Katrine Engberg graver efter sine jødiske rødder

Katrine Engberg graver efter sine jødiske rødder

Et mundheld siger, at man bliver født to gange: når man bliver født, og når ens forældre dør. For forfatter Katrine Engberg rummer det mundheld et stort gran af sandhed.

Af Kenneth Francis Warschafsky Borgenholt

Da Katrine Engberg jødiske far, lingvisten Jan Leon Katlev, pludseligt døde for syv år siden, tog hendes liv en skarp drejning. Hun sprang for alvor ud som forfatter efter i mange år at have levet, som hun selv udtrykker det, “et ordløst liv” som professionel danser. Nu er hun ved at tage endnu et spring – et spring mod en dybere forståelse af sin far og hans familiebaggrund. Hun har besluttet at omfavne den jødiske arv, han efterlod hende.

45-årige Katrine Engberg har siden debuten som kriminalforfatter med Krokodillevogteren i 2016 føjet yderligere fire bind til serien om politiefterforskere Jeppe Kørner og Anette Werner. Bøgerne, der er solgt til udgivelse i 28 lande, har i lange perioder ligget nummer et på bestsellerlister herhjemme. På verdensplan har hun solgt over en halv million bøger.

Jeg har sat Katrine Engberg stævne i biblioteket i Det Jødiske Hus, hvor hun begejstret møder op en bidende kold søndag i april. Som barn var hun på skoleudflugt til synagogen, men siden har hun aldrig været inden for murene. Jeg spørger hende, hvordan det er at sidde her i hjertet af det jødiske samfund:

– Det første, jeg tænker, er, om nogle af min fars bøger står her. Som du også nævnte på vej op af trapperne, så bidrog min far til en del antologier. Så jeg er lidt spændt på, om han også er her. Jeg har sådan en underlig hjemstavnsfornemmelse af stedet, selvom jeg aldrig har været her.

Katrine Engberg er barn af en jødisk far og en kristen mor. Forældrene blev skilt, da Katrine var to år gammel, og Katrine voksede op hovedsagligt hos sin mor. Hendes fars historie og familiebaggrund fyldte kun lidt i både barndom og ungdom, og derfor stod Katrine Engberg tilbage med en række ubesvarede spørgsmål efter sin fars død.

– Jeg nåede ikke at spørge ham, mens han levede. Jeg var så dum at tro, at det ikke interesserede mig. Og det, tror jeg desværre, er ret klassisk, at man har en ungdommelig arrogance over for sin herkomst. Så min interesse for hans historik og den jødiske historie, som også er min familiehistorie, er først blevet vakt efter hans død.

Katrine Engberg er nu gået i gang med at grave efter sine jødiske rødder. Hun vil bruge sin jødiske familiebaggrund som en væsentlig inspirationskilde i sin næste bog. Bedsteforældrenes flugt fra nazisterne til Sverige bliver afsæt for en del af handlingen og karakterne. Inspirationen kom, da hendes mor for nogle måneder siden sendte hende den svenske politirapport, der blev optaget, da hendes jødiske farfar, Mendel Ejner Katlev, og hendes farmor, Sara Ella Katlev, ankom i bunden af en fiskebåd til Skanør den 6. oktober 1943 sammen med deres to sønner Harry og Mogens, samt Katrines endnu ufødte far, som hendes farmor bar på. Katrines far, Jan Leon, blev født i Stockholm den 2. januar 1944.

– Det var meget bevægende for mig at læse. Og der kunne jeg simpelthen mærke, at det behov, jeg egentlig har haft og har følt vokse i mig siden min fars død for at kende min egen historie bedre, er vokset og faktisk også blevet til et behov for – i en eller anden henseende – at videreformidle den historie og skrive noget, der kommer lidt tættere på mig selv.

En af karakterne i bogen kommer til at hedde Jan Leon efter Katrine Engbergs far. Dog ikke med Katlev som efternavn, men derimod Gelvan, som var Katrines farmors pigenavn.

– Det er faktisk så tæt på, at det nærmest ikke er fiktion længere. Jeg skriver ikke om min far, men han bliver en karakter, som har en del af den samme historik som min far. Og han har også en voksen datter, som jo så kommer til at have en hel del af en samme historie, som jeg har.

Selvom Katrine Engberg aldrig selv har oplevet at være på flugt, oplever hun sine bedsteforældre historie som en del af sit eget dna.

– Jeg kan huske dem tale om flugten, om fattigdommen, om frygten, om krigen. Det sad meget dybt i dem. Jeg kan også huske, at jeg altid har oplevet det som en del af min far. Der er en masse af disse fortællinger og traumer, som jeg har arvet. Selvom jeg jo aldrig har været i berøring med den flugt eller den krig, så sidder det i mig.

