Search
Close this search box.

Selvfølgelig har du travlt med arbejde, undervise dine børn og forberede pesach. Men mon ikke der bliver lidt ekstra tid i sofaen i denne lock-down-tid:

The plot against America – på HBO
En af forårets mest ventede serier havde premiere i uge 12: The plot against America baseret på Philip Roths roman. Filmen forestiller sig hverdagen for en jødisk arbejderklassefamilie i et USA, hvor Charles Lindbergh vandt over Roosevelt ved præsidentvalget i 1940 på et fascistisk program med klare antisemitiske undertoner. Serien har fået glimrende anmeldelser.  “The Plot Against America” er lige så fantastisk et drama, som den er relevant samtidskritik, ” skrev Jyllands-Posten.
Serien er i seks afsnit på HBO 

 

Verden går under – det bliver fun…
Har du brug for en times tid med mørk, jødisk undergangshumor? Marc Maron, der blandt andet var en velkendt gæst i Lettersmans Late Show, gør klar til verdens undergang i End Times Fun, et stand-up show på Netflix. Mørk humor med masser af jødiske referencer. Også forholdsvis syrlige jokes om jødisk selvforståelse. Marc Maron er selv jøde så han må gerne.

Tak til Miriam Katz for anbefaling!
End Times Fun på Netflix


CPH:DOX på nettet
Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX skulle efter planen været startet i den fysiske verden i denne uge, men som så mange andre gode aktiviteter er den flyttet over i den virtuelle verden. Nogle af de film, der ellers ville kunne ses på festivalen, er tilgængelige online – for samme pris som en biografbillet. Så sæt dig godt til rette i sofaen og forestil dig, du er til dokumentarfilmfestival. Et par af filmene præsenteres i samarbejde med Jewish Culture in Copenhagen.
Se eksempelvis Bruno Ganz optræde i sin sidste filmrolle i Vinterrejse, Anders Østergaards film om et jødisk kunstnerpars liv op til Anden Verdenskrig. Under Hitler fik jødiske kunstnere i Tyskland mulighed for at fortsætte deres arbejde ved at indgå en djævelsk pagt med Goebbels og hans Jødiske Kulturforbund, hvor de kun måtte optræde for et jødisk pulikum. Det gjaldt også den amerikanske radiovært Martin Goldsmiths forældre, der senere flygtede til USA. I Anders Østergaards helt nye film rekonstruerer Goldsmith sine egne samtaler med sin far – her spillet af den nyligt afdøde Bruno Ganz i hans sidste filmrolle.
Se også The Viewing Booth, et analytisk eksperiment, der ser på Israel-Palæstina-konflikten som aldrig før.
Vinterrejse på CPH:DOX
The Viewing Booth på CPH:DOX
Flere film på CPH:DOX

Krigen, der splittede min familie
Der ligger også et par gode bud på gratis dokumentarfilm på  Dr.dk. Krigen, der splittede min familie handler om familien Fischermann. Moderen og fire af børnene var i Theresienstadt under krigen, mens faderen og en broder druknede i forsøget på at flygte til Sverige. Krigen efterlod en familie med traumer og konflikter, der fortsætter frem til i dag. Filmens instruktør, 24-årige Benjamin Fischermann, besluttede sig for at undersøge, hvorfor hans farfar i dag ikke vil have noget med sine brødre at gøre.
Se Krigen, der splittede min familie her


Unorthdox
I uge 13 har Netflix premiere på en serie, der – ligesom den meget omtalte serie Shtisel – foregår i et hassidisk miljø. En del af dialogen er på jiddish. Hovedrollen spilles af den israelske skuespillerinde Shira Haas, der spillede Ruchami Weiss i Shtisel. Serien har dog et mere kritisk blik på det hassidiske miljø. Den er bygget på Deborah Feldmans selvbiografiske bog om, hvordan hun forlod sin hassidiske familie i Willamsburg, Brooklyn, og flygtede til Berlin.
Unorthdox har premiere på Netflix den 26. marts.