Chaïm Soutine er kendt som den forhutlede, sære, jødiske immigrantkunstner, der skæbnesvangert kom til det pulserende og dekadente Paris i mellemkrigsårene. En kunstner der insisterede på at male blodige slagtekroppe og døde fugle, selvom han var sulten det meste af sit liv. Natalia Gutman, der er uafhængig kunstkurator og mag.art., fortæller om Soutine, som kan opleves på Louisiana denne sommer. 

Af Natalia Gutman – fra Jødiske Orientering nr. 2024 

Det var hans barndoms drøm at blive kunstner. Chaïm Soutine (1893-1943) kom fra en stor religiøs familie, men det lykkedes ham at komme fra shtetlen Smilavichy med 4000 indbyggere til kunstmetropolen Paris. Kunstnere fra hele Europa strømmede til byen, også jødiske kunstnere som bl.a. italienske Amadeo Modigliani, Marc Chagall fra Hviderusland og Sonia Delaunay fra Ukraine, som alle skulle gøre Paris til centrum for den mest nyskabende kunst i starten af 1900-tallet.

Til trods for sine forældres betænkeligheder fik Soutine allerede i en alder af 10 år lov til at få tegneundervisning i Minsk. Soutine kom fra fattige kår, han var nummer 10 i rækken af 11 søskende, men han var determineret og dedikeret. Og han skulle i hvert fald ikke være skomager som sin far. I Smilavichy i det jødiske bosættelsesområde i det daværende Zar-Rusland, der blandt andet inkluderede dele af det nuværende Litauen, Polen, Hviderusland og Ukraine, var det trygt at vokse op blandt ”sine egne”, men det var også en tilværelse der var resultatet af tvang. Området var etableret af Katarina den Store i 1791 for jøder, der ikke ville konvertere til den russisk ortodokse statsreligion. Med tredelingen af Polen kom der sidenhen endnu flere jøder til Rusland, som med tiden fik den største jødiske befolkning i verden, fem millioner mennesker, der kun havde begrænsede rettigheder. Trods dette og den udbredte fattigdom, duftede der altid af challah op til shabbat, menuen stod på sauerkraut, kartofler og sild, mens der blev talt jiddisch. Det var også her, Soutine portrætterede en af de lokale ortodokse mænd, hvis sønner kvitterede med at tæske ham. Måske i deres overtro eller misforståelse af at ville overholde forbuddet mod gudebilleder.

Tæsk fører til kunstakademiet

Ironisk nok blev overfaldet også afgørende, da familien sagsøgte sønnerne for angrebet. De vandt sagen og modtog økonomisk kompensation, som gjorde dem i stand til at lade ham forfølge sin drøm om at uddanne sig til kunstner. Det bliver på kunstakademiet i Vilnius, som var et af de få akademier, hvor jøder kunne blive optaget. Nu kunne han endelig undslippe sine brødres drillerier og bytte Talmudskole ud med kunstakademi og jiddisch med russisk. Meget er nyt, men heldigvis var Soutine ikke overladt helt til sig selv, det blev nemlig i godt selskab af kunstneren Michel Kikoïne, som Soutine havde mødt i Minsk, og som også blev hans rejsefælle og livslange ven, da de efterfølgende i 1913 tog til Paris sammen.

Soutine bosatte sig for en tid i Montparnasse, et af de parisiske kvarterer, der tiltrak kunstnere med billig husleje og et vældigt leben. Her boede også en række jødiske immigranter som Marc Chagall, Ossip Zadkine og Jacques Lipchitz. Her mødte han også den sefardiske Amadeo Modigliani, som han hurtigt blev venner og arbejdsfælle med. De portrætterede hinanden, og Modigliani overtalte sin gallerist, Leopold Zborowski, til også at repræsentere Soutine. Zborowski, kommer til at spille en stor rolle igennem hele hans liv. Da bomberne begyndte at falde i Paris i 1918, opfordrede Zborowski Soutine til at tage til Nice. Året efter sender Zborowski Soutine til Céret i Pyrenæerne, hvilket blev afgørende for hans kunstneriske udvikling, og det var der, han malede sine karakterfulde svungne landskaber og det banebrydende værk Den lille konditor.

I løbet af årene på École des Beaux-Arts udviklede Soutine hurtigt sin egen maleriske stil og teknik, men sit egentlige gennembrud fik han først, da den amerikanske kunstsamler Albert C. Barnes på stedet købte Den lille konditor og 51 flere værker i løbet af 1922 og 1923, som han tager med til New York. Pludselig var Soutine eftertragtet, han fik råd til at købe sin egen lejlighed, han fik et stort atelier og blev et kendt navn i den store kreds af de mange prominente kunstnere i 20’erne og 30’ernes Paris. Ikke desto mindre virkede Soutine rodløs, han overnattede nat efter nat hos forskellige venner og flyttede hvileløst rundt fra lejlighed til små værelser og diverse hoteller, og på et tidspunkt boede han sågar hjemme hos sin mæcen Madeleine Castaing. Men det er svært at vide, hvordan han egentlig havde det, da han hverken har efterladt sig nogle dagbøger eller noter om sin kunst, og kun få breve og beretninger fra hans omgangskreds kan tegne et billede af, hvem han var. Det er også lidt af en gåde, hvorfor Soutine var så begejstret for at skildre de mange kokke, tjenere og piccoloer, som han portrætterede med indlevelse og nærvær. Måske kunne han bedre identificere sig med dem – de hårdtarbejdende og underbetalte i tjeneste for andre end med de fornemme turister, hotelgæster og kunstsamlere, der valfartede til byernes by for at opleve den nyeste kunst, bo på eksklusive hoteller og proviantere på fine restauranter og fashionable barer.

