Debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad, 29. marts 2023

Af Henri Goldstein, formand for Det Jødiske Samfund

 

I midten af april spiller musikeren Roger Waters to koncerter i Royal Arena og i lyset af, at den tidligere Pink Floyd-forsanger har fået sine koncerter i Tyskland og Polen aflyst af politiske grunde, er der en god grund til at stille skarpt på Roger Waters deroute.
Lad det være sagt højt og tydeligt: Det Jødiske Samfund stiller ikke krav om, at koncerten i Royal Arena skal aflyses. Det hører med til historien, at aflysningerne af koncerterne i Polen og Tyskland i lige så høj grad hænger sammen med hans holdning til Ruslands invasion af Ukraine, som han mener, at ”Ukraine bærer hovedansvaret for”.
Blot en uge før Ruslands invasion stillede Roger Waters sig til rådighed for det russiske statsmedie Russia Today med en udtalelse om, ”at enhver med en IQ over stuetemperatur ved, at enhver tale om en invasion af Ukraine er sludder”. Om der her er tale om almindelig idioti, eller det, som Lenin kaldte ”nyttig idioti”, må man selv vurdere. Men alt andet lige er det en form for idioti, man må leve med og lægge ører til i et samfund med ytringsfrihed.

Hvad angår Roger Waters antisemitisme er beviserne mindst lige så fældende. Men for mange kræver det nogen kontekst. Af historiske grunde er mange ikke-jøders billede af antisemitisme helt identisk med nazisternes racebetonede jødehad. Det er fuldt forståeligt, men det er hverken hele historien om antisemitismen eller et dækkende billede af det had, som danske jøder i 2023 oplever i stigende omfang.
Vi oplever antisemitisme fra både højrefløjen, venstrefløjen og fra islamistisk side. Det er et komplekst billede, der ikke bliver mindre komplekst af, at antisemitismen ofte gemmer sig bag kritik af Israel.

Det kan ikke understreges nok: Israel kan kritiseres ligesom alle andre stater. Mange af Israels stærkeste kritikere er jøder. Men kritik af Israel giver heller ikke grønt lys til, at man omkostningsfrit kan sige hvad som helst.
Vi mener, at det er et udtryk for antisemitisme, hvis Israel bliver kritiseret efter en målestok eller i en retorik, som man aldrig ville bruge over for verdens over 200 ikke-jødiske stater. Fuldstændig lige som det ville være racisme, hvis man konsekvent og ensidigt brugte en anden målestok over for stater, der f.eks. er afrikanske, asiatiske eller muslimske. Og heldigvis er Det Jødiske Samfund ikke de eneste, der mener det. Lige præcis uproportional og usaglig af kritik Israel indgår i eksemplerne til den såkaldte IHRA-definition af antisemitisme, som EU og mange lande har tilsluttet sig. Danmark har ikke formelt tilsluttet sig, men den nationale handlingsplan mod antisemitisme inddrager IHRA-definitionen i en dansk kontekst. Der er med andre ord ikke tale om, at man vil forbyde hverken den ene eller den anden form for kritik, men når kritikken tager en bestemt, ekstrem form, vil vi gerne kalde det ved det rigtige navn: Antisemitisme.

Når Roger Waters anklager Israel for ”folkemord” og sidestiller det med Nazityskland – og i øvrigt pakker beskyldningerne ind i vilde konspirationsteorier om ”den jødiske lobbys magt” – så er det ikke bare almindeligt sludder, som er nemt at afvise med tal og fakta. Det er også antisemitisk sludder, som bruger en ekstrem retorik, man ikke ville bruge i kritikken over for lignende stater. Og når Roger Waters f.eks. har haft en oppustet gris med davidsstjerne som en del af sine koncerter, falder det sidste figenblad.

”Ingen fred til jer, zionistsvin”. Det var den hilsen, der var efterladt, da der var omfattende hærværk mod den jødiske skole for små ti år siden. Og det ligger desværre også i tråd med en retorik, danske jøder siden har oplevet på gader, stræder og ikke mindst online. Det har intet med en saglig og faktuel kritik af Israel, dansk-jødiske institutioner eller noget som helst andet at gøre. Det er et had, der bliver gødet af folk som Roger Waters, som for længst har forladt det saglige og faktuelle til fordel for det hadefulde og ensidige.
Derfor er der grund til at dvæle lidt ved den rablende Roger Waters, selvom han nemt kan afskrives som en perifer figur, hvis storhedstid ligger mere end 40 år tilbage.

For han er mere end det. Han er billedet på den nye antisemitisme.