Safe Haven er Dansk Jødisk Museums store projekt til markering af 75-året for de danske jøders flugt til Sverige i 1943. Det er en database med tilknyttet hjemmeside, hvor alle kan søge efter slægtninge eller andre personer, der flygtede til Sverige under krigen. Oplysningerne stammer fra det svenske rigsarkiv, hvor de svenske myndigheder har opbevaret rapporter over alle flygtninge fra Danmark i 1943. Museet har fået overdraget rapporterne fra Dansk Institut for Internationale Studier, der erhvervede sig dem omkring årtusindskiftet.

For de fleste tidligere flygtninge og deres efterkommere vil det være første gang, at rapporterne bliver kendt – og databasen kan dermed bidrage med nye oplysninger til familiernes historie fra flugten til Sverige.

”Vi kan se personernes alder, fødested og bopæl før flugten. Vi kan se, at den ældste flygtning var 93 år, imens den mindste var under et år gammel. Samtidig ser vi en stor spredning i forhold til fødesteder og bopæle. Størstedelen er født og bor i København, men flere af de ældre er indvandret fra Tyskland og Østeuropa for at bosætte sig spredt i Danmark – lige fra Bornholm til Nordjylland. Enkelte er også født under mere eksotiske himmelstrøg som for eksempel Buenos Aires i Argentina, St. Croix på de Vestindiske Øer og Johannesburg i Sydafrika,” fortæller projektleder Thomas Bonnemann Egebæk, Dansk Jødisk Museum.
Dansk Jødisk Museum inviterer dig til at gå på opdagelse og finde din familie eller slægt i Safe Haven. Du er samtidig velkommen til at forske videre i museets øvrige samling og materiale.

Søg selv efter dine familiemedlemmer på www.safe-haven.dk

Vær opmærksom på alternative stavemåder. Skriv derfor ”Abramo” i søgefeltet, og alle variationer af Abramowitz vil blive vist.

Flugtfoto, Mogens Margolinsky