlige Berlin.

Europas kendteste kunstner

Egentlig kan man kalde Gunter Demnig Europas kendteste nulevende kunstner. Man kender måske ikke ham og hans navn. Men man kender hans værk.
Holland har rigtig mange snublesten. Tjekkiet har vist sig meget positivt stemt over for mindesmærket. Og når arbejdet i Danmark er færdigt for denne gang, sætter Gunter Demnig den 1. september de sidste snublesten i Norge for de jødiske ofre for nazismen. Så er samtlige 757 myrdede norske jøder mindet. Kronprinsesse Mette-Marit kommer til at deltage i nedsættelsen i Oslo.
Andre lande er mindre interesserede. Således er det påfaldende, at ’gerningsstedet’ Polen kun har i alt cirka 30 snublesten. I forhold til de knap tre millioner myrdede polske jøder og de mange øvrige tusinde polske ofre, der blev myrdet af den tyske besættelsesmagt, er det det samme som ingen. De få snublesten er desuden ikke sat på lokalt initiativ, men på opfordring af efterkommere af de jødiske ofre, der for størstedelens vedkommende bor i udlandet. I Warszawa var næsten hver tredje indbygger jøde, og da krigen begyndte, boede der flere jøder i byen end i hele det tyske rige. Alligevel er her ingen snublesten.
”I Warszawa var de først ’nå ja, vi får se’. Så forlangte de en geodætisk erklæring og så en arkitektonisk erklæring. Jeg lavede en ganske nøjagtig tegning til dem, men det var ikke tilstrækkeligt,” fortæller Gunter Demnig.

Forhindringer i Odense

Også Snublestensgruppen i Danmark er stødt på forhindringer i arbejdet for snublesten. I Odense Kommune kunne de lokale politikere i 2020 kun bekvemme sig til at give en tilladelse med det forbehold, at fremtidige grundejere kunne kræve at få fjernet snublesten lagt i det offentlige fortov. Efter massivt pres, også i medierne, gav kommunen sig og fjernede det upassende forbehold. Byens første snublesten blev sat i 2021 for advokaten Axel Mogens Metz, der ikke vendte hjem fra Theresienstadt. Hans søn Steen Metz, der har boet mange år i USA, havde bedt om dette minde for sin far. Han selv og moderen overlevede opholdet i koncentrationslejren. I kølvandet på debatten opstod en lokal snublestensgruppe på Fyn.
Gunter Demnig har oplevet forskellen på by og provins mange gange.
„Jo mindre by, jo snarere siger borgmesteren: Jeg vil være i overensstemmelse med borgerne. Det er anderledes i en mindre by end i Hamborg eller Berlin. I Hamborg sagde den daværende borgmester Ole van Beust med det samme: Det gør vi. Så kom de andre: Ja, men hvad med grundejerne? Så sagde han: De interesserer mig overhovedet ikke. Vi gør, hvad der passer os, på offentligt område. Om et vejskilt skal sættes op, en parkbænk stilles op, eller en snublesten sættes ned. Det bestemmer vi,” siger Demnig.
I Tyskland er snublesten overordnet set blevet vel modtaget. Her har den 78-årige Salomon Korn, tidligere vicepræsident i Centralrådet for Jøder i Tyskland og nuværende formand for Frankfurts jødiske menighed, sagt til avisen Jüdische Allgemeine: ”Jeg kender intet andet mindesmærke for fordrevne eller myrdede tidligere jødiske borgere, der som snublesten så synligt individualiserer mindet for enhver”.

Striden i München

Men der er også stemmer imod snublesten. Den kendteste er Charlotte Knobloch, tidligere præsident i Centralrådet og nuværende præsident i Israelitische Kultusgemeinde München und Oberbayen, altså Münchens jødiske menighed. Hendes holdning er, at man ikke skal træde på mennesker, ”der allerede er blevet trådt på”.

Gunter Demnig har en skarp holdning til den 91-årige Knoblochs mangeårige modstand mod snublesten.

