Jiddisch: Ej uddødt, nu hipt

Jiddisch: Ej uddødt, nu hipt

Er der nogen, som vil læse Harry Potter på jiddisch? Ja, ganske mange. Heidi Laura er en af dem og funderer over den genfundne interesse for det gamle jødiske sprog.

Af Heidi Laura. Illustrationer Yellow1

“Harry hot sikh oifgechapt. Di mume hot nokh a mol a sharfen klap geton in tir.” Jeg læser Harry Potter på jiddisch – takket været det lille svenske forlag Olniansky Tekst Farlag, som for nogle år siden sikrede sig rettighederne til at udgive den jiddische version af serien og satte den amerikanske Arun Schaechter Viswanath til at stå for oversættelsen. Første oplag på 1000 bøger solgte prompte ud, og her i september kom så andet oplag. Oprindeligt kom jeg ved et tilfælde til at læse jiddisch, efter som 15-årig at have indkøbt en hebraisk udgave af Megillat Ester med kommentarer i Williamsburg i New York. Den ene kommentar gav først ingen mening – indtil jeg fattede, at det ikke var hebraisk, men jiddisch. Og da først jeg fik knækket koden og kombineret mine hebraisk- og tyskkundskaber var jeg hurtigt hensat til en verden af i går – lige ud af shtetlen – i selskab med denne meget fromme hasidiske udlægning af Esters historie. Samme verden, som millioner af seere de seneste år med begejstring er flyttet ind i via tv-serierne Unorthodox og Shtisel, der har været helt uventet store succeser  – på delvist jiddisch!

Lichtbalekhlekh og mototzikl

At læse Hatty Potter er meget, meget anderledes end den fromme kommentar til Megillat Ester: Den oversatte romans jiddisch er levende og nutidigt, fuld af teknologi, dagligdags ting og alt, hvad der hører sig til i en både moderne og magisk verden. Ikke fordi moderne jiddisch ikke stadig er fuld af hebraiske udtryk og grundigt jødisk indfarvet – men det er tydeligvis et sprog, der har taget sig en kæmpe vækstspurt de seneste lidt over 100 år, i en verden hvor udviklingen går rigtig stærkt. Jeg skal ofte lige spidse øjne for at gennemskue ord som lichtbalekhlekh, elektriske pærer, eller mototzikl – motorcykel, selvfølgelig. Hvad man ofte glemmer er, at jiddisch allerede var et moderne sprog, da det stadig var dagligsprog blandt østeuropæiske jøder, og at store dele af den jødiske kultur i Østeuropa slet ikke var from og gammeldags. Man kunne læse alverdens oversatte litteratur på jiddisch, gå i biografen eller teateret og se jiddische film og forestillinger, noget af det virkelig avantgardistisk, man læste selvfølgelige sin daglige avis på jiddisch – udvalget var stort alt efter politisk holdning – og der var i det hele taget et myldrende sekulært jødiske kulturliv med alt fra sportsklubber til akademiske institutioner. Det var alt dette, som emigranterne til Amerika og andre lande havde med i rygsækken, og selvom de færreste vedblev med at tale jiddisch efter de første par generationer, var sproget og dets udtryk og stemninger alligevel trængt dybt ind dagliglivet i store jødiske kulturcentre som New York eller Buenos Aires. I New York kan alle tilsyneladende lidt jiddisch, jøder som ikke-jøder. Selv i Israel, som i mange år gjorde sig umage for at styrke hebraisk på bekostning af jødiske sprog som jiddisch, ladino og judeo-arabisk og -persisk, er jiddisch dybt integreret i sproget: Man bander på jiddisch og arabisk. Ikke på hebraisk.

 

Og der er grund til at forvente, at langt flere småbørn i fremtiden igen kommer til at hedde Golda, Feivel, Hindel eller Zelig, for jiddisch er ganske enkelt ved at blive hipt.

 

Nye venner – jøder og ikke-jøder

Men efter at have været dagligsprog for op mod 13 millioner jøder i Østeuropa, gik det unægteligt tilbage for kiddisch; med holocaust forsvandt 85 procent af den befolkning, som talte Jiddisch til hverdag. De fromme haredi-menigheder hæger ganske vist om jiddisch som dagligsprog og har samtidig den største befolkningstilvækst i nogen befolkningsgruppe overhovedet, men de har ikke et levende kulturliv og en eksperimenterende litteratur, som kan blive ved med at udvikle sproget. De små klynger af jiddischtalende rundt omkring i verden, som stadig skrev og udgav litteratur på jiddisch og bevarede forskningen i sproget og kulturet, blev mindre. Længe så det ud til, at jiddisch ville ende som latin: Et uddødt sprog, som mange kan en lille smule af.
Men trods mangeårige rygter om jiddisch’ nært forestående død, lever sproget ikke bare videre, men vinder faktisk nye venner i disse år. Og det er lige præcis det, som nyoversættelsen af Harry Potter er tegn på. Interessen er voksende, især i de yngste generationer, og faktisk lige så ofte blandt ikke-jøder som blandt jøder. Den store genopblomstring af klezmer-musik har afgjort spillet en rolle: Musikken bevæger sig naturligt over alle kulturelle grænser, og en del sangere og musikere kaster sig også over at lære jiddisch og selv at skrive sange på sproget. I løbet af det seneste årti er mængden af summer camps, hvor man kan fordybe sig i jiddisch sprog, kultur og musik vokset gevaldigt og på alle kontinenter. Der er samtidig en kulturmekanisme, som gør, at de yngste generationer ofte går retro og giver sig til at genopdage det, som de forrige generationer ikke har været optaget af. Og ofte med en særlig varme i forhold til det, som hører bedste- og oldeforældrenes generationer til. Vi ser det i alt fra boligindretning og mode til de navne, vi vælger til vores børn. Og der er grund til at forvente, at langt flere småbørn i fremtiden igen kommer til at hedde Golda, Feivel, Hindel eller Zelig, for jiddisch er ganske enkelt ved at blive hipt.

Jiddisch et verdensprog
I en verden fuld af kriser bliver det gamle sprog for nye generationer på en gang en forankring i historien og fuld af nye muligheder: Man kan se eksperimenterede jiddisch teater i New York og melde sig til læseklubber hos Yung Yiddish-biblioteket i det hippe kvarter omkring den gamle busstation i Tel Aviv. Webzinet Hey Alma! er ungt, woke, feministisk og åbent for alle jødiske stemmer, og elsker selvfølgelig også alt jiddisch – ligesom de gerne lægger spalter til et crash-kursus i ladino. I Montreal kan man se jiddisch stand up comedy med YidLife Crisis og overalt nu altså også tv-serier på jiddisch for det store publikum. Jiddisch et verdensprog – endnu lillebitte måske, men et af dem, som giver en mulighed for at løbe på ligesindede næsten hvor som helst i verden.
Det er det vitale, varme, kropslige og slagfærdige i sproget, som pludselig er blevet synligt igen. Der findes simpelthen ikke et bedre sprog til fornærmelser og forbandelser! Det fornyede bekendtskab med sproget afslører, at jiddisch er så meget mere end Spillemand på en tagryg og de popkulturens andre elskelige, men klichéfyldte skildringer af det jødiske Østeuropa. Og et hurtigt kig i  for eksempel brødrene Singers litterære værker viser, at også datidens ungdom kæmpede med at få lov til at definere sig selv og finde deres egen vej. Der er masser at spejle sig i – og en fantastisk resiliens og ambition at tage ved lære af. 

Heidi Laura er kulturjournalist på Weekendavisen og ph.d. i jødiske studier og hebraisk sprog.