Uddrag fra Jødisk Orientering – nr. 2 2020

Svaret afhænger af, hvem man spørger. Og i høj grad også af familiebaggrund fremgår det af nyt omfattende værk om de danske jøder i Theresienstadt fra 1943 til 1945.

 Af Kenneth Francis Warschafsky Borgenholt

Den dominerende fortælling om de 7000 danske jøders skæbne under Anden Verdenskrig har længe handlet om flertallets vellykkede flugt til Sverige, mens historien om de 470 jøder, der blev deporteret til ghettoen Theresienstadt, har fyldt væsentligt mindre. Og selv når danskerne i Theresienstadt har været omtalt, er det oftest sket med fokus på pakkerne med fødevarer, Røde Kors-besøget i juni 1944 og De Hvide Busser, mens fangernes egne beretninger kun har været sporadisk gengivet og aldrig som en sammenhængende fortælling.

Men sådan er det ikke længere. I bogen The Jews of Denmark in the Holocaust. Life and Death in Theresienstadt Ghetto giver Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane ordet til de overlevende og bidrager således med et nyt perspektiv på historien. Hun har selv interviewet 32 af bogens 146 navngivne skriftlige og mundtlige førstehåndskilder.
”Der er to vidt forskellige historier. Den nationale historie har fokus på pakkerne, besøget og redningen. De ting indgår også i den historie, jeg arbejder med, men perspektivet er markant anderledes. Vi har hidtil kun fået halvdelen af historien,” siger Silvia Goldbaum.
”Hvordan var det i Theresienstadt?” spurgte den tidligere Theresienstadt-fange Johan Grün retorisk, da han i juli 1945 udgav en kort tekst om sine oplevelser. Og svaret afhænger i høj grad af, hvem man spørger.

Det interne hierarki

Silvia Goldbaum dokumenterer, at der i gruppen af danske jøder herskede et hierarki: øverst befandt sig de gamle dansk-jødiske familier, i midten de ”russiske jøder”, og i bunden de statsløse flygtninge.
”De skel lå enormt dybt og var der jo allerede i Danmark. Så de fortsatte selvfølgelig,” siger Silvia Goldbaum.
Hierarkiet havde ofte konsekvenser for, hvor godt –  eller  rettere sagt – hvor usselt  man boede, og hvor meget ekstra mad man kunne få fat på. Ifølge Karen Katznelson, en af de overlevende ”russiske jøder”, havde fru Meyer, der tilhørte en af de gamle dansk-jødiske familier, langt lettere ved at få ekstra mad:
”Fru Meyer, hun fik jo ekstra pølse og ekstra ditten og ekstra datten, og så siger hun jo til min mand: “Gå op til rabbineren, der får du, når du ingenting får”. Og så kom han op, og så siger rabbineren til min mand, at han var en schnorrer, en tigger. Der var klasseforskel!”
Omtalte rabbiner var daværende overrabbiner Max Friediger, der indtog en ledende position i gruppen af danskere. Han beskyldes af flere kilder for at forfordele ”russiske jøder” og statsløse, når ekstra pakker med mad skulle fordeles.
Selvom 419 danske jøder – eller 89 procent – overlevede Theresienstadt, var de under opholdet udsat for et enormt psykisk pres, ikke mindst i forbindelse med transporterne af medfanger til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau. Ligesom flere andre danske fanger havde Ruvin Goldstein til opgave at genne sine tyske, tjekkiske eller hollandske medfanger sammen til transport:
”Jeg kan huske to tilfælde, hvor det gjorde mig særlig ondt, den ene gang var det tre søskende mellem 4 og 12 år. Den mindste skulle med, ikke de andre børn. (..) Den anden gang kom vi til en mand, der lå dødssyg, og dem på stuen bad, om vi ville vente et par timer, for de mente, at han til den tid var død. Vi kom igen, men han levede stadig, og vi måtte tage ham med.”
Gennem arbejdet med bogen kom Silvia Goldbaum ofte tæt på sine kilder og blev tilmed nære venner med to af dem, nemlig Leo Säbel og Ellen Oppenhejm.
“Det har betydet meget for min forskning – og for mig personligt – at vi kom tæt på hinanden. Det gav rum til at vende både triste og pudsige oplevelser flere gange og åbnede for flere facetter af nogle erindringer, som jeg ikke ellers ville have fået med i et enkelt interview,” slutter Silvia Goldbaum.

The Jews of Denmark in the Holocaust er udkommet på forlaget Routledge.