Har du lyst til at lære hvordan man underviser i førstehjælp? Så har du muligheden for at komme på kursus og efterfølgende – som frivillig – at afholde førstehjælpskurser for andre i jødisk liv i Danmark
Jødisk Sikkerhed Danmark (JSD) søger to personer til kurset og det efterfølgende frivillige arbejde som førstehjælpsinstruktør. Det er ikke et krav at du har erfaring med førstehjælp, så længe du har lyst til at tilegne dig kompetencer og er interesseret i at undervise. Vi leder efter personer der har lyst til at blive del af et fællesskab præget af gensidig tillid og holdånd.
Hvem er du?
Vi søger to stabile personer der er fyldt 18 år og er indstillet på at indgå i et længerevarende samarbejde. Opgaven er frivillig, og vi sørger for at du får de rette kompetencer gennem førstehjælpsuddannelsen. Vi forventer at du har masser af gå-på-mod, er imødekommende og lærelysten som person. Da du selv skal holde kurser, er det vigtigt at du er udadvendt, kan lide at tale med andre og ikke er bange for at give instrukser og vejlede dine kursister.
Hvem er vi?
Jødisk Sikkerhed Danmark (JSD) har som sin primære opgave at beskytte danske jøder og jødiske institutioner, og at modvirke/modarbejde antisemitisme og racisme. JSD er sikkerhedsorganisation for Det Jødiske Samfund i Danmark samt alle andre jødiske organisationer i Danmark.
Dette initiativ er et led af et større projekt kaldet C.A.R.E. (Community, Awereness, Resilience, Education) som handler om at gøre os modstandsdygtige indefra.
JSD består af imødekommende og udadvendte medarbejdere der dels er fastansatte, dels grupper af frivillige samt en enkelt studentermedarbejder. Der vil et par gange om året være fællesarrangementer for alle frivillige hvor I kan lære hinanden at kende samt udveksle erfaringer og historier under et godt måltid mad.
Hvad er opgaven?
Førstehjælpsinstruktøren er et frivilligjob som kræver at man deltager i den udbudte uddannelse samt følger en erfaren instruktør for at træne dine nye evner.
Når du er færdiguddannet, er det meningen at du sammen med din førstehjælpsinstruktør-makker skal undervise i et førstehjælpskursus én gang hver anden måned.
Uddannelse
For at blive førstehjælpsinstruktør kræves 3 kurser
- Voksenpædagogisk grundkursus (37 timer + forberedelse)
- Førstehjælpsuddannelsen “Førstehjælpere med særligt ansvar” (720 minutter/12 timer)
Ovenstående skal være bestået inden nedenstående kursus kan påbegyndes.
- Førstehjælpsinstruktør (varighed 74 timer/10 dage) med påbegyndelse i 2024
Kurserne bliver afholdt løbende i slutningen af sidste kvartal 2023 og første kvartal 2024.
Nogle af de udbudte kurser er internatuddannelse hvilket vil sige at man overnatter på kursusstedet. Al kost og logi er dækket.
Kan du se dig selv i ovenstående? Så tøv endelig ikke med at sende din ansøgning og gerne også et CV til Freja på fft@mosaiske.dk
Deadline for ansøgning er den 31. oktober.
Vi afholder samtaler med udvalgte kandidater.
Har du nogle spørgsmål kontakt gerne Freja på fft@mosaiske.dk