Af Bent Blüdnikow

Jøderne var og er et rejsende folk. De var kommet til det nordlige Europa med romerske hære og da de blev udvist fra Spanien og Portugal i slutningen af 1400-tallet spredtes de såkaldte sefardiske jøder fra den spanske halvø over det meste af verden. Både de sefardiske jøder og de såkaldte ashkenaziske jøder, der kom fra Central- og Østeuropa, kom også til det danske kongerige. Fra 1600-tallet rejste de til syddanske byer som Altona og Glückstadt, der efter 1864 blev tyske, og senere til Ribe, Fredericia, Randers, Aarhus, Aalborg, København og andre byer.

Jøderne i Randers

Derfor finder vi Henri Nathansens slægt i Fredericia og Randers allerede fra 1700-tallet og specielt i Randers skabtes en stor jødisk menighed, hvor familien Nathansen blev en væsentlig del af byens liv og blev slagtere, heste- og kreaturhandlere og en del blev omvandrende handlende med en sæk på ryggen, der opsøgte markeder i det jyske. Om familien i Randers  kan man læse i Bent Blüdnikows artikel Henri Nathansens familie, i tidsskriftet Rambam, 19/2010.

 

Henri Nathansens far, Herman Nathansen, har efterladt sig upubliceret erindringer om det jødiske liv i Randers, der findes på Det kgl. Bibliotek. Han var i øvrigt yngste barn af en børneflok på 21. Han skriver: »Dengang var kirkegangen anderledes end nu, og hele Menigheden levede ortodox; vi havde en religionslærer, Syskind, en meget dannet og studeret Mand. Ortodoxien var dengang stor og vi havde en rigtig pæn Kirke og Menigheden benyttede den flittigt. Vi havde et ganske pænt Kor af Drenge, jeg var deriblandt.« Skribenten David Grünbaum var i familie med Nathansen-familien og skriver i sin erindringsbog »Som dagen gik« (1970), at Henri Nathansens forældre ved premieren i 1912 på Indenfor Murene var inviteret med: »Jeg selv overværede premieren i 1912 og glemmer den aldrig. På en af de første rækker i parkettet sad forfatterens gamle forældre, uden at de i deres naive troskyldighed opdagede, at de selv gik lyslevende oppe på scenen som henholdsvis hr. og fru Levin.«

Menigheden i Randers voksede fra 1830erne kraftigt i takt med byen blev en livlig handelsby. Jøderne udgjorde ca. 300-400 medlemmer og endnu i 1800-tallet lagde man vægt på at finde jødiske ægtefolk. Dem fandt man i Hamborg, Altona, Amsterdam og danske byer. Byens jøder rejste hyppigt for en af den jødiske befolknings forudsætninger for at klare sig som handelsfolk var at handle med både jøder og kristne i andre egne og lande.

Henri Nathansen og Georg Brandes

Herman Nathansen flyttede til Hjørring og Henri og hans søskende blev født i Hjørring, hvor der i øvrigt er en buste af Henri Nathansen centralt i byen skabt af den jødiske billedhugger Harald Isenstein. I anden halvdel af 1800-tallet skete der kraftige ændringer for jøderne. Mange blev integreret i det danske samfund og giftede sig med kristne. De religiøse bånd og tidligere tiders specielle regler bortfaldt med grundloven fra 1849. Og fra 1870erne blev mange yngre jøder tiltrukket af den nye radikalisme, som Georg Brandes ikke mindst stod for. Mange jøder tilsluttede sig den nye bevægelse med kritiske synspunkter til den eksisterende samfundsorden og fjernede sig fra jødedommens traditioner. I stykket Indenfor murene går datteren Esther til forelæsning og det var hun ikke ene om i den jødiske menighed. Georg Brandes´ mor skrev i 1873, da hun havde været til en af sin søns forelæsninger: “…halvdelen af tilhørerne var jøder, og resten unge piger.”

Det var en bevægelse som ikke kun var dansk, for i Europa og Rusland vendte den unge generation af jøder sig ofte mod de snævre religiøse og traditionelle bånd og blev revolutionære, ateister, fritænkere og zionister. I Indenfor murene skildrer Henri Nathansen således denne udvikling ved at fremstille modsætningen mellem datterens moderne tanker og hendes forældres traditionelle holdninger. Det egentlige drama indfinder sig dog først, da forældrene bliver klar over, at datteren Esther kommer sammen med en kristen og endda en kristen hvis far, hr. Levin har haft konfrontationer med og som har udtrykt antisemitiske holdninger.

Også Henri Nathansen blev Brandestilhænger og skrev endda en biografi om Georg Brandes i 1929. I biografien lagde Henri Nathansen vægt på det jødiske aspekt af Brandes liv. David Grünbaum oplevede både Georg Brandes og Henri Nathansen på nært hold og deres debatter om jødedom og har skrevet om dem i bogen ”Som dagene gik. Spredte glimt fra et langt liv”, 1970.

