Gert Unterschlag stopper som samfundets bedemand med udgangen af marts. Det er blevet til over 1000 begravelser, men ikke to har været ens, fortæller han.

Af Michael Rachlin

85 år er ingen alder at gå på pension i. Og det er ikke med god vilje, at Det Jødiske Samfunds bedemand i mere end 23 år den 31. marts har sidste arbejdsdag som Danmarks eneste jødiske bedemand. Bedemanden har ansvar for alt det praktiske i forbindelse med et dødsfald, og siden 2001 er den opgave altså faldet i Gert Unterschlags lod – ligesom han har været involveret i en række andre opgaver omkring Det Jødiske Samfund helt tilbage fra sin barndom – i mere end 70 år.
Gert Unterschlag er opvokset i menigheden og kan fortælle om op- og nedture i foreningslivet i det jødiske Danmark efter krigen med en forbløffende detaljerigdom. Han kan svagt huske tirsdag den 9. april 1940, da Danmark blev besat af Tyskland – lyden af bombemaskinerne ind over København og en fornemmelse af utryghed. Og han husker tydeligt flugten på båden til Sverige, hvor de voksne begyndte at skrige, da de så grønne uniformerede soldater på havnen. Det viste sig heldigvis, at de var nået frem til Sverige, og at de grønne uniformer tilhørte venlige svenske soldater.
Faktisk har han kun lyse minder fra tiden i Sverige.
”Efter en kort tid i opsamlingslejren i Tyringe fik vi lov til at komme til Göteborg, hvor min mor havde familie. Vi fik en lille, fugtig lejlighed, og derfor blev vi tre søskende blev sendt til hver vores familie. Somrene tilbragte vi på en ø i Göteborgs skærgård, hvor vi tilbragte tiden fra februar 1944 til maj 1945, og hvor jeg kun har lyse minder fra,” fortæller Gert om sin tidlige barndom.
Hjemme i København i 1945 fortsatte familiens liv, der ikke mindst var vævet ind i det levende jiddische kulturliv i efterkrigsårene. Gerts første ”tillidshverv” blev, da han hjalp med at vise publikum på plads i det jiddische teater, der havde forestillinger forskellige steder i København helt frem til 1956.
Det næste tillidshverv var som kasserer i Hakoah, hvor han allerede som 13-årig blev sendt rundt på sin cykel for at indkassere kontingent fra medlemmerne. Og Gert havde godt styr på Københavns geografi og budcyklen. I samme periode kørte han København rundt med bukser fra faderens tekstilfabrik i Brønshøj – fra Søborg til Valby og over indre by helt til Kastrup – og han kan stadig huske adresserne på de forskellige herrekonfektionsforretninger.
”Jeg kom ud i lære og fik 138 kroner om måneden, men de 100 kroner skulle jeg aflevere for at bo hjemme,” fortæller Gert, der endte med at få ansvaret for familievirksomheden, da hans far døde i 1966. Senere fik han et agentur på badetøj, etablerede sig efterfølgende som grossist og designer og var en overgang Nordeuropas største distributør af badetøj med kunder i både Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island og de baltiske lande.
”Jeg fik aldrig tid til en uddannelse, men det er da gået nogenlunde,” lyder et underspillet fra Gert.

Logebroder i Danmarks Loge

En af de jødiske foreninger, der i en årrække har fyldt mest, er Danmark Loge. I 2001 var han præsident for den prestigefyldte loge og her tog han initiativ til at få en af de mærkedage, som er blevet et fast punkt i ikke blot det jødiske Danmarks kalender, men også det officielle Danmarks Kalender: Auschwitzdagen den 27. januar.
Selvom han som nævnt selv næsten kun har gode minder fra krigen, lå det ham meget på sinde at få en dag til at mindes lige præcis dette.
”Jeg ved ikke, om det var derfor, men jeg har en nær ven, der havde været i Theresienstadt. Jeg følte det var vigtigt, at vi fik en mindedag. Jeg kontaktede Bent Melchior, Finn Schwarz og Bent Silber, og Danmarks Komité for Levende Historie blev dannet. Vi markerede mindehøjtideligheden første gang i Synagogen i 2001 og blev enige om, at vi skulle prøve at få det som en officiel mindedag i Danmark. Jeg fik mulighed for at tale med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, og vi fik plantet ideen hos flere andre på Christiansborg. Forslaget om at gøre Auschwitz-dagen til en officiel mindedag blev forelagt Folketinget af Jann Sjursen, formand for Kristendemokraterne, og blev vedtaget den 30. april 2002,” fortæller han.

