Search
Close this search box.

For få dage siden skiftede vi det almindelige årstal til 2021. Oprindelig årsag: Jesu brit mila på 8. dagen!

Det foregående år var ikke godt, selv om der absolut har været lyspunkter. Men aktiviteten i vort lille samfund var mindre på alle punkter. Vi måtte aflyse den 10. jødiske kulturfestival, vi kunne kun samles i begrænset omfang til vores store helligdage, og mange unge måtte se bar/bat mitzvah-fester aflyst.

Lyspunkterne har bl.a. været den forståelse, som mange har udvist, for at få de tilbageblevne aktiviteter afholdt. Menighedens ansatte har arbejdet under svære forhold med stor aktivitet og ildhu, og ikke mindst har det officielle Danmark været positiv over for det, der betyder noget for os. Det gælder både statsministeren, justitsministeren, kirkeministeren og flere ledere i oppositionen. Der har også været skuffelser, bl.a. enkelte politikere, der slet ikke ville mødes med os. Jeg har på vores vegne ellers mødt en hel række politikere, der netop ikke er enige med os – især i omskæringsdebatten.

Lad os komme videre mens vi opretholder de restriktioner, der til enhver tid gælder. Allerede på torsdag har vores nye køkkenteam ”take away”-åbent. At starte i vort koshre køkken lige nu har været svært. Støt teamet, køb Almogs bagels, som er af høj klasse – undskyld, men langt bedre end dem fra supermarkederne. Det er i vores alles interesse, at vi kan opretholde nogle få aktiviteter. Vi håber på hurtig vaccination og håber på, at vi til sommer kan afholde kulturfestivalen som planlagt. Med en vis optimisme kan vi også håbe, at vi igen kan afholde en sederaften i Krystalgade for vores medlemmer.

Indtil da skal jeg opfordre til, at vi ringer til hinanden og holder kontakten – og specielt tænker på de, der er ældre, alene og måske pga smitterisikoen isolerer sig selv. Der skal så lidt til at taste et telefonnummer. Vent ikke til de andre ringer – gør det selv!

Godt nytår,

Henri Goldstein

Formand, Det Jødiske Samfund