”Hvis man bare havde nøjedes med at træde på disse mennesker. Det er en bagatellisering af holocaust. Ja, det er faktisk værre. Det er at håne ofrene. Jeg mener. Trådt på. Nå ja. Det overlever du. Det var en fuldkommen målrettet tilintetgørelse. Et mordprogram. Det er absurd, hvad hun siger. Men hos langt de fleste har dette argument heller ingen effekt,” siger han.
Knoblochs indstilling har indtil videre betydet, at man ikke finder snublesten i det offentlige rum i München. Alligevel har kunstneren sat omkring 200 snublesten i fortovet rundt omkring i byen. Borgerne er nemlig langt fra alle imod, og hvor husejere har fundet ud af, at en lille stribe af deres fortov tilhører dem, har de ladet Demnig sætte snublesten, såfremt der engang har boet ofre for nazismen i huset.
”Havde fru Knobloch så bare sagt: ’Ikke for min familie’, så havde det været i orden. Men at forbyde alle andre offergrupper at få dette mindesmærke, det er simpelt hen udemokratisk og modbydeligt,” siger han.
„München fik også en dum begyndelse,” fortæller Gunter Demnig. ”Det var nemlig hamborgeren Peter Hess, som har gjort så utrolig meget for snublesten i Hamborg, som stillede forslaget om snublesten i München. Og det går ofte ikke. Det var en fejl. Det skal komme fra stedet selv. Det hele ville med sikkerhed være gået anderledes, hvis initiativet var kommet fra München,” siger Gunter Demnig.
Jeg tilføjer, at det måske i særlig grad gælder i dette tilfælde, da Hamborg er kendt som en by, der gjorde modstand mod Adolf Hitler, mens München er kendt som …
”… bevægelsens Hovedstad. Ja, lige netop,” fuldender Gunter Demnig min sætning. ’Bevægelsen’ forstået som nazismen.
Den følgende dag sætter Gunter Demnig de første fire snublesten i Aarhus for parret Thorvald og Emma Hansen og deres sønner Ib og Preben. De var alle aktive i modstandsbevægelsen. Opfordringen er kommet fra familien, der bor i Hundested, snublestenene er organiseret og finansieret af Snublestensgruppen i Danmark, der holder til i København.
Lad dette være en opfordring til dannelse af lokale snublestensgrupper andre steder i landet.

 

Snublesten

Gunter Demnig har sat snublesten siden januar 1995. Han har indtil videre sat 94.000 i 30 europæiske lande. Snublesten sættes for ofre, der blev direkte forfulgt af nazisterne: jøder, romaer, sintier, homoseksuelle, politisk forfulgte, modstandsfolk, de såkaldte ‘eutanasi’-ofre og Jehovas Vidner. I Danmark er der på nuværende tidspunkt sat 98 snublesten i ni kommuner, nemlig København, Frederiksberg, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Odense, Kolding, Assens, Svendborg og Aarhus.
Snublestensgruppen i Danmark er en lille gruppe af ulønnede frivillige – Nili Baruch, Charlotte Thalmay, Ira Hartogsohn, Lene Ewald Hesel og Henriette Harris – der sammen står for kontakt til de pårørende, ansøgninger til kommunerne, søgning af fondsmidler, research og gennemgang af data, kontakt til kommunernes tekniske afdelinger, pressearbejde, kontakt til Gunter Demnig og hans team og organisation af hans rejser til og ophold i Danmark (med undtagelse af Fyn. Her bedes man henvende sig til Snublesten Fyn).

Gruppen sætter snublesten på baggrund af borgernes initiativ. Man kan også henvende sig uden at være pårørende, men fx bor i et hus, hvor der boede et offer for nazismen, er en skoleklasse, der arbejder med Besættelsen i historieundervisningen el.lign. Pårørende skal ikke betale, men er man ikke pårørende, må man påregne selv at stå for betalingen for stenen, der koster 132 euro, omregnet 1.000 kroner. Alle bidrag er velkomne, da snublesten altid sættes for private midler. Kontakt og bankforbindelse: www.snublesten.org.

Der kan kun produceres et vist antal om året til Danmark, så Snublestensgruppen i Danmark forbeholder sig ret til at prioritere, hvis henvendelserne overstiger gruppens og Gunter Demnigs kapacitet.

 

Henriette Harris er cand.mag. og har siden 2004 boet og arbejdet som journalist i Berlin. Hun er forfatter til flere bøger om Tyskland og var i 2018 medinitiativtager til dannelsen af Snublestensgruppen i Danmark.