Mandag den 5. juli fylder Bent Lexner 75 år. Vi har bedt tre venner, med meget forskellig indfaldsvinkel til den tidligere overrabbiner, om at skrive en hilsen.

 

Tillykke til en ægte patriark

Af Anna-Lise Bjerager

I den populære tv-serie Shtisel, der handler om den jødiske patriark Shulem Shtisel og hans ultraortodokse familie i Geula, Jerusalem, lyder det igen og igen: Yoffi, Yoffi!

Hjemme hos os er det nu en fast vending, der også leder tankerne hen på vores fødselar. For Bent Lexner er indbegrebet af en patriark – i sin familie og i sin menighed i Krystalgade. Og så er han indbegrebet af Yoffi, Yoffi! ”Det går fint”, siger Bent, også når det går knapt så godt. Men lige som karaktererne i Shtisel på fornem vis efterlader seerne med en følelse af at være sammen med deres egen far, mor, søster, nabo i al sin velspillede almenmenneskelighed, så viser serien os også, at det gælder om at se lyst på livet, for det er nu engang det eneste liv, vi får. Netop sådan har jeg, og senere også min familie, lært Bent og hans hustru Merete at kende: Som mennesker, der giver og efterlader én rigere efter ethvert møde. Man får blik for, at der – på trods af de sorger og bekymringer, der også hører menneskelivet til – altid er grundlag for at se lys et sted og måske ovenikøbet forsøgsvis gøre brug af lidt humor undervejs.

Jeg mødte Bent Lexner første gang en efterårsdag i 2014 i hjemmet i Østbanegade. Det var et set up fra Kristeligt Dagblads Forlags side. Ville vi kunne samarbejde om at lave Bents erindringer? Det blev et lykkeligt samarbejde sekunderet af Merete, der altid var klar med kaffe og Anthon Berg-chokolade samt supplerende regibemærkninger, når Bent kom på afveje i erindringens kringelkroge. Bedst fra den tid husker jeg naturligvis de tragiske februardage i 2015 i forbindelse med Dan Uzans død, da Bent trådte til med al sin ro og hjælp. Men også dengang og sidenhen hans store loyalitet og trofasthed over for sin familie og menigheden generelt, hans nærmest paniske angst for at komme for sent til aftaler, den drillende, ja til tider grovkornede omgangstone mellem ham og hans lillebror Jan, og hans glæde ved at gå tidligt fra receptioner og andre store forsamlinger.

På det personlige plan har mødet med Bent også haft betydning for min egen kristne tro. ”Så skal vi igen til at fejre den lille jødedreng”, som det engang drillende blev sagt op til jul. Og ja, det er lige, hvad Jesus var: En lille jødedreng. Uden jødedom ingen kristendom.  Patriarken Abraham har vi til fælles. Og så har vi Bent og tak og lov for det.

Hjerteligt tillykke til Bent med de 75 år!

Anna-Lise Bjerager er journalist og forfatter til bogen ”Det gælder dit liv. Bent Lexner om jødedom eksistens”, der udkom i 2015 på Kristeligt Dagblads Forlag

En kæmpe gave til menigheden

Af Henri Goldstein

Det er ikke svært at gratulere Bent Lexner. Dels har jeg kendt ham i mere end 65 år, og dels er der mange positive ting, der bør fremhæves i dagens anledning.

 

Bent er vokset op i et hjem, der var præget af meget stor forståelse for den fattige, den fremmede og flygtningen. Hjemmet var ikke præget af rigdom på det pekuniære område, men sandelig på det menneskelige. Da Bent var dreng, kom de ungarske flygtninge i 1956 – vups, så skulle én af disse flytte ind i barndomshjemmet. Samme forståelse viste Esther og Abraham Lexner, da polsk-jødiske flygtninge begyndte at komme i 1968.

Bent rejste efter realeksamen til Israel i et år, og efter militærtjenesten i livgarden blev han uddannet speditør. Samtidig havde han stor interesse for det jødiske, og fra 1971-76 uddannede han sig til rabbiner i Jerusalem. Ved hjemkomsten blev han ansat som rabbiner i Mosaisk Trossamfund. De første mange år lagde han et stort arbejde i Carolineskolens jødiske undervisning. Mens han var i Israel, uddannede han sig også til mohel (omskærer) og shochet (kosher slagter). Han kunne derfor i årevis varetage en hel række religiøse funktioner – til stor gavn for menigheden.

Da Bent Melchior takkede af i 1996, blev stillingen som overrabbiner slået op. Bent var favorit, men der var to overvejelser, der gjorde sig gældende: Kunne man leve med Bents ofte sarkastiske bemærkninger, der kunne såre? Kunne hans manglende akademiske indfaldsvinkel betyde noget i en veluddannet menighed?

Man tog fejl. Han gjorde overvejelserne til skamme. Bent blev en glimrende overrabbiner, der favnede vidt. Især var hans sociale forståelse legendarisk. Hans begravelsestaler var eminente, og han var aldrig bange for at tage fat. Han var ikke selvhøjtidelig, og i hele rabbinertiden var der ingen kriser, hvor han var involveret. Det i sig selv er en præstation gennem 38 års ansættelse.

 

Efter sin fratræden i 2014 har han fortsat sit uegennyttige arbejde i alle dele af vort samfund. Han holder fortsat begravelsestaler, gæsteprædiker, passer et kæmpe arbejde for vore gamle, dykker ned i trossamfundets historie og varetager vore begravelsespladser på vegne af ledelsen. Dertil kommer et enormt socialt arbejde, som få kender til. Det tjener ham til stor ros.

 

Hjertelig mazal tov.

Henri Goldstein, formand for Det Jødiske Samfund

 

 

Kære Bent Lexner,

Af Dorrit Raiter,

Du bliver nu 75 år og jeg vover – vel vidende, at du bestemt ikke bryder dig om opmærksomhed i anledning din fødselsdag – at sende dig en hilsen og lykønskning for samtidig at udtrykke min taknemlighed over, at du lod mig vinde ”kampen”, som jeg havde med dig for mange år siden, da jeg ville være en del af det jødiske samfund. Siden har du sammen med Merete vist mig megen opbakning i mit arbejde for WIZO både ved indsamling og ved arrangementer og besøg fra udlandet. Tak for det. Også tak for at du altid stiller op som orakel, når jeg har brug for det!

Jeg ønsker dig en dejlig fejring af din fødselsdag med din familie – lige efter dit ønske.

Bedste hilsner

Dorrit Raiter, formand for Wizo Danmark