Er der en slange i den problemløse integrations have? 

Er der en slange i den problemløse integrations have? 

Uddrag fra tema om assimilation i Jødisk Orientering – nr. 1 2021

Læs mere om Jødisk Orientering her.

 

Er der en slange i den problemløse integrations have? 

Er du assimileret eller integreret? Hvornår føler du dig mest dansk? Samuel Rachlin, der kom til Danmark fra Sovjetunionen i 1957, besvarer et spørgsmål, som ikke er blevet lettere med årene.

Af Samuel Rachlin Foto: Kristeligt Dagblads Forlag

Når jeg med et skud fra hoften bliver spurgt om, hvornår jeg føler mig mest dansk, så svarer jeg med et skud fra hoften, at det ikke er noget, man føler sig som. Det er noget man bare er. Det er en tilstand.
Selv når man som jeg er blevet adopteret af Danmark som en slags adoptivsøn. Det er den fordel og det privilegium, man har, når man kommer til Danmark som tiårig i de sene efterkrigsår slutningen af de uspolerede 50’ere.
Det var tidligt nok til, at jeg hurtigt lærte at tale som en indfødt og til min mors bestyrtelse med den særlige flade afart af københavnsk, der var udbredt i Rødovre, hvor jeg voksede op. Tidligt nok til at jeg fik smag for dansk lakrids, til at lege med hønseringe, hinke i rude med hinkesten og til helt uanfægtet at synge med på “I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme”, selv om jeg var født i Sibirien så langt ude i ødemarken, at kragerne for længst var vendt og fløjet hjem.
Tidligt nok til at heppe og huje og skråle, at nu skal svensken ha da-da og tidligt nok til at få smag for blonde danske piger og forelske mig i dem, da tiden kom til det og til at plukke anemoner, der lyser imod én en tidlig morgen i april.

Danmark har ændret sig

Det var en let og utraumatisk integration og opvækst, der ubemærket gled over i mit voksenliv i samme uproblematiske toneart. Men med årene er billedet blevet mere nuanceret, mere broget og mindre ukompliceret. Der er gået over 60 år. Det er lang tid, og Danmark har ændret sig. Det har jeg selvfølgelig også. Det er stadig let og naturligt at være dansk. Men hånden på hjertet: Ikke helt så entydigt, som det var. Det falder mig lige så let at være jøde. Dansk og jøde. Når man er født som jøde, og som lille dreng får den jødiske historie fortalt af sin far under en gåtur i en sibirisk landsby, og fortællingen hænger ved, så er det jødiske et grundvilkår, en del af ens væren og ens selvforståelse. Det er den, du er, det er dig. Og hvis man ikke selv var opmærksom på det, så ville man derude i den sibiriske ødemark meget tidligt blive skilt ud og få at vide, at man er jøde eller rettere en jødesmovs. Anderledes. Mistænkelig. Farlig.

Det hang ved i de følgende år og de første skoleklasser som åben eller skjult diskrimination og forhånelse. Det grundløse, biologiske had. Antisemitismen var med til at forme mig og min jødiske bevidsthed. Med en blanding af trods og overbærenhed. Og en vis undertrykt stolthed. Jeg syntes fra en tidlig alder, jøderne havde en god historie at fortælle. På trods af forfølgelse, fordrivelse og flugt som de evige ledsagere. Eller måske på grund af det. Jeg har aldrig haft problemer med at vedkende mig min jødiskhed. Den var min på min egen måde. En vigtig del af min fortælling og den, jeg er.

Den sibiriske jyde

Selv uden at være vokset op i et religiøst hjem, havde jeg en stærk forankring i det jødiske. Uden vaklen. Det var problematisk i Sovjetunionen, men jeg opdagede hurtigt, at det var helt ukompliceret i Danmark. Ingen pegede mig ud, og der var ingen hån eller mobning. Jeg skilte mig ud med mit udseende, mit gebrokne sprog, mit navn. Jeg var en fremmed fugl og blev kaldt den sorthårede kanariefugl. Barnemad i forhold til, hvad jeg var vant til fra Sibirien. Mine danske legekammerater forstod ikke, hvem og hvad jeg var.  Når de spurgte mig, hvad landsmand jeg var, sagde jeg ikke, at jeg var russer, men prøvede at forklare, at jeg var jøde. Men jeg kunne endnu ikke skelne mellem ø og y og kom hver gang til at sige, at jeg var jyde. Det udløste latterbrøl og et nyt øgenavn, “den sibiriske jyde”.

Da den vellykkede integration for den sibiriske jyde forudsigeligt udviklede sig til assimilation, gav det lige så forudsigeligt konflikter inden for murene. Men det voldte ingen vanskeligheder udenfor. Den konstellation af organisk assimilation og oprør mod traditionerne fører til det uundgåelige klassiske sammenstød mellem generationerne med langtrækkende konsekvenser ikke kun for den enkelte familie, men også for det jødiske samfund. Gevinst og tab på samme tid i et tovtrækkeri, hvor opgøret sjældent falder ud til mindretallets fordel.

En udredning af det forhold kan ikke klares med et par skud fra hoften.  Det vil kræve en hel bredside. Men lad mig slutte af med hånden på hjertet endnu engang og en enkelt bekendelse mere baseret på den indsigt, man har fået med årene. Det er i de seneste år gået op for mig, at jeg og mange andre danske jøder har været tilbøjelige til at betragte os selv som mindre anderledes, end vores omgivelser opfatter os som. Det er med tiden blevet mere kompliceret at være jøde og dansk.

National bornerthed i indpakning

I en tid med populisme, hvor løgn og konspiration har vundet indpas, er det frisind og den tolerence, som har givet de danske jøder et frirum i 400 år, kommet under pres. Rummeligheden er ved at blive afløst af snæversyn og national bornerthed pakket ind i lag af falsk humanisme. Som i omsorg for børnenes tarv. Den gensidige afstemning af forventninger er blevet en af tidens tomme fraser. Det er en tid, hvor masserne ifølge Hannah Arendt “tror på alt og intet og samtidig tror, at alt er muligt, og at intet er sandt.”

I et klima med politisk iltmangel får ekstremisterne lettere spil. Antisemitismen har ikke kun banket på i Danmark. Den er inden for murene. Spørgsmålet om integration og assimilation er ikke længere det mest påtrængende. Nu drejer det sig om, om der er plads til jøderne i Danmark, eller om deres status skal ændres til “tålt ophold”.

Det er ikke alt, der er at sige om spørgsmålet om at være dansk og jøde, men der er en del at tænke over. Det er ikke et spørgsmål for generationer af danske jøder. Men et spørgsmål om en generation eller to.

Jeg og mange andre danske jøder har været tilbøjelige til at betragte os selv som mindre anderledes, end vores omgivelser opfatter os som. Det er med tiden blevet mere kompliceret at være jøde og dansk.

 

Samuel Rachlin

Samuel Rachlin er født i Sibirien i 1947 som søn af Rachel og Israel Rachlin, der var deporterede fra Litauen, som de bl.a. har beskrevet det i erindringsbogen 16 år i Sibirien. Selvom Rachel var opvokset i København, var det først, da han kom til Danmark i 1957, at han lærte dansk.
Han har arbejdet for bl.a. Danmark Radio, TV2 og Verdensbanken og har udgivet en række bøger, senest Folket og magten – populisme og den nye verdensorden, der er kommet i en revideret udgave tidligere på året.