[vc_row][vc_column][vc_column_text]Jødisk Kulturfestival vender tilbage efter et års ufrivillig corona-pause. Festivalen bliver den 10. af slagsen, og det er årets store mulighed for at fordybe dig i alle former for jødisk kunst og kultur. Igen i år vil programmet være spækket med koncerter og musikalske oplevelser for enhver smag. Her er syv højdepunkter fra festivalen – men husk, der er kun tale om et udvalg.
Der er meget mere musik – og mange andre oplevelser i programmet – der kan ses i sin helhed på www.jfestival.
Nordbrandts digte – Nussbaums musik
Poeten Henrik Nordbrandt og sanger og musiker Channe Nussbaum udgav i 2019 albummet “Hjemløshed”, hvor Nussbaum har skrevet musik til Nordbrandts digte. Albummet vil kunne høres i sin helhed i salen i Det Jødiske Hus. Musikken blander elementer fra elektronisk og folke/popmusik – og læner sig op ad en både vestlig og mellemøstlig sang/musik-tradition. Med afsæt i Nordbrandts tekstunivers berører koncerten smertefulde emner som flugt, krig og sorg.
Uropførelse: De hemmelige digte
Den 6. juni uropføres Henrik Goldschmidts værk De Hemmlige Digte, der er baseret på de digte hans farmor, Jella Goldschmidt (f.1903), skrev digte i 30´ernes Tyskland. Jella afleverede i 1998 digtsamlingen til sit barnebarn og bad ham sætte digtene i musik. Flere af digtene er allerede opført musikalsk og findes udgivet i bogen ”Flugten” – en families historie” af Henrik Goldschmidts far, Ernst Goldschmidt (f. 1933) i 2018. Den 6. juni 2021 uropføres hele den samlede sangcyklus for første gang. Solist er mezzosopranen Idil Alpsoy, og hun ledsages af 4 musikere fra Det Kgl. Kapel.
Kenter om Tevye
I dette causeri med musik og sang vil skuespiller og entertainer Tommy Kenter fortælle, hvordan han har arbejdet på karakteren Tevye i musicalen ”Spillemand på en tagryg”. Tommy Kenter spiller og synger en række sange fra musicalens nyopsætning på Det Ny Teater. Musicalen.
Causeri med Tommy Kenter – 1- juni
Ny musik fra Mames
Mames Babegenush har brugt hele lock down på at skabe ny musik, som bliver opført for første gang til Jødisk Kulturfestival 2021, hvor de spiller i synagogen fredag den 4. juni. Inspirationen er hentet fra de jødiske folkeslag i Øst- og Centraleuropa og fra deres naboer, for hvis man taler om jødisk musik, taler man også om rumænsk eller græsk-tyrkisk musik.
Mames Babegenush i Synagogen – 4. juni
Sveriges jiddishe dronning
Sveriges egen ”jiddische dronning”, Louisa Lyne, og hendes band ”di Yiddishe Kapelye” afrunder årets festival. Gruppen har siden sit debutalbum i 2012 fængslet publikum verden rundt med nye versioner af jiddische sange. Den innovative og pulserende musik, der er baseret på både nye og gamle sange, tager publikum med på en musikalsk rejse gennem traditionel klezmer, moderne pop og verdensmusik akkompagneret af elektroniske beats, latinske rytmer og folkesange. Louisa Lyne har blandt andet vundet konkurrencen ”Der Yiddisher Idol” i Mexico City i 2019, og hun har desuden bragt jiddische sange ind i svenskernes dagligstuer med sin deltagelse i serien ”Folkets musik” på nationalt tv.
Louisa Lyne i Synagogen – 6. juni
Stor klassisk koncert i Synagogen
Årets store klassiske koncert i synagogen bliver med en række håndplukkede musikere, der er sammensat specielt til årets jødiske kulturfestival.. På repertoiret vil det blandt andet være muligt at finde værker fra jødiske komponister, og som noget helt særligt har Aviya Kopelman fra Israel komponeret et nyt stykke musik til festivalen. Musikken er bestilt af Belgiens ambassade til minde om Dan Uzan og terrorangrebet på det jødiske museum i Belgien.
Klassisk koncert i Synagogen– 31. maj
Benjamin Koppel samler op
Benjamin Koppel har været fast gæst ved festivalen i de sidste mange år. Og nu præsenterer uddrag fra de sidste mange års festivalkoncepter – og en masse andet
”Jeg har fået en årlig invitation fra den jødiske kulturfestival, som generøst har givet mig frie kunstneriske hænder til at afsøge nye projekter og idéer – og i år samler jeg noget, man populært kunne kalde greatest hits, fordi hvert af projekterne heldigvis har vist sig at være både levedygtigt og have kunstnerisk relevans,” fortæller han
Benjamin Koppel i Synagogen – 1. Juni
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]