Search
Close this search box.
1

I begyndelsen, da Gud skabte himlen og jorden, 2 var jorden tom og kaotisk, og der var mørke over dybet, og Guds ånd sitrede over vandene. 3 Gud sagde: Lad der blive lys! Og der blev lys. 4 Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket. 5 Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte Han nat. Og det blev aften og det blev morgen én dag.

6 Gud sagde: Lad der blive en hvælving midt i vandene, og den skal skille mellem vand og vand. 7 Gud dannede hvælvingen og satte skel mellem vandet, der var under hvælvingen, og vandet, der var over hvælvingen, og sådan blev det. 8 Gud kaldte hvælvingen himmel; og det blev aften og det blev morgen anden dag.

9 Gud sagde: Lad vandet samle sig under himlen på ét sted, så det tørre kommer til syne; og sådan blev det. 10 Gud kaldte det tørre land, og samlingen af vand kaldte han have, og Gud så, at det var godt. 11 Gud sagde: Lad jorden spire med græs, urter, der sætter frø, frugttræer, der frembringer frugt efter dets arter med frø i sig, på jorden, og sådan blev det. 12 Jorden spirede med græs, urter, der satte frø efter deres arter, og træer, der frembragte frugt med frø i sig efter deres arter, og Gud så, at det var godt. 13 Og det blev aften og det blev morgen tredje dag.

14 Gud sagde: Lad der blive lyskilder på himlens hvælving til at skille mellem dag og nat, og de skal være til tegn og til tider og til dage og år. 15 De skal være til lyskilder på himlens hvælving for at lyse op over jorden, og sådan blev det. 16 Gud lavede de to store lyskilder, den store lyskilde til at råde om dagen, og den lille lyskilde til at råde om natten, og stjernerne. 17 Gud satte dem på himlens hvælving til at lyse op over jorden 18 og til at råde om dagen og om natten og til at sætte skel mellem lys og mørke, og Gud så, at det var godt. 19 Og det blev aften og det blev morgen fjerde dag.

20 Gud sagde: Lad vandet vrimle med en vrimmel af levende sjæle, og fugle skal flyve over jorden hen over himlens hvælving. 21 Gud skabte de store krokodiller og alle de levende sjæle, der kryber, der vrimler i vandet, efter deres arter, og alle fugle med vinger, efter deres arter, og Gud så, at det var godt. 22 Gud velsignede dem og sagde: Bliv frugtbare og talrige og fyld vandet i havene, og fuglene skal blive mange på jorden. 23 Og det blev aften og det blev morgen femte dag.

24 Gud sagde: Lad jorden frembringe levende sjæle efter deres arter, kvæg og krybdyr og vilde dyr på jorden efter deres arter, og sådan blev det. 25 Gud skabte de vilde dyr på jorden efter deres arter og kvæget efter deres arter og alle jordens krybdyr efter deres arter, og Gud så, at det var godt. 26 Gud sagde: Lad os skabe et menneske i vores billede, efter vores lignelse, og det skal herske over havets fisk og himlens fugle og over kvæget og over hele jorden og over alle krybdyr, der kryber på jorden. 27 Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte Han det, han og hun skabte Han dem. 28 Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Bliv frugtbare og talrige og opfyld jorden og underlæg jer den og hersk over havets fisk og himlens fugle og over alt levende, der kryber på jorden. 29 Gud sagde: Jeg har givet jer alle urter, der sætter frø, som er på hele jordens overflade, og alle træer med træfrugter, der sætter frø; de skal være til føde for jer. 30 Alle grønne urter skal være til føde for alle jordens dyr og for alle himlens fugle og for alt, der kryber på jorden, som har en levende sjæl i sig, og sådan blev det.  31 Gud så alt det, Han havde dannet, og at det var meget godt, og det blev aften og det blev morgen den sjette dag.

2

1 Himlen og jorden og hele deres hærskare blev færdige. 2 På den syvende dag blev Gud færdig med sit arbejde, som Han havde lavet, og Han holdt op med alt det arbejde, som Han havde lavet, på den syvende dag. 3 Gud velsignede den syvende dag og gjorde den hellig, for på den holdt Han op med hele sit arbejde, som Han havde skabt, for at det skulle gøres. 4 Dette er himlens og jordens slægtshistorie, da de blev skabt, på den dag Hashem Gud dannede himlen og jorden, 5 og alle markens buske var endnu ikke på jorden, og alle markens græsser var endnu ikke spiret frem, for Hashem Gud havde endnu ikke ladet det regne over jorden, og der var ikke noget menneske til at dyrke jorden. 6 Og der steg en damp op fra jorden og vædede hele jordens overflade. 7 Hashem Gud formede mennesket af støv fra jorden og blæste livets ånde i dets næse, og mennesket blev en levende sjæl. 8 Hashem Gud plantede en have i Eden i øst, og dér satte Han mennesket, som Han havde formet. 9 Hashem Gud lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, spire frem af jorden, og livets træ midt i haven og kundskabens træ på godt og ondt. 10 Og en flod går ud fra Eden for at vande haven, og derfra deler den sig og bliver til fire hovedstrømme. 11 Den enes navn er Pishon, den omkranser hele landet Chavilah, hvor guldet er. 12 Og dette lands guld er godt; dér er der bedolah og shoham-sten. 13 Navnet på den anden flod er Gichon, den omkranser hele landet Kush. 14 Og navnet på den tredje flod er Chidekel, den går øst for Ashur, og den fjerde flod er Eufrat. 15 Hashem Gud tog mennesket og anbragte det i Edens have for at dyrke den og vogte den. 16 Hashem Gud befalede mennesket og sagde: Du må gerne spise af alle havens træer. 17 Men kundskabens træ på godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du visselig dø. 18 Hashem Gud sagde: Det er ikke godt for mennesket at være alene, jeg vil lave det en jævnbyrdig hjælp. 19 Hashem Gud havde af jorden formet alle markens vilde dyr og alle himlens fugle, og Han bragte dem til mennesket for at se, hvad det ville kalde dem, og alt, hvad mennesket kaldte den levende sjæl, det skulle være dens navn. 20 Mennesket gav navne til alt kvæget og til himlens fugle og til alle markens vilde dyr, men til mennesket fandt det ingen jævnbyrdig hjælp. 21 Hashem Gud lod en tung søvn falde over mennesket, så det sov, og Han tog et af dets ribben og lukkede med kød i stedet for. 22 Hashem Gud byggede en kvinde af det ribben, Han havde taget fra mennesket, og bragte hende til mennesket. 23 Mennesket sagde: Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød, denne skal kaldes en kvinde (ishah), for denne er taget af en mand (ish). 24 Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og knytte sig til sin hustru, og de skal blive ét kød. 25 De var begge nøgne (arumim), mennesket og hans hustru, og de skammede sig ikke.

3

1 Slangen var mere snu (arum) end alle markens vilde dyr, som Hashem Gud havde skabt, den sagde til kvinden: Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af alle havens træer? 2 Kvinden sagde til slangen: Vi kan spise af havens træer, 3 men frugten fra det træ, der er midt i haven, sagde Gud, det må I ikke spise af og ikke røre det, så I ikke dør. 4 Slangen sagde til kvinden: I skal da ikke dø, 5 for Gud ved, at den dag, I spiser af det, vil jeres øjne blive åbnet, og I bliver som Gud, der kender godt og ondt. 6 Kvinden så, at træet var godt at spise af og en lyst for øjnene og et dejligt træ at få forstand af, så hun tog af dets frugt og spiste, og hun gav også til sin mand, som var med hende, og han spiste. 7 Øjnene på dem begge blev åbnet, og de vidste, at de var nøgne; de syede figenblade sammen og lavede bælter til sig selv. 8 De hørte Hashem Guds stemme gå omkring i haven, da dagen gik på hæld, og mennesket og hans hustru gemte sig for Hashem Gud blandt havens træer. 9 Hashem Gud kaldte på mennesket og sagde til ham: Hvor er du? 10 Han sagde: Jeg hørte din stemme i haven, og jeg blev bange, for jeg er nøgen, og jeg gemte mig. 11 Han sagde: Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, som jeg forbød dig at spise af? 12 Mennesket sagde: Den kvinde, du gav mig til at være hos mig, det var hende, der gav mig af træet, så jeg spiste. 13 Hashem Gud sagde til kvinden: Hvad er dette her, du har gjort? Og kvinden sagde: Slangen lokkede mig, så jeg spiste. 14 Hashem Gud sagde til slangen: Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæget og blandt alle markens vilde dyr, på din bug skal du krybe, og støv skal du spise alle dit livs dage. 15 Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dine efterkommere og hendes efterkommere, han skal ramme dit hoved, og du skal ramme dets hæl. 16 Til kvinden sagde Han: Jeg vil stærkt forøge din smerte og din graviditet, med smerte skal du føde børn, og du skal drages til din mand, og han skal herske over dig. 17 Og til Adam sagde Han: Fordi du lyttede til din kvindes stemme og spiste af træet, som jeg havde forbudt dig og sagt: Du må ikke spise af det, skal jorden være forbandet for din skyld, med smerte skal du spise fra den alle dit livs dage. 18 Torn og tidsel skal den lade spire frem til dig, og du skal spise markens urter. 19 I dit ansigts sved skal du spise brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget, for du er støv og til støv skal du vende tilbage. 20 Mennesket kaldte sin hustru Eva (chavah) for hun blev mor til alt liv (chai). 21 Gud lavede kofter af skind til mennesket og til hans hustru og klædte dem på. 22 Hashem Gud sagde: Nu er mennesket blevet som én af os til at kende godt og ondt, bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager fra livets træ og spiser og lever evigt. 23 Gud sendte det ud af Edens have for at dyrke jorden, som det var taget fra. 24 Han fordrev mennesket og satte keruberne og det roterende flammesværd øst for Edens have for at vogte vejen til livets træ.

4

1 Adam var sammen med sin hustru Eva, og hun blev gravid og fødte Kain, og hun sagde: Jeg har skabt (kaniti) en mand med Hashem. 2 Hun fødte igen: hans bror Abel; Abel var fårehyrde, og Kain dyrkede jorden. 3 Da der var gået nogen tid, bragte Kain et offer af jordens frugter til Hashem. 4 Og også Abel bragte af de førstefødte af sine får og af deres fedme; Hashem vendte sig til Abel og til hans offer, 5 men til Kain og til hans offer vendte Han sig ikke; Kain blev meget vred og så nedslået ud. 6 Hashem sagde til Kain: Hvorfor er du vred, og hvorfor ser du nedslået ud? 7 Hvis du gør det gode, [får du] magt, og hvis du ikke gør det gode, så ligger synden ved døren; han vil drages mod dig, og du skal herske over ham. 8 Kain talte til sin bror Abel; da de var på marken, rejste Kain sig mod sin bror Abel og dræbte ham. 9 Hashem sagde til Kain: Hvor er din bror Abel? Og han sagde: Det ved jeg ikke, er jeg min brors vogter? 10 Han sagde: Hvad har du gjort? Lyden af din brors blod råber til mig fra jorden. 11 Og nu, forbandet er du fra jorden, der har åbnet sin mund for at tage imod din brors blod fra din hånd. 12 For du skal dyrke jorden, men den skal ikke mere give dig sin kraft, rastløs og omflakkende skal du være på jorden. 13 Kain sagde til Hashem: Min misgerning er for stor til at bære. 14 Du har jo i dag fordrevet mig fra jordens overflade, og jeg må skjule mig for dit ansigt; rastløs og omflakkende skal jeg være på jorden, og enhver, der møder mig, vil slå mig ihjel. 15 Hashem sagde til ham: Derfor, enhver, der dræber Kain, på ham skal det hævnes syvfold, og Hashem gav Kain et tegn, så at ikke enhver, der mødte ham, kunne slå ham ihjel. 16 Kain gik bort fra Hashems ansigt og bosatte sig i landet Nod øst for Eden. 17 Kain var sammen med sin hustru, og hun blev gravid og fødte Chanoch, og han byggede en by og gav byen navn efter sin søn Chanoch. 18 Til Chanoch blev Irad født, og Irad avlede Mechujael, og Mechijael avlede Metushael, og Metushael avlede Lemech. 19 Lemech tog sig to hustruer, den enes navn var Adah, og den andens navn var Tzillah. 20 Adah fødte Javal, han blev far til dem, der bor i telte og holder kvæg. 21 Og hans brors navn var Juval, han blev far til dem, der spiller på strengeinstrumenter og fløjte. 22 Og Tzillah fødte også: Tuval-Kain, der sleb alt smedearbejde af kobber og jern, og Tuval-Kains søster Na’amah. 23 Lemech sagde til sine hustruer Adah og Tzillah: Hør min stemme, Lemechs hustruer, lån min tale øre, for jeg har dræbt en mand for mit sår og en dreng for min byld. 24 For Kain hævnes syvfold og Lemech syvoghalvfjerds gange. 25 Adam var igen sammen med sin hustru, og hun fødte en søn og gav ham navnet Shet, for Gud har sat (shat) mig en efterkommer i stedet for Abel, for ham dræbte Kain. 26 Og også til Shet blev der født en søn, og han gav ham navnet Enosh; da begyndte man at påkalde Hashems navn.

5

1 Dette er bogen med menneskets slægtshistorie; den dag, Gud skabte mennesket, dannede Han det i Guds lignelse. 2 Han og hun skabte Han dem, og Han velsignede dem og gav dem navnet menneske (adam) den dag, de blev skabt. 3 Adam levede hundrede og tredive år og avlede [en søn] i sin lignelse, i sit billede, og gav ham navnet Shet. 4 Adams dage, efter han havde avlet Shet, var ottehundrede år, og han avlede sønner og døtre. 5 Alle Adams dage var ni hundrede og tredive år, og han døde. 6 Shet var hundrede og fem år og avlede Enosh. 7 Efter Shet havde avlet Enosh, levede han otte hundrede og syv år, og han avlede sønner og døtre. 8 Alle Shets dage var ni hundrede og tolv år, og han døde.          9 Enosh levede halvfems år og avlede Keinan. 10 Enosh levede otte hundrede og femten år, efter han havde avlet Keinan, og han avlede sønner og døtre. 11 Alle Enosh’s dage var ni hundrede og fem år, og han døde.          12 Keinan levede halvfjerds år og avlede Mahalalel. 13 Keinan levede ottehundrede og fyrre år, efter han havde avlet Mahalalel, og han avlede sønner og døtre. 14 Alle Keinans dage var ni hundrede og ti år, og han døde.        15 Mahalalel levede femogtres år og avlede Jered. 16 Mahalalel levede otte hundrede og tredive år, efter han havde avlet Jered, og han avlede sønner og døtre. 17 Alle Mahalalels dage var otte hundrede og femoghalvfems år, og han døde.         18 Jered levede i hundrede og toogtres år og avlede Chanoch. 19 Jered levede otte hundrede år, efter han havde avlet Chanoch, og han avlede sønner og døtre. 20 Alle Jereds dage var ni hundrede og toogtres år, og han døde.           21 Chanoch var femogtres år og avlede Metushalach. 22 Chanoch vandrede med Gud i tre hundrede år, efter han havde avlet Metushelach, og han avlede sønner og døtre. 23 Alle Chanochs dage var trehundrede og femogtres år. 24 Chanoch vandrede med Gud og var ikke mere, for Gud tog ham.       25 Metushelach levede hundrede og syvogfirs år og avlede Lemech. 26 Efter han havde avlet Lemech, levede Metushelach syv hundrede og toogfirs år, og han avlede sønner og døtre. 27 Alle Metushelachs dage var ni hundrede og niogtres år, og han døde.          28 Lemech levede hundrede og toogfirs år og avlede en søn. 29 Han gav ham navnet Noah og sagde: Denne skal trøste os (j’nachameinu) efter vores arbejde og efter vores hænders smertefulde slid med jorden, som Hashem forbandede. 30 Efter han havde avlet Noah, levede Lemech fem hundrede og femoghalvfems år, og han avlede sønner og døtre. 31 Alle Lemechs dage var syv hundrede og syvoghalvfjerds år, og han døde.       32 Noah var fem hundrede år, og Noah avlede Shem, Cham og Jafet.

 

 

 6

1 Da mennesket begyndte at blive mange på jorden, og der blev født døtre til dem, 2 så magtens[1] sønner, at menneskets døtre var skønne, og de tog sig hustruer af alle dem, de valgte. 3 Hashem sagde: Min ånd skal ikke til evig tid være i strid på grund af mennesket, for det er kød, og dets dage skal være hundrede og tyve år. 4 Kæmperne var på jorden på den tid, også efter magtens sønner var kommet til menneskets døtre og havde avlet sig børn; det er heltene, som var fra den ældste tid, mænd af navn.

5 Hashem så, at menneskets ondskab på jorden var stor, og at enhver drift i dets hjertes tanker kun var ond hele dagen. 6 Hashem fortrød, at Han havde dannet mennesket på jorden, og det bedrøvede Ham i Hans hjerte. 7 Hashem sagde: Jeg vil udrydde mennesket, som jeg har skabt, fra jordens overflade, fra menneske til kvæg, til krybdyr og til himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg har dannet dem. 8 Men Noah fandt nåde for Hashems øjne.

9 Dette er Noahs slægtshistorie; Noah var en retfærdig mand, fuldkommen i sin generation, Noah vandrede med Gud. 10 Noah avlede tre sønner: Shem, Cham og Jafet. 11 Jorden var blevet fordærvet for Guds ansigt, og jorden var fuld af vold. 12 Gud så, at jorden var fordærvet, for alt kød havde fordærvet sin vej på jorden. 13 Gud sagde til Noah: Alt køds ende er kommet for mit ansigt, for jorden er fuld af vold på grund af dem, og nu vil jeg fordærve dem sammen med jorden. 14 Lav dig en ark af gofertræ, du skal lave båse i arken og tætne den indvendig og udvendig med beg. 15 Sådan skal du lave den: tre hundrede alen er arkens længde og dens bredde halvtreds alen og dens højde tredive alen. 16 Du skal lave et vindue i arken og gøre det færdigt inden for en alen fra oven, og du skal lave arkens åbning i dens side, du skal lave den med et nederste, et andet og et tredje dæk. 17 Og nu vil jeg bringe en oversvømmelse af vand over jorden for at udrydde alt kød, som har livsånde i sig under himlen; alt, hvad der er på jorden, skal udånde. 18 Jeg vil oprette min pagt med dig, og du skal komme ind i arken, du og dine sønner og din hustru og dine sønners hustruer med dig. 19 Og af alt levende, af alt kød, to af alt skal du bringe til arken for at lade det leve med dig, han og hun skal de være. 20 Af fugle efter deres arter og af kvæg efter deres arter, af alle jordens krybdyr efter deres arter, to af alle skal gå ind til dig for at leve. 21 Og du skal tage af al føde, der kan spises, og samle det til dig, og det skal være til dig og til dem til at spise. 22 Noah gjorde som alt det, Gud havde budt ham, sådan gjorde han.n.m

 7

1 Hashem sagde til Noah: Kom du og hele dit hus til arken, for dig har jeg set retfærdig for mit ansigt i dette slægtled. 2 Af alt det rene kvæg skal du tage syv og syv, en han og dens mage; og af det kvæg, der ikke er rene, to: en han og dens mage. 3 Også af himlens fugle syv og syv, han og hun, for at holde sæd i live på hele jorden. 4 For om endnu syv dage vil jeg lade det regne over jorden i fyrre dage og fyrre nætter, og jeg vil udslette alt bestående, som jeg har dannet, fra jordens overflade. 5 Noah gjorde alt, sådan som Hashem havde budt ham. 6 Noah var seks hundrede år, og oversvømmelsen kom med vand over hele jorden. 7 Noah og hans sønner og hans hustru og hans sønners hustruer med ham kom ind i arken på grund af oversvømmelsens vande. 8 Af det rene kvæg og af det kvæg, der ikke er rent, og af fuglene og alt, der kryber på jorden. 9 To og to kom de til Noah, til arken, han og hun, sådan som Gud havde budt Noah. 10 Det var efter syv dage, at oversvømmelsens vande kom over jorden. 11 I det år, Noah var sekshundrede år, i den anden måned, på den syttende dag i måneden, på denne dag brød alle den store afgrunds kilder frem, og himlens sluser åbnedes. 12 Regnen var over jorden i fyrre dage og fyrre nætter. 13 På den samme dag kom Noah og Shem og Cham og Jafet, Noahs sønner, og Noahs hustru og hans tre svigerdøtre med dem ind i arken. 14 De og alle vilde dyr efter deres arter og alt kvæget efter deres arter og alle krybdyr, der kryber på jorden efter deres arter, og alle fugle efter deres arter, alt, der kan flyve, alt med vinger. 15 De kom til Noah, til arken, to og to af alt kød, der havde livets ånde i sig. 16 De kom, en han og en hun af alt kød kom, sådan som Gud havde budt ham, og Hashem lukkede efter ham. 17 Oversvømmelsen var over jorden i fyrre dage, og der blev mere og mere vand, og det løftede arken op, og den kom højt op over jorden. 18 Vandet steg og blev meget mere over jorden, og arken drev rundt på vandet. 19 Vandet steg meget mere over jorden, og det dækkede alle de høje bjerge, som var under hele himlen. 20 Femten alen steg vandet op og dækkede bjergene. 21 Så udåndede alt kød, der kryber på jorden, af fuglene og af kvæget og af de vilde dyr og af al vrimmel, der vrimler på jorden, og alle mennesker. 22 Alt, der havde livets åndedrag i sin næse, alt, hvad der var på det tørre, døde. 23 Han udslettede alt bestående, som var på jordens overflade, fra menneske til kvæg til krybdyr og til himlens fugle, blev udslettet fra jorden, og kun Noah var tilbage, og hvad der var med ham i arken. 24 Vandet steg over jorden i hundrede og halvtreds dage.

