Den jødiske kalender har i vor tid fået tilskud af flere mærkedage. Én af disse er særlig glædelig, nemlig Jom HaAtzmaut, der er dagen, hvor staten Israel i 1948 blev udråbt af David Ben Gurion. I mine øjne er det den vigtigste mærkedag indført i den jødiske kalender siden Tisha b’Av, der er fastedagen til minde om de to jødiske templers ødelæggelse – senest i år 70 e.v.t. Som altid skal dagen ”falde på plads” i kalenderen, og det gælder også den synagogale liturgi. Formentlig er den endelige liturgi og festlige fejring af dagen ikke endelig endnu – og blot i de (mange) år, jeg har været voksen, er der sket ændringer.

Prisen for staten Israel som levende jødisk stat har været høj for os som jødisk folk. Jeg vil unde enhver at være i Israel dagen før Jom HaAtzmaut, som er mindedag for de faldne soldater – og hvor stemningen er trykket, hvor der er offentlige mindearrangementer, og hvor soldatergravene besøges. Mødre og fædre står ved deres børns grave. Det skulle have været omvendt. Det er et land, der slikker sine dybe sår. Men når solen går ned starter festen for det land, som det jødiske folk igen har fået. Uanset om vi sympatiserer eller ej med den regering, Israels folk demokratisk har valgt, så er den jødiske uafhængighed – blot 3 år efter afslutningen af Holocaust – en langvarig drøm, der er gået i opfyldelse.

Det har altid været svært at se historiens lange perspektiv i nutiden. Det gælder også i dag – men vi skal prøve så vidt muligt. Især efter seks-dages-krigen i 1967 begyndte stemningen om Israel at vende. Jeg erindrer fortsat Politikens forside 6. juni 1967 ”Israel alene i krig med 11 lande”. Stor overskrift hen over hele forsiden. Især elektroniske medier og nogle aviser antog langsomt en anti-israelsk linie, hvor sammenblandingen af før-Israel-antisemitismen blev blandet med moderne anti-israelisme på en måde, som dufter af gammel antisemitisme. Der må ikke skabes sympati for Israel og jøder. Et eksempel er blot i disse år, hvor terror beskrives i danske medier – fx med lastbiler, der kører ind i en menneskemængde. Man kan læse om dette i Berlin, London og Stockholm, men intet om, at Israel har oplevet det for første gang for flere år siden. Man tier om ting, der skaber sympati for Israel.

Det tog mange år, før man nødtvunget måtte indrømme, at en del (men slet ikke alle) muslimske miljøer i vesten er arnesteder for forfølgelse af jødiske formål under påskud af Israels ”synder”. Jf. fx antisemitiske skriverier på Carolineskolen, når Israel er i krig med fx Hamas. Eller når der har været et terrorangreb i Israel skal der ofte opføres, hvor mange israelere og palæstinensere, der er blevet dræbt i en given periode. Selv om Israel er det angrebne offer, skal man (uden at lyve) få sympati for ”de rigtige”. Sådan tænker man ikke andre steder. At flere tyskere end andre folk døde i 2. Verdenskrig nævnes heller ikke – man kunne jo få sympati for ”de forkerte”.
Når så ovenstående er sagt, må vi ikke glemme, at nok har vi et Israel, nok har prisen været urimelig høj og nok kan vi fejre Jom HaAtzmaut. Men vi har endnu ikke fred med alle naboerne, incl. palæstinenserne. Freden er det ultimative mål for os. Vi ønsker ikke, at flere mennesker (hverken jøder eller arabere) skal dø pga ufred med Israel – vi skal ud over at have et uafhængigt jødiske land have fred, så landet kan udvikle sig endnu bedre uden trusler om krig, terror, unge faldne soldater og andre ulykker.
For os som jødisk menighed i Danmark er eksistensen af Israel helt afgørende. Religiøs og sekulariseret jødisk kultur og tankegang har de væsentlige kilder i Israel. Uanset om vi kan lide at høre det eller ej, så ville vores situation som jøder i Danmark være stærkt forandret uden Israel.
Lad os sammen kunne fejre Israels frihed, måske på forskellig måde, men alle fordi vi erkender historiens store øjeblikke – også i nuet.

Chag haatzmaut sameach,

Henri Goldstein
Formand for Det Jødiske Samfund.