På Jom Kippur i år placerede Nordfront plakater i 16 danske byer. Teksten var antisemitisk og handlede bl.a. om omskæring. Få omskæringsmodstandere har taget afstand fra plakaterne, og man kan undre sig over pressens manglende omtale.
Kan det skyldes, at man er enig i teksten?
Man kritiserer os ofte for at trække ”nazikortet” eller ”offerkortet”. Hvad gør vi rent faktisk? Vi bruger vores historie i denne og tidligere generationer til at lære af fortiden. Vi kæmper for at undgå samme behandling i vores generation. Vi er som jøder præcis som alle andre: Vi er et produkt af vores egen historie. Det er vi også som danskere. Jødisk historie er desværre ikke altid positiv. Hvorfor må vi ikke bruge den? Er det, fordi den skaber forståelse for jøder, som man helst ser i offerrollen?
Siden dette magasin udkom sidste gang, har statsministeren meldt ud, at man ikke vil stemme for et forbud mod omskæring. Vi må som jødisk menighed sende en stor tak til Mette Frederiksen.
Sikken en tryghed at have statsministerens positive udmelding! Det er ikke første gang, hun slutter op om den jødiske gruppe. Det gælder også justitsministeren og sundhedsministeren.
Debatten om omskæring har alligevel været meget ubehagelig. Fx bragte DR op til fire udsendelser om (læs: mod) omskæring, før man i den femte inviterede os med. Aviserne har været mere nuancerede, idet vi dog ikke glemmer Jyllands-Postens nedrige leder, som i både tonefald og indhold var skræmmende. Dertil har min kollega Morten Frisch været særlig grov – ikke mindst over for jødiske læger. En leder i Kristeligt Dagblad og en lignende i Weekendavisen opvejede dette.
Justitsministeriet er tovholder på en plan til bekæmpelse af antisemitisme. Som jødisk samfund ønsker vi, at IHRAs internationale definition af antisemitisme med en række eksempler bliver grundlaget for planen. Vi er bekymret for, at Udenrigsministeriet ikke ønsker (som eneste EU-land) at inkludere eksemplerne på antisemitisme.
Fra EU-sammenhæng ved vi, at ministeriet ikke ville tilslutte sig den internationale definition af antisemitisme, men blev presset, da Danmark ikke skulle stå alene. Men eksemplerne
ville man ikke godtage. Det vigtigste er, at man kan kritisere Israel på samme grundlag som andre lande. Men bedømmes Israel på en anden vægtskål, så diskriminerer man mod Israel som jødisk land, og det er antisemitisme. Det må betyde, at man fra ministeriets side kunne acceptere, at Israel skal vurderes anderledes. Man accepterede således, at Israel er jøden blandt nationerne. Den politisk korrekte 68-ånd er bevaret. Har den jødiske dagligdag i Danmark ikke har nået Asiatisk Plads?
Vi glæder os til at se den nationale plan til bekæmpelse af antisemitisme og håber, den er realistisk og effektiv. Vi ved, at justitsministeren personligt
og hans ministerium har lagt mange kræfter i planen.
Det gælder også andre ministerier.
Henri Goldstein
Formand for Det Jødiske Samfund