 8

1 Gud huskede Noah og alle de vilde dyr og alt kvæget, som var med ham i arken, og Gud lod en blæst gå hen over jorden, og vandet faldt. 2 Afgrundens kilder og himlens sluser lukkede til, og regnen blev holdt tilbage fra himlen. 3 Vandet trak sig mere og mere tilbage fra jorden, og vandet blev mindre efter hundrede og halvtreds dage. 4 Arken fandt hvile i den syvende måned, på den syttende dag i måneden, på Ararats bjerge. 5 Vandet trak sig stadig tilbage indtil den tiende måned; i den tiende, på den første i måneden, kom bjergtoppene til syne. 6 Efter fyrre dage åbnede Noah vinduet i arken, som han havde lavet. 7 Han sendte ravnen af sted, og den fløj frem og tilbage, indtil vandet tørrede væk fra jorden. 8 Han sendte duen bort fra sig for at se, om vandet var sunket fra jordens overflade. 9 Og duen fandt ikke hvile for sin fod og vendte tilbage til ham, til arken, for der var vand på hele jordens overflade, og han rakte sin hånd ud og tog den og bragte den ind til sig i arken. 10 Han ventede syv dage til og sendte igen duen ud fra arken. 11 Duen kom til ham hen mod aften, og da havde den et afrevet olivenblad i næbbet; så vidste Noah, at vandet var sunket fra jorden. 12 Han ventede endnu andre syv dage og sendte duen af sted, og den kom ikke mere tilbage til ham. 13 Det var i året seks hundrede og ét, i den første [måned], på den første i måneden, at vandet tørrede væk fra jorden, og Noah fjernede arkens dække, og han så, at nu var jordens overflade tør. 14 I den anden måned, på den syvogtyvende dag i måneden, var jorden tør.           15 Gud talte til Noah og sagde: 16 Gå ud af arken, du og din hustru og dine sønner og dine sønners hustruer med dig. 17 Alle vilde dyr, som er med dig, af alt kød, af fuglene og af kvæget og af alle krybdyrene, der kryber på jorden, skal du tage med dig ud, og de skal vrimle på jorden og blive frugtbare og talrige på jorden. 18 Noah gik ud og hans sønner og hans hustru og hans sønners hustruer med ham. 19 Alle de vilde dyr, alle krybdyrene og alle fuglene, alt der kryber på jorden, gik ud af arken efter deres familier. 20 Noah byggede et alter til Hashem, og han tog af alt det rene kvæg og af alle de rene fugle og bragte brændofre på alteret.  21 Hashem lugtede den behagelige duft, og Hashem sagde i sit hjerte: Jeg vil ikke længere blive ved med at forbande jorden på grund af mennesket, for menneskehjertets drift er ond fra dets ungdom, og jeg vil ikke mere slå alt levende, sådan som jeg har gjort. 22 Alle jordens dage skal sæd og høst og kulde og varme og sommer og vinter og dag og nat ikke høre op.

 

 9

1 Gud velsignede Noah og hans sønner og sagde til dem: Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden. 2 Og frygt for jer og rædsel for jer skal være over alle jordens vilde dyr og over alle himlens fugle og alt, som kryber på jorden, og på alle havets fisk, de er overgivet i jeres hånd. 3 Alt, der kryber, som er levende, skal være til føde for jer; ligesom grønne urter har jeg givet jer det hele. 4 Men kød med dets sjæl, med dets blod i, må I ikke spise. 5 Men jeres livs blod vil jeg kræve, af alle dyrs hånd vil jeg kræve det, og af menneskets hånd, af hver mand, endog af hans brors, vil jeg kræve menneskets sjæl. 6 Den, der udgyder et menneskes blod, ved et menneske skal hans blod udgydes, for i Guds billede dannede Han mennesket. 7 I skal blive frugtbare og talrige, I skal sprede jer på jorden og blive mange på den.               8 Gud sagde til Noah og til hans sønner med ham således: 9 Og jeg, nu vil jeg oprette min pagt med jer og jeres efterkommere efter jer, 10 og med hver levende sjæl, som er med jer, af fugle og af kvæg og af alle jordens vilde dyr med jer; med alle, der gik ud af arken, med alle jordens vilde dyr. 11 Jeg vil oprette min pagt med jer, og intet kød skal mere afskæres af oversvømmelsens vande, og der skal ikke mere være en oversvømmelse til at tilintetgøre jorden. 12 Gud sagde: Dette er pagtens tegn, som jeg sætter mellem mig og jer og hver levende sjæl, som er med jer, til evige slægtled. 13 Jeg har sat min bue i skyen, og den skal være pagtens tegn mellem mig og jorden. 14 Det skal ske, at når jeg bringer skyer over jorden, skal buen ses i skyen, 15 og jeg vil huske min pagt, som er mellem mig og jer og alle levende sjæle i alt kød, og vandene skal ikke mere blive til en oversvømmelse for at tilintetgøre alt kød. 16 Buen skal være i skyen, og jeg vil se den for at huske den evige pagt mellem Gud og alle levende sjæle i alt kød, som er på jorden. 17 Gud sagde til Noah: Dette er et tegn på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og alt kød, som er på jorden. 18 Noahs sønner, der gik ud af arken, var Shem, Cham og Jafet, og Cham var far til Kenaan. 19 Disse tre er Noahs sønner, og fra dem bredtes hele jorden ud. 20 Noah begyndte at være en jordens mand, og han plantede en vingård. 21 Han drak af vinen og blev fuld og blottede sig inde i sit telt. 22 Cham, Kenaans far, så sin fars nøgenhed og fortalte det til sine to brødre udenfor. 23 Shem og Jafet tog et klæde og lagde det over begges skuldre, og de gik baglæns og dækkede deres fars nøgenhed, og deres ansigter vendte bort, og de så ikke deres fars nøgenhed. 24 Noah vågnede af sin rus og vidste, hvad hans yngste søn havde gjort mod ham. 25 Han sagde: Forbandet være Kenaan, trællenes træl skal han være for sine brødre. 26 Han sagde: Lovet være Hashem, Shems Gud, må Kenaan være deres træl. 27 Må Gud udbrede (jaft) Jafet, og han skal bo i Shems telte, og Kenaan skal være deres træl. 28 Efter oversvømmelsen levede Noah tre hundrede og halvtreds år. 29 Alle Noahs dage var ni hundrede og halvtreds år, og han døde.

 

10

1 Dette er slægtshistorien for Noah’s sønner Shem, Cham og Jefet. Der blev født sønner for dem efter oversvømmelsen. 2 Jefets sønner: Gomer og Magog og Madaj og Javan og Tuval og Meshech og Tiras. 3 Gomers sønner: Ashkenaz og Rifat og Togarmah. 4 Javans sønner: Elishah og Tarshish, kititterne og dodanitterne. 5 Af disse blev øernes folkeslag adskilt i deres lande, hver efter sit sprog, efter deres slægter, i deres folkeslag. 6 Chams sønner: Kush og Mitzrajim og Put og Kenaan. 7 Kush’s sønner: S’va og Chavilah og Savtah og Ra’mah og Savt’cha. Ra’mah’s sønner: Sheva og Dedan. 8  Kush avlede Nimrod; han begyndte at blive mægtig på jorden. 9 Han var en mægtig jæger for Hashems ansigt; derfor siger man: som Nimrod, en mægtig jæger for Hashems ansigt. 10 I begyndelsen bestod hans rige af Babel og Erech og Akkad og Kalneh i landet Shin’ar. 11 Ashur drog bort fra dette land og byggede Nineveh og Rehovot-Ir og Kalach. 12 Og Resen mellem Nineveh og Kalach; det var den store by. 13 Mitzrajim avlede luditterne og anamitterne og lehavitterne og naftuchitterne, 14 og patrusitterne og kasluchitterne, fra hvem pelishterne udgik, og kaftoritterne.                          15 Kenaan avlede Tzidon, sin førstefødte, og Chet 16 og jevusitten og emoritten og girgashitten 17 og hivitten og arkitten og sinitten 18 og arvaditten og tzemaritten og hamatitten; senere bredte kenaanittens familier sig. 19 Kenaanittens grænse gik fra Tzidon i retning af Gerar indtil Gaza, i retning af Sedom og Amorah og Admah og Tzevojim indtil Lasha. 20 Dette er Chams sønner efter deres familier og deres sprog, i deres lande og efter deres folkeslag.          21 Også Shem fik [børn], han var alle Evers sønners far og Jefets ældre bror. 22 Shems sønner: Eilam og Ashur og Arpachshad og Lud og Aram. 23 Arams sønner: Utz og Chul og Geter og Mash. 24 Arpachshad avlede Shelah, og Shelah avlede Ever. 25 Ever fik to sønner: Den enes navn var Peleg, for i hans dage blev jorden delt op (nifl’gah), og hans brors navn var Joktan. 26 Joktan avlede Almodad og Shelef og Chatzarmavet og Jerach 27 og Hadoram og Uzal og Diklah 28 og Oval og Avimael og Sheva 29 og Ofir og Chavilah og Jovav; alle disse er Joktans sønner. 30 Deres bopladser strakte sig fra Mesha i retning af Sefar, østens bjerg. 31 Dette er Shems sønner efter deres familier og deres sprog, i deres lande og efter deres folkeslag. 32 Dette er familierne til Noah’s sønner efter deres slægter og deres folkeslag, og fra dem skiltes folkeslagene over jorden efter oversvømmelsen.

11

1 Der var ét sprog på hele jorden og ens ord. 2 Da de rejste fra øst, fandt de en dal i landet Shinar og bosatte sig dér. 3 De sagde til hinanden: Lad os stryge tegl og brænde dem grundigt, og de havde teglene som sten og jordbeg som mørtel. 4 De sagde: Lad os bygge os en by og et tårn med dets top i himlen, og vi vil skabe os et navn, så vi ikke bliver spredt over hele jordens overflade. 5 Hashem kom ned for at se byen og tårnet, som menneskebørnene byggede. 6 Hashem sagde: De er jo ét folk og har ét sprog til alle, og de er begyndt at gøre dette, og nu kan de ikke forhindres i at gøre alt, hvad de ønsker at gøre. 7 Lad os gå ned og forvirre deres sprog dér, så den ene ikke kan høre den andens sprog. 8 Hashem spredte dem derfra over hele jordens overflade, og de holdt op med at bygge byen. 9 Derfor gav man den navnet Babel, for dér forvirrede (balal) Hashem hele jordens sprog, og derfra spredte Hashem dem over hele jordens overflade.
10 Dette er Shems slægtshistorie: Shem var hundrede år gammel og avlede Arpachshad, to år efter oversvømmelsen. 11 Shem levede fem hundrede år efter, at han avlede Arpachshad, og han avlede sønner og døtre.        12 Og Arpachshad levede femogtredive år og avlede Shelach. 13 Arpachshad levede fire hundrede og tre år efter, at han avlede Shelach, og han avlede sønner og døtre.        14 Shelach levede tredive år og avlede Ever. 15 Shelach levede fire hundrede og tre år efter, at han avlede Ever, og han avlede sønner og døtre.     16 Ever levede fireogtredive år og avlede Peleg. 17 Ever levede fire hundrede og tredive år efter, at han avlede Peleg, og han avlede sønner og døtre.            18 Peleg levede tredive år og avlede Re’u.  19  Peleg levede to hundrede og ni år efter, at han avlede Re’u, og han avlede sønner og døtre.            20 Re’u levede toogtredive år og avlede Serug. 21 Re’u levede to hundrede og syv år efter, at han avlede Serug, og han avlede sønner og døtre.                       22 Serug levede tredive år og avlede Nachor. 23 Serug levede to hundrede år efter, at han avlede Nachor, og han avlede sønner og døtre. 24 Nachor levede niogtyve år og avlede Terach. 25 Nachor levede et hundrede og nitten år efter, at han avlede Terach, og han avlede sønner og døtre. 26 Terach levede halvfjerds år, og han avlede Avram, Nachor og Haran. 27 Dette er Terach’s slægtshistorie: Terach  avlede Avram, Nachor og Haran, og Haran avlede Lot. 28 Haran døde for sin far Terachs ansigt i sit fødeland, i Ur Kasdim. 29 Avram og Nachor tog sig hustruer: Navnet på Avrams hustru var Saraj, og navnet på Nachors hustru var Milkah bat-Haran, far til Milkah og far til Jiskah. 30 Saraj var gold, hun havde intet barn. 31 Terach tog sin søn Avram og Lot ben-Haran, sin sønnesøn, og sin svigerdatter Saraj, hans søn Avrams hustru, og de gik med ham ud fra Ur Kasdim for at drage til Kenaans land. De kom til Charan og bosatte sig dér. 32 Terach’s levetid var to hundrede og fem år, og Terach døde i Charan.

12

1 Hashem sagde til Avram: Gå du ud fra dit land og fra dit fødested og fra din fars hus til det land, som jeg vil vise dig. 2 Jeg vil gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og du skal blive til velsignelse. 3 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og dem, der forbander dig, vil jeg forbande, og i dig skal alle jordens familier være velsignet. 4 Avram gik, sådan som Hashem havde talt til ham, og Lot gik med ham, og Avram var femoghalvfjerds år, da han drog ud af Charan. 5 Avram tog sin hustru Saraj og sin brors søn Lot og al deres ejendom, som de ejede, og de sjæle, som de havde erhvervet i Charan, og de drog ud for at gå til Kenaans land, og de kom til landet Kenaan. 6 Avram drog gennem landet ind til egnen omkring Shechem, til Elon Moreh, og kenaanitten var i landet dengang. 7 Hashem viste sig for Avram og sagde: Til dine efterkommere vil jeg give dette land; og dér byggede han et alter til Hashem, som havde vist sig for ham. 8 Han flyttede derfra til bjerget øst for Bet-El og slog sit telt op, Bet-El var mod vest og Aj mod øst, og dér byggede han et alter til Hashem og påkaldte Hashems navn. 9 Avram rejste videre og rejste mod syd.

13

10 Der var hungersnød i landet, og Avram drog ned til Ægypten for at bo dér, for hungersnøden var svær i landet. 11 Da han var nærmede sig Ægypten, sagde han til sin hustru Saraj: Jeg ved jo, at du er en smukt udseende kvinde, 12 og når Ægypterne ser dig, siger de: Det er hans hustru, og de vil dræbe mig, og dig vil de lade leve. 13 Vær sød at sige til dem, at du er min søster, for at det må gå mig godt for din skyld, og jeg må overleve på grund af dig. 14 Og da Avram kom til Ægypten, og ægypterne så kvinden, at hun var meget smuk. 15 Faraos fyrster så hende og lovpriste hende over for farao, og kvinden blev taget til faraos hus, 16 og han gjorde godt mod Avram for hendes skyld, og han havde får og kvæg og æsler og tjenere og tjenestekvinder og hunæsler og kameler. 17 Hashem plagede farao med store plager på grund af Saraj, Avrams hustru. 18 Farao tilkaldte Avram og sagde: Hvad er det, du har gjort mod mig? Hvorfor har du ikke fortalt mig, at hun er din hustru? 19 Hvorfor sagde du: Hun er min søster, så jeg tog hende til mig som hustru? 20 Og nu, her er din hustru, tag hende og gå! 21 Farao gav sine mænd befaling om ham, og de sendte ham og hans hustru og alt, hvad der var hans, bort. 1 Avram drog op fra Ægypten, han og hans hustru og alt, hvad der var hans, og Lot med ham, mod Negev. 2 Avram var meget rig på kvæg, på sølv og på guld. 3 Han fortsatte på sine rejser fra Negev og til Bet-El, til det sted, hvor hans telt var i begyndelsen, mellem Bet-El og Aj, 4 til stedet med det alter, som han havde bygget dér tidligere, og dér påkaldte Avram Hashems navn. 5 Og også Lot, som fulgtes med Avram, havde får og kvæg og telte. 6 Og landet kunne ikke bære, at de boede sammen, for deres ejendom var stor, og de kunne ikke bo sammen. 7 Der var en strid mellem Avrams kvæghyrder og Lots kvæghyrder, og kenaanitterne og perizitterne boede i landet dengang. 8 Avram sagde til Lot: Lad der ikke være strid mellem mig og dig og mellem mine hyrder og dine hyrder, for vi er broderfolk. 9 Hele landet ligger jo foran dig, flyt væk fra mig; hvis du vil til venstre, går jeg til højre, og hvis til højre, går jeg til venstre. 10 Lot løftede blikket og så, at hele Jordan-sletten var vandrig overalt, før Hashem tilintetgjorde Sedom og Amorah, som Hashems have, som Ægyptens land hen mod Tzoar. 11 Lot valgte sig hele Jordan-sletten, og Lot rejste fra øst, de skiltes, den ene fra den anden. 12 Avram boede i Kenaans land, og Lot boede i slettens byer, og han slog telt op indtil Sedom. 13 Og Sedoms mænd var meget onde og syndige mod Hashem. 14 Hashem sagde til Avram, efter at han var skiltes fra Lot: Løft nu dit blik og se, fra det sted, hvor du er, mod nord og mod syd og mod øst og mod vest, 15 for hele det land, du ser, vil jeg give til dig og til dine efterkommere til evig tid. 16 Jeg vil gøre dine efterkommere som jordens støv sådan, at hvis nogen kan tælle jordens støv, kan også dine efterkommere tælles. 17 Bryd op, gå gennem landet, i dets længde og i dets bredde, for dig vil jeg give det. 18 Avram slog sit telt op og kom og boede i Mamres lund, som er i Hebron, og dér byggede han et alter til Hashem.

14

1 I de dage, Amrafel var konge af Shin’ar, Arjoch konge af Ellasar, Kedarlaomer konge af Eilam og Tidal konge af Gojim, 2 førte de krig mod Bera, konge af Sedom, og Birsha, konge af Amorah, Shinav, konge af Admah, og Shemever, konge af Tzevojim, og kongen af Bela, det er Tzoar. 3 Alle disse slog sig sammen i Siddims dal, det er Salthavet[2]. 4 Tolv år havde de tjent Kedarlaomer, og i det trettende år gjorde de oprør. 5 I det fjortende år kom Kedarlaomer og kongerne, som var med ham, og slog refaitterne i Ashterot Karnajim og zuzitterne i Ham og eimitterne i Shaveh Kirjatajim, 6 og choritterne på deres bjerg Se’ir indtil Eil Paran, som er ved ørkenen. 7 De vendte om og kom til Ein Mishpat, det er Kadesh, og slog hele amalekitternes land og også emoritterne, som boede i Chatzatzon Tamar. 8 Sedoms konge drog ud og Amorahs konge og Admahs konge og Tzevojims konge og kongen af Bela, det er Tzoar, og rustede sig med dem til krig i Siddims Dal, 9 mod Kedarlaomer, Eilams konge, og Tidal, Gojims konge, og Amrafel, Shin’ars konge, og Arjoch, Ellasars konge, fire konger mod fem. 10 Og Siddims dal var der gruber med jordbeg, og Sedoms konge og Amorahs konge flygtede og faldt ned i dem, og resten flygtede til bjerget. 11 De tog al Sedoms og Amorahs rigdom og alle deres fødevarer og gik deres vej. 12 De tog Lot, Avrams brodersøn, og hans rigdom og gik, og han boede i Sedom. 13 Den undslupne kom og fortalte hebræeren Avram det, og han boede i emoritten Mamres lund, denne var bror til Eshkol og Aner, og de var i pagt med Avram. 14 Avram hørte, at hans bror var blevet fanget, og han bevæbnede tre hundrede og atten trænedemænd af dem, der var født i hans hus, og forfulgte dem til Dan. 15 Han og hans tjenere delte sig om dem om natten og slog dem og forfulgte dem til Chovah, der ligger nord for Damaskus. 16 Han førte al ejendommen tilbage og også Lot, hans bror, og hans ejendom førte han tilbage og også kvinderne og folket. 17 Sedoms konge gik ud for at møde ham, efter han var vendt tilbage fra at have slået Kedarlaomer og kongerne, som var med ham, i Shaveh-dalen, det er Kongedalen. 18 Og Malki-Tzedek, Shalems konge, bragte brød og vin ud, og han var præst for den højeste gud. 19 Han velsignede ham og sagde: Velsignet være Avram af den højeste gud, himlens og jordens skaber, 20 og lovet være den højeste gud, der overgav dine fjender i din hånd, og han gav ham tiende af det hele. 21 Sedoms konge sagde til Avram: Giv mig folkene og tag du ejendommen. 22 Avram sagde til Sedoms konge: Jeg har løftet min hånd til Hashem, den højeste Gud, himlens og jordens skaber, 23 at jeg ikke vil tage så meget som et bånd eller en skorem af alt, hvad der er dit, og du skal ikke sige: Jeg har gjort Avram rig. 24 Kun undtagen det, som de unge mænd har spist, og en andeltil mændene, som gik med mig: Aner, Eshkol og Mamre, de skal tage deres del.

15

1 Efter disse begivenheder kom Hashems ord til Avram i et syn, og der blev sagt: Frygt ikke, Avram, jeg er dit skjold, din løn skal blive meget stor. 2 Avram sagde: Herre Hashem, hvad vil du give mig, når jeg fortsat er barnløs, og den, der bestyrer mit hus, er Eliezer fra Damaskus? 3 Avram sagde: Du har jo ikke givet mig efterkommere, og så vil min husbestyrer arve mig. 4 Da kom Hashems ord til ham, og der blev sagt: Han skal ikke arve dig, men den, der skal udgå af dit indre, han skal arve dig. 5 Han førte ham udenfor og sagde: Se nu mod himlen og tæl stjernerne, hvis du kan tælle dem! Og Han sagde til ham: Sådan skal dine efterkommere blive. 6 Han troede på Hashem, og Han regnede ham det til retfærdighed. 7 Han sagde til ham: Jeg er Hashem, som førte dig ud fra Ur Kasdim for at give dig dette land i eje. 8 Han sagde: Herre Hashem, hvordan kan jeg vide, at jeg vil få det i eje? 9 Han sagde til ham: Tag mig en treårig kalv og en treårig ged og en treårig[3] vædder og en turteldue og en dueunge. 10 Han tog alle disse og skar dem midt over og lagde den ene del over for den anden, og fuglen skar han ikke over. 11 Rovfuglen slog ned på de døde kroppe, og Avram jog den væk. 12 Da solen gik ned, faldt en tung søvn over Avram, og da faldt en stærk, mørk rædsel over ham. 13 Han sagde til Avram: Du skal vide, at dine efterkommere skal være fremmede i et land, der ikke er deres, og de skal trælle for dem, og de vil plage dem i fire hundrede år. 14 Og også det folkeslag, som de træller for, vil jeg dømme, og derefter skal de drage ud med stor rigdom. 15 Og du skal komme til dine fædre i fred, og du vil blive begravet i en god alderdom. 16 Og det fjerde slægtled skal vende tilbage hertil, for emorittens misgerning er ikke fuldkommen før da. 17 Da solen gik ned, og det var meget mørkt, da var der en rygende ovn og en ildflamme, der passerede forbi mellem disse stykker. 18 Den dag indgik Hashem en pagt med Avram, og der blev sagt: Til dine efterkommere har jeg givet dette land, fra Ægyptens flod til den store flod, floden Eufrat. 19 Keinitten og kenizitten og kadmoitten, 20 og hititten og perizitten og refaitterne, 21 og emoritten og kenaanitten og girgashitten og jevusitten.

