Muligvis har de danske jøder længe været verdens mest diskrete jødiske minoritet. Altså lige bortset fra, at man slet ikke har ønsket at blive defineret som en etnisk minoritet. Det er på den anden side sært at kalde de danske jøder et religiøst mindretal, når de færreste er religiøse. Så hvad er de egentlig? Heidi Laura forsøger at lave  artsbestemmelse af de danske jøder.

Af Heidi Laura

En observation: En flok af venner mødes til en middag, nogle er jødiske, nogle ikke. De har en sjov aften sammen, og pludselig er alle de ikke-jødiske venner smuttet, og kun jøderne er tilbage. Og så begynder de at tale anderledes, gestikulere anderledes og tale om jødiske emner også. Det er ikke noget, de selv tænker over. De har bare overholdt den uskrevne regel om, at man i Danmark kun opfører sig jødisk sammen med andre jøder. Lige så snart man forlader dét selskab, vender man tilbage til at opføre sig normaldansk og være diskret omkring alt jødisk.

De fleste danske jøder har siden efterkrigstiden været utrolig dygtige til en slags fordækt jødisk kultur: Alt det jødiske er ikke noget, man går og snakker om! Det er ikke, fordi man ikke gør alle mulige jødiske ting og interesser sig for alle mulige jødiske emner og også har store jødiske netværk og føler sig som del af et jødisk fællesskab. Men det er ligesom ikke en sag, som vedkommer nogen uden for den lille jødiske verden.

Den jødiske subkultur

Det er påfaldende på globalt plan. Amerikansk jødisk liv er demonstrativt jødisk, og alt fra kæmpestore bnei mitzva-fester og fredag aften comedy night til jødiske teatre, universiteter og hospitaler er fuldstændig åbne og synlige for alle. Amerikanske jøder har været så flittige til at bruge jiddische udtryk gennem tiden, at også ikkejøderne i de store jødiske metropoler i dag smider om sig med jødisk slang. I nabolandet Sverige har jøderne siden 2000 været anerkendt som en etnisk minoritet, der har særligt krav på kulturel beskyttelse i Europa. De fleste danske jøder får nervøse trækninger, hvis man kalder dem en etnisk minoritet.
Der er noget dragende ved al denne postmoderne forvirring – hvad er de danske jøder? En religion, en kultur, en subkultur? Måske endda en ret fordækt subkultur? Mange subkulturer udmærker sig nemlig ved at være svære at få øje på i det store billede – man skal ret tæt på folk, før man opdager, at de er intenst optaget af tango, ornitologi eller online gaming og bruger utrolig meget tid, energi og penge på sagen. Når først man kommer inden for i subkulturen, bliver man til gengæld overvældet over, hvor udbygget og rig den er, og hvor stor medlemmernes dedikation er.

Subkultur handler altid om identitet og fællesskab. Det, som man er brændende optaget af, former, hvem man er, og hvordan man lever – også selvom det ofte ikke er noget, man råber højt om. Man får en indforstået viden og ofte et særligt sprog sammen med de andre fra subkulturen. Endda nævner medlemmer af subkulturer det ofte som noget positivt, at der er noget lidt hemmeligt og særligt ved netop deres subkultur. Og derfor er de fleste subkulturer også eksklusive og forholder sig lidt afventende til de nye, som vil være med. Kan wannabe-ornitologen nu også finde ud af at bruge sin kikkert?

Der er også subkulturer, der fungerer som en regulær stamme: Man finder sammen i den fysiske verden for at dyrke et særligt verdensbillede og en måde at leve på, som tilbyder noget andet end mainstreamkulturen. Ret hurtigt opfinder man så symboler på, hvem man er: Bikeres rygtegn og emoers hår signalerer tilhørsforhold, præcis ligesom haredims hatte og parykker, for det er rart og trygt at kunne genkende hinanden på gaden og mærke fællesskabet. I de fleste subkulturelle stammer opstår der lynhurtigt fraktioner og opdelinger: Man er ikke bare bøsse, man er en twink, en bamse eller en feminin bøsse, og alle har deres stil. Ligesom højden på hasidims hatte eller typen af paryk afslører, præcis hvilken gruppe man tilhører. Det, som gør det til en subkultur, er, at gruppen samtidig føler sig anderledes eller i opposition til resten af samfundet; subkulturen er et frirum. Og derfor ofte en lille smule lukket og afmålt over for alle dem udenfor subkulturen.

