”Hvis vi bliver ved med at tie, glemmer vi, hvem vi er”

”Hvis vi bliver ved med at tie, glemmer vi, hvem vi er”

Fra sin tidligste barndom har Esther Safir hørt, at hun skulle gå stille med sin jødiske baggrund. I efteråret var hendes billede på forsiden af dr.dk med en historie om netop den. Det har været en rejse i identitet og erkendelse.

Af Michael Rachlin

”Da klassekammeraterne fandt ud af, at Esther var jøde, ændrede alt sig. Nu vil hun ikke længere skjule, hvem hun er”.
Sådan stod der på forsiden af Danmarks Radios hjemmeside i slutningen af september. I to gribende podcasts fortalte Esther Safir bl.a. om, hvordan hun havde været udsat for hærværk, efter at det var kommet frem i hendes folkeskoleklasse, at hun var jøde. Men hun fortalte også om en rejse, hvor hun var blevet mere og mere bevidst om, at det også havde store omkostninger at gemme sig for omverden.
Da Jødisk Orientering taler med hende, har hun stolt sin magen david på, som hun bærer i en halskæde. Det er ganske vist verdens mindste magen david, som hendes mor i sin tid gav hende ”med bævende hænder”.
”Men når jeg holder den i hånden, mærker jeg en lille styrke ved, at vi ikke gemmer os mere,” fortæller Esther. Esthers mor er dansk-israeler, og hendes mormor og morfar var holocaustoverlevere. Familiens historie har både været baggrund for tavsheden – og beslutningen om at bryde med den. Helt konkret var det mødet med anden holocaustoverlever, der satte skub i processen.
” Det gik op for mig, at den kamp, min mormor og morfar tog for at overleve, ikke nyttede noget, hvis jeg stadig skulle leve i skjul. Hvis vi bliver ved med at tie, glemmer vi, hvem vi er, ” fortæller Esther, der er 24 år og i gang med at læse til psykolog.
”Jeg skrev bachelor om transmission af kollektive traumer. Altså hvordan traumer går igennem generationer, og det handler selvfølgelig rigtig meget om holocaust. Jeg forstår pludselig min egen familie meget bedre. Tredje generation efter holocaust – som jeg jo er – er ofte dem, der stiller spørgsmålstegn ved frygten og reclaimer den jødiske identitet,” fortæller hun.
”Min mor var ved at dø af skræk over podcasten. Men hun er også pissesej, for hun har støttet mig, og er blevet meget bedre til at se, hvor stor en del af frygten der er irrationel.”
Flest positive reaktioner
Esther fortæller, at hun næsten udelukkende har fået positive reaktioner på podcasten. Og de få negative reaktioner er ikke kommet fra de ”traditionelle antisemitter”. Specielt efter den første podcast antog mange i kommentarsporene på de sociale medier, at det udelukkende var muslimer, der havde udsat hendes for antisemitisme. Og det var ikke blot forkert. Det var ubehageligt.
”De ting, jeg har oplevet, har i lige så høj grad været fra etniske danskere, der var meget politisk engagerede. Det har jeg oplevet meget stærkt,” siger Esther, der også fået negative reaktioner, fordi hun har en kæreste med muslimsk baggrund.
”Jeg kan næsten kun grine af det, men der var en som skrev, at jeg måtte have ”Stockholm-syndromet”, når jeg havde en muslimsk kæreste. Han har i øvrigt været den, der har støttet mig mest i denne her proces,” siger Esther, der også har modtaget mange positive reaktioner fra andre unge, danske jøder.
”Det gør mig virkelig stolt, at der er andre unge jøder, der havde det ligesom mig. Jeg vil meget gerne prøve at samle alle dem, jeg har været i kontakt med, i en eller anden form for netværk,” siger Esther Safir, der også fortæller, at podcasten har haft en anden positiv sideeffekt:
”Jeg har ikke været i synagogen, siden jeg stod bat mitzvah. Det har simpelthen været fordi, jeg bliver ked af det, når jeg ser al den sikkerhed. Men da podcasten kom ud, besluttede jeg, at nu skulle det være. Så jeg var i synagogen på jom kippur. Det var rigtig fint og gav også en styrke”

Find omtalen her.

Eller hør podcasten her