16

1 Saraj, Avrams hustru, havde ikke født ham børn, og hun havde en ægyptisk tjenestepige, og hendes navn var Hagar. 2 Saraj sagde til Avram: Hashem har jo afholdt mig fra at føde, gå nu til min tjenestekvinde, måske kan jeg få en søn fra hende! Og Avram lyttede til Sarajs stemme. 3 Saraj, Avrams hustru, tog ægypterinden Hagar, sin tjenestekvinde, efter forløbet af ti år, hvor Avram havde boet i Kenaans land, og gav hende til sin mand Avram til at være hans hustru. 4 Han kom til Hagar, og hun blev gravid, og hun så, at hun var gravid og hendes frue dalede i hendes øjne. 5 Saraj sagde til Avram: Krænkelsen mod mig er din skyld, jeg gav min tjenestepige i din favn, og hun så, at hun var gravid, og jeg dalede i hendes øjne, Hashem skal dømme mellem mig og dig. 6 Avram sagde til Saraj: Din tjenestekvinde er i din hånd, gør med hende, hvad der er godt i dine øjne. Og Saraj plagede hende, og hun flygtede fra hende. 7 Hashems engel fandt hende ved en kilde med vand i ørkenen, ved kilden på vejen til Shur. 8 Den sagde: Hagar, Sarajs tjenestekvinde, hvor kommer du fra og hvor går du hen? Hun sagde: Jeg flygter fra Saraj, min frue. 9 Hashems engel sagde til hende: Vend tilbage til din frue og lad dig plage under hendes hænder. 10 Hashems engel sagde til hende: Jeg vil gøre dine efterkommere talrige, så man ikke kan tælle dem, fordi de er så mange. 11 Hashems engel sagde til hende: Du er gravid, og du skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jishmael (Gud vil høre), for Hashem har hørt om din plage. 12 Han skal blive et vildt[4] menneske, hans hånd med alle og alles hånd med ham, og han skal bo østpå [med] alle sine brødre. 13 Hun kaldte Hashem, som havde talt til hende, du er ’el roi’ (Gud, den der ser mig), for hun sagde: Er det også her, jeg har set, efter jeg blev set (roi)?14 Derfor kaldte man brønden ’beer lachai roi’ (brønd til den levende, der ser mig); den er mellem Kadesh og Bered. 15 Og Hagar fødte Avram en søn, og Avram gav sin søn, som Hagar havde født, navnet Jishmael. 16 Og Avram var seksogfirs år, da Hagar fødte Jishmael til Avram.

17

1 Da Avram var nioghalvfems år, viste Hashem sig for Avram og sagde til ham: Jeg er El Shaddai, du skal vandre foran mit ansigt og være fuldkommen. 2 Jeg vil sætte min pagt mellem mig og dig, og jeg vil gøre dig meget, meget talrig. 3 Avram faldt på sit ansigt, og Gud talte med ham og sagde: 4 Jeg, her er min pagt med dig, og du skal blive far til en mængde folkeslag. 5 Dit navn skal ikke længere være Avram, dit navn skal være Abraham, for jeg vil gøre dig til far til en mængde folkeslag (av hamon). 6 Jeg vil gøre dig meget, meget frugtbar og gøre dig til folkeslag, og konger skal udgå fra dig. 7 Jeg vil oprette min pagt mellem mig og dig og dine efterkommere efter dig i deres slægtled, til en evig pagt for at være Gud for dig og for dine efterkommere efter dig.  8 Jeg vil give dig og dine efterkommere efter dig det land, du bor i, hele Kenaans land til evig eje, og jeg vil være Gud for dem. 9 Gud sagde til Abraham: Og du, du skal vogte min pagt, du og dine efterkommere efter dig i deres slægtled. 10 Dette er min pagt, som I skal vogte, mellem mig og jer og dine efterkommere efter dig: Alt mandkøn hos jer skal I omskære. 11 I skal omskære jeres forhuds kød, og det skal være pagtens tegn mellem mig og jer. 12 En otte dage gammel dreng skal omskæres hos jer, hvert mandkøn i jeres slægtled, den hjemmefødte og dem, der er erhvervet med penge af enhver fremmed, der ikke er af dine efterkommere. 13 Den, der er født i dit hus, og den, der er erhvervet med penge, skal omskæres, og det skal være min pagt i jeres kød, en evig pagt. 14 Og en mandsperson med forhud, som ikke har omskåret sin forhuds kød, hans sjæl skal afskæres fra sit folk, han har brudt min pagt.             15 Gud sagde til Abraham: Saraj, din hustru, hendes navn skal ikke være Saraj, for hendes navn skal være Sarah (fyrstinde). 16 Jeg vil velsigne hende og give dig en søn ved hende; jeg vil velsigne hende, jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til folkeslag, folks konger skal komme fra hende. 17 Abraham faldt på sit ansigt, og han lo (va’Isak) og sagde i sit hjerte: Skulle et barm fødes en hundredårig, og skulle Sarah, som er halvfems år, føde? 18 Abraham sagde til Gud: Gid Jishmael må leve foran dit ansigt! 19 Gud sagde: Men Sarah, din hustru, skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Isak, og jeg vil opretholde min pagt med ham som en evig pagt for hans efterkommere efter ham. 20 Og om Jishmael, så har jeg hørt dig, jeg har jo velsignet ham og gjort ham frugtbar og gjort ham meget, meget talrig; tolv fyrster skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort folk. 21 Og jeg vil opretholde min pagt med Isak, som Sarah føder dig på denne tid næste år. 22 Han holdt op med at tale med ham, og Gud steg op fra Abraham. 23 Abraham tog sin søn Jishmael og alle, der var født i hans hus, og alle, der var erhvervet for penge, alle af mandkøn af folkene i Abrahams hus, og omskar deres forhuds kød den selv samme dag, sådan som Gud havde talt med ham. 24 Abraham var nioghalvfems år, da hans forhuds kød blev omskåret. 25 Og hans søn Jishmael var tretten år, da hans forhuds kød blev omskåret. 26 På denne selvsamme dag blev Abraham og hans søn Jishmael omskåret, 27 og alle mænd i hans hus, de hjemmefødte og de, der var erhvervet for penge af fremmede, blev omskåret med ham.

18

1 Hashem viste sig for ham i Mamres terebintelund, da han sad i teltåbningen, mens dagen var varmest. 2 Han løftede blikket og så, og dér stod tre mænd hos ham, han så og løb fra teltåbningen for at møde dem, og han kastede sig til jorden. 3 Han sagde: Min herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så vær venlig ikke at gå forbi din tjener. 4 Lad der dog blive hentet lidt vand, så I kan vaske jeres fødder og læne jer tilbage under træet. 5 Jeg vil hente noget brød, så I kan holde måltid og styrke jer, derefter kan I gå videre, for det er derfor, I er kommet forbi jeres tjener; de sagde: Gør, som du har sagt. 6 Abraham skyndte sig ind i teltet til Sarah og sagde: Skynd dig! Tre mål fint mel, ælt det og lav nogle runde brød. 7 Og ud til kvæget løb Abraham og tog en kalv, mør og god, og gav den til tjenestedrengen, og han skyndte sig at tilberede den. 8 Han tog fløde og mælk og kalven, som han havde tilberedt, og satte det foran dem, og han blev stående hos dem under træet, og de spiste. 9 De sagde til ham: Hvor er din hustru Sarah? Og han sagde: Her i teltet. 10 Han sagde: Jeg vil bestemt komme tilbage til dig næste år ved denne tid, og da vil din hustru Sarah have en søn; og Sarah lyttede i teltåbningen, og den var bag hende. 11 Og Abraham og Sarah var gamle, de var kommet op i årene, og det var holdt op med at gå Sarah på kvinders vis. 12 Sarah lo indvendigt som for at sige: Skulle jeg blive ungdommelig, efter jeg er visnet, og min herre er blevet gammel? 13 Hashem sagde til Abraham: Hvordan kan det være, at Sarah lo og siger: Skulle jeg virkelig føde, når jeg er blevet gammel? 14 Skulle noget være for underfuldt for Hashem? Jeg vil komme tilbage til dig til tiden, samme tid næste år, og Sarah vil have en søn. 15 Sarah nægtede og sagde: Jeg lo ikke! for hun var bange, og Han sagde: Nej, du lo! 16 Mændene brød op derfra og så over mod Sedom, og Abraham gik med dem for at sende dem af sted. 17 Og Hashem sagde: Skulle jeg skjule for Abraham, hvad jeg gør? 18 Og Abraham skal jo blive til et stort og mægtigt folkeslag, og ved ham skal alle jordens folkeslag velsignes. 19 For jeg har kendt ham, for at han skal byde sine sønner og sit hus efter ham, og de skal vogte Hashems vej og øve retfærdighed og dom, for at Hashem skal bringe det over Abraham, som Han har talt til ham. 20 Hashem sagde: Råbet fra Sedom og Amorah er stort, og deres synd er blevet meget tung. 21 Jeg vil gå ned og se, om de har gjort som dets råb, der kom til mig; tilintetgørelse! Og hvis ikke, vil jeg vide det. 22 Mændene vendte sig væk derfra og gik til Sedom, og Abraham stod stadig foran Hashem. 23 Abraham nærmede sig og sagde: Vil du også tilintetgøre den retfærdige med den onde? 24 Måske er der halvtreds retfærdige inde i byen, vil du også tilintetgøre og ikke bære over med stedet for de halvtreds retfærdiges skyld, som er i den? 25 Det er utænkeligt for dig at gøre sådan noget, at lade den retfærdige dø med den onde, så det går den retfærdige som den onde; det er utænkeligt for dig; skulle den, der dømmer hele jorden, ikke øve ret? 26 Hashem sagde: Hvis jeg i Sedom finder halvtreds retfærdige inde i byen, vil jeg bære over med stedet for deres skyld. 27 Abraham svarede og sagde: Nu er jeg begyndt at tale til min herre, og jeg er støv og aske. 28 Måske mangler der fem af de halvtreds retfærdige, vil du tilintetgøre hele byen for de fem? Og Han sagde: Jeg vil ikke tilintetgøre, hvis jeg finder femogfyrre dér. 29 Han fortsatte med at tale til Ham og sagde: Måske findes der fyrre dér, og Han sagde: Jeg vil ikke gøre det for de fyrres skyld. 30 Han sagde: Min herre må ikke blive vred, når jeg taler, måske findes der tredive dér, og Han sagde: Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive dér. 31 Han sagde: Jeg er begyndt at tale til min herre, måske findes der tyve dér, og Han sagde: Jeg vil ikke tilintetgøre for de tyves skyld. 32 Han sagde: Min herre må ikke blive vred, når jeg også taler denne gang, måske findes der ti dér, og Han sagde: Jeg vil ikke tilintetgøre for de tis skyld. 33 Hashem gik, da Han var færdig med at tale til Abraham, og Abraham vendte tilbage til sit sted.

19

1 De to engle kom til Sedom om aftenen, og Lot sad i Sedoms port, og Lot så dem og rejste sig for at møde dem, og han kastede sig næsegrus til jorden. 2 Han sagde: Jeg beder min herre, tag dog ind i jeres tjeners hus og sov og vask jeres fødder, og I kan stå tidligt op og gå videre på jeres vej, og de sagde: Nej, for vi vil sove på gaden. 3 Han pressede dem meget, og de tog ind til ham og kom til hans hus, og han lavede et gæstebud for dem og bagte usyret brød, og de spiste. 4 Før de lagde sig, omringede byens mænd, Sedoms mænd, huset, fra den yngste til den ældste, alle folk fra egnen. 5 De kaldte på Lot og sagde til ham: Hvor er de mænd, der er kommet til dig i nat? Før dem ud til os, så vi kan forgribe os på dem. 6 Lot gik ud til dem, til indgangen, og lukkede døren bag sig. 7 Han sagde: Mine brødre, gør dem dog intet ondt! 8 Her har jeg to døtre, som ikke har kendt en mand; lad mig bringe dem ud til jer, og I kan gøre med dem, hvad der synes godt i jeres øjne, kun disse mænd må I ikke gøre noget, eftersom de er kommet i ly under mit tag. 9 De sagde: Gå væk! Og de sagde: Ham her er kommet for at bo her, og så vil han oven i købet dømme, nu vil vi gøre dig mere ondt end dem, og de trængte meget ind på manden, på Lot, og de kom nærmere for at bryde døren ned. 10 Mændene rakte deres hænder ud og bragte Lot ind i huset til sig, og de lukkede døren. 11 Og mændene, som stod ved indgangen til huset, slog de med blindhed, fra den mindste til den største, så de ikke kunne finde indgangen. 12 Mændene sagde til Lot: Hvem har du ellers her? Svigersøn og sønner og døtre og alle, som du har i byen, få dem væk fra dette sted. 13 For vi ødelægger dette sted, for deres råb er blevet stort for Hashems ansigt, og Hashem har sendt os for at ødelægge det. 14 Lot gik ud og talte til sine svigersønner, der skulle tage hans døtre til ægte, og sagde: Bryd op og tag væk fra dette sted, for Hashem ødelægger byen, og i hans svigersønners øjne var det, som om han gjorde sig til grin. 15 Og lige da daggryet kom frem, skyndede englene på Lot og sagde: Stå op, tag din hustru og dine to døtre, der findes her, så du ikke skal blive tilintetgjort på grund af byens misgerning! 16 Han tøvede, og mændene greb ham ved hånden og ved hans hustrus hånd og ved hans to døtres hånd, for Hashem havde medlidenhed med ham, og de førte dem ud og lod ham blive uden for byen. 17 Da de førte dem udenfor, sagde han: Flygt for dit liv, se dig ikke tilbage og stands ikke op på hele sletten, flygt op på bjerget, så du ikke bliver tilintetgjort. 18 Lot sagde til dem: Åh nej, Herre! 19 Din tjener har jo fundet nåde for dine øjne, og du har gjort din hengivenhed, som du har vist mig, stor for at redde mit liv, og jeg kan ikke flygte til bjerget, at ikke det onde skal indhente mig, så jeg dør. 20 Denne by er jo nær nok til at flygte til, og den er lille (mitz’ar), lad mig dog flygte dertil; den er jo så lille, at jeg kan overleve. 21 Han sagde til ham: Nu har jeg lyttet til dig også i denne sag, så jeg ikke styrter byen, som du talte om, i grus. 22 Skynd dig at flygte derhen, for jeg kan ikke gøre noget, før du er kommet derhen; derfor gav man byen navnet Tzoar. 23 Solen stod op over landet, og Lot kom til Tzoar. 24 Og Hashem lod svovl og ild regne over Sedom og over Amorah fra Hashem, fra himlen. 25 Han styrtede disse byer i grus og hele sletten og alle byernes indbyggere og alle jordens spirer. 26 Hans hustru så sig tilbage og blev til en saltstøtte. 27 Abraham stod tidligt op om morgenen til det sted, hvor han havde stået foran Hashems ansigt. 28 Han så ud over Sedom og Amorah og over hele slettens område, og han kiggede, og der steg røg op fra jorden som røgen fra en ovn. 29 Da Gud tilintetgjorde slettens byer, huskede Gud Abraham, og han sendte Lot ud fra midt i ødelæggelsen, da Han ødelagde de byer, som Lot boede i. 30 Lot drog op fra Tzoar og slog sig ned på bjerget og hans to døtre med ham, for han var bange for at bo i Tzoar; han boede i hulen, han og hans to døtre. 31 Den førstefødte sagde til den yngste: Vores far er gammel, og der er ingen mand på jorden til at komme til os på hele jordens vis. 32 Kom, lad os give vores far vin at drikke og ligge med ham, så vi kan holde sæd fra vores far i live. 33 De gav deres far vin at drikke samme nat, og den førstefødte gik ind og lå med sin far, og han vidste ikke, at hun lagde sig, og at hun stod op. 34 Den næste dag sagde den førstefødte til den yngste: I går aftes lå jeg jo med min far, lad os give ham vin at drikke også i nat, og gå og læg dig med ham, så vi kan holde sæd fra vores far i live. 35 Også denne nat gav de deres far vin at drikke, og den yngste stod op og lagde sig med ham, og han vidste ikke, at hun lagde sig, og at hun stod op. 36 Begge Lots døtre blev gravide med deres far. 37 Den førstefødte fødte en søn og gav ham navnet Moav, han er Moavs far til denne dag. 38 Den yngste fødte også en søn og gav ham navnet Ben-Ami, han er far til ammonitterne til denne dag.

20

1 Abraham rejste derfra til Negev-området og bosatte sig mellem Kadesh og Shur og boede i Gerar. 2 Abraham sagde om sin hustru Sarah: Hun er min søster, og Avimelech, Gerars konge, sendte bud og tog Sarah. 3 Gud kom til Avimelech i en natlig drøm og sagde til ham: Du skal dø på grund af den kvinde, du har taget, for hun tilhører en ægtemand. 4 Og Avimelech kom hende ikke nær, han sagde: Herre, vil du slå selv et retfærdigt folkeslag ihjel? 5 Han sagde jo til mig: Hun er min søster! Og hun sagde også selv: Han er min bror! Af mit oprigtige hjerte og med uskyldige hænder har jeg gjort dette. 6 Gud sagde til ham i drømmen: Jeg vidste også godt, at du gjorde dette af dit oprigtige hjerte, og jeg har også holdt dig tilbage fra at synde mod mig, derfor har jeg ikke ladet dig røre hende. 7 Og nu, giv mandens hustru tilbage, for han er en profet, og han vil bede for dig, og du skal leve, og hvis du ikke giver hende tilbage, vid, at du bestemt skal dø, du og alle, der tilhører dig. 8 Avimelech stod tidligt op om morgenen og tilkaldte alle sine tjenere, og han talte alle disse ord i deres påhør, og folkene blev meget bange. 9 Avimelech tilkaldte Abraham og sagde til ham: Hvad har du gjort mod os, og hvordan har jeg syndet mod dig, at du har bragt en stor synd over mig og over mit kongerige? Gerninger, som ikke burde gøres, har du gjort mod mig. 10 Avimelech sagde til Abraham: Hvad har du set, at du har gjort dette? 11 Abraham sagde: Jeg sagde: Der er dog ingen gudsfrygt på dette sted, og de vil dræbe mig på grund af min hustru. 12 Og hun er også virkelig min søster, hun er datter af min far, men ikke af min mor, og hun blev min hustru. 13 Det var, da Gud lod mig vandre omkring, væk fra min fars hus, at jeg sagde til hende: Dette er den hengivenhed, som du skal vise mig: På et hvert sted, vi kommer til, skal du sige om mig: Han er min bror. 14 Avimelech tog får og kvæg og tjenere og tjenestekvinder og gav til Abraham, og han gav ham hans hustru Sarah tilbage. 15 Avimelech sagde: Her ligger mit land foran dig, bosæt dig, hvor der er godt i dine øjne. 16 Og til Sarah sagde han: Nu har jeg givet tusind sølvmønter til din bror, det skal være dig et skjul for øjnene hos alle, som er med dig, og du er retfærdiggjort for alt. 17 Abraham bad til Gud, og Gud helbredte Avimelech og hans hustru og hans tjenestepiger, og de fødte, 18 for Hashem havde helt lukket for hvert moderliv i Avimelechs hus på grund af Sarah, Abrahams hustru.                

21

1 Hashem havde Sarah i erindring, sådan som han havde sagt, og Hashem gjorde for Sarah, sådan som han havde talt. 2 Sarah blev gravid, og hun fødte Abraham en søn i hans alderdom til den tid, som Gud havde sagt. 3 Abraham gav sin søn, der var født ham, som Sarah havde født ham, navnet Isak. 4 Abraham omskar sin søn Isak, da han var otte dage, sådan som Gud havde befalet ham. 5 Og Abraham var hundrede år, da hans søn Isak blev født ham. 6 Sarah sagde: Gud har givet mig latter (tzechok), alle, der hører det, skal le (jitzachek) med mig. 7 Sarah sagde: Hvem skulle have sagt til Abraham, at Sarah ville amme sønner, for jeg har født en søn i hans alderdom. 8 Drengen blev større og blev vænnet fra, og Abraham lavede et stort gæstebud den dag, Isak blev vænnet fra. 9 Sarah så ægypterinden Hagars søn, som hun havde født Abraham, le. 10 Hun sagde til Abraham: Driv denne tjenestekvinde og hendes søn bort, for denne tjenestekvindes søn skal ikke arve sammen med min søn, med Isak. 11 Det så meget ondt ud i Abrahams øjne for hans søns skyld. 12 Gud sagde til Abraham: Lad det ikke synes ondt i dine øjne for drengen og for din tjenestekvinde; alt hvad Sarah siger til dig, skal du høre efter, for efter Isak skal dine efterkommere opkaldes. 13 Også tjenestekvindens søn vil jeg gøre til et folkeslag, for han er din sæd. 14 Abraham stod tidligt op om morgenen og tog brød og en lædersæk med vand og gav Hagar og lagde dem på hendes skuldre og drengen og sendte hende af sted, og hun gik og for vild i ørkenen ved Beer Sheva. 15 Vandet i lædersækken slap op, og hun kastede drengen under en af buskene. 16 Hun gik hen og satte sig overfor i et bueskuds afstand, for hun sagde: Jeg vil ikke se på drengens død, og hun sad overfor og brød ud i gråd. 17 Gud hørte drengens stemme, og Guds engel kaldte på Hagar fra himlen og sagde til hende: Hvad er der med dig, Hagar? Frygt ikke, for Gud har hørt drengens stemme, dér hvor han er. 18 Rejs dig op, tag drengen og hold fast i ham med din hånd, for jeg vil gøre ham til et stort folkeslag. 19 Gud åbnede hendes øjne, og hun så en brønd med vand, og hun gik hen og fyldte lædersækken med vand og gav drengen det at drikke. 20 Gud var med drengen, og han voksede op og boede i ørkenen og blev bueskytte. 21 Han boede i Parans ørken, og hans mor tog en hustru til ham fra Ægyptens land.                22 På den tid sagde Avimelech og Pichol, hans hærfører således til Abraham: Gud er med dig i alt, hvad du gør. 23 Og nu, sværg ved Gud til mig her, at du ikke vil bedrage mig og min søn og mit barnebarn, samme hengivenhed, jeg har vist dig, skal du vise mig og det land, som du har boet i. 24 Abraham sagde: Jeg vil sværge. 25 Abraham bebrejdede Avimelech angående den vandbrønd, som Avimelechs tjenere havde røvet. 26 Avimelech sagde: Jeg vidste ikke, hvem der havde gjort dette, og du har heller ikke fortalt mig det, og jeg har heller ikke hørt det, før i dag. 27 Abraham tog får og kvæg og gav til Avimelech, og de to indgik en pagt. 28 Abraham stillede syv lam fra fåreflokken for sig selv. 29 Avimelech sagde til Abraham: Hvad er det for syv lam, du har stillet for sig selv? 30 Han sagde: Fordi du skal tage disse syv lam af min hånd, for at det kan være et vidne for mig på, at jeg har gravet denne brønd. 31 Derfor kalder man denne brønd Beer Sheva, for dér aflagde de begge ed (nishbe’u). 32 De indgik en pagt i Beer Sheva, og Avimelech og hans hærfører Pichol brød op og vendte tilbage til pelishternes land. 33 Han plantede en tamarisk-busk i Beer Sheva, og dér påkaldte han Hashems, den evige Guds navn. 34 Abraham boede i pelishternes land i lang tid.

