Da JIF Hakoah blev stiftet for 100 år siden i København, var man del af en jødisk idrætsbevægelse på tværs af Europa, der både ragede op i bredden og i eliten. Efter datidens målestok spillede Hakoah i Champions League.
Af Michael Rachlin
Om 100 år er alting glemt. Og så alligevel ikke. Mandag den 3. september 1923 var Upton Park i det østlige London kun halvfyldt. Det var hverdag, og publikum regnede ikke dagens modstander for noget. Det var en opvisningskamp. Det regnede. West Ham havde spillet sæsonens første ligakamp lørdagen forinden mod Sunderland, og spillere og ledere fra dagens modstander, østrigske Hakoah Wien, havde kikket med fra tribunen. De var ikke imponerede af, hvad de havde set.
Fodboldens hjemland stod i stampe. Spillestilen var fysisk, primitivt med lange bolde frem ad banen eller løb til baglinjen og indlæg ind i feltet. I Østrig i hjertet af Europa havde man taget spillet videre. På fodboldbanerne i Prater Parken i det centrale Wien blev der øvet pasningsspil og snævre vendinger. På byens mange cafeer sad intellektuelle og tegnede spilmønstre og formationer på servietterne, når de ikke lige røg cigaretter, spilede skak eller diskuterede kunst og litteratur.
Kampen i det grå Østlondon var ikke mange minutter gammel, før det engelske publikum og sportspressen gned sig vantro i øjnene. Hakoah Wien havde initiativet. og fra midtbanen lagde Moritz Haüsler konsekvent sukkerbolde frem til holdets topscorer Alexander Neufelt. Efter kun en halv time havde Neufelt scoret to gange. Ved pausen stod det 3-0 til gæsterne. Og da kampen blev fløjtet af, havde det østrigske hold vundet 5-0.
Det var første gang, at en klub fra Europa havde vundet en kamp i sportens moderland. (Og som vores ældre læsere sikkert husker, skulle der gå præcis 60 år, før et dansk hold gjorde noget tilsvarende på et straffespark af Allan Simonsen).
Selv den snobbede engelske sportspresse måtte give holdet en vis kredit: ”Hakoah viste en spillestil, som flere af vores ligahold kunne lære noget af,” skrev Daily Mail.
Hjemme i Wien, hvor aviserne havde særlige sportstillæg, blev der tryk ekstra oplag, og da holdet vendte hjem til Wiens Westbahnhof, blev de modtaget af et menneskehav – og det obligatoriske hornorkester: Die Eisenbahnerkappelle.
En klub, der sælger zionisme
Fodboldkampen i England for lidt over 100 år siden blev begyndelsen på en epoke i europæisk fodbold, som få år senere blev forsøgt gemt af vejen – og som i dag er næsten glemt. En periode, hvor klubber fra de centraleuropæiske lande med en betragtelig jødisk befolkningsandel kunne spille med blandt de bedste. Først og fremmest Hakoah Wien, men også klubber som tjekkiske Maccabi Brün (Brno) og Der Deutsche Fußball-Club Prag – en klub af tysksindede jøder grundlagt i 1896.
Hakoah Wien blev grundlagt i 1909 af tandlægen Ignaz Herman Körner og den semiberømte sangskriver Fritz Löhner-Bedau. De var som størstedelen af den øvrige jødiske sportsbevægelse stærkt inspireret af lægen Max Nordau. Han var en af grundlæggerende af World Zionist Organization og havde stor indflydelse på organisationens opbygning. Han blev tilbudt posten som præsident, da Theodor Hertzl døde i 1904, men sagde nej tak. Mest kendt er han for at formulere begrebet Muskeljudentum. Det var en del af jødernes befrielse og selvrealisering, at man skabte et nyt jødisk ideal baseret på såvel fysisk som psykisk styrke. Nordaus ideer var grundlaget for breddeidrætten, men det afspejlede sig i eliten. Journalisten Franklin Foer (bror til Jonathan Safran Foer) beskriver i sin bog Hvordan fodbold forklarer verden, at jøder i perioden 1896 til 1936 fik en proportionalt stor andel af de olympiske guldmedaljer – primært for Østrig.
