Det pureste kildevand strømmer stadig lifligt ind i de fem bassiner, der tilsammen vurderes til at være Europas ikke blot største, men også ældste kendte mikvah.

 Af Kenneth Francis Warschafsky Borgenholt

Hvis De skulle gætte på, hvor Europas største mikvah befinder sig, hvad ville De så svare? De ville måske gætte på Venedig, måske på Vilnius eller Córdoba? Men De ville næppe gætte på Siracusa på Sicilien – med mindre De da vidste det i forvejen, og så ville det jo ikke være at gætte.

Men sådan ligger landet altså. Europas ikke bare største, men også ældste kendte mikvah med hele fem bassiner ligger 18 meter under jorden på Ortigia-øen i Siracusa, der blev grundlagt af grækerne i år 734 f.v.t. Og hvorfor så lige her? Jo, det giver faktisk rigtig god mening. For ifølge historikere var Sicilien, og i særdeleshed Siracusa, engang hjemsted for et af Europas største jødiske samfund. De første jøder menes at være kommet til Siracusa i det første århundrede e.v.t., og flere kom til navnlig i årene efter ødelæggelsen af Det Andet Tempel. Op gennem middelalderen voksede det jødiske samfund i Siracusa sig større og stærkere, og det anslås, at der i midten af 1400-tallet levede op mod 5000 jøder i byen, der også lagde jord til hele 12 synagoger. Men i 1492 var det hele slut: den spanske kong Ferdinand II, der regerede sammen med sin hustru, Isabella I, dekreterede uddrivelsen af alle jøder fra sit rige, hvortil Sicilien dengang hørte.

Hvis De undrer Dem over, at De ikke lærte om denne mikvah i Deres skoletid, så skyldes det måske – afhængig af Deres alder – at den først blev opdaget i 1986  takket være en lokal kvinde Amalia Daniele di Bagni. Her kommer historien:

Amalia Daniele di Bagni købte i midten af 80’erne et faldefærdigt hus i Siracusas historiske jødekvarter, Giudecca, og gik straks i gang med at restaurere det. Dengang var hele bydelen nedslidt, og som hun fortæller i den lille bog, hun har skrevet om sin opdagelse, Cronaca di una Scoperta, havde bygningen været hærget af vandaler, der havde smidt affald og gamle møbler overalt, og skriblet sicilianske vulgariteter på de bare mure.

Under restaureringen undrede Amalia Daniele di Bagni sig over en række arkitektoniske besynderligheder. For eksempel fik hun midt inde i bygningen øje på lille indre gård, som var helt muret til. Under vejledning af en bygmester fik hun brudt hul i muren ind til gården, hvor hun opdagede en hvælving, som var fyldt op med jord. Amalia Daniele di Bagni sørgede for, at jorden blev fjernet – 156 læs jord blev kørt bort – og der, hvor jorden havde ligget, kom der en lille trappe til syne, der førte dybt ned i klippegrunden under bygningen. Og dér for enden af ??trappens 58 trin i en kælder, der havde været gemt og glemt i knap 500 år, åbenbarede vidunderet sig: mikvahen, som både italienske og israelske eksperter vurderer til at være Europas største og ældste.

At stå midt i denne mikvah er en fascinerende oplevelse, som jeg på denne plads vil opfordre alle læsere af Jødisk Orientering til at unde sig selv. Bevidstheden om de mange århundreder, der passerede, mens mikvah var overladt til glemslen, sammenholdt med den perfekte stand, som mikvahen i dag befinder sig i, er intet mindre end mageløst. Og på en brandvarm dag i Siracusa – i den forgangne sommer oplevede jeg selv 45 grader – føles en tur ned i dybet som en lise for både krop og sjæl.

Går man ned af den førnævnte trappe, kommer man ned til mikvahens centrale rum, hvis hvælvede klippeloft bæres oppe af fire søjler. Her finder man tre bassiner og en bænk skåret ud i klippevæggen hele vejen rundt i rummet. Fra dette rum er der adgang til to mindre værelser, som hver især rummer ét mindre bassin, der ifølge eksperter var forbeholdt rabbinere og deres hustruer. Det er svært at sige præcis, hvornår mikvahen blev konstrueret, men de fleste eksperter peger på det 7. århundrede. Den underjordiske kilde, der forsyner mikvahen med det nødvendige rene vand, rinder stadig lifligt dog i dag med hjælp fra en elektrisk pumpe. Men hvem kan bebrejde kilden noget? Mindst 1300 år har den på bagen, og det er vel selv for en kilde lidt af en bedrift!

Mikvahen er i dag museum og ikke i brug som rituelt jødisk bad. For i Siracusa, der engang summede af jødisk liv, bor der her i 2021 end ikke en eneste jøde. Men er man interesseret i at gå på opdagelse i datidens jødiske Siracusa, er der en del at kaste sig over: eksempelvis en anden, men mindre underjordisk Mikvah, spor efter byens største synagoge og jødiske gravsten med inskriptioner, der bærer vidnesbyrd om nøglepersoner i Siracusas jødiske fortid.

Ikke som reklame, men blot til almen oplysning: Norwegian har i sommerhalvåret direkte fly fra København til Catania, der ligger cirka en times kørsel fra Siracusa.

Mikvah

En mikvah er et rituelt bad som jøder neddypper sig i i forbindelse med forskellige højdepunkter i deres liv og er med til at symbolisere renselse og nye begyndelser. Mikvahen har været en del af jødisk liv i mindst 2000 år, og derfor et umiskendeligt aftryk af et jødisk liv, der er fundet overalt i Europa og Mellemøsten.  Eksempelvis blev der sidste år fundet resterne af en 2000 år gammel mikvah i Hanaton i det nordlige Israel.

 

 

 

 

 

Billedtekst: Til højre Amalia Daniele di Bagni under udgravningen af Mikvahen (foto: Giovanna Bongiorno)

 

Europas største og ældste mikvah ligger 53 trin – eller 18 meter – under gadeplan i Siracusa.

 

 

Mikvahen blev forladt i 1492 og har formentlig ligget helt uberørt frem til 1986.