22

1 Det var efter disse begivenheder, at Gud satte Abraham på prøve og sagde til ham: Abraham! Og han sagde: Her er jeg. 2 Han sagde: Tag dog din søn, din eneste, som du elsker, Isak, og gå du til Moriahs land, og du skal ofre ham dér som brændoffer på et af bjergene, som jeg vil sige dig. 3 Abraham stod op tidligt om morgenen og sadlede sit æsel, han tog sine to tjenestedrenge med sig og sin søn Isak og huggede brænde til brændofferet, og han brød op og drog til det sted, Gud havde sagt til ham. 4 På den tredje dag løftede Abraham sit blik og så stedet på afstand. 5 Abraham sagde til sine tjenestedrenge: Bliv her med æslet, og jeg og drengen vil gå derhen og kaste os ned og vende tilbage til jer. 6 Abraham tog brændet til brændofferet og lagde det på sin søn Isak, og han tog ilden i hånden og slagtekniven, og de to gik sammen. 7 Isak sagde til sin far Abraham, han sagde: Far! Og han sagde: Jeg er her, min søn; han sagde: Her er ilden og brændt, og hvor er lammet til brændofferet? 8 Abraham sagde: Gud vil udse sig lammet til brændofferet, min søn; og de to gik sammen. 9 De kom til stedet, som Gud havde sagt til ham, og dér byggede Abraham alteret og lagde brændet til rette, og han bandt sin søn Isak og lagde ham på alteret oven på brændet. 10 Abraham rakte sin hånd ud og tog slagtekniven for at slagte sin søn. 11 Hashems engel kaldte på ham fra himlen og sagde: Abraham, Abraham! Og han sagde: Her er jeg. 12 Den sagde: Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget, for nu ved jeg, at du er gudfrygtig og ikke holder din søn, din eneste, tilbage fra mig. 13 Abraham løftede blikket og så, og da stod der en vædder, der hang fast i buskadset med sine horn, og Abraham gik hen og tog vædderen og ofrede den som et brændoffer i stedet for sin søn. 14 Abraham kaldte dette sted for ’Hashem vil udse’ (Hashem jir’eh), som det siges i dag: På Hashems bjerg vil det blive set. 15 Hashems engel kaldte for anden gang på Abraham fra himlen, 16 den sagde: Jeg har svoret ved mig selv, er Hashems ord, at eftersom du har gjort dette og ikke holdt din søn, din eneste, tilbage, 17 så vil jeg velsigne dig i rigt mål og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet, der er ved havets bred, og dine efterkommere skal tage deres fjenders port i besiddelse. 18 Ved dine efterkommere skal alle jordens folkeslag lade sig velsigne, fordi du lyttede til min stemme. 19 Abraham vendte tilbage til tjenestedrengene, og de brød op og drog sammen til Beer Sheva, og Abraham boede i Beer Sheva. 20 Det var efter disse begivenheder, det blev fortalt til Abraham og sagt: Nu har Milkah også født børn til din bror Nachor. 21 Utz, hans førstefødte, og hans bror Buz og Kemuel, Arams far. 22 Og Kesed og Chazo og Pildash og Jidlaf og Betuel. 23 Og Betuel avlede Rebekkah; disse otte fødte Milkah til Nachor, Abrahams bror. 24 Og hans medhustru og hendes navn var Reumah, og også hun fødte: Tevach og Gacham og Tachash og Ma’achah.

 23

1 Sarahs liv var hundrede år og tyve år og syv år, [det var] Sarahs leveår. 2 Sarah døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kenaans land, og Abraham kom for at sørge over Sarah og for at græde over hende. 3 Abraham rejste sig fra sin dødes ansigt og talte til hititterne således: 4 En fremmed og en indbygger er jeg hos jer, giv mig en grav i eje hos jer, så jeg kan begrave min døde væk fra mit ansigt. 5 Hititterne svarede Abraham med at sige til ham: 6 Hør os, min herre, du er en Guds fyrste blandt os, begrav din døde i en udvalgt af vores grave, ingen af os vil holde sin grav tilbage fra dig og forhindre dig i at begrave din døde. 7 Abraham rejste sig og kastede sig ned for landets folk, for hititterne. 8 Han talte med dem og sagde: Hvis det er jeres vilje at begrave min døde væk fra mit ansigt, så hør mig og henvend jer for mig til Efron ben-Tzochar, 9 så han giver mig Machpelah-hulen, som han har, som ligger for enden af hans mark; for fuld betaling skal han give mig en grav i eje blandt jer. 10 Og Efron sad blandt hititterne, og hititten Efron svarede Abraham og i hititternes påhør, foran alle, der var kommet i hans bys porte, således: 11 Nej min herre, hør mig! Marken har jeg givet dig, og hulen, der er på den, har jeg givet dig; for øjnene af mit folk giver jeg dig den, begrav din døde. 12 Abraham kastede sig ned for landets folk. 13 Han talte til Efron i landets folks påhør således: Hvis du dog bare vil høre mig! Jeg giver penge for marken, tag dem af mig, og jeg vil begrave min døde dér. 14 Efron svarede Abraham ved at sige til ham: 15 Min herre, hør mig! Et stykke land til firehundrede shekel sølv mellem mig og dig, hvad er det? Begrav du din døde. 16 Abraham hørte på Efron, og Abraham vejede det sølv af til Efron, som han havde sagt i hititternes påhør: firehundrede shekel sølv i gangbar mønt. 17 Efrons mark, som er ved Machpelah, der ligger før Mamre, marken og hulen, som er på den, og alt træ, som er på marken inden for skellet, der omgiver den, overgik 18 til Abraham som ejendom for øjnene af hititterne, for alle, der kom i hans bys port. 19 Og derefter begravede Abraham sin hustru Sarah i hulen på Machpelahs mark over for Mamre, det er Hebron, i Kenaans land. 20 Marken og hulen, som er på den, overgik fra hititterne til Abraham som ejendom til en grav.

24

1 Abraham var gammel, han var kommet op i årene, og Hashem velsignede Abraham i alt. 2 Abraham sagde til sin tjener, ældste i hans hus, der styrede alt, hvad han havde: Læg nu din hånd under min hofte. 3 Jeg vil lade dig sværge ved Hashem, himlens Gud og jordens Gud, at du ikke tager en hustru til min søn af kenaanitternes døtre, som jeg bor blandt. 4 For til mit land og til min fødeegn skal du drage og tage en hustru til min søn, til Isak. 5 Tjeneren sagde til ham: Måske vil kvinden ikke komme for at følge efter mig til dette land, skal jeg så bringe din søn til det land, som du drog ud fra? 6 Abraham sagde til ham: Vogt dig for at bringe min søn dertil! 7 Hashem, himlens Gud, der tog mig fra min fars hus og fra mit fødeland, og som talte til mig, og som svor over for mig ved at sige: Til dine efterkommere vil jeg give dette land, Han vil sende sin engel foran dig, og du skal tage en kvinde til min søn derfra. 8 Og hvis kvinden ikke vil komme for at drage efter dig, skal du være løst fra denne min ed, blot må du ikke bringe min søn tilbage dertil. 9 Tjeneren lagde sin hånd under sin herre Abrahams hofte og svor over for ham om dette. 10 Tjeneren tog ti kameler af sin herres kameler og drog af sted og havde alle slags gode ting fra sin herre med sig; han brød op og drog til Aram Nacharajim, til Nachors by. 11 Han lod kamelerne knæle uden for byen ved vandbrønden ved aftenstid, ved den tid kvinderne gik ud for at hente vand op. 12 Han sagde: Hashem, min herre Abrahams Gud, lad det dog ske mig i dag, og vis hengivenhed mod min herre Abraham. 13 Her står jeg ved vandkilden, og døtrene af byens folk kommer ud for at trække vand op. 14 Når det sker, at den unge pige, som jeg siger til: Vær venlig at hælde af din krukke, så jeg kan drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil også vande dine kameler, hende har du udpeget for din tjener til Isak, og gennem hende vil jeg vide, at du har vist min herre hengivenhed. 15 Det skete, at før han var færdig med at tale, da kom Rebekkah, født til Betuel ben-Milkah, Abrahams bror Nachors hustru, ud med sin krukke på skulderen. 16 Den unge pige var meget smuk af udseende, en jomfru, og ingen mand havde kendt hende; hun gik ned til kilden og fyldte sin krukke og gik op. 17 Tjeneren løb hende i møde og sagde: Vær venlig at give mig lidt vand at drikke af din krukke. 18 Hun sagde: Drik, min herre, og hun skyndte sig at tage sin krukke ned i hånden og gav ham noget at drikke. 19 Da hun var færdig med at lade ham drikke, sagde hun: Jeg vil også trække vand op til dine kameler, indtil de er færdige med at drikke. 20 Hun skyndte sig at tømme sin krukke i vandtruget, og hun løb igen hen til brønden for at hente vand op, og hun trak vand op til alle hans kameler. 21 Manden så forundret på hende og tav for at vide, om Hashem havde ladet hans rejse lykkes eller ej. 22 Da kamelerne var færdige med at drikke, tog manden en næsering af guld, der vejede en beka[5], af og to armbånd af guld, der vejede ti [beka] guld til hendes arme. 23 Han sagde: Fortæl mig dog, hvis datter du er? Er der plads i din fars hus til, at vi kan sove? 24 Hun sagde til ham: Jeg er datter er Betuel ben-Milkah, født til Nachor. 25 Hun sagde til ham: Der er både strå og masser af foder hos os og også plads til at sove. 26 Manden bøjede sig og kastede sig ned for Hashem. 27 Han sagde: Lovet være Hashem, min herre Abrahams Gud, som ikke har holdt sin hengivenhed og sin trofasthed tilbage fra min herre; jeg er på den vej, Hashem har vist mig til min herres brors hus. 28 Pigen løb og fortalte alt dette i sin mors hus. 29 Rebekkah havde en bror, og hans navn var Lavan; Lavan løb ud til manden ved kilden. 30 Da han så næseringen og armbåndene på sin søsters arme, og da han hørte sin søster Rebekkahs ord, da hun sagde: Sådan talte manden til mig, gik han ud til manden, og dér stod han med kamelerne ved kilden. 31 Han sagde: Kom, Hashems velsignede, hvorfor står du udenfor, når jeg har beredt huset og en plads til kamelerne. 32 Manden kom ind i huset og tog seletøjet af kamelerne, og han gav kamelerne strå og foder og vand til at vaske hans fødder og fødderne på de mænd, der var med ham. 33 Der blev sat noget at spise foran ham, og han sagde: Jeg kan ikke spise, før jeg har talt min sag, og han sagde: Tal! 34 Han sagde: Jeg er Abrahams tjener. 35 Hashem har rigt velsignet min herre og gjort ham stor og givet ham får og kvæg og sølv og guld og tjenere og tjenestekvinder og kameler og æsler. 36 Sarah, min herres hustru, fødte min herre en søn, efter hun var blevet gammel, og han gav ham alt, hvad han har. 37 Min herre lod mig sværge ved at sige: Du må ikke tage en hustru til min søn blandt døtrene af kenaanitten, i hvis land jeg bor. 38 Men du skal gå til min fars hus og til min familie og tage en hustru til min søn. 39 Jeg sagde til min herre: Måske vil kvinden ikke følge mig. 40 Han sagde til mig: Hashem, for hvis ansigt jeg har vandret, vil sende sin engel med dig og lade din rejse lykkes, og du skal tage en hustru til min søn af min familie og af min fars hus. 41 Sådan skal du være løst fra min ed: Når du kommer til min familie, og hvis de ikke vil give dig nogen, skal du være løst fra min ed. 42 I dag kom jeg til kilden, og jeg sagde: Hashem, min herre Abrahams Gud, hvis det dog vil behage dig at lade min rejse, som jeg er på, lykkes. 43 Her står jeg ved kilden med vand; når det sker, at en ung pige kommer ud for at hente vand op, vil jeg sige til hende: Vær venlig at lade mig drikke lidt vand af din krukke, 44 og hvis hun siger til mig: Både du skal drikke, og jeg vil også trække vand op til dine kameler; det er den kvinde, Hashem har udpeget til min herres søn. 45 Før jeg var færdig med at tale i mit hjerte, da kommer Rebekkah ud med sin krukke på skulderen, og hun gik ned til kilden og trak vand op, og jeg sagde til hende: Vær venlig at give mig lidt at drikke. 46 Hun skyndte sig at tage sin krukke ned og sagde: Drik, og jeg vil også vande dine kameler; jeg drak, og hun vandede også kamelerne. 47 Jeg spurgte hende og sagde: Hvis datter er du? Og hun sagde: Datter af Betuel ben-Nachor, som Milkah fødte ham, og jeg satte næseringen i hendes næse og armbåndene om hendes arme. 48 Jeg bøjede mig og kastede mig ned for Hashem, og jeg lovpriste Hashem, min herre Abrahams Gud, som havde ført mig på den sande vej for at tage datteren af min herres bror til hans søn. 49 Og nu, hvis I ønsker at vise hengivenhed og trofasthed mod min herre, så fortæl mig det, og hvis ikke, så fortæl mig det, og jeg vil vende mig til højre eller til venstre. 50 Lavan og Betuel svarede og sagde: Fra Hashem er dette kommet, vi kan ikke tale godt eller ondt til dig. 51 Her er Rebekkah foran dig, tag hende og gå, og hun skal blive hustru til din herres søn, sådan som Hashem har sagt. 52 Da Abrahams tjener hørte deres ord, kastede han sig til jorden for Hashem. 53 Tjeneren tog sølvtøj og guldting og klæder frem og gav til Rebekkah, og han gav fine gaver til hendes bror og hendes mor. 54 De spiste og drak, han og mændene, der var med ham, og de sov og stod op om morgenen, og han sagde: Send mig til min herre. 55 Hendes bror og hendes mor sagde: Lad pigen blive hos os nogle dage eller ti, derefter kan hun tage af sted. 56 Han sagde til dem: Hold mig ikke tilbage, når Hashem har ladet min rejse lykkes; send mig af sted, så jeg kan drage til min herre. 57 De sagde: Lad os kalde på pigen og spørge hende selv. 58 De kaldte på Rebekkah og sagde til hende: Vil du gå med denne mand? Og hun sagde: Jeg vil gå. 59 De sendte deres søster Rebekkah og hendes amme og Abrahams tjener og hans mænd af sted. 60 De velsignede Rebekkah og sagde til hende: Vor søster, må du blive til tusind gange ti tusind, og må dine efterkommere besidde dine fjenders port. 61 Rebekkah brød op og hendes piger, og de red på kameler og fulgte efter manden; tjeneren tog Rebekkah og drog af sted. 62 Isak kom fra vejen til Beer Lachaj Roi, og han boede i Negev. 63 Isak var gået ud for at samtale[6] på marken før aften, og han løftede blikket og så, og dér var der kameler på vej. 64 Rebekkah løftede blikket og så Isak, og hun lod sig falde ned fra kamelen. 65 Hun sagde til tjeneren: Hvem er den mand dér, som går os i møde på marken? Tjeneren sagde: Det er min herre, og hun tog sløret og dækkede sig til. 66 Tjeneren fortalte Isak om alle de ting, han havde gjort. 67 Isak førte hende til sin mor Sarahs telt, og han tog Rebekkah til ægte, og hun blev hans hustru, og han elskede hende, og Isak blev trøstet efter sin mor.

25

1 Abraham tog atter en hustru, og hendes navn var Keturah. 2 Hun fødte ham Zimran og Jokshan og Medan og Midjan og Jishbak og Shuach. 3 Og Jokshan avlede Sheva og Dedan og Dedans sønner var ashuritterne og letushitterne og le’umitterne. 4 Og Midjans sønner var Eifah og Efar og Chanoch og Avida og Elda’ah, alle disse var Keturahs sønner. 5 Abraham gav alt, hvad han havde, til Isak. 6 Og til sønnerne af de medhustruer, Abraham havde, gav Abraham gaver og sendte dem væk fra sin søn Isak, mens han stadig levede, mod øst, til østlandet. 7 Dette er Abrahams leveår, som han levede: hundrede år og halvfjerds år og fem år. 8 Abraham udåndede og døde i en god alderdom, gammel og mæt [af dage], og samledes til sit folk. 9 Isak og Jishmael, hans sønner, begravede ham i Machpelah-hulen på hititten Efron ben-Tzchars mark, som ligger før Mamre, 10 den mark, som Abraham købte af hititterne, dér er Abraham og hans hustru Sarah begravet. 11 Efter Abrahams død velsignede Gud Isak, hans søn, og Isak boede ved Beer Lachaj Roi. 12 Dette er slægtshistorien for Abrahams søn Jishmael, som ægypterinden Hagar, Sarahs tjenestekvinde, fødte til Abraham: 13 Dette er navnene på Jishmaels sønner, efter deres navne, efter deres slægter: Jishmaels førstefødte, Nevajot, og Kedar og Adbe’el og Mivsam. 14 Og Mishma og Dumah og Massa. 15 Chadad og Teimah, Jetur, Nafish og Kedmah. 16 Dette er Jishmaels sønner, og dette er deres navne i deres åbne byer og i deres fæstninger, tolv fyrster for deres nationer. 17 Dette er Jishmaels leveår: hundrede år og tredive år og syv år, og han udåndede og døde og blev samlet til sit folk. 18 De havde bosat sig fra Chavilah til Shur, som ligger før Ægypten, når man kommer til Ashur, han slog sig ned over for alle sine brødre. 19 Dette er slægtshistorien for Abrahams søn Isak, Abraham avlede Isak. 20 Isak var fyrre år, da han tog Rebekkah, datter af aramæeren Betuel fra Paddan Aram, søster til aramæeren Lavan, til hustru. 21 Isak bønfaldt Hashem på sin hustrus vegne, for hun var gold, og Hashem bønhørte ham, og hans hustru Rebekkah blev gravid. 22 Børnene stredes i hendes indre, og hun sagde: Hvis det skal være sådan, hvorfor er jeg så til? og hun gik hen for at udspørge Hashem. 23 Hashem sagde til hende: Der er to folkeslag i dit skød, og to adskilte nationer skal udgå fra dit indre; den ene nation skal være stærkere end den anden nation, og den ældre skal tjene den yngre. 24 Tidens fylde kom, hvor hun skulle føde, og da var der tvillinger i hendes skød. 25 Den første kom ud rød, lodden over det hele som en rød kappe, og de gav ham navnet Esau. 26 Derefter kom hans bror ud, og hans hånd havde fat om Esaus hæl (akev), og de gav ham navnet Jakob, og Isak var tres år, da de blev født. 27 Drengene voksede op, og Esau blev en mand, der forstod sig på jagt, en markens mand, og Jakob blev en fuldkommen mand, der boede i telte. 28 Isak elskede Esau, for hans jagt smagte ham, og Rebekkah elskede Jakob. 29 Jakob kogte en gryderet, og Esau kom fra marken, og han var træt. 30 Esau sagde til Jakob: Lad mig dog æde af det røde, det dér røde (adom), for jeg er træt; derfor kaldte man ham Edom. 31 Jakob sagde: Sælg mig i dag din førstefødselsret. 32 Esau sagde: Jeg skal jo dø, og hvad skal jeg med førstefødselsretten? 33 Jakob sagde: Sværg over for mig i dag, og han svor over for ham, og han solgte sin førstefødselsret til Jakob. 34 Og Jakob gav Esau brød og en ret linser, og han spiste og drak, og han rejste sig og gik, og Esau foragtede førstefødselsretten.

  26

1 Der blev hungersnød i landet, ud over den første hungersnød, der havde været i Abrahams dage, og Isak drog til Avimelech, pelishternes konge, til Gerar. 2 Hashem viste sig for ham og sagde: Gå ikke ned til Ægypten, ophold dig i det land, som jeg vil sige til dig. 3 Bo i dette land, og jeg vil være med dig, og jeg vil velsigne dig, for til dig og til dine efterkommere vil jeg give alle disse lande, og jeg vil opretholde den ed, som jeg svor over for Abraham, din far. 4 Jeg vil gøre dine efterkommere så mange som himlens stjerner, og jeg vil give dine efterkommere alle disse lande, og ved dine efterkommere skal alle jordens folkeslag lade sig velsigne, 5 fordi Abraham lyttede til min stemme og overholdt alt det, jeg vil have overholdt: mine bud, mine love og min lære. 6 Isak boede i Gerar. 7 Stedets folk spurgte til hans hustru, og han sagde: Hun er min søster, for han var bange for at sige: Min hustru, for at stedets folk ikke skulle dræbe mig på grund af Rebekkah, for hun er en godt udseende kvinde. 8 Da han havde været der en tid lang, kiggede Avimelech, pelishternes konge, gennem vinduet og så, at dér lo Isak sammen med sin hustru Rebekkah. 9 Avimelech tilkaldte Isak og sagde: Hun er jo din hustru, hvordan kunne du sige: Hun er min søster? Isak sagde til ham: Fordi jeg sagde: For at jeg ikke skal dø på grund af hende. 10 Avimelech sagde: Hvad er det, du har gjort mod os? Det var nær sket, at en af folket havde ligget med din hustru og bragt skyld over os! 11 Avimelech bød hele folket ved at sige: Den, der rører denne mand og hans hustru, skal sandelig dø. 12 Isak såede i dette land, og det år fandt han hundrede fold, og Hashem velsignede ham. 13 Manden blev mægtig, og han blev ved at blive mægtig, indtil han var meget mægtig. 14 Han havde flokke af får og flokke af kvæg og mange tjenestefolk, og pelishterne blev misundelige på ham. 15 Og alle de brønde, som hans fars tjenere havde gravet i hans far Abrahams dage, stoppede pelishterne til og fyldte med jord. 16 Avimelech sagde til Isak: Drag bort fra os, for du er blevet meget stærkere end os. 17 Isak drog bort derfra og slog lejr i Gerars dal og boede dér. 18 Isak gravede igen de vandbrønde, som de havde gravet i hans far Abrahams dage og pelishterne havde stoppet til efter Abrahams død, og han gav dem navne, de samme navne som hans far havde givet dem. 19 Isaks tjenere gravede i dalen, og dér fandt de en brønd med levende vand. 20 Gerars hyrder kom i strid med Isaks hyrder og sagde: Det er vores vand! Og han kaldte brønden Esek for de yppede kiv (hitasku) med ham. 21 De gravede en anden brønd, og de kom også i strid over den, og han gav den navnet Sitna (modstand). 22 Han flyttede derfra og gravede en anden brønd, og den kom de ikke i strid over, og han gav den navnet Rechovot og sagde: For nu har Hashem givet os rummelig plads (hirchiv), og vi vil blive frugtbare i landet. 23 Han drog op derfra til Beer Sheva. 24 Hashem viste sig for ham den samme nat og sagde: Jeg er din far Abrahams Gud, vær ikke bange, for jeg er med dig, og jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige for min tjener Abrahams skyld. 25 Han byggede et alter dér og påkaldte Hashems navn; han slog sit telt op dér, og dér gravede Isaks tjenere en brønd. 26 Avimelech kom til ham fra Gerar og gruppen af hans venner og Pichol, hans hærfører. 27 Isak sagde til dem: Hvorfor er I kommet til mig, når I hader mig og har sendt mig bort fra jer? 28 De sagde: Vi har indset, at Hashem er med dig, og vi sagde: Lad der dog være en ed imellem os, mellem os og dig, og lad os indgå en pagt med dig, 29 at du ikke handler ondt mod os, ligesom vi ikke har rørt dig, og ligesom vi kun har handlet godt mod dig og sendt dig bort i fred; du er nu Hashems velsignede. 30 Han holdt et gæstebud for dem, og de spiste og drak. 31 De stod tidligt op om morgenen, og hver aflagde ed til sin bror, og Isak sendte dem af sted, og de drog bort fra ham i fred. 32 Det var på den dag, Isaks tjenere kom og fortalte ham om den brønd, som de havde gravet, og de sagde til ham: Vi har fundet vand! 33 Han kaldte den Shiva, derfor er byens navn Beer Sheva til denne dag.              34 Esau var fyrre år, og han tog en kvinde, Jehudit, datter af hititten Be’eri og Basemat, datter af hititten Eilon, til ægte. 35 De var en åndens forbitrelse for Isak og Rebekkah.

