[vc_row][vc_column width=”2/3″][vc_column_text]Hanne Foighel skriver i anledning af Herbert Pundiks død.

”Det er ikke sørgeligt, når en gammel mand dør”, sagde Herbert Pundik til sine gæster ved et middagsselskab hjemme på Hazayit gaden i Tel Aviv tidligere på året, da talen faldt på meningen med livet og døden for en mand på 92. Typisk Pundik at afdramatisere noget, andre mennesker ville opfatte som skelsættende og dramatisk.

Ikke desto mindre er mange blevet ramt af det sørgelige ved, at Herbert Pundik, ikke er her mere. Han har fyldt meget. Som mediemenneske. Som kulturperson. Som intellektuel. Som kritisk israelskyndig. Som jøde.

En yngre journalistkollega skrev i en af mange hundreder Facebookkondolencer: ”Et stort træ i skoven er faldet”.

Hele Herbert Pundiks liv var præget af krigen, flugten over Øresund og flygtningetiden. Erfaringen, at det kunne være farligt, livsfarligt, at være jøde, var en af bevæggrundene til, at han i 1948 meldte sig som frivillig for at kæmpe i Israels uafhængighedskrig. Jøderne skulle have et land, hvor de kunne være fri for antisemitisk forfølgelse.

Han mente, at oprettelsen af Israel kunne befri jøderne for deres skæbne og, at han selv efter endt dåd ”kunne tage hjem til Danmark og gifte sig med en blond pige”, som han sagde i et interview til Orientering ved Israels 70 års dag i 2018. Men han blev bidt af udfordringen at opbygge et jødisk, idealistisk og socialistisk land, og i 1954 flyttede han med sin meget lidt blonde Sussi (født Inge Ruth Ginsborg) og deres førstefødte, Uri, til Tel Aviv.

Først arbejdede Herbert Pundik som embedsmand i Arbejdsministeriet, men han var og ville være journalist. Fra 1956-69 skrev han for Arbejderpartiets avis Davar – på engelsk og blev oversat til hebraisk.

Men dansk var hans sprog, og det blev i de danske medier, Pundik lagde sit lange arbejdsliv og utrættelige energi. Han var udenrigskorrespondent for Information og Danmarks Radio fra 1956-65.  Fra 1965 skrev han til Politiken, hvor han blev chefredaktør i 1970 – 1993. Han skrev fast sin søndagsklumme indtil få måneder før sin død.

Pundik indtog Hjørneværelset med det forbehold, at han kunne blive ved med at bo i Israel og blev en af Danmarks bedst kendte pendlere. Pundik fordelte sig hver måned med 3 uger på Rådhuspladsen og en uge hos Sussi og børnene, Uri, Ron og Michal i Hazayit gaden.

Herbert kom hjem for at lade op. For som chefredaktør på Politiken strakte han sig langt uden for avisens rammer. Herbert ville gøre København smukkere, ville gøre sine læsere til ansvarlige verdensborgere, ville hjælpe flygtninge og nødstedte, støtte dissidenter og menneskerettighedsforkæmpere, og han ville støtte Israel på vejen imod fred. Han indstiftede blandt andet Politikens Frihedspris, der gives til menneskerettighedsforkæmpere. Han gjorde Politiken til en aktivist-avis.

Herbert Pundiks kritiske holdninger over for den efterhånden lange række af israelske højrenationale regeringer gjorde ham til en kontroversiel person i dansk-jødisk sammenhæng. Nogle følte sig utrygge ved hans åbenlyse kritik af Israels regering, mens andre beundrede ham for hans kompromisløse søgen efter en retfærdig fredsløsning, afslutning af besættelsen og oprettelse af en palæstinensisk stat.

Herbert opsagde for mange år siden sit forhold til gud og den jødiske tro, men det trak intet fra hans jødiske identitet. For små 30 år siden satte han det at være jøde på ord. I dag ville den kynisme, der kommer med alderen, have forhindret ham i at skrive sådan, sagde han i februar i år. Men han stod stadig ved sine ord, blandt andet:

….At være jøde er at erkende, at det er svært at definere sin egen identitet og derfor umuligt at definere andres. At være jøde er at være ligesom alle andre. Blot mere. Mere intenst. Mere lydhør. Mere i tvivl. At være dansk jøde er at høre til en af Holocausts mirakuløse undtagelser og føle forpligtigelsen. At være jøde er, at være.

Herbert og Sussi Pundik mistede Uri i 1973, 21 år gammel under Yom Kipur Krigen, Ron døde af kræft i 2014, 58 år gammel. Michal bor i Tel Aviv. De har fem børnebørn og fem oldebørn.[/vc_column_text][/vc_column][vc_column width=”1/3″][vc_row_inner][vc_column_inner][vc_single_image image=”7856″ img_size=”full” add_caption=”yes” style=”vc_box_rounded”][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_separator][/vc_column][/vc_row]