Af den gamle skole
I samme periode, hvor Gert var ved at afvikle sin grossistvirksomhed, blev han første gang spurgt, om han var interesseret i jobbet som bedemand. I første omgang var svaret et klart nej, da han blev spurgt af den daværende formand for Begravelsesselskabet af 1810, Allan Niemann. Men en dag – helt præcist den 9. februar 2001 kl. 11:45 – ringede Bent Lexner til ham.
”Du skal på begravelsespladsen nu og hjælpe med en begravelse. Og det gjorde jeg så,” fortæller han.
Og allerede dagen efter blev han kaldt ud til en kvinde, som han kendte godt. Hendes mand var lige død på Rigshospitalet.
”Det gik OK, så jeg ringede tilbage til Bent og spurgte, hvad jeg så skulle gøre. Jo, jeg kunne jo bare ringe til vognmanden, Søren, der havde kørt for trossamfundet i 46 år. Og sådan fandt jeg ud af alt det praktiske efterhånden. Tre dage senere stod jeg med fire kister på Begravelsespladsen,” fortæller Gert.
Der var heller ikke nogen oplæring i de religiøse ritualer omkring jødisk begravelse, hvoraf den vigtigste er tahara, den rituelle afvaskning af den afdøde.
”Jeg vidste jo lidt om det, da jeg havde kørt med Meinert Nadelmann, der var bedemand for Begravelsesselskabet fra 1967 til 1987. Og jeg har selvfølgelig været med til begravelser tidligere. Jeg har ikke haft svært ved at komme ind i det,” fortæller Gert, der betegner sig selv som af den ”gamle skole”, når det handler om ritualer.
”Vi har haft vores måde at gøre det på i København, og det synes jeg, vi skal huske på. Det er anderledes andre steder i verden,” siger Gert, der allerede i starten af sin tid fik samlet flere af begravelsesselskaberne i en paraplyorganisation, Den uafhængige jødiske begravelsesassistance i Danmark. På den måde kunne han også fungere som bedemand for afdøde fra Machsike Hadas, der har lidt anderledes regler, fx accepterer man ikke blomster til begravelsen.

Ikke to er ens

Gennem sine 23 år har Gert i sagens natur mødt pårørende, der både var mindre praktiserende og mere praktiserende end ham selv. Og der har også været børn af jødiske forældre, der slet ikke havde nogen relation til jødedommen overhovedet. Hver gang har jobbet været at få enderne til at mødes.
”Jeg har haft 1062 begravelser siden 2003. De fleste på Mosaiske Begravelsesplads – og enkelte på kristne kirkegårde som Bispebjerg. Vi har for nylig haft en enkelt begravelse på den jødiske begravelsesplads i Assens. Men det er jo virkelig en sjældenhed.”
”Samtalerne med pårørende er altid forskellige. Vi har meget forskellige baggrunde. I starten var der mange mennesker, jeg kendte. Folk fra mine forældres generation. Vi reagerer forskelligt, når vi er i sorg. Og der er også kulturelle forskelle. Om man har en baggrund fra Danmark, Polen, Israel eller noget helt andet. Nogle nedstammer fra familier af rabbinere og har derfor stærke meninger om det. Andre har slet ikke nogen relation til det jødiske,” siger Gert.
”Vi kalder os en enhedsmenighed, og det er vi jo. Men vi er så forskellige. Der er jo folk, som vitterligt vil overholde hver eneste lov, vi kender. Nogle blæser på det hele. Andre holder shabbes – og spiser rejecocktails. Det er en meget blandet skare. En sidder og græder, og nogle virker helt upåvirkede. Jeg har ikke haft to samtaler, der er ens.”