Search
Close this search box.

Af Heidi Laura

Jøder i Danmark
De danske jøder er ankommet i mange små og store bølger siden 1600-tallet. De stammer fra en lang række lande og er kommet hertil med vidt forskellige familiehistorier og traditioner.

I dag lever der omkring 6000 jøder i Danmark – ingen kender det præcise tal, fordi den danske stat ikke registrerer sine borgeres religiøse og etniske tilhørsforhold. Langt de fleste danske jøder bor i København, men der er også grupper af jøder i Århus og Odense.

De første jøder i Danmark blev inviteret af Christian IV, som ville sætte skub i forretningslivet. De var handelsfolk og dygtige håndværkere, og mange kom fra Hansestæderne i Nordtyskland ­– og fra Altona nær Hamborg, som på det tidspunkt var dansk territorium.

Sefardiske jøder
Blandt de første jøder i Danmark var jøder med portugisiske og spanske rødder, som fulgte den sefardiske tradition. Deres forfædre var draget i eksil, da Spanien i 1492 og senere Portugal forviste sin jødiske befolkning. Men de holdt fast ved den gamle kultur og nogle også ved sproget ladino: spansk blandet med hebraisk. De sefardiske jøder forblev dog altid en ret lille gruppe blandt jøderne i Danmark. Blandt de sefardiske familier i Danmark var: Henriques, Unna, Mendola, de Meza.

Ashkenaziske jøder
De fleste af de tidlige jødiske beboere i Danmark havde deres familierødder i Tyskland, hvor der havde levet jøder siden den tidlige middelalder. De tyske jøder talte jiddish – tysk blandet op med hebraiske ord. Deres religiøse traditioner var på en del punkter anderledes end de sefardiske jøders.

Blandt de tysk-jødiske familier i Danmark finder man: Marcus, Cantor, Melchior, Nathan, Bohr, Metz, Trier, Goldschmidt.

Der var længe blot få hundrede jødiske familier i København og derudover små jødiske menigheder i Fredericia, Aalborg, Randers, Aarhus, Horsens, Fåborg, Assens, Odense, Nakskov og Slagelse. Den jødiske befolkning voksede ganske langsomt, typisk når nye ægtefæller flyttede til Danmark. Man arrangerede ægteskaber via familienetværk i Tyskland og andre nabolande.

Ved folketællingen i 1787 levede der 1600 jøder i København; de fleste var fattige. Men da de danske jøder i 1800-tallet fik borgerrettigheder i Danmark, blev mange hurtigt en del af det nye velstillede borgerskab.

Russiske jøder
Omkring 1900 ankom en helt ny bølge af jøder til Danmark: De var på flugt fra fattigdom og forfølgelse i Rusland og Østeuropa med kurs mod Amerika. Men mange nåede aldrig helt til den nye verden og 3000 blev i København.

De russiske jøder havde samme traditioner som de danske ashkenaziske jøder, men i modsætning til dem, kom de fleste russiske jøder fra arbejderklassen og mange var ikke religiøse. De var typisk socialister og socialdemokrater, som ivrigt dyrkede deres jødiske kulturarv. De russiske jøder levede under fattige kår i København, men oprettede biblioteker og teatre og kulturelle klubber. De havde også egne små synagoger.

I løbet af et par generationer steg de russiske jøder op i den danske middelklasse; i dag udgør deres efterkommere kernen i det jødiske liv i Danmark. Blandt de russisk-jødiske familier finder man: Bodnia, Krasnik, Margolinsky, Pundik, Koppel, Kurland, Blüdnikow, Besekow.

Tyske flygtninge
I 1930erne kom et par tusind tyske jøder til Danmark som flygtninge fra nazi-Tyskland. De flygtede sammen med de øvrige danske jøder til Sverige i oktober 1943 og en del vendte siden tilbage til Danmark.

2. Verdenskrig – redningen af de danske jøder
Under besættelsen under 2. verdenskrig kom de nazistiske jødeforfølgelser også til Danmark, men heldigvis reddede langt størstedelen af det jødiske samfund livet ved danske medborgeres redningsindsats over Sundet til Sverige. 44 jøder døde under flugten og 53 jøder af de 472 jøder, der var blevet fanget og deporteret fra Danmark til nazistiske koncentrationslejre omkom også.

Polske jøder
I det kommunistiske Polen led landets jødiske befolkning under diskrimination – omkring 2000 kom til Danmark som flygtninge omkring 1968. De var (ligesom de russiske jøder omkring 1900) typisk ikke religiøse, men havde en stærk jødisk identitet. Mange talte jiddish og havde en solid jødisk skoleuddannelse bag sig.

De polske jøder bosatte sig spredt over hele Danmark og blev meget hurtigt integreret i det danske samfund. Den oprindelige polsk-jødiske gruppe er i dag markant i det dansk-jødiske liv.

Israelske jøder
Efter staten Israel blev oprettet i 1948 er en del danske jøder udvandret dertil – omkring 2000. Men strømmen er også gået den anden vej, og mange isralere lever i dag i Danmark. Mange har danske ægtefæller og en del lever i provinsen. De israelske jøder i Danmark har vidt forskellige rødder, fordi den israelske befolkning er et mylder af immigranter. I grupper finder man både ashkenaziske, sefardiske og orientalske jøder – og ofte et miks.

Og alle de andre…
Andre jøder er kommet til Danmark ad deres egne snørklede veje – fra USA, Storbritannien, Sydafrika, Ukraine og mange andre steder.

Selv den lille dansk-jødiske befolkning er altså en rigt sammensat gruppe