[vc_row][vc_column width=”2/3″][vc_column_text]Da jeg var barn, gav jeg antisemitismen et råderum, den ikke fortjener. I en alt for tidlig alder lærte jeg mig selv, at den godt må begrænse mig i at være den, jeg er.   Shani Pedersen, dansk journalist bosat i Tel Aviv, gør status over efterårets antisemitiske episoder.

Af Shani Pedersen

 

Da jeg var lille, kunne jeg godt finde på at bede min søster om at holde mund.

Hebraisk var vores modersmål, og det var vigtigt for hende at vedligeholde det, da vi flyttede fra Israel. Men hvis vi talte det på gaden, kunne andre måske høre det.

Det måtte de helst ikke.

Hebraisk er et sprog, jøder taler, tænkte jeg, og det var jo ikke længe siden, jeg havde valset rundt i Kastrup Lufthavn med et israelsk og et dansk flag for at tage imod min søster, og en gruppe mænd havde råbt ”fuck jøder” og noget med Israel, hvorefter de grinede, og jeg græd.

Mere end en ængstelighed, som borer sig gennem bevidstheden for at minde dig om, at du er bange, føltes det som et grundvilkår, man helst ville slippe for, men som man ender med at give plads uden at stille spørgsmål.

For had fungerer på den måde, at det bliver kylet uberettiget mod dig af en anden, og du ved, det er forkert, men det gør ondt, så du ændrer din adfærd for at undvige det. Til sidst er du måske ikke den, du var før. Lidt ligesom en autoimmun sygdom, hvor immunsystemet angriber eget væv, hjælper vi hadet lidt på vej, ikke fordi vi har fortjent det, men fordi vi vil leve uden.

Til sidst stoppede min søster med at tale hebraisk til mig, og jeg får lyst til at springe tilbage i tiden, så jeg kan omfavne hende og sige: undskyld, at jeg også gjorde det til dit grundvilkår.

 

En særligt smertefuld Krystalnat

I dag ved jeg, at jeg forærede antisemitismen et råderum, den ikke fortjener. I en alt for tidlig alder lærte jeg mig selv, at den godt må begrænse mig i at være den, jeg er, i at være jøde og stolt af min irakisk-libyske baggrund.

For det er det eneste, antisemitter vil. De vil begrænse os i at være dem, vi er. Men de kan ikke, hvad de vil, og det skal vi vise dem.

Og lige præcis dén mission virker vigtigere, end den har været længe.

Det er ikke mere end to måneder siden, at Danmark blev udsat for en stribe antisemitiske angreb, som myndighederne ikke har holdt sig tilbage fra at kalde hadforbrydelser. En systematisk skræmmekampagne sat i værk på årsdagen for en nat i historien, vi helst vil glemme, men altid skal huske. Som om Krystalnatten ikke smerter nok i forvejen i vores kollektive hukommelse, skulle antisemitismen absolut stikke sit modbydelige ansigt frem for at fortælle os, at den stadig er her.

I Randers blev 84 gravpladser overhældt med grøn maling, og der blev rapporteret om tilfælde i Vallensbæk, Silkeborg, Aarhus og Aalborg, hvor familier kom ud til postkasser, biler og facader klistret til med antisemitiske symboler. Fire dage efter angrebene blev lederen af den nynazistiske gruppering Den Nordiske Modstandsbevægelse, hvis navn jeg ikke vil nævne, anholdt for medvirken til hærværket på Østre Kirkegård i Randers.
Og som om det ikke var nok.

To uger efter Krystalnatten kunne Berlingske bringe en historie, som længe havde floreret på Facebook, men som ikke var blevet verificeret. Nu kunne de så bekræfte, at jo, det var sandt: der findes en familie fra det vestlige København med jødisk baggrund, hvis datter, Rebecca, er blevet mobbet, intimideret, truet og hadet ud af to danske skoler, udelukkende fordi hun har jødisk baggrund.

Hun er gennem flere års chikane mødt op til hagekors og hitlertegninger på sit skrivebord i skolen, og hun har skullet spørge sine forældre, om der ikke lå noget i postkassen i dag – for i ny og næ lå der antisemitiske hadbeskeder i form af hagekors, hitlertegninger og ’Free Gaza’-budskaber. Rebecca er blevet overfaldet, og hun er blevet jagtet rundt på skolen af drenge helt ned i 10-årsalderen, som viser tegn på radikalisering, og som bringer et kolossalt had mod jøder med hjemmefra.

 

Vi skal kæmpe med oplysning

Da jeg læste Rebeccas historie fra min lejlighed i Tel Aviv, gik jeg i stykker. Den mindede mig om 10-årige mig, som bad min søster om at begrænse sig, fordi jeg var blevet konfronteret med et had, jeg ikke fortjente, men som jeg forstod alt for godt og alt for tidligt. Det had, som Rebecca i langt grimmere form skulle opleve omkring 15 år senere.

Hændelserne på Krystalnatten og Rebeccas historie bekræfter os i, at antisemitismen har mange udtryk og afsendere. Det er nødvendigt at kortlægge, hvordan den ser ud i dag, for ellers kan vi ikke bekæmpe den. Men uanset om den kommer fra nynazister eller muslimer, gør den ondt og har potentiale til at ændre os.

Det må den ikke.

Det skal vores regering sørge for med en allerede indledt handlingsplan mod antisemitisme, som, inspireret af Jødisk Informationscenter vellykkede arbejde i København det sidste år, vil styrke dialog- og oplysningsarbejdet i resten af landet.

Jeg har en nevø på tre måneder, som skal vokse op i Danmark. Jeg ved ikke meget om, hvilken moster jeg kommer til at være for Noam, men jeg ved, og jeg vil lære ham, at han aldrig må forære hadet det råderum, som jeg gjorde.

Da jeg læste Rebeccas historie fra min lejlighed i Tel Aviv, gik jeg i stykker. Den mindede mig om 10-årige mig, som bad min søster om at begrænse sig, fordi jeg var blevet konfronteret med et had, jeg ikke fortjente, men som jeg forstod alt for godt og alt for tidligt.

[/vc_column_text][/vc_column][vc_column width=”1/3″][vc_row_inner][vc_column_inner][vc_single_image image=”7967″ img_size=”full” add_caption=”yes” style=”vc_box_rounded”][/vc_column_inner][vc_column_inner][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_separator][/vc_column][/vc_row]