H.M. Dronning Margrethe fylder 80 år. Fra Det Jødiske Samfund lyder der et varmt og hjerteligt tillykke. Sidste nytårsaften talte Dronningen klart og utvetydigt imod antisemitismen. Og som udgangspunkt er der en lang tradition for, at det danske kongehus har vist velvilje over for jøder. I anledning af Majestætens fødselsdag har Bent Blüdnikow fundet 14 højdepunkter – og et par lavpunkter – i jødernes forhold til kongehuset.
- Den 3. august 1619 udstedte H. M. Kong Christian 4. et dokument, der gav sefardiske jøder ret til at bosætte sig i den sydlige danske by Glückstadt. Jøderne fik lov til frit at udøve deres religion i byen. Kongens intention var at invitere sefardiske jøder til Syddanmark, der skulle konkurrere med den driftige handelsby Hamborg. Initiativet lykkedes, og op gennem 1600-tallet etableredes en række jødiske menigheder i byer som Glückstadt, Altona og Wandsbeck. Efterhånden blev Kongens tilladelser også udstrakt til askenaziske jøder, der ikke mindst bosatte sig i Altona.
- Ved en kongelig skrivelse af 25. november 1622 rettede Kongen henvendelse til de sefardiske jøder i Amsterdam og Hamborg med opfordring til dem om at flytte til Glückstadt.
- Kongen godkendte etableringen af et askenazisk jødisk samfund i København i 1684, hvis ledere blev Meyer Goldschmidt og David Israel, der begge kom fra Altona. Det var i Goldschmidts private hjem, at gudstjenester blev holdt, men med den kongelige ordre, at gudstjenester skulle holdes: “Inden tillukt Kammer og foruden nogen prædiken, således at ingen forargelse deraf forårsages.”
- I 1694 blev et stykke jord i Møllegade godkendt af kongen som jødisk begravelsesplads, hvor stenen over hofjuveler David Israel stadig står.
- I 1742 gav H. M. Kong Christian 6. tilladelse til drift af et hebraisk bogtrykkeri i Altona. Tilladelsen bliver givet til Jacob Emden, der en kort overgang var rabbiner i Emden, men var barnefødt i Altona. Hans hebraiske bøger fik stor betydning i samtiden.
- I 1744 jøderne blev udvist af Prag. Det fik de københavnske jøder til at rette henvendelse til Kong Christian 6. for at få ham til at intervenere til fordel for Prags jøder. Og det gjorde Kongen og advarede direkte til kejserinde Maria Theresia af Østrig mod den brutale behandling af jøderne. Aktionen medførte en mildere behandling af jøderne, men alligevel blev 1.000 ud af byens ca. 15.000-20.000 jøder udvist.
- Kongen forbød i 1725 jøder at antage kristne tjenestefolk og at “beligge kristne Fruentimre.”
- Reformfolkene i menigheden fik medvind i løbet af 1800-tallets begyndelse. Oprettelsen af fattigskoler i form af den jødiske drengeskole i 1805 og Carolineskolen for piger i 1810 var vældige landvindinger, for ofte gik den fattige ungdom for lud og koldt vand og kunne dårligt nok dansk. At pigeskolen kom til at hedde Carolineskolen skyldtes, at Kong Frederik 6.s datter hed Caroline, og hun blev skolens protektrice og besøgte endda skolen. I dag kan vi synes, at det er naturligt, men i 1800-tallets begyndelse, hvor jøder overalt i Europa var et foragtet folk, var hendes personlige engagement udtryk for den danske kongefamilies usædvanlige velvilje.
- I 1819 brød en alvorlig Jødefejde ud i København, Odense, Helsingør og bl.a. Slagelse. Det kunne – ligesom i Tyskland – have udviklet sig meget alvorligt. Odense og København blev sat i militær undtagelsestilstand og militæret udkommanderet for at slå uromagerne ned med dragne sabler. Kong Frederik 6. og hans regering frygtede, at uroen også havde en politisk brod vendt imod enevælden – hvilket ikke var helt ved siden af. På løbesedler og plakater af antijødisk art blev Kongen endda kaldt for “Jødernes konge.” Forklaringen var delvis, at han beskyttede jøderne men også, at han før statsbankerotten i 1813, havde sat staten i gæld til jødiske banker og pengeudlånere.
- Ikke alt var velvilje og positivt. Da Stænderforsamlingen blev oprettet i 1830, var der modstand fra mange kredse mod, at jøderne skulle være valgbare. På trods af 1814-ligestillingen var jøderne endnu ikke fuldgyldige borgere, og bl.a. Grundtvig vendte sig mod jødernes valgbarhed. Det endte med en stænderforsamling, hvor Kong Christian 8. besluttede i 1840, at jøderne ikke skulle være valgbare. Det var et alvorligt nederlag for integrationen og for jøderne og medførte en vrede blandt danske jøder, som man bl.a. kan læse ud af M.A. Goldschmidts klassiske roman “En Jøde” fra 1845.
- Med Grundloven fra 1849 fik jøderne fulde borgerrettigheder men blev dog ofte socialt forskelsbehandlet. Efter Jødefejden i 1819 var der en betydelig konvertering til kristendommen, hvor bl.a. den jødiske menigheds leder M.L. Nathanson lod alle sine 9 børn blive kristne. De to drenge blev endda præster. Kongen var dog stadig positivt indstillet over for jøderne, hvilket man kan se af en sag fra 1881. Kong Christian 9.s datter Dagmar blev zarinde i 1866 gennem et giftermål med tronfølger Alexander – der blev zar i 1881. De russiske jøder var udsat for forfølgelser, og den københavnske overrabbiner Alexander Wolff gik til Kong Christian 9. for at bede ham tale jødernes sag.
Det gjorde han også, men zaren var antisemit, og forsøget lykkedes ikke.
- Forsøget blev gentaget i 1908, hvor man fra jødisk side opfordrede Kong Frederik 8. til at rette henvendelse til zar Nikolaj. Det gjorde kongen og nu med det resultat, at forfølgelsen mildnedes. Der spillede selvfølgelig også andre faktorer ind i forløbet end kongens henvendelse.
- En nazist forsøgte at sætte ild på synagogen 20. december 1941. Den 31. december skrev Kong Christian 10. til rabbiner Marcus Melchior for at udtrykke sin medfølelse.
- I 1964 overværede Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid festgudstjenesten ved 150 året for jødernes borgerrettigheder. Og de var der igen i 1968 for at mindes redningen af de danske jøder 25 år tidligere. Og igen i 1983 overværede H. M. Dronning Margrethe og prinsgemalen festgudstjenesten i anledning af synagogens 150 års jubilæum og gentog det året efter i anledning af Troessamfundets 300 års dag. I 1993 var Dronning Margrethe og Dronning Ingrid til festgudstjeneste i synagogen for at mindes 50 året for redningen.
- H. M. Dronning Margrethe benytter sin nytårstale til en markant og utvetydig afstandtagen til den antisemitisme, der havde været i forbindelse årsdagen for krystalnatten. “Det er beskæmmende at opleve, hvordan antisemitismen igen stikker sit grimme ansigt frem, også her hos os. Antisemitisme, intolerance og undertrykkelse af anderledes tænkende hører ingen steder hjemme. Det er noget, som vi skal være meget opmærksomme på og hjælpe hinanden med at modarbejde,” sagde Dronningen i nytårstalen ved indgangen til 2020