Der er nogen, der har slået Soutine ihjel

Hænder på knæene, arme over kors eller en albue hvilende på armlænet – hændernes gestik er altid spændende at betragte hos Soutine. Modellerne sidder til skue for os, men aldrig poserende, de fremstår afslappede, og som om de ingen beskuere har. Vi får aldrig at vide, hvem de er, men relationen må have været tillidsfuld, for Soutine portrætterede dem med overbevisende åbenhed og ærlighed. Men han kunne også være nådesløs og uden varsel nærstudere et øre, fingre eller en anden detalje, som han blev optaget af og ville gengive så præcist som muligt. Han tillod aldrig sine modeller at få lov til at se, hvad han havde malet og selv når han malede sine friluftsmalerier, synes det vigtigere for ham at placere sig på en måde, så ingen forbipasserende kunne se hans arbejde end at placere sig bedst foran motivet. Men dedikationen var ubetinget, og den gjaldt også, da Soutine begyndte at arbejde med sine ikoniske stilleben af slagtekroppe, hvor stanken blev så fæl, at hans naboer måtte tilkalde politiet for at få opklaret, hvad der foregik i hans lejlighed. Efter sigende skulle Chagall have besøgt Soutine og set blodet, der flød fra lejligheden, hvorefter han flygtede ud i opgangen og råbte: ”Der er nogen, der har slået Soutine ihjel”.

Soutine studerede de store mestre på Louvre og var især inspireret af Corot, Courbet og af Rembrandts lyssætning. Han blev både gode venner og uvenner med Pinchus Krémègne, delte på et tidspunkt atelier med Oscar Miestchaninoff og blev tætte venner med ukrainske Chana Orloff, som uddannede sig i Paris og sidenhen blev skulptør i Tel Aviv. Soutine lavede aldrig skitser eller forlæg – måske havde han simpelthen ikke råd til både papir og tegnegrej, lærred og maling, hvilket betød at han også måtte nøjes med at genanvende gamle maleri som lærred. Og selvom han gik direkte til lærredet med et utal af pensler, var det med tykke lag af maling som han blandede direkte på lærredet. Han ville altid have sine motiver direkte foran sig, hvad enten der var tale om landskaber eller portrætter. Han var omhyggelig og indgående optaget af sit motiv, som ofte resulterede i serier, indtil han var nået ind til kernen af motivet, og udtrykket var præcist, som han ønskede det. Han glemte tid og sted og var aldeles kompromisløs, når han arbejdede, hans atelier var så ildelugtende, som blev der aldrig luftet ud. Og en dag, hvor Zborowski var kommet på besøg for at gennemgå en række malerier og kortvarigt var gået på gaden for at købe mad, var malerierne nu blevet kasseret og sat ild til.

Soutine havde et helt særligt blik for den enkelte, dem, de var indenunder og indeni. Han betragtede ikke dem, han portrætterede, som typer, selvom de var iklædt uniform, brudekjole eller kokkehue. De flammende farver, de forvrængede motiver og den nærgående ømhed blev hans kendetegn, og han selv forblev en ener, som ikke kan kategoriseres under modernismens mange eksperimenterende kunstretninger som kubisme, fauvisme eller futurisme. Kunstnere som britiske Francis Bacon og tyske Georg Baselitz var udtalt inspireret af Soutines slagtekroppe, og det samme var amerikanske Alice Neel, som malede New Yorks minoriteter, som hun selv beskrev det, og Jackson Pollock, som gennemfører den abstrakte ekspressionisme, som Soutine var en afgørende forløber for. Også flere jødiske kunstnere som Lucian Freud, Frank Auerbach og Leon Kossoff var begejstrede for Soutines ekspressionisme.

Soutines sidste år og endeligt var lige så tumultarisk som resten af hans liv. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig boede Soutine i en lille by udenfor Paris. Han blev registreret som jøde, var tvunget til at gå med Davidsstjerne og var nødt til at tage til Paris på grund af sit blødende mavesår. Han blev opereret – måske for sent – og døde to dage senere, den 9. august 1943.

Soutines liv er præget af den velkendte jødisk-nomadiske skæbne, han malede ikke jødiske motiver, men alligevel insisterede han på at beholde sit jødiske navn Chaïm (liv på hebraisk). Han er begravet på Cimetière du Montparnasse i Paris under en gravsten med et kors.

Udstillingen Chaïm Soutine kan ses på Louisiana frem til den 14. juli