Search
Close this search box.

Hvad tænker vi om terrorangrebet mod synagogen og Krudttønden fem år efter? Vi har spurgt otte profiler i og udenfor Det Jødiske Samfund.

“I dag – fem år efter – føler jeg, at jeg har et sikkerhedsnet”

Jens Jacob Bentow var 14 år, da angrebet fandt sted under søsterens bat mitzvah i Det Jødiske Hus. Den traumatiske oplevelse med drabet på Dan og de mange timers usikkerhed har sat sig spor.

Hvordan er dit liv blevet forandret af det, der skete for fem år siden?
Mit og min families liv har forandret sig for altid. Det er noget, vi skal lære at leve med. Efter angrebet var jeg et virkeligt dårligt sted, hvor der var mange ting, jeg skulle forholde mig til: Frygt, sikkerhed, interviews og mange andre ting.

Var du i stand til at tage imod hjælp dengang?
”Overhovedet ikke. I tre-fire måneder lå jeg og kikkede ind i væggen på mit værelse. Jeg ville ikke tage imod hjælp, for jeg synes jo ikke, det var mig, der var noget i vejen med. Hvis man ikke vil hjælpes, så kan man ikke. Men efter noget tid overvandt jeg det, og jeg fik nogle redskaber til at arbejde med det”

Kan der overhovedet komme noget positivt ud af det?
Det, som er kommet ud af det, er, at det jødiske samfund fik opbakning fra rigtig mange mennesker i Danmark og i udlandet. Når jeg tænker tilbage på det nu, så betød det rigtig meget.

Hvad har det betydet for din identitet som jøde?
”Min identitet er helt sikkert blevet stærkere. I dag – fem år efter – føler jeg, at jeg har et sikkerhedsnet i mit jødiske netværk. De vil altid have min ryg. Jeg føler en opbakning, når jeg møder andre jøder.”

”Jeg møder ikke den samme forståelse fra folk, der ikke er jøder. Det er nok svært at forstå, hvor stærkt det virkede på vores lille samfund. Hvis man ikke har haft noget med angrebet at gøre, så bliver det hurtigt glemt. Det er  meget hurtigt gået i glemmebogen. Og det er ikke positivt.  Det vil kun give plads til mere had og frygt. Som samfund vil vi ikke glemme det. Og vi vil altid huske Dan. ”

“Først gik man efter kunstnerne. Så gik man efter jøderne”

François Zimeray er Frankrigs tidligere ambassadør i Danmark. Han var til stede i Krudttønden under angrebet.

Hvad har angrebet betydet for dig personligt?
”Det er en af de ting i livet, hvor der er et før og et efter. Min opfattelse af livet har ændret sig for altid. Og det har givet mig en meget stærk forbindelse med dem, der var til stede og med den danske befolkning. Jeg vil aldrig glemme det venskab og den solidaritet, jeg mødte her. ”

Hvordan oplevede du angrebet som franskmand i Danmark?
”Som franskmand er det vigtigt at understrege, at angrebet kom fra Danmark til Paris og fra Paris tilbage til Danmark. Da danske ambassader blev angrebet på grund af Jyllands-Postens tegninger, var det Charlie Hebdo, der trykkede tegningerne i solidaritet. Derfor blev Charlie Hebdo et mål. Det, der skete i København, var en gentagelse af angrebet i Frankrig: Først gik man efter kunstnerne. Så gik man efter jøderne.

De sidste fem år har vi fået mere fysisk sikkerhed. Har angrebet betydet andre mindre synlige forandringer?
”Absolut. I hele vesten er friheden blev indskrænket. Selvcensuren er blevet en del af vestlig kultur. Jeg er meget trist og bekymret over de ting, der er sket. Jeg vil nøjes med at give dig ét eksempel. I juni besluttede New York Times at stoppe en gammel tradition med at have politiske bladtegninger. Det er en gave til terroristerne”

 

 

“Vi må ikke lade frygten definere os”

Jair Melchior er overrabbiner. Ved angrebet i 2015 havde han været overrabbiner i lidt over et halvt år.

Hvordan har Det Jødiske Samfund udviklet sig siden angrebet?
”Siden angrebet for fem år siden har Det Jødiske Samfund udviklet sig i to forskellige retninger. På den ene side er vi mere åbne, end vi nogensinde har været før. Det har stor betydning, at vi inviterer  folk ind i vores hjem, i synagogen og i menighedscenteret. Samtidig har vi bygget høje mure rundt om vores institutioner. Vi har fået et niveau af sikkerhed, som er uhørt andre steder i verden. Det danske samfund valgte at tage hånd om problemet. Men jeg kan godt blive trist over, at det er lykkedes at lave den mur mellem os og omverdenen. ”

Betyder det ikke, at vi føler os mere trygge?
Det fungerer ikke kun på den måde.  Mange går rundt med meget frygt. Og folk har lukket sig mere om de holdninger, de havde i forvejen – om de så mener, at vi er blevet for lukkede eller for åbne. Det er den balance, vi lever i. ”

Hvad skal vi stille op med frygten?
”Vi skal tale om faren, men vi skal overveje, hvordan vi taler om den og i hvilket omfang. Vi skal ikke lade frygten definere os. Terrorens formål var at skræmme os, og vi må ikke lade den frygt komme ind under huden på os. Så har vi givet magten tilbage til terroristerne. Det er vores ansvar at leve vores jødiske liv. Ikke som svar på terrorangrebet, men fordi det er det rigtige for os”.