27

1 Da Isak var blevet gammel og hans øjne for svage til at se, kaldte han på sin ældste søn Esau og sagde til ham: Min søn? og han sagde: Her er jeg. 2 Han sagde: Jeg er jo blevet gammel og kender ikke min dødsdag, 3 og nu, tag nu dine jagtredskaber, dit kogger og din bue og gå ud på marken og jag noget vildt til mig. 4 Og lav mig noget lækker mad, sådan som jeg holder af, og bring den til mig, og jeg vil spise, for at min sjæl kan velsigne dig, før jeg dør. 5 Rebekkah hørte Isaks tale til sin søn Esau, og Esau gik ud på marken for at jage vildt til at bringe. 6 Og Rebekkah sagde således til sin søn Jakob: Nu hørte jeg din far tale til din bror Esau og sige: 7 Bring mig noget vildt og lav mig noget lækker mad, og jeg vil spise, og jeg vil velsigne dig for Hashems ansigt, før min død. 8 Og nu, min søn, hør min stemme, på det, jeg byder dig. 9 Gå ud til småkvæget og tag mig to gode gedekid derfra, og jeg vil lave dem til noget lækker mad til din far, sådan som han holder af. 10 Du skal bringe det til din far, så han spiser, sådan så han kan velsigne dig før sin død. 11 Jakob sagde til sin mor Rebekkah: Min bror Esau er jo en behåret mand, og jeg er en mand med glat hud. 12 Måske føler min far på mig, og så vil jeg i hans øjne være som en bedrager, og jeg vil have bragt forbandelse over mig og ikke velsignelse. 13 Hans mor sagde til ham: Din forbandelse komme over mig, min søn, bare du hører på min stemme og går og henter det til mig. 14 Han gik og tog det og bragte det til sin mor, og hans mor lavede noget lækker mad, sådan som hans far holdt af. 15 Rebekkah tog sin ældste søn Esaus yndlingstøj, som var hos hende i huset, og klædte sin yngste søn Jakob på. 16 Og skindene fra gedekiddene lagde hun om hans hænder og om det glatte på hans hals. 17 Hun gav sin søn Jakob den lækre mad og brødet, hun havde lavet, i hånden. 18 Han kom til sin far og sagde: Far! Og han sagde: Her er jeg, hvem er du, min søn? 19 Jakob sagde til sin far: Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du sagde til mig, sæt dig nu op og spis af mit vildt, så din sjæl kan velsigne mig. 20 Isak sagde til sin søn: Hvordan har du fundet det så hurtigt, min søn? Og han sagde: Fordi Hashem, din Gud, har ladet det ske for mig. 21 Isak sagde til Jakob: Kom nærmere, så jeg kan føle på dig, min søn, om du er min søn Esau eller ej. 22 Jakob kom nærmere sin far Isak, og han følte på ham og sagde: Stemmen er Jakobs stemme, og hænderne er Esaus hænder. 23 Og han genkendte ham ikke, for hans hænder var som hans bror Esaus hænder, behårede, og han velsignede ham. 24 Han sagde: Er du nu min søn Esau? Og han sagde: Det er jeg. 25 Han sagde: Kom nærmere til mig, og jeg vil spise af min søns vildt, for at min sjæl kan velsigne dig; og han kom nærmere til ham, og han spiste, og han bragte ham vin, og han drak. 26 Hans far Isak sagde til ham: Kom dog nærmere og kys mig, min søn. 27 Han kom nærmere og kyssede ham, og han lugtede lugten af hans tøj, og han velsignede ham, og han sagde: Se, min søns lugt er som lugten af en mark, som Hashem har velsignet. 28 Gud give dig dug fra himlen og landets fedme og korn og most i mængde. 29 Folk skal tjene dig og nationer kaste sig ned for dig; bliv en fyrste for dine brødre, og din mors sønner skal kaste sig ned for dig; den, der forbander dig, skal være forbandet, og den, der velsigner dig, skal være velsignet. 30 Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og da Jakob havde skyndt sig ud fra sin far Isak, kom hans bror Esau fra sin jagt. 31 Også Esau lavede noget lækker mad og bragte det til sin far, og han sagde til sin far: Min far skal rejse sig og spise af sin søns vildt, for at din sjæl kan velsigne mig. 32 Hans far Isak sagde til ham: Hvem er du? Han sagde: Jeg er din søn, din førstefødte, Esau. 33 Isak blev grebet af en meget stor forfærdelse og sagde: Hvem er så det, der har jaget vildt og bragt det til mig, og jeg spiste af det hele, før du kom, og jeg velsignede ham? Han skal også være velsignet. 34 Da Esau hørte sin fars ord, skreg han med et meget højt og bittert skrig og sagde til sin far: Velsign også mig, far! 35 Han sagde: Din bror kom med list og tog din velsignelse. 36 Han sagde: Er det derfor, man gav ham navnet Jakob, at han skulle overliste mig (jakveni) to gange? Min førstefødselsret tog han, og nu har han taget min velsignelse! Og han sagde: Har du ikke beholdt en velsignelse til mig? 37 Isak svarede og sagde til Esau: Nu har jeg gjort ham til fyrste for dig, og alle hans brødre har jeg givet ham som tjenere og forsørget ham med korn og most, og for dig, hvad kan jeg så gøre, min søn? 38 Esau sagde til sin far: Har du kun den ene velsignelse, far? Velsign også mig, far! Og Esau hævede stemmen og græd. 39 Hans far Isak svarede og sagde til ham: Nu skal din bolig være af jordens fedme og himlens dug fra oven. 40 Ved dit sværd skal du leve, og din bror skal du tjene, og når du drager bort[7], skal du bryde hans åg fra din nakke. 41 Esau hadede Jakob på grund af den velsignelse, hans far havde velsignet ham med, og Esau sagde til sig selv: Sørgedagene over min far nærmer sig, og så vil jeg dræbe min bror Jakob. 42 Man fortalte Rebekkah hendes ældste søn Esaus ord, og hun sendte bud og tilkaldte sin yngste søn og sagde til ham: Din bror Esau trøster sig over dig ved at ville dræbe dig. 43 Og nu, min søn, hør på mig, bryd op og flygt til min bror Lavan, til Charan. 44 Bliv hos ham nogle dage, indtil din brors vrede vender sig, 45 indtil din brors vrede har vendt sig fra dig, og han har glemt det, du har gjort mod ham; jeg vil sende bud og hente dig derfra; hvorfor skulle jeg miste jer begge på én dag? 46 Rebekkah sagde til Isak: Jeg væmmes ved mit liv på grund af Chets døtre; hvis Jakob tager en hustru blandt Chets døtre, som disse af landets døtre, hvad skal jeg da leve for?

28

1 Isak kaldte på Jakob og velsignede ham, og han gav ham besked og sagde til ham: Du må ikke tage en hustru af Kenaans døtre. 2 Bryd op og tag til Paddan Aram, til din morfar Betuels hus, og tag dig en hustru derfra, af din morbror Lavans døtre. 3 Og El Shaddaj vil velsigne dig og gøre dig frugtbar og talrig, og du skal blive til en forsamling af folk. 4 Og Han skal give Abrahams velsignelse til dig og til dine efterkommere med dig, for at du kan tage det land i besiddelse, som du opholder dig i, som Gud gav til Abraham. 5 Isak sendte Jakob af sted, og han drog til Paddan Aram, til Lavan søn af aramæeren Betuel, bror til Rebekkah, Jakobs og Esaus mor. 6 Esau så, at Isak velsignede Jakob og sendte ham til Paddan Aram for at tage sig en hustru derfra, da han velsignede ham og gav ham besked ved at sige: Du må ikke tage en hustru af Kenaans døtre. 7 Jakob hørte på sin far og på sin mor og tog til Paddan Aram. 8 Esau så, at Kenaans døtre var onde i hans far Isaks øjne. 9 Og Esau tog til Jishmael og tog sig Machalat bat-Jishmael ben-Abraham, søster til Nevajot til hustru ud over sine andre hustruer.              10 Jakob gik ud fra Beer Sheva og drog til Charan. 11 Han nåede stedet og sov dér, for solen var gået ned, og han tog af stedets sten og lagde ved sit hovedgærde, og han lagde sig på det sted. 12 Han drømte, og da var der en stige stillet på jorden, og dens top nåede til himlen, og Guds engle gik op og ned ad den. 13 Og så stod Hashem hos ham og sagde: Jeg er Hashem, din far Abrahams Gud og Isaks Gud; det land, du ligger på, vil jeg give til dig og til dine efterkommere. 14 Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal sprede dig mod vest og mod øst og mod nord og mod syd, og gennem dig og dine efterkommere skal alle jordens familier velsignes. 15 Og jeg er jo med dig, og jeg vil våge over dig overalt, hvor du går, og føre dig tilbage til denne jord, for jeg vil ikke forlade dig, før jeg har gjort det, som jeg har talt til dig. 16 Jakob vågnede af sin søvn og sagde: Hashem er jo på dette sted, og jeg vidste det ikke! 17 Han følte ærefrygt og sagde: Hvor er dette sted ærefrygtindgydende, det kan ikke være andet end Guds hus, og dette er himlens port. 18 Jakob stod tidligt op om morgenen og tog stenen, som han havde lagt ved sit hoved, og satte den som en støtte og hældte olie over dens hoved. 19 Han gav dette sted navnet Bet El (Guds Hus), men Luz var byens navn fra begyndelsen. 20 Jakob aflagde et løfte ved at sige: Hvis Gud vil være med mig og våge over mig på denne rejse, som jeg er på, og give mig brød at spise og tøj at tage på, 21 og jeg kommer tilbage til min fars hus i fred, så skal Hashem være min Gud, 22 og denne sten, som jeg har sat som en støtte, skal være Guds hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende.

 29

1 Jakob tog benene [på nakken] og gik til østens børns land. 2 Han så, at dér var der en brønd på marken, og dér lå der tre fåreflokke til hvile ved den, for af denne brønd vandede man flokkene, og der var en stor sten over brøndens munding. 3 Alle flokkene samledes dér, og man rullede stenen væk fra brøndens munding og vandede fårene og lagde stenen tilbage på dens plads over brøndens munding. 4 Jakob sagde til dem: Mine brødre, hvor er I fra? Og de sagde: Vi er fra Charan. 5 Han sagde til dem: Kender I Lavan ben-Nachor? Og de sagde: Vi kender ham. 6 Han sagde til dem: Har han det godt? Og de sagde: Godt, og dér kommer hans datter med fårene. 7 Han sagde: Det er jo stadig højlys dag, det er ikke tid til at samle kvæget; vand fårene og gå hen og lad dem græsse. 8 De sagde: Det kan vi ikke, før alle flokkene er samlet, og man ruller stenen væk fra brøndens munding, så kan vi vande fårene. 9 Han talte endnu med dem, da Rachel kom med fårene, som hendes far havde, for hun var hyrdinde. 10 Da Jakob så Rachel, datter af Lavan, hans morbror, og hans morbror Lavans får, gik Jakob hen og rullede stenen væk fra brøndens munding og vandede sin morbror Lavans får. 11 Jakob kyssede Rachel, og han hævede stemmen og græd. 12 Jakob fortalte Rachel, at han var hendes fars bror, og at han var søn af Rebekkah, og hun løb og fortalte sin far det. 13 Da Lavan hørte forlydenet om Jakob, hans søsters søn, løb han ham i møde og omfavnede ham og kyssede ham og bragte ham til sit hus, og han fortalte Lavan alle disse ting. 14 Lavan sagde til ham: Du er jo mit ben og mit kød! og han blev hos ham en måneds tid. 15 Lavan sagde til Jakob: Fordi du er min bror, skulle du så tjene mig gratis? Fortæl mig, hvad din løn er. 16 Og Lavan havde to døtre, den ældstes navn var Leah, og den yngstes navn Rachel. 17 Leahs øjne var blide, og Rachel var smuk af skikkelse og smuk af udseende. 18 Jakob elskede Rachel, og han sagde: Jeg vil tjene dig syv år for din yngste datter Rachel. 19 Lavan sagde: Det er bedre, at jeg giver hende til dig, end at jeg giver hende til en anden mand; bliv hos mig. 20 Jakob arbejdede for Rachel i syv år, og i hans øjne var det som få dage på grund af hans kærlighed til hende. 21 Jakob sagde til Lavan: Giv mig min hustru, for min tid er opfyldt, og jeg vil komme til hende. 22 Lavan samlede alle stedets mænd og lavede et gæstebud. 23 Det var om aftenen, at han tog sin datter Leah og bragte hende til ham, og han kom til hende. 24 Lavan gav hende sin tjenestepige Zilpah til at være tjenestekvinde for hans datter Leah. 25 Det var om morgenen, og det var Leah, og han sagde til Lavan: Hvad er dette, du har gjort mod mig? Det er jo for Rachel, at jeg har arbejdet for dig? Og hvorfor har du snydt mig? 26 Lavan sagde: Sådan må man ikke gøre på vores sted, at give den yngste bort før den førstefødte. 27 Lad denne uge gå til ende, og så vil også denne her blive givet til dig for det arbejde, du skal gøre for mig endnu syv andre år. 28 Det gjorde Jakob, den uge gik til ende, og han gav ham sin datter Rachel til hustru. 29 Lavan gav sin datter Rachel Bilhah, hans tjenestepige, til at være tjenestepige for hende. 30 Han kom også til Rachel, og han elskede Rachel mere end Leah, og han arbejdede for ham endnu syv andre år. 31 Hashem så, at Leah var hadet, og Han åbnede hendes moderliv, og Rachel var gold. 32 Leah blev gravid og fødte en søn, og hun gav ham navnet Reuven, for hun sagde: For Hashem har set (ra’ah) min smerte, og nu vil min mand elske mig. 33 Hun blev gravid igen og fødte en søn, og hun sagde: Fordi Hashem har hørt (shama), at jeg er foragtet, har Han også givet mig denne, og hun gav ham navnet Shimon. 34 Hun blev gravid igen og fødte en søn, og hun sagde: Denne gang vil min mand følge (jilaveh) mig, for jeg har født ham tre sønner, derfor gav hun ham navnet Levi. 35 Hun blev gravid igen og fødte en søn, og hun sagde: Denne gang vil jeg takke (odeh) Hashem, derfor gav hun ham navnet Jehudah, og hun holdt op med at føde.

30

1 Rachel så, at hun ikke fødte Jakob børn, og Rachel blev misundelig på sin søster, og hun sagde til Jakob: Lad mig få børn, og hvis ikke, dør jeg! 2 Jakob blev vred på Rachel, og han sagde: Er jeg i Guds sted, som har nægtet dig frugt af dit skød? 3 Hun sagde: Her er min tjenestepige Bilhah, kom til hende, så hun kan føde på mine knæ, og jeg kan få en søn gennem hende. 4 Hun gav sin tjenestepige Bilhah til sin mand, og Jakob kom til hende. 5 Bilhah blev gravid og fødte Jakob en søn. 6 Rachel sagde: Gud har dømt mig (danani) og har hørt min stemme og givet mig en søn, derfor gav hun ham navnet Dan. 7 Hun blev gravid igen, og Bilhah, Rachels tjenestepige, fødte Jakob en søn til. 8 Rachel sagde: Med mægtige bånd blev jeg bundet (naftulei naftalti) til min søster og har klaret mig, og hun gav ham navnet Naftali. 9 Leah så, at hun var holdt op med at føde, og hun tog Zilpah, sin tjenestepige, og gav hende til Jakob som hustru. 10 Zilpah, Leahs tjenestepige, fødte Jakob en søn. 11 Leah sagde: Lykken (gad) er kommet, og hun gav ham navnet Gad. 12 Og Zilpah, Leahs tjenestepige, fødte Jakob en søn til. 13 Leah sagde: Lykkelige mig (b’oshri), for piger har gjort mig lykkelig (ishruni), og hun gav ham navnet Asher. 14 På hvedehøstens tid gik Reuven og fandt elskovsfrugter på marken og bragte dem til sin mor Leah, og Rachel sagde til Leah: Vær sød at give mig din søns dudaim. 15 Hun sagde til hende: Ikke bare har du taget min mand, vil du også tage min søns elskovsfrugter? Rachel sagde: Derfor skal han ligge med dig i nat for din søns elskovsfrugter. 16 Jakob kom fra marken om aftenen, og Leah gik ud for at møde ham og sagde: Til mig skal du komme, jeg har nemlig lejet dig for min søns elskovsfrugter, og han lå med hende den nat. 17 Gud hørte på Leah, og hun blev gravid og fødte Jakob en femte søn. 18 Leah sagde: Gud har givet mig min løn (s’chari) fordi jeg gav min tjenestepige til min mand, og hun gav ham navnet Jissaschar. 19 Leah blev gravid igen og fødte Jakob en sjette søn. 20 Leah sagde: Gud har skænket mig, ja mig, en god lod, denne gang vil min mand bo hos mig (jizbeleini), for jeg har født ham seks sønner, og hun gav ham navnet Zevulun. 21 Derefter fødte hun en datter og gav hende navnet Dinah. 22 Gud huskede på Rachel, og Gud hørte på hende og åbnede hendes moderliv. 23 Hun blev gravid og fødte en søn, og hun sagde: Gud har fjernet (asaf) min skam, 24 og hun gav han navnet Josef for at sige: Må Hashem give (josef) mig endnu en søn. 25 Da Rachel havde født Josef, sagde Jakob til Lavan: Send mig bort, og jeg vil drage til mit eget sted og mit eget land. 26 Giv mig mine hustruer og mine børn, som jeg har arbejdet hos dig for, og jeg vil tage af sted, for du kender mit arbejde, jeg har gjort for dig. 27 Lavan sagde til ham: Hvis jeg har fundet nåde for dine øjne; jeg har spået, og Hashem har velsignet mig for din skyld. 28 Han sagde: Nævn din løn for mig, og jeg vil give dig den. 29 Han sagde til ham: Du ved, hvordan jeg har arbejdet for dig, og hvad din hjord er blevet til hos mig. 30 For det lidt, du havde før mig, har bredt sig til meget, og Hashem har velsignet dig, [siden jeg satte] min fod [hos dig], og nu, hvornår skal jeg også gøre noget for mit eget hus? 31 Han sagde: Hvad skal jeg give dig? Og Jakob sagde: Du skal ikke give mig noget, hvis du gør dette for mig, vil jeg igen røgte og vogte dine får. 32 Jeg vil gennemgå alle dine får i dag, fjern hvert plettet og broget lam derfra, og hvert mørkt lam blandt fårene, og hvad der er broget og plettet blandt gederne, og det skal være min løn. 33 Min retfærdighed skal svare for mig i morgen, når du kommer for at bese min løn; alt, hvad der ikke er plettet og broget blandt gederne og mørkt blandt lammene, skal anses for stjålet af mig. 34 Lavan sagde: Ja, lad det være, som du har talt. 35 Den dag skilte han de spættede og brogede bukke og alle plettede og brogede geder, alt det, der havde noget hvidt på sig, og alt mørkt blandt fårene og gav det i sine sønners hænder. 36 Han lagde tre dages rejse mellem sig og Jakob, og Jakob vogtede resten af Lavans får. 37 Jakob tog sig grene af frisk birketræ og hassel og kastanje og skrællede hvide striber i dem ved at lægge de hvide på grenene bart. 38 Han satte grenene i trugene, i vandrenderne, som fårene kom for at drikke ved, lige over for fårene, og de parrede sig, når de kom for at drikke. 39 Fårene parrede sig ved grenene, og fårene fødte spættede, plettede og brogede. 40 Jakob skilte lammene fra og stillede fårene med ansigtet mod de spættede og alle mørke blandt Lavans får og lavede sig hjorde og satte dem ikke sammen med Lavans får. 41 Hver gang de stærke får parrede sig, satte Jakob grene for øjnene af fårene ved vandrenderne for at de skulle parre sig ved grenene, 42 og ved de sene[8]  satte han dem ikke, og så blev de sene Lavans og de tidlige Jakobs. 43 Manden bredte sig mere og mere, og han have mange får og tjenestepiger og tjenere og kameler og får.