Men det var selvfølgelig fodbold, der var den store publikumssport. Og i Wien boede over 200.000 jøder omkring 1920 – med andre en hel storby inde i den østrigske metropol. Allerede på dette tidspunkt var en del sportsklubber lukket land for jøder, mens jøder var fuldt integrerede andre steder. Mange jøder valgte at spille i Austria Wien – en af Østrigs mest vindende klubber – som også blev lagt for had af nazisterne og tvunget til at ændre navn. Men Hakoahs klare jødiske identitet, hebraiske navn og symboler havde en anden appel og kontekst: Zionismen. Og når klubben turnerede i de baltiske lande, Tyskland, Centraleuropa og til Palæstina, var det ikke for at sælge spillertrøjer og autografer. Man markedsførte zionismen.
Det var langt fra alle, der var begejstrede for en klub med så klar en jødisk identitet og profil. Da klubben tilmeldte sig den landsdækkende turnering, sagde formanden for det østrigske fodboldforbund (der selv var jøde): ”Så I vil have en rent jødisk fodboldklub? I kommer til at have 11 fodboldspillere og 1500 bestyrelsesmedlemmer”.
Det sportslige højdepunkt blev utvivlsomt det østrigske mesterskab i 1925. Sejren i den afgørende kamp blev sikret af målmanden Alexander Fabian. Fabian havde brækket armen, og da man på daværende tidspunkt ikke tillod udskiftninger, fik han armen i en slynge og blev sendt op i angrebet, mens en markspiller fik målmandstrøjen. Syv minutter efter scorede Fabian det afgørende mål. Mesterskabet i ligaen, der blev betragtet som en af de stærkeste i Europa, var naturligvis en sensation og skabte kun øget interesse for holdet. I 1926 blev holdet inviteret til at komme til New York, hvor interessen for ”rigtig” fodbold var forholdsvis stor på det tidspunkt. Den 1. maj 1926 spillede Hakoah Wien for øjnene af 46.000 tilskuere på Polo Grounds på Manhattan mod et udvalgt hold fra New York-klubber. Hakoah vandt 4-0, og det var i øvrigt en tilskuerrekord for en fodboldkamp i New York, der blev stående i årtier – indtil Pelé spillede for New York Cosmos i slutningen af 1970’erne.
Stjerner på flugt
Turen til New York, Philadelphia og Chicago blev en kæmpe økonomisk og præstigemæssig succes. Men også en pyrrhussejr. Spillerne kunne ikke undgå at se, at livet var lettere i USA. Pengene var større. Antisemitismen var mindre. Og spillere som Béla Guttmann og Heinrich Schönfeld emigrerede efterfølgende til USA, og der blev sågar dannet en New York Hakoah, som vandt den amerikanske pokalturnering, U.S. Open Cup, i 1929.
Hjemme i Wien fortsatte Hakoah som en succesfuld sportsklub, og i de kommende år fik man ikke mindst glæde en af stor brydeafdeling, da bryderne ofte var med som vagter, når de øvrige idrætsfolk var på udebane. Tre dage efter Anschluss, Tysklands annektering af Østrig i 1938, blev klubben forbudt, og dens anlæg beslaglagt og brugt af nazisterne. Selv den østrigske fodboldliga blev lagt ind under Stortyskland, men hvis nogen spurgte, var der ikke blevet kåret en østrigsk mester i 1925.
En del af elitesportsfolkene havde kontakter til udlandet og havde held til at komme ud af Østrig. Men de fleste medlemmer led samme skæbne som hovedparten af Wiens jøder. Fritz Löhner-Bedau, sangskriveren og grundlæggeren, blev dræbt i Monowitz tæt på Auschwitz. Inden da nåede den ellers så muntre operettekomponist at skrive sin mest kendte sang: Das Buchenwaldlied.
Da krigen var slut, vendte godt 5000 jøder tilbage til Wien. Det samme antal som Hakoah Wien havde haft af medlemmer i sin storhedstid. Klubben eksisterer dog stadigvæk og har gode træningsfaciliteter centralt i Wien. Kik forbi, hvis du er i byen.
Artiklen er baseret på den svenske sportsjournalist Gunnar Perssons Stjärnor på flykt: historien om Hakoah Wien. Bogen findes på Mofibo (Hvis man slår bøger på svensk til under indstillinger). Desuden Franklin Foer: Hvordan fodbold forklarer verden oversat til dansk 2006.