Når Folketinget på torsdag stemmer om borgerforslaget vedrørende et forbud mod omskæring af drenge, tegner der sig et flertal imod forslaget, der vil sende jødiske og muslimske forældre op til seks år i fængsel.
Det Jødiske Samfund takker for den opbakning, der er blevet signaleret af Socialdemokratiet og Venstre og fra store dele af de øvrige partier. Uanset hvordan afstemningen ender på torsdag, opfordrer trossamfundet til, at debatten fremover kan samles om en bred konsensus:
At man bakker op om religionsfriheden og ønsket om et jødisk liv i Danmark i fremtiden.
”Det er ikke nogen hemmelighed, at debatten har været opslidende for jøder i Danmark. Vi vil meget gerne stille op i debatten, og vi gør os ingen illusioner om, at debatten stopper her. Men vi vil gerne appellere til, at det fremover sker på et sagligt og faktuelt grundlag – og at man tager afstand fra narrativet om omskæring som ”lemlæstelse”, sådan som den amerikansk-inspirerede ”Intact-bevægelse” har haft held til at plante i den danske offentlighed, ” siger formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein.
Det Jødiske Samfund appellerer derfor til, at folketingets partier samler sig om en konsensus om, at Danmark fortsat skal respektere religionsfriheden og mindretalsrettigheder. Dette vil være grundlaget for en mere konstruktiv dialog.
”Med den seneste vejledning fra Styrelsen for Patientsikkerhed er der sket mange stramninger i reglerne for drengeomskæring, der vil være blandt de mest restriktive i verden. Det synes vi er OK. Og vi vil altid være åbne for en dialog om, hvordan omskæring af drenge kan ske forsvarligt, i lægelige rammer, autoriseret og lovligt. Det er kun i vores interesse,”, siger Goldstein.
Styrelsen for Patientsikkerhed har netop i et svar til Justitsministeriet bekræftet, at man ikke de seneste 10 år har haft tilsynssager i forbindelse med jødiske omskæringer. Og af samme svar fremgår det, at styrelsen vurderer, at et evt. forbud kan udgøre en risiko for patientsikkerheden og for at skabe en distance mellem sundhedsvæsenet og de berørte personer. Læs svaret her.
”Når vi appellerer til, at man stemmer imod borgerforslaget på torsdag, er det bl.a., fordi et forbud vil få uoverskuelige konsekvenser. Men det er først og fremmest fordi, at hele italesættelsen af jødisk drengeomskæring som et problem for børnene er bygget på en usandhed. En usandhed, som det er på tide at gøre op med,” siger Henri Goldstein.
Hvordan forholder Det Jødiske Samfund sig til de mest almindelige argumenter i debatten? Læs mere her.
Læs vores faktaark om omskæring her.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt politisk rådgiver Susanne Holmgaard Hansen, tlf. 60910413.
Det Jødiske Samfund – tidligere Mosaiske Trossamfund – er et bredt kulturelt og religiøst fællesskab for danske jøder.