Der var fuldt hus i synagogen mandag aften, hvor Det Jødiske Samfund markerede et-årsdagen for terrorangrebet mod Israel.
Der var ikke et eneste ledigt sæde i synagogen, og der stod folk i alle mellemgange og bag sæderækkerne. Hele spektret af det politiske Danmark var repræsenteret ved statsminister Mette Frederiksen (S), Folketingets formand Søren Gade (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), justitsminister Peter Hummelgaard (S), Pia Kjærsgaard (DF), Inger Støjberg (DD), Pelle Dragsted (EL), Martin Lidegaard (RV) og mange andre.
Og netop samarbejdet med regering og Folketing høstede aftenens største bifald, da formand for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein, konstaterede, at det politiske Danmark bakker om danske jøder:
”Vi har fået mange slag gennem mere end 400 år, men vi har rejst os hver gang. Og så hjælper det, at vores regering og folketing giver den opbakning, vi netop har brug for. Vi føler her i Krystalgade, at både regeringen, folketinget og store dele af centraladministrationen forstår vores situation, ” sagde Henri Goldstein.
Ellers var der fokus på ofrene for terrorangrebet og de gidsler, der stadig sidder fanget i Gaza. Nina Butlers gribende vidnesbyrd fra kibbutz Nir Oz blev læst op, mens Carl Emil Lind, næstformand i DSU, også talte om de vidnesbyrd og de mennesker, han havde mødt på en rejse til Nir Oz.
Der var desuden taler ved Israels ambassadør David Akov og overrabbiner Jair Melchior.
Alle billeder: Emil Nicolai Hems, Ritzau/Scanpix
Tale af Henri Goldstein, formand for Det Jødiske Samfund
Tale af overrabbiner Jair Melchior
Tale af Carl Emil Lind, næstformand Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.