Search
Close this search box.

Der kan være mange gode grunde til at rette og tilføje også i Danmarks historie. Journalist og forfatter Poul Smidt sender et bebrejdende blik til busten af Enkekejserinde Dagmar på Frederiksberg.

Af Poul Smidt Foto Michael Rachlin

Et par gange om ugen stiger jeg på bussen ved Enkekejserinde Dagmars Plads på Frederiksberg. Og så bliver jeg i tvivl om, hvad jeg egentlig mener om denne sommers opgør med historien, statuer og andre former for hædersbevisninger. Her står en buste af enkekejserinde Dagmar, der er opstillet så sent som 2013.
Siden er statuer blevet væltet, og med vekslende styrke har der været ønsker om at fjerne fortidsminder, der mindede om det forkerte, uden at der er enighed om, hvad det rigtige er. Det er her Dagmar kommer ind i billedet. Jeg fik et horn i siden på hende, da jeg sluttede arbejdet med biografien om hendes bror, Fredy. Han sled som kronprins i 42 år, inden han fik seks år på tronen som Frederik 8. 1906-1912. Både som kronprins og konge står Fredy flot i nogle forsøg på at hjælpe Ruslands jøder. Det kan man ikke sige om søster Dagmar.
Selvfølgelig er det Dagmars kejserlige mand, Aleksander 3. og hendes kejserlige søn, Nikolaj 2, der har ansvaret for de overgreb på de russiske jøder, som skete fra 1881 til 1917 – og er en del af familiehistorien for mange danske jøder, hvis forfædre flygtede fra kejserriget.
Dagmar vendte det døve øre til, når hendes kongelige familie i Danmark bad hende om at bringe deres bekymringer videre. Derfor er det godt at kunne skrive, at både Fredy og hans far, Christian 9. har ære af deres holdning til de antisemitiske pogromer i Rusland. De forsøgte at påvirke, men kom ingen vegne med Aleksander – eller Nikolaj.

Appellen til Dagmar
Journalist og forfatter Herman Bang (1857-1912) fremhævede den 22. maj 1891 kronprins Frederik som den bevidste kritiker af zaren. I Dagbladet København omtalte han det besøg, som kronprinsen netop havde aflagt hos overrabbiner Abraham Alexander Wolf, der var fyldt 90 år i april. Det var ifølge Bang en demonstration, der var ”vendt mod jødeforfølgelserne i den mægtige svogers Rusland”, og en demonstration, som alle måtte være kronprinsen taknemmelig for. Bang mente ikke, at Alexander 3. var modtagelig for påvirkning, men kronprinsens besøg hos overrabbineren ”viste verden, at zarens nærmeste slægt tager størst mulig afstand fra det russiske barbari”.
I et brev fra Frederik til Dagmar, der er sendt i Frederiks tid som kronprins, og inden Dagmar mistede sin mand i 1894, er han ganske pågående. Brevet er fremdraget af historikeren Arthur Arnheim så sent som i 2008: ”Du har svaret, at det (forfølgelsen af jøderne, red) vist var overdrevet, men noget er der jo dog i det, thi lignende sørgelige klager lød jo også fra Østersøprovinserne, dengang du altid sagde: ’Åh! Det er meget overdrevet’. Nu viser disse ting sig at være sande, muligen det også kan være tilfældet med de omtalte jøder…Men undskyld, elskede Minny, det er kun mellem os … gør, hvad du kan, thi i hele verden var det kun jøderne, som kunne skades alt for meget.”
”Mishaget mod jøderne”
Opfattelsen i kejserfamilien afspejles i et brev, som zar Nikolaj 2. i forlængelse af omfattende myrderier i 1905 skrev til sin mor, som nu var enkekejserinde: ”…Socialisterne og de revolutionæres frækhed har endnu en gang vakt folkets vrede: og nu da 9/10 af de, som har ansporet uroen, er jøder, blev mishaget rettet
mod dem.”

“Mishaget mod jøderne” 
Konseilspræsident J.C. Christensen har i et enkelt dagbogsnotat den 1. oktober 1906 indrammet en samtale, som han aftenen
i forvejen havde haft med enkekejserinde Dagmar ved et taffel hos
kong Frederik på Charlottenlund Slot. Her gav hun udtryk for, at jøderne kun var i den russiske hær for at ”gøre propaganda”. Og at forholdene i øvrigt ikke var ”så slemme”.
Jeg ved ikke, om vi skal løfte busten af Dagmar væk fra sin sokkel lige nu? Det ville være ret dramatisk, og sådan er vi jo ikke skruet sammen til protester, men bare lidt ballade kunne måske pege på dele af Danmarkshistorien, som ikke er, som den ser ud på overfladen. Alt for få ved, at antisemitismen ikke er nazismens opfindelse. Myrderierne i Rusland var omfattende. I 1917, før Adolfs Hitlers første partistiftelse, blev der dannet en antisemitisk forening i København, Danskerligaen, som bl.a. havde støtte i aviser som Jyllands-Posten og Aarhuus Stiftstidende.
Dagmar og Systemskiftet
Der er også andre grunde til, at vi skulle overveje Dagmars placering. I al stilfærdighed synes jeg i dag, at den tidligere historieskrivning om Systemskiftet i 1901 visse steder er ganske forløjet. Dagmar stod ved siden af sin aldrende far på Amalienborgs balkon, da Systemskiftet blev markeret, og gemt bagude stod kronprinsen. Dagmar havde aldrig haft en eneste demokratisk tanke i sit hoved. Kronprinsen havde slidt for parlamentarismen, men Systemskiftet var ikke, som jeg troede engang, en udvikling på demokratiområdet, men studehandel, kvindelist og en affældig konge. Der er også en anden side. Sammen med sin mor, dronning Louise, var Dagmar operativ i mobningen af sin svigerinde, Louise (Lovisa) Fredys kone og Danmarks kronprinsesse i 37 år og dronning 1906-1912. Hvis vi igen skal lege med tanken om at vurdere historien med tilbagevirkende gyldighed, så skylder vi nærmest Sverige en undskyldning for årtiers ydmygende behandling af Karl 15.s datter.

 

Freddy – klemt kronprins – glemt konge
Pouls Smidts biografi om Frederik 8. udkom på Gyldendal i foråret. Bogen er et politisk portræt af ”Fredy”, dronning Margrethes oldefar, der var kronprins i 42 år – en af Danmarkshistoriens mest dramatiske og definerende perioder. Poul Smidt har med dronningens tilladelse haft adgang til familiens breve i Rigsarkivet, og han har været i arkiverne i Hannover, Berlin, Hamborg og Oslo.
Se mere om bogen på www.fredy.dk

 

 

 

 

Fakta:

Pogromerne, Danmark og Dagmars tid
De omfattende pogromer, der prægede de sidste årtier af Det Russiske Kejserriges historie, begyndte, da den danske kejserinde Dagmars mand, Alexander 3., kom til magten i 1881. Efter holocaust er pogromerne de mest omfattende jødeforfølgelser i moderne tid. Man anslår, at to millioner jøder flygtede fra Det Russiske Rige i perioden 1881-1920. Mellem 10.000-12.000 jøder kom til Danmark. Mere end hver tredje forsatte rejsen vestpå – primært til USA – men omkring 3000 bosatte sig i København.