Kommentar af Michael Rachlin, redaktør af Jødisk Orientering 

I maj gav By- og Kulturudvalget i Odense Kommune tilladelse til, at den første snublesten skulle nedlægges i byen. Snublesten er de mindesten på størrelse med brosten, der ligger flere tusinde steder i Europa og markerer, hvor ofrene for nazismens forbrydelser har boet. Stenen skulle mindes Axel Metz, der omkom i Theresienstadt i 1944.

Så langt, så godt. Det blev samtidig besluttet, at nuværende og fremtidige grundejere kunne kræve at få snublestenen fjernet igen. Et mindesmærke for ofrene for holocaust skulle altså være afhængig af skiftende flertal i andelsboligforeningens bestyrelse eller en grundejers luner. Et mindesmærke, der vel at mærke ligger i offentlig jord. Det er ikke overraskende, at Snublestensgruppen, der gør et flot stykke arbejde, protesterede højlydt. Det samme gjorde kunstneren Gunter Demnig, der er idemanden bag.

Sagen er blevet genrejst politisk. Men ligegyldigt hvor den ender, er der grund til lige at stoppe op og overveje vores forhold til historien i byrummet. Hvorfra kommer den passionsløse, bureaukratiske ligegyldighed, hvor man behandler et historisk mindesmærke, som om den var et trafikskilt eller et tøjstativ i gågaden? Historien mindede mig om, at Københavns Kommune for små 20 år siden besluttede at fjerne et af byens vigtigste landemærker: Statuen af Niels Juel på Holmens Kanal. Ikke fordi kommunen havde set sig ond på søhelten, hvis navn indgår i selve nationalsangen. Men fordi man skulle give plads til et busstoppested! Den iskolde historieløshed forklædt som et forvaltningsnotat strøg direkte igennem Borgerrepræsentationen og blev først stoppet i sidste øjeblik af Kulturministeriet.

I Danmark har vi ikke tradition for at rive statuer af slaveejere ned i vrede. Gudskelov for det. Både Absalon på Højbro Plads og Salys rytterstatue af Frederiks V på Amalienborg Slotsplads ville forsvinde på den konto. Men vi har fra tid til anden en iskold, åndløs forvaltningskultur og en umættelig historieløshed. Og hvis forvaltningskulturen er på kollisionskurs med historien, håber jeg, at det er forvaltningen, der snubler og stenen, der bliver liggende. Hver gang.