Tænker du ofte på Dan?

”Jeg tænker på Dan hver gang, jeg går ind i Krystalgade og forbi hans billede. Der hvor jeg virkelig tænker på Dan, som den person han var, er, når jeg spiller basketball. Dan og jeg talte om, at vi skulle lave et baskethold i Hakoah. Men det skulle gøres rigtigt. Det blev først til noget, efter Dan var blevet dræbt. Holdet er en hyldest til Dans liv.”

 

”Det bekræftede alt, hvad jeg var blevet opdraget til at være bange for”

Sanne Cigale Benmouyal er journalist på Danmarks Radio. I 2018 undersøgte hun forholdene for danske jøder i dokumentaren Jøde!

Hvad tænkte du, da du hørte om angrebet?
”Det bekræftede alt, hvad jeg var blevet opdraget til at være bange for. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville ske i Danmark. Der var jeg langt mere naiv for fem år siden. Det startede en proces, der for alvor tog fart for mig, da min dokumentar løb over skærmen, og jeg oplevede reaktionen.”

Hvordan oplever du , at omverdenen husker angrebet?
”Der er sket noget med den kollektive erindring. At der er kommet et narrativ om, at angrebet var ”en ensom ulvs” handlinger. Altså at der ikke var et strukturelt problem. Det er fuldstændig forkert. Og hvis vi griber det an på den måde, så vil det kunne ske igen. ”

De sidste fem år er sikkerheden blevet meget mere synlig. Har du vænnet dig til det?
”For mange bliver det hverdag. Og det skal det jo også blive. Men jeg kan ikke.  Jeg er holdt op med at give foredrag, der er annonceret i forvejen. Jeg kan ikke vænne mig til, at der skal bombehunde og soldater med maskinpistoler foran, når jeg holder foredrag. Det er jo en enormt kedelig konsekvens. Men det vil jeg bare ikke. Det kan jeg ikke vænne mig til. Jeg vil holde åbne foredrag.”

 

 

“Vi har åbnet mere op for verden end nogensinde før”

Daniel Hertz sidder i delegeretforsamlingen i Det Jødiske samfund og var også aktiv som frivillig for fem år siden:

Er Det Jødiske Samfund blevet mere eller mindre åbent i løbet af de sidste fem år?
”Jeg ved ikke, om det omkringliggende samfund har lagt mærke til det, for det ser ikke sådan ud, når man går ned gennem Krystalgade med soldater og politi. Men vi har åbnet mere op, end vi nogensinde har gjort. Med åben synagoge, kulturnat, besøg af skoleklasser og oprettelsen af Jødisk Informationscenter, så har vi aldrig haft så mange gæster udefra.”

 

Hvordan husker du dagene efter angrebet i dag?
Dagen efter angrebet var jeg sammen med min familie og forsøgte at forstå det, der var sket. Men om mandagen kontaktede jeg sikkerhedsgruppen og hørte, om der var noget, jeg kunne hjælpe med. Så jeg var med til at besvare opkald og mails.
Det der står tydeligst for mig, er det hav af blomster, der lå uden for synagogen. Og det sammenhold man følte. Man ville jo ønske, at den følelse af sammenhold var der hver dag. En følelse af at hvis vi står sammen, så kan vi nå langt. Jeg havde håbet, at det ville blive startskuddet på en ny opblomstring for Det Jødiske Samfund. Det er det desværre ikke blevet.”

Hvad tænker du omkring årsdagen?
”Jeg tænker over, at der allerede er gået fem år. Dan fyldte meget i menigheden, og jeg kendte ham godt. Det er mærkeligt, at han ikke har været her i fem år”

 

“Antisemitismen er ikke kun et jødisk problem”

Samuel Rachlin er journalist og forfatter til en række bøger. Senest Folket og magten – populisme og den nye verdensorden.

Hvilken betydning har angrebet haft for, hvordan det danske samfund har udviklet sig de sidste fem år? Angrebet og mordene blev skelsættende for alle danskere og især de danske jøder. Vi forstod, at Danmark ikke kun er hygge og en destination for turister men også for terrorister. Det blev vores entre i det 21. århundrede og åbnede vores øjne for, at vi er en del af en større helhed, hvor had, ondskab og vold også er en del af vores virkelighed. Det har skabt en anden bevidsthed om vores tid.  For de danske jøders vedkommende fremmede det forståelsen for, at antisemitisme ikke kun er fortid, men i høj grad er en del af vores samtid. Hvis nogen var i tvivl, må de forløbne fem år have overbevist enhver.

