”Men når alt kommer til alt, er jeg ikke dokumentarist. Jeg er historiefortæller,” fortæller den biografaktuelle instruktør Vadim Perelman om holocaust-filmen Persian Lessons.

Belgien 1942. Den unge mand Gilles, søn af en rabbiner fra Antwerpen, bliver arresteret af tyskerne og undslipper i sidste øjeblik en massehenrettelse ved at insistere på, at han ikke er jøde, men persisk. Han bliver sat i koncentrationslejr og får tildelt en umulig opgave: At lære farsi til en SS-officer, som drømmer om at
komme til Iran efter krigen. Gilles bygger et nyt sprog fra bunden for at opretholde historien om sin persiske baggrund.
Men han kan ikke memorere hundredvis af nyopfundne ord i en koncentrationslejr, hvor han hverken har adgang til papir eller pen. Gilles er derimod god til at huske navne. Og når han står i en af de endeløse køer eller optællinger i koncentrationslejren, laver han ord ud af navnene på sine medfanger. Navnet på en særligt udsultet fange, giver ordet ”sult”. En medfange, der mangler en arm, lægger navn til ordet ”arm”. Og som hundredvis af fanger passerer igennem, bliver hundredvis af ”persiske” ord skabt.
Filmen er ”inspireret af virkeligheden”, og er i øvrigt baseret på en novelle af den østtyske forfatter Wolfgang Kohlhaase.
”Men når alt kommer til alt, er jeg ikke dokumentarist. Jeg er historiefortæller,” fortæller den ukrainskfødte filminstruktør Vadim Perelman, der kom til USA som ung og har skabt sig en markant karriere med filmen House of Sand and Fog fra 2003, som det hidtil mest kendte højdepunkt.

”Man kan betragte filmen som en sammenfatning af de mange utrolige historier om overlevelse, den jødiske historie er fuld af. Jeg tror, at det er vigtigt at fortælle historierne. Og blive ved med at fortælle dem. Du kan aldrig sige, at nu er der fortalt nok historier om holocaust,” siger Vadim Perelman i et Zoom-interview med Jødisk Orientering.

”Historien er fortalt på så mange måder. Der er lavet ballet. Der er lavet dokumentarer. Der er endda lavet komedier som Roberto Benignis Livet er skønt. Jeg har fortalt historien på denne her måde, fordi det var det, jeg kunne gøre stærkest, ”fortæller Vadim Perelman. Han er født af en jødisk mor, der kom om til verden i en kreaturvogn
i juli 1941 – en af Stalins kreaturvogne på vej væk fra Kiev mod øst væk fra de fremstormende tyske tropper.

Et monument over ofrenes navne
Mens det stadig står uklart, hvor meget af hovedpersonen, Gilles, er baseret på en historisk person, er alt andet i filmen historisk præcist.
Selvom Vadim Perelman ikke taler tysk, var det vigtigt for ham, at dialogen mellem SS-folkene og fangerne er på tysk i filmen, som det var i virkeligheden.
For filmen handler om sprog. Sprog er omdrejningspunktet.
”Det utrolige er ikke kun, at han overlever ved at skabe et sprog. Men det er, at han ender med at have bygget et monument ved at bruge fangernes
navne. Navne er vigtige – ikke mindst i jødisk tradition. Og ellers ville navnene være forsvundet – både med menneskerne og de lister over navne, der begge forsvandt op gennem skorstenene,” fortæller Vadim Perelman, der fik hjælp af en lingvist fra et universitet i Moskva til at skabe et sprog, der bliver brugt i filmen – komplet med
ordbog, grammatiske regler, præfix osv.

Sproget, der bliver brugt i filmen, er ligesom figurerne i filmen, bygget på navnene på holocaust- ofre fra Frankrig og Italien. Det er et monument. Men det er også den del af filmen, Perelman har haft flest overvejelser om.
”Det er faktisk det eneste, jeg har været lidt bekymret for. Var dette det rigtige at gøre? At bruge navnene på rigtige ofre fra holocaust. Det
er meget privat. Men hvorfor ikke bringe deres navne til live igen med dette monument.”

Ondskabens banalitet
Et andet usædvanligt valg i Perelmans film er beskrivelsen af SS-vagterne. I stort set alle andre holocaust-film bliver SS-folk beskrevet som maskiner.
Maskiner, der dræber jøder. Det gør de også i Persiske Lektioner. Men med næsten provokerende nidkærhed beskriver Perelman SS-bødlernes helt almindelige hverdagsliv med jalousi,
forelskelser, trivielle skærmydsler på kontoret, kedsomhed, bureaukrati, forfængelighed og professionelle ambitioner. Og selvfølgelig også med vold, tortur og drab.
”Stort set alle holocaust-film har beskrevet nazisterne som dræber-robotter uden menneskelige sider. Vi dehumaniserer dem i en sådan grad, at vi glemmer at spørge os selv, om vi kunne være endt i samme situation. Hvis vi forbinder os til dem som mennesker, bliver handlingerne kun endnu mere horrible,” siger Perelman, der i filmen lader Gilles spørge den persisk-interesserede SS-mand, hvorfor han blev nazist. Svaret er så banalt, at det virker chokerende: En dag gik han ned ad gaden. Der stod nogle mænd i brune
skjorter, der så ud som om, at de havde det sjovt. Det ville han gerne være en del af.
Perelmans film blev modtaget med 10 minutters stående ovationer ved filmfestivalen i Berlin.
Den er blevet indstillet som Hvideruslands bidrag til Oscar-nomineringerne til marts.
Men for Perelman er ambitionen lige nu blot, at filmen skal blive husket. Ligesom hans mest kendte film House of Sand and Fog er husket af
mange – ikke mindst for Ben Kingsleys rolle som den iranske general, der flygtede til USA.
”House of Sand and Fog var min immigranthistorie. Det her er min jødiske historie,” slutter Vadim Perelman.

Persian Lessons
Dansk premiere 4. august 2021. 
Produktionsland: Tyskland
Længde: To timer og syv minutter.