Grünbaum skriver: »Da Nathansen og min mor var fætter og kusine, og da jeg i ti år boede i samme hus som Henri Nathansen i Frederik VIs Allé, så jeg ganske naturligt meget til ham og overværede til min glæde de hyppige diskussioner, han havde med Georg Brandes (…) Når det atter og atter er blevet hævdet, at Brandes fornægtede sin jødiske afstamning – hvad han unægtelig havde vanskeligt ved – er det ganske fejlagtigt.« Brandes jødiske identitet er i øvrigt til permanent debat blandt historikere og litterater.

Det jødiske tema hos Henri Nathansen

Det jødiske tema blev en væsentlig del af Henri Nathansens skribentvirksomhed, selv om han også skrev teaterstykker og romaner om ikke-jødiske temaer. I teaterstykket »Daniel Hertz« (1908) blev det jødiske tema grundigt beskrevet og ligeledes i romanerne som »Af Hugo Davids Liv« (1917) og »Mendel Philipsens og søn« (1932). Her gav Nathansen en melankolsk skildring af sine jødiske personers skæbner. »Mendel Philpsen og søn« blev filmatiseret af Liv Ulmann med titlen »Sofie« i 1992.

Henri Nathansen blev tidligt grebet af zionismen og han gik i offentligheden for at forsvare forfulgte jøder. Således holdt han i 1919 en tale ved en demonstration for at protestere mod jødeforfølgelserne i Polen. En tale, som gik verden rundt gennem publicering i et blad udgivet af en international jødisk organisation, der holdt til i København.

Han lagde desuden et stort arbejde for at hjælpe de fattige østjøder, der fra begyndelsen af århundredet kom til København på vej vestpå. Han gik aktivt ind i at organisere de fattige østjøder og var med til at skabe en forening i 1930, der skulle skaffe østjøderne sæde i det jødiske trossamfunds styrende organer. Det lykkedes ikke rigtig og i vrede mod de veletablerede danske jøder, der styrede menigheden, meldte Nathansen sig ud af menigheden i 1933. Udmeldelsen havde den interessante baggrund, at den jødiske menighed havde valgt at lade den kristne, ultrakonservative og senere nazist Valdemar Rørdam skrive en salme til en jubilæumsgudstjeneste i synagogen.

Nazismens trussel

Da nazismen senere i århundredet voksede frem blev Henri Nathansen involveret i at advare mod denne pest. Antisemitismen voksede og også de danske jøder følte truslen. Henri Nathansen blev også selv udsat for antijødiske angreb, som da en af de førende antisemitter Lorenz Christensen skrev: »Jøde er Jøde og bliver Jøde, hvad enten han er ortodoks som zionisten Henri Nathansen, Katolik som Emil Glückstadt[ bankmandenGlückstadt var konverteret til katolicismen] blev til sidst eller Fritænker som Edvard Brandes [bror til Georg Brandes] var.«

I oktober 1943 flygtede Henri Nathansen med sin kristne hustru Johanne til Sverige. Han tog ophold i Lund, hvor han boede på Grand Hotel. Personlige sorger og Holocaust gjorde, at han tog sit eget liv. Specielt betød hans søster Rosas selvmord blot en måned forinden meget for hans beslutning om at tage sit eget liv. Han skar først pulsårerne over og styrtede sig derefter ud af vinduet. Han døde ikke øjeblikkeligt, men lå flere dage på lazarettet i Lund før døden kom.

Da Esthers forældre accepterede hendes beslutning om ægteskab med en kristen, syntes en ny, tolerant og åben verden at åbne sig.  Den lykkelige slutning var Nathansens bud på en bedre fremtid uden jødehad og han lod Esthers bror Hugo sige: »Imens vi sidder her og dømmer Esther indenfor disse fire Vægge, er maaske noget Nyt i færd med at danne sig – et bredere Grundlag – et vist Fællesskab maaske, som Mennesker kan leve sammen paa.« Faktisk havde Henri Nathansen i sit oprindelige manuskript ladet Esthers forældre afvise hendes ægteskab med en kristen, men Det kgl. Teater ønskede en lykkelig slutning. Og da Henri Nathansen også instruerede premieren i 1912, må han have accepteret den optimistiske afslutning.

Stykket fik ikke nogen positiv modtagelse af kritikerne. Flere mente, at den var forældet og at antisemitismen var et overstået fænomen. Det viste sig ikke at være rigtigt. Nazismen, fascismen og kommunismen viste alle på forskellig måde, at antisemitisme ikke var forbi. Syv efterkommere efter familien Nathansen blev fanget af nazisterne i Randers i oktober 1943. De blev deporteret til Theresienstadt men blev lykkeligvis alle befriet og vendte tilbage til Randers i sommeren 1945. Og i den nyeste tid har vi som en konsekvens af stridigheder og krige i Mellemøsten set hadet til jøderne brede sig til den vestlige verden – igen.