Er de selvbevidste amerikanske jøder så en subkultur? Egentlig ikke. De er snarere til stede i det amerikanske samfund som en af mange kulturer – uden fordækthed, uden at skulle insistere på deres ret til at findes. Til gengæld kan man tale om subkulturer indenfor amerikansk jødisk kultur – alle dem, som føler sig lidt udenfor eller anderledes i forhold til mainstream, for eksempel farvede jøder, iranske jøder eller de få, som ikke er i psykoanalyse.

Den gamle jødiske nation
Engang var det ikke så svært, alt det med jødisk identitet – selvom ingen ville have brugt ordet ”identitet”. De første jøder, som ankom til Danmark, var fuldstændig bevidste om, at ingen lande så dem som borgere. De blev set som et fremmed folk, og de følte sig som et folk. De var tolererede fremmedlegemer i alle lande, og de blev kun tolereret, fordi de kunne levere noget, som man havde brug for. Importerede luksusvarer, udsøgt håndværk, finanser, handelsnetværk.

De havde ikke adgang til nogen landes uddannelsessystem eller fattigforsorg og kun til en vis grad retssystemet, og det tænkte de ikke på som et stort problem, for gennem mere end tusind års diaspora havde alle datidens jøder lært sig at lave deres egne jødiske samfund, der dækkede praktisk taget alle deres behov, fra sygepleje til civilret og fra småbørnsskole til begravelsesplads. En lokal synagoge var faktisk ikke det vigtigste element – infrastrukturen med retssystem, uddannelse og socialhjælp var afgørende vigtig.

Man klarede sig selv. Og man vidste, hvem man var, for man var bundet sammen af så meget mere end religion og familiebånd – man var i praksis og helt reelt et samfund og dermed et folk, en kultur og en civilisation, en tæt sammensvejset gruppe med fælles skæbne og livsforhold. Og den jødiske samfundsmodel flyttede med jøder til alle nye steder, de slog sig ned. Fra 1623 også i Danmark.

Helt op til starten af 1800-tallet var den officielle danske holdning, at jøder tilhørte ”den jødiske Nation” og var på tålt ophold i Danmark. Emancipationen af jøderne i 1800-tallet var intet minde end et jordskælv, der rystede alle de gamle forestillinger og fik den traditionelle jødiske samfundsmodel til at styrte sammen. Staten skulle kunne følge med i alt, så man måtte ikke længere bruge hebraisk eller jiddisch som administrationssprog, og børnene skulle i godkendt dansk skole. Civile sager om forretninger og arv skulle afklares i en dansk retssal. Væk var det fælles samfund, som havde været praktisk taget usynligt for alle andre end jødernes selv. Nu blev man borgere med rettigheder og pligter.

Et (ikke)religiøst mindretal

Man var stadig jøder, men hvad ville det egentlig sige at være jøde på denne nye og meget anderledes måde? Ja, det er stadig uafklaret! Faktisk har alle brugt et par århundreder på at skændes om det og være dybt forvirrede. Vi glemmer tit, at vi stadig er ved at gennemleve den største transformation af jødisk kultur siden antikken, da den bibelske jødedom blev til rabbinsk jødedom.

Den amerikansk-jødiske model er tættest på det traditionelle jødiske samfund med alle de mange institutioner; en hel del af det traditionelle jødiske samfunds selvberoenhed har overlevet i USA. Men USA blev også til som et flerkulturelt samfund, et Out of Many, One-samfund. Danmark tog derimod form som en demokratisk nationalstat i de år, hvor jøderne fik borgerrettigheder, og i den slags stater er der indbygget et let ubehag over for kulturelle mindretal, der stikker ud i forhold til den officielle enhedskultur. Religionsfrihed var en fælles moderne værdi, så derfor var det fint, at jøder var borgere med en anden religion. Så længe de opførte sig helt dansk i det offentlige rum, måtte de gerne gå og tro på noget andet. Den typiske dansker ser faktisk stadig jøder som et religiøst mindretal og bliver meget forvirret, når man fortæller, at de fleste danske jøder ikke er specielt religiøse. Og endnu mere forvirret, når man så fortæller, at også de sekulære danske jøder stadig er vilde med alle deres gamle traditioner.

