Jødisk Informationscenter søger studentermedarbejder

Jødisk Informationscenter søger studentermedarbejder

Vil du være med til at lave innovativt og alternativt informationsarbejde om jødisk liv, kultur og identitet? Ønsker du at arbejde for at nedbryde fordomme og bekæmpe antisemitisme? Sidder du inde med kreative idéer, og er du god til at virkeliggøre dem? Så er du måske Jødisk Informationscenters nye studentermedarbejder.

Vi søger nemlig en engageret studentermedarbejder til ca. 15 timers arbejde om ugen. Du vil få mulighed for at lave arrangementer i byen om jødiske emner, skrive indholdsartikler og lave materiale til vores hjemmeside, og du være med til at planlægge og gennemføre større arrangementer. Vi søger en person, der brænder efter at gøre en forskel, er fuld af ideer og ved hvordan de skal føres ud i livet.

Jødisk Informationscenter finansieres af en projektbevilling fra Københavns Kommune og er et tidsbegrænset projekt. Vi har til formål at nedbryde fordomme og bekæmpe antisemitisme. Det gør vi på alternative og engagerende måder. Jødisk Informationscenter har en skoletjeneste, der besøges af tusindvis af elever årligt, vi laver arrangementer om jødiske emner i København og vi indgår i samarbejde med en række forskellige aktører såsom DIIS, Københavns Hovedbibliotek, Menneskebiblioteket,Dansk Jødisk Museum, Salaam-Shalom og andre. Vi faciliterer lærerkonferencer, udvikler undervisningsmaterialer og står for informationshjemmesiden  www.jødiskinfo.dk

Vi tilbyder

• En spændende studenterstilling hvor du kan gøre en forskel, og hvor du har mulighed for at sætte dit personlige aftryk på dit arbejde.

• En stilling hvor du får lov til at arbejde kreativt og selvstændigt.

• Et fleksibelt, afvekslende og studierelevant job.

Vi forventer, at du:

• Er i gang med din bachelor eller kandidatuddannelse.

• Interesserer dig for oplysnings- og undervisningsarbejde.

• Er kreativ og idérig og at du kan føre dine idéer ud i livet.

• Er ambitiøs og målrettet og har interesse for samfundsforhold.

• Er dygtig til at kommunikere og formidle.

• Det er et plus, hvis du har erfaring med web-baseret kommunikation.

• Det er et plus, hvis du har kendskab til jødisk religion, kultur og identitet.

Er du den, vi leder efter, så send en ansøgning og dit CV til projektleder Jonathan jh@mosaiske.dk mærket ’Studentermedarbejder’ senest 1. december 2018.
Spørgsmål vedr. stillingen kan rettes til Jonathan.

Tiltrædelse 1. januar 2019 eller snarest derefter. Vi er klar til at vente på den rette person.

Logo JIC studentermedarbejder

Ansøgningsfrist: 1. december 2018.

Tiltrædelse: 1. januar 2019 eller snarest derefter.