31

1 Han hørte Lavan-sønnernes ord, da de sagde: Jakob har taget alt, hvad vores far har, og af det, vores far har, har han skabt sig denne herlighed. 2 Jakob så Lavans ansigt, og det var ikke mod ham som før i tiden. 3 Hashem sagde til Jakob: Vend tilbage til dine fædres land og til dit fødested, og jeg vil være med dig. 4 Jakob sendte bud og kaldte Rachel og Leah ud på marken til sine får. 5 Han sagde til dem: Jeg ser af jeres fars ansigt, at han ikke er mod mig som før i tiden, og min fars Gud har været med mig. 6 Og I skal vide, at jeg har arbejdet for jeres far af al min kraft. 7 Og jeres far har bedraget mig og ændret min løn ti gange, men Gud har ikke givet ham lov til at handle ondt mod mig. 8 Hvis han sagde sådan: De plettede skal være din løn, så fødte alle fårene plettede, og hvis han sagde sådan: De spættede skal være din løn, så fødte alle fårene spættede. 9 Gud har taget jeres fars hjord og givet til mig. 10 På den tid, hvor fårene parrede sig, løftede jeg blikket og så i drømme, at de væddere, der besprang fårene, er spættede, plettede og brogede. 11 Guds engel sagde til mig i drømmen: Jakob, Jakob! Og jeg sagde: Her er jeg. 12 Den sagde: Løft dit blik og se, alle bukkene, som bespringer fårene, er spættede, plettede og brogede, for jeg har set alt, hvad Lavan har gjort mod dig. 13 Jeg er Bet Els Gud, dér, hvor du salvede en støtte, dér hvor du aflagde et løfte til mig; bryd nu op fra dette land og vend tilbage til dit fødeland.  14 Rachel og Leah svarede og sagde til ham: Har vi stadig del og arv i vores fars hus? 15 Vi er jo anset for fremmede for ham, for han har solgt os, og han har også spist vores penge op. 16 For al den rigdom, Gud har taget fra vores far, er vores og vores sønners, og nu, gør alt, hvad Gud har sagt til dig. 17 Jakob brød op og satte sine børn og sine hustruer op på kamelerne. 18 Og han førte hele sin hjord og al sin ejendom, som han havde erhvervet, den hjord, som han ejede, og som han havde erhvervet i Paddan Aram, for at komme til sin far Isak i Kenaans land. 19 Og Lavan var gået for at klippe sine får, og Rachel stjal de terafim[9], som hendes far havde. 20 Jakob stjal sig bort fra aramæeren Lavan uden at fortælle ham, at han flygtede. 21 Han flygtede med alt, hvad han havde, han brød op og satte over floden og vendte ansigtet mod Gil’ads bjerg. 22 Det blev fortalt Lavan på den tredje dag, at Jakob var flygtet. 23 Han tog sine brødre med sig og forfulgte ham på en syv dages rejse og indhentede ham på Gil’ads bjerg. 24 Gud kom til aramæeren Lavan i en natlig drøm og sagde til ham: Vogt dig for, at du hverken taler godt eller ondt om Jakob. 25 Lavan nåede Jakob, og Jakob havde slået sit telt op på bjerget, og Lavan slog telt op med sine brødre på Gil’ads bjerg. 26 Lavan sagde til Jakob: Hvad har du gjort? Du har stjålet dig bort og bortført mine døtre som krigsfanger. 27 Hvorfor skjulte du, at du ville flygte, og du stjal dig bort og fortalte mig ikke noget? Jeg ville have sendt dig af sted med fest og sange, med tamborin og strengespil. 28 Og du lod mig ikke kysse mine sønner og mine døtre; nu har du handlet tåbeligt. 29 Det står i min magt at gøre jer ondt; jeres fars Gud talte til mig i nat ved at sige: Vogt dig for at tale godt eller ondt om Jakob. 30 Og nu er du gået, fordi du længes sådan efter din fars hus; hvorfor har du stjålet mine guder? 31 Jakob svarede og sagde til Lavan: Fordi jeg var bange, for jeg sagde: Bare du ikke røver dine døtre fra mig. 32 Den, hos hvem du finder dine guder, skal ikke leve; over for vores brødre kan du genkende, hvad der er hos mig, og tage det, og Jakob vidste ikke, at Rachel havde stjålet dem. 33 Lavan kom ind i Jakobs telt og i Leahs telt og i de to tjenestepigers telt og fandt ikke noget; han kom ud fra Leahs telt og kom ind i Rachels telt. 34 Og Rachel havde taget hans terafim og lagt dem i kamelens saddeltaske og sat sig på dem. Lavan følte på alt i teltet og fandt ikke noget. 35 Hun sagde til sin far: Vær ikke vred, min herre, for jeg kan ikke rejse mig op for dig, for jeg har det på kvinders vis, og han ledte og fandt ikke hans terafim. 36 Jakob blev vred og skændtes med Lavan, og Jakob svarede og sagde til Lavan: Hvad er min forbrydelse, hvad er min synd, at du har fulgt efter mig? 37 For du har følt på alle mine ting, hvad har du fundet af alle dit hus’ ting? Læg dem her foran mine brødre og dine brødre, og de skal dømme mellem os to. 38 Det er tyve år, jeg har været hos dig, dine får og dine geder har ikke mistet afkom, og dine fårs væddere har jeg ikke spist. 39 Noget sønderrevet har jeg ikke bragt dig, jeg bødede selv for det, af min hånd krævede du det; det, der var stjålet om dagen og det, der var stjålet om natten. 40 Om dagen fortærede heden mig og kulden om natten, og søvn veg fra mine øjne. 41 Det er tyve år for mig i dit hus, jeg har arbejdet for dig i fjorten år for dine to døtre og seks år for dine får, og du har ændret min løn ti gange. 42 Hvis ikke min fars Gud, Abrahams Gud og Isaks rædsel havde været med mig, så havde du nu sendt mig tomhændet bort; Gud så min elendighed og mine hænders møje og dømte i nat. 43 Lavan svarede og sagde til Jakob: Døtrene er mine døtre og sønnerne mine sønner og fårene mine får, og alt, hvad du ser, er mit, og mod mine døtre, hvad skulle jeg gøre mod dem i dag eller mod deres børn, som de har født? 44 Og nu, lad os indgå en pagt, jeg og du, og den skal være vidne mellem mig og dig. 45 Jakob tog en sten og rejste den som en støtte. 46 Jakob sagde til sine brødre: Tag nogle sten! Og de tog nogle sten og lavede en høj, og de spiste dér på højen. 47 Lavan kaldte den Jagar Sahaduta (aramæisk: vidnehøj), og Jakob kaldte den Gal’ed (vidnehøj). 48 Lavan sagde: Denne høj er vidne mellem mig og dig i dag, derfor gav han den navet Gal’ed 49 og også Mitzpah (udkigssted), som han sagde: Gud skal holde udkig med mig og dig, når den ene bliver skjult for den anden. 50 Hvis du mishandler mine døtre, eller hvis du tager hustruer ved siden af mine døtre, er ingen med os; se, Gud er vidne mellem mig og dig. 51 Lavan sagde til Jakob: Nu er denne høj, og nu er denne støtte, som jeg har rejst mellem mig og dig, 52 denne høj er vidne, og støtten er vidne på, at jeg ikke vil gå forbi denne høj til dig, og at du ikke vil gå forbi denne høj til mig og denne støtte til det onde. 53 Abrahams Gud og Nachors Gud, deres fædres Gud, skal dømme mellem os, og Jakob svor ved sin far Isaks rædsel. 54 Jakob bragte et offer på bjerget, og han kaldte på sine slægtninge for at de skulle spise noget mad, og de spiste noget mad og sov på bjerget. 55 Lavan stod tidligt op om morgenen og kyssede sine sønner og sine døtre og velsignede dem, han drog af, og Lavan vendte tilbage til sit sted.

32

1 Og Jakob gik sin vej, og Guds sendebude mødte ham. 2 Da Jakob så dem, sagde han: Dette er Guds lejr (machaneh), og han kaldte dette sted Machanajim.

3 Jakob sendte sendebude i forvejen til sin bror Esau, til landet Se’ir, Edoms mark. 4 Han gav dem besked og sagde: Således skal I sige til min herre, til Esau: Således siger din tjener Jakob: Jeg har boet hos Lavan og blev opholdt indtil nu, 5 og nu har jeg okser og æsler og får og tjenere og tjenestepiger, og jeg sender bud for at fortælle min herre det, for at finde nåde for dine øjne. 6 Sendebuddene vendte tilbage til Jakob og sagde: Vi kom til din bror, til Esau, og han går også dig i møde og fire hundrede mand med ham. 7 Jakob blev meget bange, og han følte sig trængt og delte sit folk, der var med ham, og fårene og kvæget og kamelerne i to lejre. 8 Han sagde: Hvis Esau kommer til den ene lejr og slår den, så vil den lejr, der er tilbage, undslippe. 9 Jakob sagde: Min far Abrahams Gud og min far Isaks Gud, Hashem, som siger til mig: Vend tilbage til dit land og til dit fødested, og jeg vil handle godt mod dig; 10 jeg er for ringe til al den hengivenhed og al den trofasthed, som du har øvet mod din tjener, for med min stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg blevet til to lejre. 11 Red mig dog fra min bror Esaus hånd, for jeg er bange for ham, så han ikke skal komme og slå mig, både mødre og børn. 12 Og du har sagt: Jeg vil gøre meget godt mod dig, og jeg vil gøre dine efterkommere som havets sand, der ikke kan tælles for bare mængde. 13 Han sov dér samme nat, og han tog en foræring til sin bror Esau af det, der var kommet ham i hænde. 14 To hundrede geder og tyve bukke, to hundrede får og tyve væddere. 15 Tredive diegivende kameler og deres føl, fyrre køer og ti tyre, tyve hun-æsler og ti han-æsler. 16 Han overgav dem i sine tjeneres hånd, hver hjord for sig, og han sagde til sine tjenere: Gå i forvejen og hold afstand mellem hjord og hjord. 17 Han gav den første besked og sagde: Når min bror Esau møder dig og spørger dig således: Hvis er du, og hvor går du hen, og hvis er de dér foran dig? 18 Skal du sige: De er din tjeners, Jakobs, det er en foræring sendt til min herre, til Esau, og han er også bag ved os. 19 Han gav også den anden besked og også den tredje og også alle, der vandrede efter hjordene, og sagde: Sådan her skal I tale til Esau, når I møder ham. 20 I skal sige: Din tjener Jakob er også bag os, for han sagde: Jeg vil forsone hans ansigt med den foræring, som kommer foran mig, og derefter vil jeg se hans ansigt, måske vil han løfte mit ansigt[10]. 21 Foræringen kom i forvejen, og han sov i lejren den nat. 22 Han stod op samme nat og tog sine to hustruer og sine to tjenestepiger og sine elleve børn og gik over Jaboks vadested. 23 Han tog dem og førte dem over bækken, og han førte det, han havde, over. 24 Jakob blev alene tilbage, og en mand kæmpede med ham, indtil morgenen gryede. 25 Han så, at han ikke kunne [overvinde] ham, og han rørte ved hans hofteskål, så Jakobs hofte gik af led, da han kæmpede med ham. 26 Han sagde: Slip mig, for morgenen gryr! Og han sagde: Jeg slipper dig ikke, medmindre du velsigner mig. 27 Han sagde til ham: Hvad er dit navn? Og han sagde: Jakob. 28 Han sagde: Du skal ikke mere kaldes ved navnet Jakob, men Israel, for du har kæmpet (sarita) med Gud og med mennesker og sejret. 29 Jakob spurgte og sagde: Fortæl mig dog dit navn! Og han sagde: Hvad skal det til, at du spørger om mit navn, og han velsignede ham dér. 30 Jakob kaldte stedet Peniel (Guds ansigt), for jeg har set Gud ansigt til ansigt, og mit liv blev reddet. 31 Solen stod op for ham, da han gik forbi Penuel, og han haltede på sin hofte. 32 Derfor spiser israelitterne ikke iskiasnerven, der er ved hofteskålen, indtil denne dag, for han rørte ved Jakobs hofteskål, ved iskiasnerven.

33

1 Jakob løftede blikket og så, og dér kom Esau og med ham fire hundrede mand; han delte børnene mellem Leah og Rachel og mellem de to tjenestepiger. 2 Han satte tjenestepigerne og deres børn forrest og Leah og hendes børn bagved og Rachel og Josef bagest. 3 Og han gik foran dem og kastede sig til jorden syv gange, indtil han nåede hen til sin bror. 4 Esau løb ham i møde og omfavnede ham og faldt ham om halsen, og han kyssede ham, og de græd. 5 Han løftede blikket og så kvinderne og børnene og sagde: Hvem er det, du har med? Han sagde: De børn, som Gud nådigt har givet din tjener. 6 Tjenestepigerne og deres børn kom hen og kastede sig ned. 7 Også Leah og hendes børn kom hen og kastede sig ned, og derefter kom Josef og Rachel hen og kastede sig ned. 8 Han sagde: Hvad vil du med hele den lejr, som jeg har mødt? Og han sagde: Finde nåde for min herres øjne. 9 Esau sagde: Jeg har rigeligt; min bror, hvad der er dit, skal være dit. 10 Jakob sagde: Åh nej, lad mig dog finde nåde for dine øjne, så du tager min foræring af min hånd, for jeg har set dit ansigt, som man ser Guds ansigt, og du har vist mig god vilje. 11 Tag nu imod min velsignelse, som er blevet bragt til dig, for Gud har været nådig mod mig, og fordi jeg har alt, og han nødte ham, og han tog det. 12 Han sagde: Lad os tage af sted og gå, og jeg vil gå med dig. 13 Han sagde til ham: Min herre ved, at børnene er svage og fårene og kvæget med kalve er mit ansvar, driver man dem én dag, vil alle fårene dø. 14 Lad min herre drage foran sin tjener, og jeg vil komme langsomt i trit med det arbejde, som er foran mig, og med børnene, indtil jeg kommer til min herre i Se’ir. 15 Esau sagde: Lad mig efterlade nogle af de folk, jeg har med mig, hos dig og han sagde: Hvorfor dog, jeg vil finde nåde for min herres øjne. 16 Den dag vendte Esau tilbage ad sin vej til Se’ir. 17 Og Jakob rejste til Sukkot og byggede sig et hus, og til sit kvæg lavede han løvhytter, derfor gav man stedet navnet Sukkot.         18 Jakob kom til Shalem,[11] Shechems by, som ligger i Kenaans land, da han kom fra Paddan Aram, og han slog lejr over for byen. 19 Han købte det stykke land, hvor han havde
slået sit telt op, af sønnerne af Chamor, Shechems far, for hundrede kesitah. 20 Dér rejste han et alter, og han kaldte det El Elohej Jisrael (Gud, Israels Gud).

34

1 Dinah, Leahs datter, som hun havde født for Jakob, gik ud for at se på landets døtre. 2 Shechem, søn af hivitten Chamor, landets fyrste, så hende, og han tog hende og lå med hende[12] og mishandlede hende. 3 Hans sjæl hang ved Dinah, Jakobs datter; han elskede den unge pige, og han talte til den unge piges hjerte. 4 Shechem sagde således til sin far Chamor: Tag mig denne pige til hustru. 5 Jakob hørte, at han havde skændet hans datter Dinah, og hans sønner var med hans hjord på marken, og Jakob tav, indtil de kom. 6 Chamor, Shechems far, gik ud til Jakob for at tale med ham. 7 Og Jakobs sønner kom tilbage fra marken, da de hørte det, og mændene blev forbitrede og meget vrede, for han havde begået en skændighed mod Israel ved at ligge med Jakobs datter, og sådan noget må ikke ske. 8 Chamor talte med dem og sagde: Min søn Shechem begærer jeres datter, vær venlige at give hende til ham til hustru. 9 Indgå svogerskab med os, giv os jeres døtre, og I kan tage vores døtre til jer. 10 Og bosæt jer hos os, og landet vil ligge foran jer; bosæt jer og driv handel i det og få besiddelse i det. 11 Shechem sagde til hendes far og til hendes brødre: Lad mig finde nåde for jeres øjne, og hvad I siger til mig, vil jeg give. 12 Pålæg mig en stor brudepris og en gave, og jeg vil give, hvad I siger til mig, og giv mig den unge pige til hustru. 13 Jakobs sønner svarede Shechem og hans far Chamor med list, fordi han havde skændet deres søster Dinah, 14 og de talte og sagde til dem: Vi kan ikke gøre dette her, give vores søster til en mand, der har sin forhud, for det er en skam for os. 15 Dog med dette vil vi være imødekommende mod jer: Hvis I bliver som os ved at lade enhver af mandkøn omskære. 16 Vi vil give jer vores døtre, og vi vil tage jeres døtre, vi vil bo sammen med jer, og vi vil være ét folk. 17 Og hvis I ikke hører på os om at omskære, tager vi vores datter og går. 18 Deres ord forekom gode i Chamors øjne og i Shechem ben-Chamors øjne. 19 Og den unge mand var ikke sen til at gøre det, for han begærede Jakobs datter, og han var æret frem for hele sin fars hus. 20 Chamor og hans søn Shechem kom til deres bys port, og de talte til byens folk og sagde: 21 Disse mennesker er fredelige mod os, og de kan bo i landet og drage omkring i det, og landet er jo rummeligt nok til dem; vi vil tage deres døtre til hustruer, og vi vil give dem vores døtre. 22 Kun ved dette vil mændene være villige til at bo sammen med os for at være ét folk: At vi omskærer enhver af mandkøn, sådan som de er omskårne. 23 Deres hjord og deres ejendele og alt deres kvæg vil jo være vores, lad os være imødekommende mod dem, så de vil bo sammen med os. 24 De lyttede til Chamor og til hans søn Shechem, alle de, der gik ud ad hans bys port, og alle af mandkøn blev omskåret, alle, der gik ud af hans bys port. 25 På den tredje dag, da de havde smerter, tog to Jakobssønner, Shimon og Levi, Dinahs brødre, hver sit sværd, og de kom sikkert ind i byen og dræbte alle mænd. 26 Og Chamor og hans søn Shechem dræbte de med sværdet, og de tog Dinah fra Shechems hus og gik bort. 27 Jakobs sønner kom over de faldne og plyndrede byen, fordi de havde skændet deres søster. 28 Deres får og deres kvæg og deres æsler og det, der var i byen, og det, der var på marken, tog de. 29 Og al deres rigdom og alle deres børn og deres kvinder fangede de og plyndrede, og alt, hvad der var i huset. 30 Jakob sagde til Shimon og til Levi: I har tilsølet mig ved at gøre mig afskyet hos landets indbyggere, hos kenaanitten og hos perizitten, og jeg har kun et lille antal, og de vil samle sig mod mig og slå mig og tilintetgøre mig, mig og mit hus. 31 De sagde: Skal man behandle vores søster som en skøge?

35

1 Gud sagde til Jakob: Bryd op, drag op til Bet-El og bosæt dig dér, og dér skal du lave et alter til den Gud, der viste sig for dig, da du flygtede fra Esau, din bror. 2 Jakob sagde til sit hus og til alle, der var med ham: Smid alle de fremmede guder, der er blandt jer, væk, I skal rense jer og skifte jeres tøj. 3 Vi vil bryde op og drage op til Bet-El, og dér vil jeg lave et alter til den Gud, der svarede mig på dagen for min nød, og var med mig på den vej, jeg gik. 4 De gav Jakob alle de fremmede guder, som var i deres hænder, og de ringe, de havde i ørerne, og Jakob begravede dem under terebinten, som er ved Shechem. 5 De rejste, og der kom en Guds rædsel over de byer, der lå rundt om dem, og de satte ikke efter Jakobs sønner. 6 Jakob kom til Luz, som ligger i Kenaans land, det er Bet-El, han og hele folket, der var med ham. 7 Dér byggede han et alter, og han kaldte stedet El Bet-El (Guds hus’s Gud), for dér åbenbarede Gud sig for ham, da han flygte fra sin bror. 8 Devorah, Rebekkahs amme, døde og blev begravet nedenfor Bet-El under egen, og man gav den navnet Alon Bachut (grådens eg).

9 Gud viste sig igen for Jakob, da han kom fra Paddan Aram, og Han velsignede ham. 10 Gud sagde til ham: Dit navn er Jakob, dit navn skal ikke mere være Jakob, for dit navn skal være Israel, og Han gav ham navnet Israel. 11 Gud sagde til ham: Jeg er El Shaddaj, bliv frugtbar og talrig, et folkeslag, en samling af folkeslag skal komme fra dig, og konger skal udgå fra dine lænder. 12 Og det land, som jeg gav til Abraham og til Isak, vil jeg give til dig, og til dine efterkommere efter dig vil jeg give landet. 13 Gud steg op fra ham på det sted, hvor Han havde talt med ham. 14 Jakob rejste en støtte på det sted, hvor Han havde talt med ham, en stenstøtte, og han øste et drikoffer over den og hældte olie over den. 15 Jakob gav stedet, hvor Gud talte med ham, navnet Bet-El. 16 De rejste fra Bet-El, og der var endnu et stykke vej, til de kom til Efrat, da Rachel fødte, og hun havde det hårdt under fødslen. 17 Da hun havde det hårdt under fødslen, sagde jordemoderen til hende: Vær ikke bange, for også her har du en søn. 18 Da sjælen var ved at forlade hende – for hun døde – gav hun ham navnet Ben-Oni (min sorgs søn[13]), og hans far kaldte ham Benjamin (min styrkes søn[14]). 19 Rachel døde, og hun blev begravet på vejen til Efrat, det er Bet Lechem. 20 Jakob rejste en støtte på hendes grav, det er støtten på Rachels grav til i dag. 21 Israel rejste og slog sit telt op på den anden side af Migdal-Eder. 22 Da Israel opholdt sig i dette land, gik Reuven hen og lå med Bilhah, sin fars medhustru, og Israel hørte det.

23 Jakobs sønner var tolv. Leahs sønner: Jakobs førstefødte, Reuven, og Shimon og Levi og Jehudah og Jissachar og Zevulun. 24 Rachels sønner: Josef og Benjamin, 25 og Rachels tjenestepige Bilhahs sønner: Dan og Naftali, 26 og Leahs tjenestepige Zilpahs sønner: Gad og Asher; dette er Jakobs sønner, som blev født ham i Paddan Aram. 27 Jakob kom til sin far Isak i Mamre, Kirjat Arba, det er Hebron, dér hvor Abraham og Isak boede. 28 Isaks dage var et hundrede og firs år. 29 Isak udåndede og døde og blev samlet til sit folk, gammel og mæt af dage, og Esau og Jakob, hans sønner, begravede ham.

36

1 Dette er Esaus, det er Edoms, slægtshistorie: 2 Esau tog sine hustruer blandt Kenaans døtre, Adah, datter af hititten Eilon, og Aholivamah, datter af Anah, datter af hivitten Tziv’on. 3 Og Basmat, datter af Jishmael, søster til Nevajot. 4 Adah fødte Elifaz for Esau, og Basmat fødte Re’uel. 5 Og Aholivamah fødte Je’ush og Jalam og Korach, dette er Esaus sønner, der blev født ham i Kenaans land. 6 Esau tog sine hustruer og sine sønner og sine døtre og alle sit hus’ sjæle og sin hjord og alt sit kvæg og alle sine ejendele, som han havde erhvervet i Kenaans land, og drog til et land på grund af sin bror Jakob, 7 for deres ejendomme var for mange til, at de kunne bo sammen, og det land, de boede i, kunne ikke bære dem på grund af deres hjorde. 8 Esau bosatte sig på bjerget Se’ir, Esau, det er Edom. 9 Dette er slægtshistorien for Esau, far til Edom, på bjerget Se’ir. 10 Dette er navnene på Esaus sønner: Elifaz, søn af Adah, Esaus hustru; Re’uel, søn af Basmat, Esaus hustru. 11 Elifaz’s sønner var Teiman, Omar, Tz’fo og Gatam og Kenaz. 12 Og Timnah var medhustru til Elifaz, søn af Esau, og hun fødte Elifaz Amalek; dette er Esaus hustru Adahs sønner. 13 Og dette er Re’uels sønner: Nachat og Zerach, Shammah og Mizzah; dette var sønnerne af Basmat, Esaus hustru. 14 Og dette var sønnerne af Aholivamah, datter af Anah, datter af Tziv’on, Esaus hustru; hun fødte Esau Je’ush og Jalam og Korach. 15 Dette er Esaus sønners anførere: sønnerne af Elifaz, Esaus førstefødte: anfører Teiman, anfører Omar, anfører Tz’fo, anfører Kenaz. 16 Anfører Korach, anfører Gatam, anfører Amalek; dette er Elifaz’s anførere i Edoms land, dette er Adahs sønner. 17 Og dette er sønnerne af Re’uel, Esaus søn: anfører Nachat, anfører Zerach, anfører Shammah, anfører Mizzah; dette er Re’uels anførere i Edoms land, dette er sønnerne af Basmat, Esaus hustru. 18 Og dette er sønnerne af Aholivamah, Esaus hustru, anfører Je’ush, anfører Jalam, anfører Korach, dette er Aholivamahs, datter af Anah, Esaus hustrus anførere. 19 Dette er Esaus sønner, og dette er deres anførere, det er Edom.            20 Dette er horitten Se’irs sønner, landets indbyggere: Lotan og Shoval og Tziv’on og Anah. 21 Dishon og Etzer og Dishan, dette er anførerne for horitten, Se’irs sønner i Edoms land. 22 Lotans sønner var Chori og Heimam og Lotans søster Timna. 23 Og dette er Shovals sønner: Alvan og Manachat og Eival, Sh’fo og Onam. 24 Og dette er Tziv’ons sønner og Ajah og Anah, det er den Anah, der fandt de varme kilder i ørkenen, da han vogtede sin far Tziv’ons æsler. 25 Og dette er Anahs børn: Dishon og Aholivamah datter af Anah. 26 Og dette er Dishans sønner: Chemdan og Eshban og Jitran og Charan. 27 Dette er Etzers sønner: Bilhan og Za’avan og Akan. 28 Dette er Dishans sønner: Utz og Aran. 29 Dette er horittens anførere: anfører Lotan, anfører Shoval, anfører Tziv’on, anfører Anah. 30 Anfører Dishon, anfører Etzer, anfører Dishan; dette er horittens anførere efter deres anførere i Se’irs land.

