Af Heidi Laura
Der har boet jøder i Danmark i mere end 400 år. Den 16. december 1684 gav Christian V sin hofjuvelér, Meyer Goldschmidt fra Hamborg, tilladelse til at holde gudstjeneste i sit hjem i Rådhusstræde. Dermed blev den første jødiske menighed i Danmark til.
I 1600- og 1700-tallet var jøderne en ganske lille minoritet i Danmark, som blev tolereret for deres bidrag til handel og håndværk. De kunne få opholdstilladelse, såkaldte privilegier, men ikke borgerskab i Danmark.
Til gengæld havde de ret stor frihed inden for egne mure. Man havde egen jødisk domstol, skoler, en række synagoger, begravelsesplads og slagtere. Alle officielle dokumenter blev skrevet på hebraisk og menigheden blev ledet af et råd af ældste.
Nye tider
Den 29. marts 1814 ligestillede Danmark alle jøder, der var født i Danmark eller havde fået et såkaldt kongeligt lejdebrev. Herefter var de i praksis danske borgere og fik blandt andet adgang til højere uddannelser. Med Grundloven af 1849 bekræftede man deres fulde ligestilling i samfundet.
Det var en helt ny situation for de danske jøder – og en udfordring for Det Mosaiske Troessamfund, som nu skulle stå til regnskab over for konge og fædreland. Jødiske børn skulle lære dansk og andre fag i skolen ud over de traditionelle jødiske fag. Al administration af menigheden skulle foregå på dansk. Den gamle jødiske domstol havde ikke mere så stor magt inden for menigheden.
I 1810 åbnede Det Mosaiske Troessamfund den første skole for jødiske børn med både danske og jødiske fag. Og i 1833 indviede man den nye, imponerende synagoge i Krystalgade, som blev et symbol på de danske jøders nye status i samfundet.
Enhedsmenigheden
Igennem hele 1800- og 1900-tallet var der hårde diskussioner mellem danske jøder, som ønskede at modernisere menigheden, og dem, som ville bevare den traditionelle jødiske livsform så uforandret som muligt.
Det Jødiske Samfund har søgt kompromisser for at rumme alle parter, trods debatter. Det Jødiske Samfund i Danmark er en enhedsmenighed: Et tilbud til alle jøder uanset deres religiøse eller politiske standpunkt.
I dag er de fleste danske jøder sekulære (ikke-religiøse), men har en kulturel tilknytning til jødisk liv. Mange af disse såkaldte kulturjøder er medlemmer af Det Jødiske Samfund i Danmark.
Det Jødiske Samfund i Danmark
Det Mosaiske Troessamfund ændrede navn til Det Jødiske Samfund i Danmark i 2014.
Det Jødiske Samfund i Danmark rummer jøder med mange forskellige holdninger og måder at leve på. Det Jødiske Samfund er således rammen om et bredt kulturelt fællesskab for både religiøse og ikke-religiøse (sekulære) jøder.
Der lever i dag omkring 6000 jøder i Danmark og heraf er cirka 1700 medlemmer af Det Jødiske Samfund. Langt de fleste danske jøder bor i København, men der er også grupper af jøder i Århus og Odense – og en hel del spredt ud over landet.
Det Jødiske Samfund i Danmark er et anerkendt trossamfund og et demokratisk opbygget samfund med en medlemsvalgt delegeretforsamling, der vælger den daglige ledelse, repræsentantskabet.
Et særligt forstanderskab leder driften af Københavns synagoge. Den øverste religiøse embedsmand er overrabbineren/rabbineren.
Medlemmerne bidrager til driften af samfundet gennem deres ligningsbidrag, som kan sammenlignes med den danske kirkeskat.