Gabriel Bier Gislason har lavet den første dansk-jødiske gyser. Men det er også en kærlighedshistorie. Og et blik ned i den mørke side af jødisk mystik. Og historien om en jødisk mor – på liv og død.

Af Michael Rachlin

Sofie Gråbøl er Chana, den dansk-jødiske mor i Gabriel Bier Gislasons debutfilm, Natten har øjne, der havde premiere lige efter sommerferien. Og anmelderne var begejstrede over Gråbøls version af den jødiske mor, som giver en overraskende vinkel på den kendte danske skuespiller: Plaget, stædig, sarkastisk, passivt-aggressiv, men samtidig med formildende og såre menneskelige træk.
Chana er et koncentrat af den jødiske mor. Alting bliver et spørgsmål om liv eller død: Hvem spiser hønsekødsuppen? Hvordan står møblerne i den dunkle, hemmelighedsfulde lejlighed i Londons ultraortodokse kvarter? Hvilket smykke har datteren om halsen?
Med fare for at ”plotspoile” for dem, der ikke har set filmen, så er det overraskende, at hun har fuldstændig ret. Det er faktisk et spørgsmål om liv eller død! Det er ikke bare et spørgsmål om humør og temperament, når hun vil styre hønsekødsuppen, amuletterne og møbelindretningen.
Natten har øjne er en film, der leger med genrer og emner, hvor ikke mindst kabbala og de mørke åndelige kræfter fra jødisk mystik er i spil.
Gabriel Bier Gislason har skabt en kærlighedsfilm, som samtidig kan minde om en jødisk version af den klassiske amerikanske gyserfilm Eksorcisten – og resultatet er både overraskende, gysende og stærkt underholdende. Men først og fremmest er filmen en kærlighedshistorie. Mere om det senere. Først gyset:
”Jeg har altid elsket gyserfilm og synes, det er sjovt med gyserfilm, der trækker på religiøse mytologier og mystik. Men det er næsten altid kristen mytologi, og derfor syntes jeg, det var sjovt at se på som jøde. Det er sket i en kærlighed til gysergenren, men egentlig også i en kærlighed til jødedommen, selvom jeg ikke er religiøs,” fortæller Gabriel Bier Gislason, som vi møder i Krystalgade få dage efter premieren.

De urene åndelige kræfter
Selvom vi befinder os i en afkrog af jødisk mystik, så tager han udgangspunkt i begreber, der har rod i jødedommen og kabbala. Det er mørke kræfter med navne som sitra achra (aramæisk for ”den anden side”) og kelipot (urene og onde åndelige kræfter). Det er ikke noget, man hører meget om i mainstream jødedom, og selv de ultraortodokse siger, at man ikke må læse kabbala, før man er fyldt 40 år – på grund af de mørke kræfter, der (også) er i spil her.
Gabriel fortæller, at han har mødt danske jøder, der troede, at han havde opfundet alle begreberne. Men de eksisterer. Begreberne er kendt i kabbala og i litteraturen – fx i Isaac Bashevis Singers værker.
”Det er noget, som eksisterer, men jeg har selvfølgelig taget mig nogle friheder undervejs. Jeg følte, at jeg godt måtte lege med historien, pille ved mytologien, så længe skete i respekt for religionen og ikke på en vred måde,” siger Gabriel Bier Gislason, der faktisk ville ”blive sur”, hvis en ikkejøde havde instrueret lige præcis denne film.
”Det er jo ikke ligegyldigt, hvem der fortæller hvilke historier. Diskussionen om repræsentation er enormt vigtig, og jeg mener på ingen måde, at alle kan spille alle. Jeg mener bare, at det er samtidig er et mere komplekst spørgsmål end kun at insistere på det modsatte. Sofie Graabøl og Ellie Kendrick (der spiller hendes datter Leah, red.) er ikke jøder. Det synes jeg er uproblematisk her, hvor jeg som jøde har været bevidst og åben om, at jeg har taget mig nogle friheder i forhold til kulturen og religionen. Men havde filmen været noget helt andet, ville jeg måske ikke have haft det på samme måde. Alle historier har deres egne krav, og vi skal være nuancerede nok til at forstå det,” siger Gabriel Bier Gislason.