Kan vi vænne os til, at truslen om terror er blevet mere nærværende?
Det er ikke et spørgsmål om at vænne sig til det, men i højere grad om hvordan vi skal  leve med den trussel. Hvordan kan vi håndtere den ved at gøre opmærksom på den og bekæmpe den med de midler, vores demokrati og retssamfund giver os? Det er ikke et skuldertræk, der skal til, men en aktiv, målrettet indsats for at udbrede forståelsen for, at antisemitisme ikke kun er et jødisk problem. Det er et forvarsel om, at noget er ved at gå galt i samfundet og vil berøre langt flere end kun den jødiske minoritet, hvis man lader som ingenting. Man skal ikke være en alarmist, men man skal ikke ignorere alarmsignalerne.

“Angrebet afslørede Danmarks småstatsmentalitet”

Martin Krasnik, chefredaktør for Weekendavisen:

Hvor stor betydning har angrebet haft på, hvordan vi i Danmark forholder os til terror?
Det har betydet alt. Mordet på Dan betød, at myndighederne erkendte det, menigheden havde sagt i årevis: At I skal tage truslen fra militante islamister alvorligt. I dag gør myndighederne meget, men der skulle desværre en død dansk jøde til først.

Hvorfor tog man det ikke alvorligt før?
Det var jo ikke, fordi man ikke var blevet advaret efter angrebet på Charlie Hebdo. Der var den småstatsmentalitet om, at ”det kunne da aldrig ske her”. Mordet på Dan var en påmindelse om, at antisemitisme ikke bare er et fænomen, der forsvandt med danskernes redning af jøderne: At den populære selvfortælling har sine grænser.

Hvordan har det ændret mulighederne for at leve et jødisk liv i Danmark?
På en måde har det jo ikke ændret præmissen for Det Jødiske Samfund. Carolineskolen har været pakket ind i pigtråd, siden jeg gik der i 80erne. Alligevel kan man ikke sige sig fri for, at man er påvirket. Og det er ikke den fysiske, synlige sikkerhed, men den faktiske risiko vi lever med. Det er ikke bare noget, man hører om på nettet eller i andre lande. Det er den reelle trussel.

 

 

“Angrebet betød, at vi slog ring om ofrene og vores samfund”

Statsminister Mette Frederiksen var justitsminister , da angrebet fandt sted i 2015. I starten af året har hun bl.a. markeret sig med et stort interview om antisemitisme i Politiken.

 

Hvilken betydning har angrebet haft for, hvordan det danske samfund har udviklet sig de sidste fem år?

Angrebet ramte os alle hårdt og satte dybe spor. Men det betød også, at vi slog ring om både ofrene og vores samfund. Det viste fakkeloptog, mindehøjtideligheden og de hundredvis af blomster foran Synagogen og ved Krudttønden i al sin tydelighed. Efter angrebet er vi blevet endnu mere bevidste om, at vi er nødt til at stå sammen om vores værdier, frihed og demokrati. Da det gjaldt, stod vi skulder ved skulder om det, vi tror på. Og danskerne stod fast om, at jøderne og det jødiske samfund skal have et trygt hjem i Danmark. Vi blev også klar over, at er nødt til at gå længere, end vi dybest set ønsker for at stoppe dem, der vil os det ondt.

 

Er der tendenser i samfundet, som kan spores tilbage til den reaktion, der kom efter angrebet?

For mange danskere tror jeg, at angrebet var en øjenåbner. Flere fik øjnene endnu mere op for, hvilken brutal trussel, vi står overfor. Og at vi er sårbare.  Samtidig gav angrebet en frygtelig påmindelse om, at antisemitismen desværre lever. Ikke bare i Danmark, men også i resten af verden. Vi så det også for nylig med hærværket på årsdagen for Krystalnatten sidste år. Det skal vi have stoppet – det har ikke plads i vores samfund. Antisemitismen kommer både fra det yderste højre, fra nogle indvandrere samt fra den yderliggående venstrefløj i forskellig forklædning. Uanset hvor fra og hvordan den viser sig, skal vi slå hårdt ned. Ingen skal føle sig chikanerede pga. deres tro. Det er ikke det Danmark, vi ønsker.

 

Hvad tænker du tilbage på i dag som den stærkeste reaktion fra dengang?

Jeg var justitsminister, da det skete. Der var meget, som gjorde stort indtryk, og som har sat dybe spor i mig. Det brutale mord på Finn Nørgaard ved angrebet på Krudttønden. Jeg var der selv efter angrebet, og kan huske hvordan de store ruder ved indgangen til krudttønden var fyldt med skudhuller. Og så kom jeg tæt på Dan Uzans forældre i den tid. Og jeg vil aldrig glemme begravelsen på den jødiske kirkegård. Dan mistede livet, fordi han passede på andre – til det, der skulle have været en festdag. De to mord gjorde ondt på så mange måder. Og allermest familie og venner.