31 Dette er kongerne, der regerede i Edoms land, før en konge regerede over israelitterne. 32 I Edom herskede Bela, søn af Beor, og navnet på hans by var Dinhavah. 33 Bela døde, og i hans sted regerede Jovav, søn af Zerach fra Botzrah. 34 Jovav døde, og i hans sted regerede Chusham fra teimanittens land. 35 Chusham døde, og i hans sted regerede Hadad, søn af Bedad, ham der slog Midjan på Moavs mark, og navnet på hans by var Avit. 36 Hadad døde, og i hans sted regerede Samlah fra Masrekah. 37 Samlah døde og i hans sted regerede Shaul fra Rechovot ved floden. 38 Shaul døde, og i hans sted regerede Baal Chanan, søn af Achbor. 39 Baal Chanan, søn af Achbor, døde, og i hans sted regerede Hadar, og navnet på hans by var Pa’u, og hans hustrus navn var Meheitav’el bat-Matred bat Mei Zahav. 40 Dette er navnene på Esaus anførere efter deres familier og deres steder ved deres navne: anfører Timnah, anfører Alvah, anfører Jetet, 41 anfører Aholivamah, anfører Elah, anfører Pinon, 42 anfører K’naz, anfører Teiman, anfører Mivtzar, 43 anfører Magdiel, anfører Iram; dette er Edoms anførere efter deres bosættelser i det land, de besad; det er Esau, far til Edom.

37

1 Jakob boede i landet, hvor hans far havde opholdt sig, i Kenaans land. 2 Dette er Jakobs slægtshistorie: Josef var sytten år og vogtede kvæget sammen med sine brødre, han var en ung dreng sammen med sønnerne af Bilhah og sønnerne af Zilpah, hans fars hustruer, og Josef bragte ond tale om dem til deres far. 3 Israel elskede Josef mere end alle sine sønner, for han var hans alderdoms søn, og han lavede ham en broget kaftan. 4 Hans brødre så, at deres far elskede ham mere end alle hans brødre, og de hadede ham og kunne ikke tale fredsommeligt med ham. 5 Josef drømte en drøm, og han fortalte sine brødre den, og de hadede ham endnu mere. 6 Han sagde til dem: Hør nu denne drøm, som jeg har drømt. 7 Vi bandt neg midt på marken, og så rejste mit neg sig op og blev også stående, og så stod jeres neg rundt omkring, og de kastede sig ned for mit neg. 8 Hans brødre sagde til ham: Skulle du virkelig herske over os, eller skulle du virkelig regere over os? Og de hadede ham endnu mere på grund af hans drømme og på grund af hans ord. 9 Han drømte endnu en drøm, og han fortalte den til sine brødre og sagde: Nu har jeg drømt en drømt til, og solen og månen og elleve stjerner kastede sig ned for mig. 10 Han fortalte den til sin far og til sine brødre, og hans far irettesatte ham og sagde til ham: Hvad er det for en drøm, du har drømt? Skulle jeg og din mor og dine brødre virkelig komme og kaste os til jorden for dig? 11 Hans brødre var misundelige på ham, og hans far bevarede det [i sin erindring]. 12 Hans brødre gik for at vogte deres fars får i Shechem, 13 og Israel sagde til Josef: Dine brødre vogter jo i Shechem, gå, og jeg vil sende dig til dem, og han sagde: Her er jeg. 14 Han sagde til ham: Vær rar at gå og se, om dine brødre har det godt, og om fårene har det godt, og bring mig besked tilbage. Og han sendte ham væk fra Hebrons dal, og han kom til Shechem. 15 En mand fandt ham, da han var faret vild på marken, og manden spurgte ham og sagde: Hvad søger du? 16 Han sagde: Det er mine brødre, jeg søger, vær venlig at fortælle mig, hvor de vogter. 17 Manden sagde: De er rejst herfra, for jeg hørte dem sige: Lad os tage til Dotan; Josef fulgte efter sine brødre og fandt dem i Dotan. 18 De så ham på afstand, og før han nærmede sig dem, lagde de planer mod ham om at slå ham ihjel. 19 De sagde til hinanden: Dér kommer denne drømmemester! 20 Lad os nu gå og dræbe ham og kaste ham i en af gruberne, og så siger vi, at et vildt dyr har ædt ham, og lad os så se, hvad der bliver af hans drømme. 21 Ruben hørte det og reddede ham fra deres hånd og sagde: Lad os ikke tage hans liv. 22 Ruben sagde til dem: Lad os ikke udgyde blod, lad os kaste ham i denne grube, som er i ørkenen, og ikke løfte hånd mod ham – for at redde ham fra deres hånd og bringe ham tilbage til hans far. 23 Da Josef kom hen til sine brødre, trak de kaftanen af Josef, den brogede kaftan, som han havde på. 24 De tog ham og kastede ham i gruben, og gruben var tom, der var ikke vand i den. 25 De satte sig for at spise noget brød, og de løftede blikket og så, og dér kom en karavane af ishmaelitter fra Gil’ad, og deres kameler bar krydderier og balsam og ladanum, de var på vej ned til Ægypten. 26 Jehudah sagde til sine brødre: Hvad nytter det, at vi slår vores bror ihjel og dækker hans blod? 27 Lad os gå hen og sælge ham til ishmaelitterne, så vi ikke lægger hånd på ham, for han er vores bror, vores kød, og hans brødre lyttede til ham. 28 Nogle midjanittiske handelsmænd kom forbi og trak Josef op af gruben, og de solgte Josef til ishmaelitterne for tyve sølvmønter, og de førte Josef til Ægypten. 29 Ruben kom tilbage til gruben, og da var der ingen Josef i gruben, og han sønderrev sine klæder. 30 Han kom tilbage til sine brødre og sagde: Drengen er der ikke, og jeg, hvor kan jeg gå hen! 31 De tog Josefs kaftan og slagtede et gedekid, og de dyppede kaftanen i blodet. 32 De sendte den brogede kaftan af sted og lod den bringe til deres far og sagde: Denne her har vi fundet, kan du genkende, om det er din søns kaftan eller ej? 33 Han genkendte den og sagde: Det er min søns kaftan, et vildt dyr har ædt ham, Josef er sikkert revet ihjel! 34 Jakob sønderrev sit tøj og tog en sæk om sine lænder, og han sørgede over sin søn i mange dage. 35 Alle hans sønner og alle hans døtre rejste sig for at trøste ham, men han nægtede at lade sig trøste og sagde: For jeg vil gå sørgende ned til min søn i Sheol, og hans far græd over ham. 36 Og medanitterne solgte ham til Ægypten, til Potifar, faraos embedsmand og øverste for livvagten.

38

1 Det var på den tid Jehudah drog ned fra sine brødre og sluttede sig til en mand, en adullamit, og hans navn var Chirah. 2 Dér så Jehudah datteren af en kenaanitisk mand, og han navn var Shua; han tog hende til ægte og var sammen med hende. 3 Hun blev gravid og fødte en søn og gav ham navnet Er. 4 Hun blev gravid igen og fødte en søn og gav ham navnet Onan. 5 Hun fødte endnu en søn og gav ham navnet Shelah, og han var i Keziv, da hun fødte ham. 6 Jehudah tog en hustru til Er, sin førstefødte, og hendes navn var Tamar. 7 Er, Jehudahs førstefødte, var ond i Hashems øjne, og Hashem lod ham dø. 8 Jehudah sagde til Onan: Gå til din brors hustru og indgå svogerægteskab med hende og sørg for afkom til din bror. 9 Onan vidste, at afkommet ikke ville blive hans, så når han kom til sin brors hustru, spildte han [sæden] på jorden, for ikke at give sin bror afkom. 10 Det var ondt i Hashems øjne, det han gjorde, og Han lod også ham dø. 11 Jehudah sagde til Tamar, sin svigerdatter: Sid som enke i din fars hus, indtil min søn Shelah er vokset op, for han sagde: For at han ikke også skal dø lige som sine brødre. Tamar gik og sad i sin fars hus. 12 Dagene blev mange, og Bat-Shua, Jehudahs hustru, døde, og da Jehudah var trøstet, drog han op til Timnah til dem, der klippede hans får, han og Chirah, hans ven adullamitten. 13 Det blev fortalt til Tamar, og der blev sagt: Nu tager din svigerfar op til Timnah, til dem, der klipper hans får. 14 Hun tog sine enkeklæder af og dækkede sig med et slør, hun smykkede sig og satte sig ved porten til Einajim, som er på vejen til Timnah, for hun havde set, at Shelah var vokset op, og hun var ikke blevet givet til ham som hustru. 15 Jehudah så hende og antog hende for en prostitueret, for hun havde dækket sit ansigt til. 16 Han henvendte sig til hende på vejen og sagde: Kom dog, jeg vil være sammen med dig, for han vidste ikke, at hun var hans svigerdatter, og hun sagde: Hvad vil du give mig for at være sammen med mig? 17 Han sagde: Jeg vil sende dig et gedekid af småkvæget, og hun sagde: Hvis du giver mig et pant, indtil du sender det. 18 Han sagde: Hvad for et pant skal jeg give dig? Og hun sagde: Dit segl og dit bånd og din stav, som du har i hånden. Og han gav hende det, og han  kom til hende, og hun blev gravid med ham. 19 Hun brød op og gik og tog sit slør af og klædte sig i sine enkeklæder. 20 Jehudah sendte gedekiddet med sin ven adullamitten for tage pantet af kvindens hånd, men han fandt hende ikke. 21 Han spurgte folkene på hendes hjemsted og sagde: Hvor er skøgen, hende der var i Einajim ved vejen? Og de sagde: Her har ikke været nogen skøge. 22 Han vendte tilbage til Jehudah og sagde: Jeg fandt hende ikke, og også stedets folk sagde: Her har ikke været nogen skøge: 23 Jehudah sagde: Lad hende tage det, så vi ikke bliver til skamme; nu har jeg sendt hende dette kid, og du har ikke fundet hende. 24 Efter omkring tre måneder fortalte man Jehudah og sagde: Tamar, din svigerdatter, har prostitueret sig, og nu er hun også blevet gravid ved sin prostitution! Jehudah sagde: Før hende ud og brænd hende! 25 Hun blev ført ud, og hun sendte bud til sin svigerfar for at sige: Med den mand, som disse ting tilhører, blev jeg gravid; hun sagde: Genkend dog, hvem dette segl og dette bånd og denne stav tilhører. 26 Jehudah genkendte dem og sagde: Hun er mere retfærdig end mig, for det er fordi jeg ikke gav hende til min søn Shelah; og han var ikke mere sammen med hende. 27 Da det var tiden til, at hun skulle føde, var der tvillinger i hendes liv. 28 Da hun fødte, stak den ene hånden frem, og jordemoderen tog den og bandt en rød snor om hans hånd for at sige: Han her kom ud først. 29 Da han trak hånden tilbage, kom hans bror ud, og hun sagde: Som du dog er brudt igennem (paratzta)! Og man gav ham navnet Peretz. 30 Derefter kom hans bror ud, ham der havde den røde snor om sin hånd, og man gav ham navnet Zerach.

39

1 Josef blev bragt ned til Ægypten, og Potifar, faraos embedsmand, livvagtens øverste, en ægyptisk mand, købte ham af ishmaelitterne, som havde bragt ham derned. 2 Hashem var med Josef, og han var en mand, der lykkedes med alt, og han blev i sin herres, ægypterens hus. 3 Hans herre så, at Hashem var med ham, og alt, hvad han gjorde, lod Hashem lykkes i hans hånd. 4 Josef fandt nåde for hans øjne, og han tjente ham, og han betroede ham sit hus, og alt, hvad han havde, overgav han i hans hånd. 5 Fra han betroede ham sit hus og alt, hvad han ejede, velsignede Hashem ægypterens hus for Josefs skyld, og Hashems velsignelse var over alt, hvad han ejede, i huset og på marken. 6 Han overlod alt, hvad han ejede i Josefs hånd og havde ikke [brug for] at vide noget om ham bortset fra brødet, som han spiste; Josef var smuk af skikkelse og smuk af udseende. 7 Det var efter disse begivenheder, at hans herres hustru kastede sine øjne på Josef og sagde: Lig med mig. 8 Han nægtede og sagde til sin herres hustru: Min herre har jo ikke [brug for] at vide noget om, hvad jeg foretager mig i huset, og alt, hvad han har, har han overgivet i min hånd. 9 Der er ingen større end mig i dette hus, og han har ikke holdt noget tilbage fra mig, bortset fra dig, fordi du er hans hustru; hvordan skulle jeg begå denne store ondskab og synde mod Gud? 10 Og hun talte til Josef dag efter dag, og han hørte ikke på hende om at ligge hos hende og være sammen med hende. 11 Det var sådan en dag, og han kom til huset for at gøre sit arbejde, og der var ingen af husets folk dér i huset. 12 Hun greb fat i ham, i hans klædning, og sagde: Lig med mig, og han efterlod sin klædning i hendes hånd og flygtede og løb udenfor. 13 Da hun så, at han havde efterladt sin klædning i hendes hånd og var flygtet udenfor, 14 kaldte hun på husets folk og sagde til dem: Se, han har bragt en hebræisk mand for at gøre grin med os, han kom til mig for at ligge med mig, og jeg råbte med høj røst. 15 Og da han hørte, at jeg hævede stemmen og råbte, efterlod han sin klædning hos mig og flygtede og løb udenfor. 16 Hans klædning blev liggende hos hende, indtil hans herre kom hjem. 17 Hun talte til ham med disse ord og sagde: Den hebræiske tjener, som du bragte til os, kom til mig for at lægge an på mig. 18 Og da jeg hævede stemmen og kaldte, efterlod han sin klædning hos mig og flygtede udenfor. 19 Da hans herre hørte sin hustrus ord, som hun talte til ham og sagde: Sådan her gjorde din tjener mod mig, flammede hans vrede op. 20 Josefs herre tog ham og satte ham i fængslet, hvor kongens fanger blev holdt fanget, og han blev dér i fængslet. 21 Hashem var med Josef og viste ham hengivenhed og lod ham finde nåde for fængelsforstanderens øjne. 22 Og fængselsforstanderen overgav alle fangerne, der var i fængslet, i Josefs hånd, og alt, hvad der var at gøre dér, det gjorde han. 23 Fængselsforstanderen holdt ikke øje med noget af alt det, der var i hans hånd, for Hashem var med ham, og det, han gjorde, lod Hashem lykkes.

40

1 Det var efter disse begivenheder, at Ægyptens konges mundskænk og bager syndede mod deres herre, mod Ægyptens konge. 2 Farao blev vred på sine to embedsmænd, på den øverste for mundskænkene og på den øverste for bagerne. 3 Han satte dem i forvaring i huset hos den øverste for livvagten, i fængslet, det sted Josef var fanget. 4 Den øverste for livvagten satte Josef til at være hos dem, og han tjente dem, og de var i forvaring i [mange] dage. 5 Begge to drømte en drøm, hver sin drøm samme nat, hver drøm med dens tydning, mundskænken og bageren hos Ægyptens konge, som var fanget i fængslet. 6 Josef kom til dem om morgenen, og han så dem og så, at de var oprevne. 7 Han spurgte faraos embedsmænd, der var med ham i forvaring i hans herres hus, og sagde: Hvorfor er jeres ansigter så modfaldne i dag? 8 De sagde til ham: Vi drømte en drøm, og der er ingen til at tyde den. Josef sagde til dem: Tydning hører jo Gud til; fortæl mig det dog! 9 Den øverste for mundskænkene fortalte Josef sin drøm og sagde til ham: I min drøm var der en vinstok foran mig. 10 Og på vinstokken var der tre ranker, og det var, som om den blomstrede, der skød knopper frem på den, og dens klaser havde modne druer. 11 Faraos bæger var i min hånd, og jeg tog druerne og pressede dem ned i faraos bæger, og jeg gav farao bægeret i hånden. 12 Josef sagde til ham: Dette er dens tydning: De tre ranker er tre dage. 13 Om endnu tre dage vil farao give dig oprejsning og lade dig vende tilbage til din stilling, og du skal give ham faraos bæger i hånden, sådan som ordningen var tidligere, da du var hans mundskænk. 14 Hvis du husker mig, når det går dig godt, så vær rar at vise mig hengivenhed og nævne mig for farao og få mig ud af dette hus. 15 For jeg er faktisk stjålet fra hebræernes land, og heller ikke her har jeg gjort noget, så de skulle sætte mig i fangehullet. 16 Den øverste for bagerne så, at han havde tydet godt og sagde til Josef: Også mig, i min drøm var der tre kurve med hvedebrød[15] på mit hoved. 17 I den øverste kurv var der al slags spise til farao, bagværk, og fuglene spiste det af kurven på mit hoved. 18 Josef svarede og sagde: Dette er dens tydning: De tre kurve er tre dage. 19 Om endnu tre dage vil farao hive hovedet af dig og hænge dig i et træ, og fuglene skal spise dit kød af dig. 20 Den tredje dag var det faraos fødselsdag, og han lavede et gæstebud for alle sine tjenere og genindsatte den øverste for mundskænkene og den øverste for bagerne blandt sine tjenere. 21 Han genindsatte den øverste for mundskænkene som mundskænk, og han gav farao bægeret i hånden. 22 Og den øverste for bagerne hængte han, sådan som Josef havde tydet for dem. 23 Og den øverste for mundskænkene huskede ikke Josef, han glemte ham.

41

1 Efter to år var gået, drømte farao, at han stod ved Nilen, 2 og så, op fra Nilen stiger syv køer, smukke af udseende og fede i kødet, og de græssede på engen. 3 Og da stiger syv andre køer op af Nilen efter dem, usle af udseende og magre i kødet, og de stillede sig hos køerne på Nilens bred. 4 Køerne, der var usle af udseende og magre i kødet, åd de syv køer, der var smukke af udseende og fede, og så vågnede farao. 5 Han faldt i søvn og drømte for anden gang, og da skød syv aks frem på ét strå, sunde og gode, 6 og syv aks, tynde og afsvedne af østenvinden, spirede frem efter dem. 7 De tynde aks slugte de syv frodige og fyldige aks; så vågnede farao, og så var det en drøm. 8 Det var om morgenen, og han var foruroliget i sin sjæl; han sendte bud og tilkaldte alle Ægyptens sandsigere og alle dets vismænd, og farao fortalte dem sin drøm, og ingen kunne tyde dem for farao. 9 Den øverste for mundskænkene talte til farao og sagde: Jeg må minde om mine synder i dag. 10 Farao blev vred på sine tjenere og satte mig i forvaring i huset hos den øverste for livvagten, mig og den øverste for bagerne. 11 Vi drømte en drøm den samme nat, jeg og han, hver drømte med sin drøms tydning. 12 Og sammen med os dér var der en ung hebræisk mand, tjener hos livgardens øverste, og vi fortalte ham det, og han tydede vores drømme for os, hver efter sin drøm tydede han. 13 Og sådan, som han tydede for os, sådan blev det, mig genindsatte man i min stilling, og ham hængte man. 14 Farao sendte bud og tilkaldte Josef, og de lod ham løbe fra fangehullet, og han barberede sig og skiftede tøj og kom til farao. 15 Farao sagde til Josef: Jeg har drømt en drøm, og der er ingen til at tyde den, og jeg har hørt sige om dig, at når du hører en drøm, kan du tyde den. 16 Josef svarede farao og sagde: Det er ikke mig, Gud vil svare for faraos ve og vel. 17 Farao talte til Josef: I min drøm står jeg ved Nilens bred, 18 og så, op fra Nilen stiger syv køer, fede i kødet og smukke af udseende, og de græsser på engen. 19 Og så stiger syv andre køer op efter dem, tynde og meget usle at se på og magre på kød; jeg har ikke set noget så usselt i hele Ægyptens land. 20 De magre og usle køer åd de syv første fede køer. 21 De kom ind i dem, og man kunne ikke vide, at de var kommet ind i dem, og deres udseende var lige så usselt som i begyndelsen, og så vågnede jeg. 22 Jeg så i min drøm, at så skød syv aks frem på ét strå, fyldige og gode, 23 og så spirede syv aks, magre og tynde, afsvedne af østenvinden, frem efter dem. 24 De tynde aks slugte de syv gode aks; jeg sagde det til sandsigerne, og ingen kunne fortælle mig det. 25 Josef sagde til farao: Faraos drøm er én, det Gud vil gøre, har Han fortalt farao. 26 De syv gode køer er syv år, og de syv gode aks er syv år, det er én drøm. 27 Og de syv magre og usle køer, der stiger op efter dem, er syv år, og de syv tynde og af østenvinden afsvedne aks vil være syv års hungersnød. 28 Det er det ord, som jeg har talt til farao: Det, som Gud vil gøre, det har Han vist farao. 29 Nu kommer der syv år med stor overflod i hele Ægyptens land. 30 Så vil der opstå syv års hungersnød efter dem, og al overfloden vil blive glemt i Ægyptens land, og hungersnøden vil gøre ende på landet. 31 Og man vil ikke kende til overfloden i landet på grund af denne hungersnød, der kommer efter, for den vil være meget svær. 32 Og når drømmen blev gentaget for farao to gange, er det fordi, sagen er beredt af Gud, og Gud vil skynde sig at gøre det. 33 Og nu skal farao udse sig en forstandig og klog mand og sætte ham over Ægyptens land. 34 Farao må gøre dette og indsætte opsynsmænd over landet og [beskatte] Ægyptens land med en femtedel i de syv overflodens år. 35 De skal indsamle al føde fra disse syv gode år, der kommer; de skal samle korn under faraos hånd til føde i byerne og bevogte det. 36 Føden skal være til opbevaring for landet til de syv år med hungersnød, som vil være i Ægyptens land, og landet vil ikke blive ødelagt af hungersnøden. 37 Dette syntes godt i faraos øjne og i alle hans tjeneres øjne. 38 Farao sagde til sine tjenere: Finder vi nogen som denne, en mand i hvem Guds ånd er? 39 Og farao sagde til Josef: Eftersom Gud har ladet dig alt dette vide, er der ingen så forstandig og klog som du. 40 Du skal være over mit hus, og hele mit folk skal bestyres af din mund, kun ved tronen vil jeg være større end dig. 41 Farao sagde til Josef: Se, jeg har sat dig over hele Ægyptens land. 42 Og farao tog sin ring af hånden og satte den på Josefs hånd, og han klædte ham i linnedklæder og lagde en guldkæde om hans hals. 43 Han lod ham køre i sin anden vogn, og man råbte foran ham: ’avrech’[16], og han satte ham over hele Ægyptens land. 44 Farao sagde til Josef: Jeg er farao, og uden din [tilladelse] skal ingen mand løfte sin hånd eller sin fod i hele Ægyptens land. 45 Farao gav Josef navnet Tzafnat Paneach og gav ham Asnat, datter af Ons præst Poti Fera, til hustru, og Josef rejste ud over Ægyptens land. 46 Josef var tredive år, da han stod foran farao, Ægyptens konge, og Josef rejste bort fra farao og drog gennem hele Ægyptens land.  47 Landet bugnede i de syv overflodens år. 48 Han samlede al føden i de syv år, som var i Ægyptens land, og han oplagrede føde i byerne; føden fra byens marker, som var rundt om den, oplagrede han i den. 49 Josef samlede korn som havets sand, i stor mængde, indtil man holdt op med at tælle, for der var ikke tal på det. 50 Og til Josef blev der født to sønner, før hungersnødens år kom, som Asnat, datter af Ons præst Poti Fera, fødte ham. 51 Josef gav den førstefødte navnet Menashe, for ’Gud har ladet mig glemme (nashani) al min møje og hele min fars hus’. 52 Og den anden gav han navnet Efrajim, for ’Gud har gjort mig frugtbar (hifrani) i min elendigheds land’. 53 De syv år med overflod, som var i Ægyptens land, kom til ende, 54 og de syv år med hungersnød kom, sådan som Josef havde sagt, og der var hungersnød i alle landene, og i hele Ægyptens land var der brød. 55 Hele Ægyptens land sultede, og folket råbte til farao efter brød, og farao sagde til hele Ægypten: Gå til Josef! Sådan som han siger til jer, skal I gøre. 56 Og hungersnøden var over hele jorden, og Josef åbnede alle steder, hvor der var noget, og solgte korn til Ægypten, og hungersnøden blev hård i Ægyptens land. 57 Og alle lande kom til Ægypten for at købe korn hos Josef, for hungersnøden var stærk i alle lande.