Det jødiske i kunsten
Selvom Gabriel har taget sig nogle friheder, var der andre ting, der gerne skulle være så tæt på en jødisk virkelighed som muligt. Alt fra de hassidiske lokker til lystænding på shabbat og havdalah blev gennemført med Heidi Laura, der har en ph.d. i jødisk historie og kultur, som konsulent. Jan Schwarz har været konsulent på det jiddische sprog.
Der var brug for en hjælpende hånd til at få de jødiske ritualer på plads – selvom Gabriel kommer fra en praktiserende familie. Selv betegner han sig som ikkereligiøs, men som formet af jødisk kultur, litteratur og ikke mindst film. Hans jødiske identitet er desuden præget af New York, hvor han har boet og i øvrigt taget sin uddannelse som instruktør og manuskriptforfatter fra New York University.
”I New York fylder det jødiske så meget, at det er en del af byens identitet – selv for ikkejøder. Jeg kunne se, hvor mange forskellige aftryk det jødiske kunne sætte sig – både meget religiøse og meget sekulære. Det blev jeg meget optaget af,” fortæller han.
For ham er det en rigdom, at jødedommen også indeholder så mange forskellige udtryk.
”Man kan let komme til at misse, hvor sindssygt mange vilde udtryk vores jødiske kultur har. Ikke mindst når man bor i Danmark. Det er ikke sagt som en kritik af menigheden. Jeg har intet dårligt at sige om menigheden. Men det er naturligt nok, at det bliver meget homogent i et lille, nordeuropæisk jødisk samfund,” siger han.

Den store kærlighedshistorie
Ud over at være en gyser er filmen som nævnt også en kærlighedshistorie. En smuk og erotisk kærlighedshistorie mellem to kvinder, der har rigeligt at slås med. Men homofobi er ikke en af dem. Der bliver ikke løftet et øjenbryn – end ikke i det ultraortodokse miljø, de ankommer til i London. Og det fortælletekniske valg har noget at gøre med, hvor kærlighedshistorien oprindeligt stammer fra.
”Jeg har skrevet rollen til Josephine Park (der spiller den danske kvinde, Maja, red). Hun fortalte mig for mange år siden om en ekskæreste, hvor de af forskellige grunde endte med at bo hos ekskærestens mor, der var meget dominerende. Den historie brugte jeg som afsæt til kærlighedshistorien og til tegning af en jødisk mor. Og så var det jo naturligt, at det handlede om to kvinder, da Josephine selv er gift med en kvinde. Jeg havde ingen grund til at lave om på det,” fortæller han og understreger, at det ikke var en pointe i sig selv at skrive alt konfliktstof ud af den homoseksuelle kærlighedshistorie.
”Som heteroseksuel mand havde jeg bare ikke lyst til at fortælle en tung historie om at springe ud eller om mødet med aggressiv homofobi. For jeg kender det ikke på min egen krop. For de to skuespillere, Ellie og Josephine, der begge er lesbiske, var det også befriende, at det bare var en kærlighedshistorie med en god dynamik. Ville de kunne gå lige ind i et hassidisk miljø uden at nogen studsede over deres homoseksualitet? Næppe. Men jeg insisterede

i hele processen på at være mit eget barometer for, hvornår det skulle være tæt på virkeligheden, og hvornår jeg kunne tage mig nogle friheder. D

e gælder både kærlighedshistorien – og i forhold til al den jødiske mystik,” fortæller Gabriel.

Gabriel Bier Gislason
Gabriel er født i 1989. Han er søn af filminstruktør Susanne Bier og dokumentarfilmsinstruktør Tómas Gislason. Gabriel er uddannet instruktør og manuskriptforfatter fra New York University.
Han har debuteret som instruktør med Natten har øjne, der havde verdenspremiere på Tribeca Filmfestival i New York. Filmen har fået overvejende positive anmeldelser og Gabriel arbejder nu med flere forskellige projekter. Gabriel bor på Nørrebro, mens hans kone bor i Vancouver i Canada.