I en alder af ni år besluttede Katrine Engberg at lade sig døbe. Hun befandt sig i en eksistentielt søgende fase af sit liv, husker hun. Til dåbsfesten inviterede hun med den største selvfølgelighed sin far, men han kom ikke.

– Det var et stort chok for mig. Jeg var meget ked af det og uforstående. Men jeg har simpelthen ikke haft blik for, hvordan det kunne føles som en afvisning af ham og alt det, han kom med. Hvad det jo også var. Ikke bevidst, for det gør man jo ikke, når man er ni år gammel. Men nu kan jeg da sagtens se, hvordan han har følt, at jeg lagde afstand til hans familie og hans kultur.

Katrine Engberg tager sig i det, hun lige har sagt. Måske var det alligevel ikke helt ubevidst, at hun lod sig døbe. Måske var det i virkeligheden et forsøg på at lægge afstand til det jødiske.

– Jeg må tilstå, at jeg faktisk også skammede mig en lille smule over det jødiske. Så jeg tror faktisk, at jeg har lagt afstand til det på et lidt mere bevidst plan, og det har han nok kunnet mærke, og det er han nok blevet ked af – og det kan jeg jo godt forstå.

Vi vender tilbage til mundheldet fra begyndelsen. For hele sandheden er langt fra den, at Katrine Engberg aldrig havde skrevet et eneste ord, før hendes far døde. Faktisk var hun allerede forfatter til to bøger; en rejsebog, som hun udgav sammen med sin mand, skuespilleren og tv-værten Timm Vladimir, samt en samtalebog, hun skrev sammen med en veninde. Men sandheden er også, at Katrine Engbergs fars død accelererede en proces.

– Man siger typisk, at man bliver født to gange: Når man bliver født, og når ens forældre dør. Og det oplever jeg som meget sandt, forstået på den måde, at der bliver sat turbo på en udvikling, der givetvis havde været i gang et stykke tid. For mig indebar den udvikling blandt andet, at jeg favnede den litterære arv, som både han og min mor har givet mig. Jeg er vokset op med ord, bøger og kultur.

Ganske symbolsk har Katrine Engberg nu i syv år siddet og skrevet sine bøger i den selv samme arbejdsstol, hendes far altid sad og skrev i.

– Jeg har sommetider tænkt, jeg måske nok burde investere i noget lidt mere ergonomisk, men jeg kan ikke få mig selv til det. For der er en forbundethed til den stol. Når jeg rører ved armlænene er det jo der, han har siddet med sine hænder og gnedet træet blødt.

Jeg spørger Katrine Engberg, om hun fornemmer, hvor langt og hvorhen denne graven efter sine jødiske rødder vil føre hende:

– Jeg har i hvert fald lyst til at forstå, hvor jeg kommer fra. Det handler meget om, sådan helt egocentrisk: har jeg nogle karaktertræk, som jeg forbinder med noget jødisk, og som jeg også genkender, når jeg møder andre med jødisk baggrund. Det har jeg en enorm lyst til at udforske, fordi jeg oplever det som en meget central del af min egen person, og noget, som jeg også kan se, at jeg har givet videre til min søn uden at være bevidst om det eller ville det.

Hvad så nu? Er barndommens skam over hendes jødiske familiebaggrund forsvundet, spørger jeg Katrine Engberg:

– Det er jo det velsignede ved at blive ældre – at man forstår kvaliteten i at være særlig. Det at være anderledes er en kvalitet i sig selv. Der er jo en enorm skønhed og storhed og en massiv historie forbundet med det jødiske folk, som jeg er stolt af at være en lille del af – også selvom jeg i kraft af, at det er min fars familie, der er jødisk, ikke rigtigt bliver anerkendt af det jødiske samfund som værende jøde. Men jeg har dog et eller andet tilhørsforhold til det. Så ja, jeg er faktisk ret stolt af at være semi-medlem af den klub.

Fakta: Katrine Engberg
Katrine Engberg er født i 1975 og bor på Østerbro i København. Med udsigt over Sortedamssøen skriver hun sine bøger. Katrines nu afdøde far, lingvisten Jan Leon Katlev, var jøde, og hendes mor, byzantinisten Sysse Engberg, er kristen. Katrine debuterede i 2016 som krimiforfatter med Krokodillevogteren og har skrevet yderligere fire bind i serien om betjentene Kørner & Werner. Hendes bøger udgives i 28 lande, og hun har solgt over en halv million. Inden forfatterkarrieren arbejdede hun som danser og koreograf. Katrine er gift med skuespiller og tv-vært Timm Vladimir. Sammen har de sønnen Cassius.

Hvis du bruger det billede, hvor Katrine sidder ved vinduet og i stolen, kan billedteksten være:

Katrine Engberg sidder og skriver sine bøger i den samme stol, som hendes far, lingvisten Jan Leon Katlev, også altid sad og arbejdede i. På den måde mærker hun en “forbundethed” med sin nu afdøde far.