Her kunne man så foreslå, at danske jøder simpelthen deler en fælles kultur. De er flerkulturelle. De er både hjemme i den danske kultur og i den jødiske, præcis ligesom de amerikanske jøder. Den definition har været uspiselig i Danmark indtil nu; faktisk er det nok derfor, at den dansk-jødiske kultur så længe er gået under radaren og under jorden, så at sige, og på mange måder har opført sig som en subkultur. Når ens kultur er suspekt, bliver den til en modkultur. Så kan den kun eksistere på trods og diskret.

Den nye hjemmebane

Ny observation – og et modbillede til det første. Der er salon i en af byens bogcaféer, og emnet er jødisk feminisme. Bag arrangementet står en gruppe unge danske jøder, som har savnet et anderledes forum for jødisk kultur. Arrangementet er åbent og annonceret i diverse medier. Publikum er helt blandet, mange jøder, mange ikkejøder. Nogle har måske set hinanden før til en af de mange jødiske koncerter, der holdes i København, eller til filmfestivalen, eller til kulturfestivalen.

Det er det nye jødiske Danmark, og det skift, der er sket, er mere betydningsfuldt, end man måske først tænker. De nye fora for jødisk kultur er på ingen måde subkulturelle og på ingen måde eksklusive – og alligevel er de steder, hvor jøder føler sig veltilpasse og trygge ved at have jødiske oplevelser og fordybe sig i jødiske emner sammen med andre.

Det særlige er nemlig, at det er jøder, som former arrangementerne og lader dem være åbne for resten af verden. De er så at sige på hjemmebane, og derfor behøver de heller ikke at lægge bånd på sig selv. De kan tillade sig at være lige så jødiske, som det skal være, også selvom begivenheden er offentlig. Der har hele tiden været masser af jødisk kultur i Danmark – fra jiddisch teater over israelsk folkedans til møder i Danmarkslogen med indlagt foredrag – men indtil dette årtusind var det hele forbeholdt et lille jødisk publikum. Dengang var det faktisk virkelig subkulturelt!

Noget er sket. Det subkulturelle jødiske liv i Danmark har over et par årtier rykket sig. Den nye åbenhed og de mange arrangementer viser, at de danske jøder er begyndt at stå ved, at de faktisk er en kultur; at de både har en kulturarv, fælles værdier og erfaringer, et særligt verdensbillede og især en stor lyst til at holde det hele levende. Og mod på også at dele det hele med andre.

Subkulturer skaber fællesskaber, der er holdt sammen af bånd, som kun er synlige for deltagerne. Kulturer er fællesskaber, som åbent demonstrerer deres bånd med hinanden. Først levede jøder i Danmark i omkring 200 år som en tolereret fremmed nation; så brugte de 200 år mere på at finde ud af, hvad de egentlig kunne være i en så kulturelt homogen nationalstat som Danmark. Svaret er endelig ved at tikke ind: Subkulturen er ved at blive en out and proud kultur.

Heidi Laura om Heidi Laura

Jeg er ph.d i jødiske studier og hebraisk, forfatter og journalist. Selv om jeg i dag er meget optaget af brede emner som design, borgerskabskultur og det tidlige 1900-tals utopier, trækker jeg altid på den særlige indsigt, man får af at studere jødisk kultur: en særlig fornemmelse for samspillet mellem forskellige kulturer, og et blik for det ellers oversete. Mangeårig journalist og redaktør på Weekendavisen, skriver nu bøger og arbejder for Glyptoteket med at fremme diversitet og inklusion på museet. Siden jeg var teenager, har jeg gjort mig umage for at tage den kulturarv tilbage, som mine sefardiske forfædre og formødre mistede, og har bevæget mig gennem både haredi-miljøer og den akademiske verden for i dag at leve et kreativt post-halakhisk jødisk liv. Det har givet mig en direkte erfaring af de mange forskellige jødiske identiteter i dag og de mange nye former for jødisk liv, der spirer overalt.