42

1 Jakob så, at der var korn til salg i Ægypten, og Jakob sagde til sine sønner: Hvorfor kigger I sådan på hinanden? 2 Og han sagde: Nu har jeg hørt, at der er korn til salg i Ægypten, tag derned og køb korn til os derfra, så vi kan leve og ikke dø. 3 Josefs ti brødre tog ned for at købe korn fra Ægypten. 4 Og Benjamin, Josefs bror, sendte Jakob ikke med hans brødre, for han sagde: For at der ikke skal ske ham en ulykke. 5 Israels sønner kom for at købe korn blandt dem, der kom, for der var hungersnød i Kenaans land. 6 Og Josef var herskeren over landet, det var ham, der solgte korn til hele landets folk, og Josefs brødre kom og kastede sig ned for ham med ansigtet mod jorden. 7 Josef så sine brødre og genkendte dem, og han lod fremmed over for dem og talte hårdt til dem og sagde til dem: Hvor kommer I fra? Og de sagde: Fra Kenaans land for at købe mad. 8 Josef genkendte sine brødre, og de genkendte ikke ham. 9 Josef huskede de drømme, som han havde drømt om dem, og han sagde til dem: I er spioner, I er kommet for at se, hvor landet er blottet. 10 De sagde til ham: Nej, herre, dine tjenere er kommet for at købe mad.11 Vi er alle sønner af én mand, vi er hæderlige, dine tjenere har ikke været spioner. 12 Han sagde til dem: Nej, for I er kommet for at se, hvor landet er blottet. 13 De sagde: Dine tolv tjenere, vi er brødre, vi er sønner af én mand i Kenaans land, den mindste er i dag hos vores far, og én er ikke mere. 14 Josef sagde til dem: Det er, som jeg talte til jer, da jeg sagde: I er spioner. 15 Ved dette skal I prøves: Så sandt farao lever, skal I kun drage bort herfra, hvis jeres yngste bror kommer hertil. 16 Send én af jer, og han skal hente jeres bror, og I skal holdes fangne, og jeres ord skal prøves, om sandheden er med jer, og hvis ikke, så sandt farao lever, så er I spioner. 17 Og han holdt dem fanget under bevogtning i tre dage. 18 Josef sagde til dem på den tredje dag: Dette skal I gøre og leve, Jeg frygter Gud. 19 Hvis I er hæderlige, så lad jeres ene bror blive tilbage i huset, hvor I har været under bevogtning, og I skal gå og bringe korn mod sulten i jeres hjem. 20 Jeres yngste bror skal I bringe til mig, og jeres ord skal stå til troende, og I skal ikke dø; og sådan gjorde de. 21 Brødrene sagde til hinanden: Vi er jo skyldige mod vores bror, hvis sjælekval vi så, da han bønfaldt os, og vi ikke hørte på ham, derfor er denne kval kommet over os. 22 Ruben svarede dem og sagde: Jeg sagde jo til jer: I må ikke begå denne synd mod drengen, og I hørte ikke efter, og nu kræves hans blod. 23 Og de vidste ikke, at Josef hørte det, for der var en tolk mellem dem. 24 Han vendte sig bort fra dem og græd, og han vendte tilbage til dem og talte til dem, og han tog Shimon og bandt ham for øjnene af dem. 25 Josef gav befaling om at fylde deres poser med korn og give hver mand pengene tilbage i hans sæk og give dem proviant til vejen, og sådan gjorde man for dem. 26 De læssede deres korn på deres æsler og rejste bort derfra. 27 Den ene åbnede sin sæk for at give sit æsel foder i herberget, og han så sine penge, og at de lå øverst i hans sæk. 28 Han sagde til sine brødre: Mine penge er kommet tilbage, de er her i min saddeltaske! Hjertet sad dem i halsen, og de sagde forfærdede til hinanden: Hvad er det, Gud har gjort mod os? 29 De kom til deres far Jakob i Kenaans land og fortalte ham alt, hvad der var hændt dem og sagde: 30 Manden, landets herre, talte hårdt til os og behandlede os, som om vi udspionerede landet. 31 Vi sagde til ham: Vi er hæderlige, vi har ikke været spioner. 32 Vi er tolv brødre, vores fars sønner, én er ikke mere, og den yngste er i dag hos vores far i Kenaans land. 33 Manden, landets herre, sagde til os: Ved dette vil jeg vide, om I er hæderlige: Jeres ene bror skal blive hos mig, og det, I behøver mod hungersnøden i jeres hjem, tag det og gå. 34 Bring jeres yngste bror til mig, og jeg vil vide, at I ikke er spioner, men at I er hæderlige; jeg vil give jer jeres bror tilbage, og I kan handle med landet. 35 Da de tømte deres sække, da var hver mands pengepose i hans sæk! De så deres pengeposer, de og deres far, og de blev bange. 36 Deres far Jakob sagde til dem: Mig har I berøvet mine børn, Josef er ikke mere, og Shimon er ikke mere, og Benjamin vil I tage, det er alt sammen overgået mig. 37 Ruben sagde til sin far: Du må lade mine to sønner dø, hvis jeg ikke bringer ham tilbage til dig; overlad ham i min hånd, og jeg vil bringe ham tilbage til dig. 38 Han sagde: Min søn skal ikke drage ned sammen med jer, for hans bror er død, og han alene er tilbage, og sker der ham en ulykke på vejen, som I rejser ad, bringer I mine grå hår ned til sheol af sorg.

43

1 Og hungersnøden i landet var svær, 2 og da de havde spist det korn op, som de havde bragt fra Ægypten, sagde deres far til dem: Tag tilbage og køb os lidt mad. 3 Jehudah talte således til ham og sagde: Manden advarede os alvorligt og sagde: I skal ikke se mit ansigt med mindre jeres bror er med jer. 4 Hvis du sender vores bror med os, vil vi tage ned og købe mad til dig. 5 Og hvis ikke du vil sende [ham], tager vi ikke ned, for manden sagde til os: I skal ikke se mit ansigt med mindre jeres bror er med jer. 6 Israel sagde: Hvorfor har I handlet ondt mod mig ved at fortælle manden, at I har endnu en bror? 7 Og de sagde: Manden blev ved med at spørge om os og om vores familie og sagde: Lever jeres far endnu? Har I en bror? Og vi fortalte ham det, vi svarede på de ting, han spurgte om; hvordan skulle vi dog vide, at han ville sige: Bring jeres bror herned. 8 Jehudah sagde til sin far Israel: Send drengen med mig, og vi vil bryde op og tage af sted og leve og ikke dø, hverken vi eller du eller vores børn. 9 Jeg vil være garant for ham, af min hånd kan du kræve ham, hvis jeg ikke bringer ham tilbage til dig og stiller ham foran dig, og jeg vil være skyldig over for dig alle dage, 10 for hvis vi ikke havde tøvet, kunne vi nu have været tilbage to gange. 11 Deres far Israel sagde til dem: Hvis det skal være sådan, så gør sådan her: Tag nogle af landets udsøgte frugter i jeres sække og bring en gave ned til manden; lidt balsam og lidt honning, krydderier og ladanum, jordnødder og mandler, 12 og tag dobbelt så mange penge med jer, og de penge, der kom tilbage øverst i jeres saddeltasker, skal I bringe med tilbage, måske var det en fejltagelse. 13 Og tag jeres bror og bryd op og vend tilbage til manden. 14 Og El Shaddaj vil være barmhjertig mod jer foran manden, så han frigiver jeres anden bror og Benjamin, og jeg, jeg må miste de børn, jeg må miste. 15 Mændene tog denne gave og dobbelt så mange penge med sig og Benjamin og brød op og tog ned til Ægypten, og de stod foran Josef. 16 Josef så Benjamin med dem og sagde til den, der stod for hans hus: Bring mændene hjem og slagt et dyr og tilbered det, for mændene skal spise til middag med mig. 17 Manden gjorde, som Josef havde sagt, og manden bragte mændene til Josefs hus. 18 Mændene var bange, fordi de var blevet bragt til Josefs hus, og de sagde: Det er på grund af pengene, der blev lagt tilbage i vores saddeltasker første gang, at vi er bragt her ind, for at han kan angribe os og overfalde os og tage os til slaver sammen med vores æsler. 19 De gik hen til manden, som stod for Josefs hus, og talte til ham ved indgangen til huset. 20 De sagde: Undskyld, herre, vi er jo før rejst herned for at købe mad. 21 Og da vi kom til herberget og åbnede vores saddeltasker, så lå hver mands penge øverst i hans saddeltaske, vores penge efter deres vægt, og vi bragte dem tilbage med os. 22 Og vi har andre penge med os ned for at købe mad; vi ved ikke, hvem der har lagt vores penge i vores saddeltasker. 23 Han sagde: Fred være med jer, vær ikke bange, jeres Gud og jeres fars Gud har givet jer en skat i jeres saddeltasker, jeres penge er kommet til mig, og han førte Shimon ud til dem. 24 Manden førte mændene ind i Josefs hus og gav dem vand, og de vaskede deres fødder, og han gav deres æsler foder. 25 De gjorde deres gave parat, til Josef kom ved middagstid, for de havde hørt, at de skulle spise et måltid dér. 26 Josef kom hjem, og de bragte ham gaven, som de havde med, ind i huset, og kastede sig til jorden for ham. 27 Han hilste dem med fred og spurgte: Går det jeres gamle far, som I talte om, vel? Lever han endnu? 28 De sagde: Det går din tjener, vores far, vel, han lever endnu, og de bøjede sig og kastede sig ned. 29 Han kiggede op og så sin bror Benjamin, sin mors søn, og sagde: Er det jeres yngste bror, som I talte om til mig? Og han sagde: Gud være dig nådig, min søn. 30 Josef skyndte sig, for han var overvældet af barmhjertighed med sin bror, og han havde lyst til at græde; han gik ind i kammeret og græd dér. 31 Han vaskede sit ansigt og gik ud, og han beherskede sig og sagde: Sæt maden frem! 32 De serverede for ham alene og for dem alene og for Ægypten, som spiste med ham, alene, for ægypterne kunne ikke spise et måltid sammen med hebræerne, for det var frastødende for ægypterne. 33 De sad foran ham, den førstefødte efter sin førstefødsel og den yngste efter sin ungdom, og mændene undrede sig indbyrdes. 34 Han lod bære retter af det, der var foran ham, til dem, og Benjamins portion var fem gange mere end de andres portioner, og de drak og blev berusede sammen med ham.

44

1 Han bød ham, der stod for hans hus, og sagde: Fyld mændenes saddeltasker med mad, så meget som de kan bære, og læg hver mands penge øverst i hans saddeltaske. 2 Og mit bæger, sølvbægeret, skal du lægge øverst i den yngstes saddeltaske sammen med pengene for hans korn, og han gjorde sådan som Josef havde sagt. 3 Morgenen gryede, og mændene blev sendt af sted, de og deres æsler. 4 De drog ud af byen, de var ikke kommet langt væk, og Josef sagde til ham, der stod for hans hus: Bryd op og følg efter mændene og indhent dem og sig til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt? 5 Det er jo det her, min herre drikker af, og som han spår med! I har handlet ondt med det, I har gjort. 6 Han nåede dem og talte sådanne ord til dem. 7 De sagde til ham: Hvorfor taler vores herre sådanne ord? Det ligger dine tjenere fjernt at gøre sådan noget. 8 De penge, som vi fandt øverst i vores saddeltasker, bragte vi jo tilbage til dig fra Kenaans land; hvordan skulle vi stjæle sølv eller guld fra din herres hus? 9 Den af dine tjenere, det bliver fundet hos, skal dø, og så skal vi være min herres slaver. 10 Han sagde: Og nu, efter jeres ord skal det blive; den, som det findes hos, skal være min slave, og I skal være frie. 11 De skyndte sig, og hver mand tog sin saddeltaske ned på jorden, og hver mand åbnede sin saddeltaske. 12 Og han søgte, han begyndte med den ældste og sluttede med den yngste, og han fandt bægeret i Benjamins saddeltaske. 13 De sønderrev deres tøj, og hver mand læssede på sit æsel, og de vendte tilbage til byen. 14 Jehudah og hans brødre kom til Josefs hus, og han var der stadig, og de faldt til jorden foran ham. 15 Josef sagde til dem: Hvad er det for noget, I har gjort? Ved I ikke, at en mand som jeg godt kan spå? 16 Jehudah sagde: Hvad skal vi sige til min herre? Hvordan skal vi tale, og hvordan skal vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine tjeneres misgerning, nu er vi min herres slaver, både vi og den, i hvis hånd bægeret blev fundet. 17 Han sagde: Det ligger mig fjernt at gøre dette, den mand, i hvis hånd bægeret blev fundet, han skal være min slave, og I kan rejse op til jeres far i fred.                18 Jehudah trådte frem til ham og sagde: Jeg beder dig, min herre, lad din tjener tale et ord i min herres øre, og lad ikke din vrede flamme op mod din tjener, for du er som farao. 19 Min herre spurgte sin tjener og sagde: Har I en far eller en bror? 20 Og vi sagde til min herre: Vi har en gammel far og en ung dreng, som han fik i sin alderdom, og hans bror døde, og han blev alene tilbage efter sin mor, og hans far elsker ham. 21 Du sagde til dine tjenere: Bring ham ned til mig, så jeg kan se ham med mine egne øjne. 22 Vi sagde til min herre: Drengen kan ikke forlade sin far, forlader han sin far, vil denne dø. 23 Du sagde til dine tjenere: Hvis jeres yngste bror ikke rejser ned sammen med jer, skal I ikke mere se mit ansigt. 24 Da vi drog op til din tjener, min far, fortalte vi ham min herres ord. 25 Og vores far sagde: Vend tilbage og køb lidt mad til os. 26 Vi sagde: Vi kan ikke rejse ned; hvis vores yngste bror er med os, kan vi rejse ned, men vi kan ikke se mandens ansigt, hvis vores yngste bror ikke er med os. 27 Din tjener, min far, sagde til os: I ved, at min hustru fødte mig to [sønner]. 28 Én er gået fra mig, og jeg sagde: Han er sikkert blevet sønderrevet, og indtil nu har jeg ikke set ham. 29 Og tager I også denne bort fra mig, og der sker ham en ulykke, så fører I mine grå hår til sheol i elendighed. 30 Og nu, når jeg kommer til din tjener, min far, og drengen ikke er med os, og hans sjæl er knyttet til hans sjæl, 31 og han ser, at drengen ikke er der, så dør han, og dine tjenere vil bringe din tjeners grå hår til sheol med sorg. 32 For din tjener var garant for drengen hos min far og sagde: Hvis jeg ikke bringer ham til dig, så vil jeg være skyldig over for min far alle dage. 33 Og nu, tag imod din tjener i stedet for drengen som slave for min herre, så drengen kan rejse op med sine brødre. 34 For hvordan skal jeg rejse op til min far, når drengen ikke er med mig, så jeg ikke skal se den elendighed, der vil ramme min far.

45

1 Og Josef kunne ikke beherske sig over for alle dem, der stod hos ham, og han råbte: Få alle ud, væk fra mig! Og der stod ingen hos ham, da Josef gav sig til kende for sine brødre. 2 Han gav sig til at græde højt, og ægypterne hørte det, og faraos hus hørte det. 3 Josef sagde til sine brødre: Jeg er Josef, lever min far endnu? Og hans brødre kunne ikke svare ham, for de var blevet forskrækkede for ham. 4 Josef sagde til sine brødre: Kom dog hen til mig! Og de kom hen, og han sagde: Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Ægypten. 5 Og nu, vær ikke bekymrede og lad det ikke være harmeligt i jeres øjne, at I solgte mig hertil, for det var for at opretholde liv, at Gud sendte mig forud for jer. 6 For det er andet års hungersnød her i landet, og der er endnu fem år uden pløjning og høst. 7 Gud har sendt mig forud for jer for at sikre jer en rest i landet og for at mange hos jer kan reddes og holdes i live. 8 Og nu, det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud, og Han har sat mig som en far for farao og som herre over hele hans hus og hersker over hele Ægyptens land. 9 Skynd jer at rejse op til min far og sig til ham: Således siger din søn Josef: Gud har sat mig som herre over hele Ægypten, rejs ned til mig, vent ikke. 10 Du skal bo i Goshens land og være tæt på mig, du og dine sønner og dine sønners sønner, dine får og dit kvæg og alt, hvad du har. 11 Jeg vil brødføde dig dér, for der er stadig fem års hungersnød, så du ikke skal forarmes, du og dit hus og alt, hvad du har. 12 Jeres øjne har jo set, og min bror Benjamins øjne, at det er min mund, der taler til jer. 13 Fortæl min far om al den ære, der bliver vist mig i Ægypten, og alt, hvad I har set, og skynd jer og bring min far herned. 14 Han faldt sin bror Benjamin om halsen og græd, og Benjamin græd om hans hals. 15 Han kyssede alle sine brødre og græd hos dem, og derefter talte hans brødre med ham. 16 Det forlød i faraos hus, og der blev sagt: Josefs brødre er kommet, og det var godt i faraos øjne og i hans tjeneres øjne. 17 Farao sagde til Josef: Sig til dine brødre: Dette skal I gøre, læs på jeres dyr og tag af sted til Kenaans land. 18 Og tag jeres far og jeres husstande og kom til mig, og jeg vil give jer det bedste af Ægyptens land, og I skal spise landets fedme. 19 Og det er befalet dig: Dette skal I gøre: Tag vogne fra Ægyptens land til jeres børn og til jeres hustruer og løft jeres far [op på dem] og kom. 20 Jeres øjne skal ikke se bekymrede på jeres ejendele, for det bedste af hele Ægyptens land er jeres. 21 Israels sønner gjorde dette, og Josef gav dem vogne efter faraos befaling, og han gav dem proviant til rejsen. 22 Og til alle, til hver mand gav han et sæt skiftetøj, og til Benjamin gav han tre hundrede sølvmønter og fem sæt skiftetøj. 23 Og til sin far sendte han dette: Ti æsler til at bære det bedste fra Ægypten og ti hunæsler til at bære korn og brød og madvarer til hans far på rejsen. 24 Han sendte sine brødre af sted, og de drog af, og han sagde til dem: Lad være med at skændes på vejen. 25 De rejste op fra Ægypten og kom til Kenaans land, til Jakob, deres far. 26 De fortalte ham det og sagde: Josef lever endnu, og han hersker over hele Ægyptens land, og hans hjerte stod stille, for han troede ikke på dem. 27 De talte til ham alle Josefs ord, som han havde talt til dem, og han så vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, og deres far Jakobs ånd livede op. 28 Israel sagde: Det er stort! Min søn Josef lever endnu, jeg vil tage af sted og se ham, før jeg dør.

46

1 Israel og alt, hvad han havde, rejste og kom til Beer Sheva, og han bragte ofre til sin far Isaks Gud. 2 Gud talte til Israel i et natligt syn og sagde: Jakob, Jakob! Og han sagde: Her er jeg. 3 Han sagde: Jeg er Gud, din fars Gud, vær ikke bange for at drage ned til Ægypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk. 4 Jeg vil drage med dig ned til Ægypten, og jeg vil også føre dig op igen, og Josef skal lægge sin hånd på dine øjne. 5 Jakob brød op fra Beer Sheva, og Israels sønner satte deres far Jakob og deres børn og deres hustruer på de vogne, som farao havde sendt for at bære ham. 6 De tog deres kvæg og deres ejendele, som de havde erhvervet i Kenaans land, og kom til Ægypten, Jakob og alle hans efterkommere med ham. 7 Sine sønner og sine sønners sønner med ham, sine døtre og sine sønners døtre og alle sine efterkommere bragte han med sig til Ægypten.               8 Dette er navnene på Israels sønner, som blev bragt til Ægypten: Jakob og hans sønner, hans førstefødte, Ruben. 9 Og Rubens sønner: Chanoch og Pallu og Chetzron og Karmi. 10 Og Shimons sønner: Jemuel og Jamin og Ohad og Jachin og Tzochar og Shaul, søn af den kenaanitiske kvinde. 11 Og Levis sønner: Gershon, Kehat og Merari. 12 Og Jehudah’s sønner: Er og Onan og Shelah og Peretz og Zerah; og Er og Onan døde i Kenaans land. Og Peretz’s sønner var Chetzron og Chamul. 13 Og Jissachars sønner: Tola og Puvah og Job og Shimron. 14 Og Zevuluns sønner: Sered og Elon og Jachle’el. 15 Disse var Leah’s sønner, som hun havde født for Jakob i Paddan-Aram, foruden Dinah, hans datter; i alt udgjorde hans sønner og døtre treogtredive personer. 16 Og Gads sønner: Tzifjon og Chaggi, Shuni og Etzbon, Eri og Arodi og Ar’eli. 17 Og Ashers sønner: Jimnah og Jishvah og Jishvi og Beriah og Serah deres søster; og Beriah’s sønner: Chever og Malkiel. 18 Disse er Zilpahs sønner, som Lavan havde givet sin datter Leah, og hun fødte disse for Jakob, seksten personer. 19 Josef og Benjamin var sønner af Rachel, Jakobs hustru. 20 For Josef fødtes i Ægyptens land Menasheh og Efrajim, som Asenat, datter af præsten i On, Poti-Fera, fødte for ham. 21 Og Benjamins sønner: Bela og Becher og Ashbel, Gera og Na’aman, Echi og Rosh, Muppim og Chuppim og Ard. 22 Disse var Rachels sønner, som blev født for Jakob, i alt fjorten personer. 23 Og Dans søn: Chushim. 24 Og Naftalis sønner: Jahtze’el og Guni og Jetzer og Shillem. 25 Disse er sønner af Bilhah, som Lavan havde givet sin datter Rachel, og hun fødte disse for Jakob, i alt syv personer. 26 Antallet af personer, der kom med Jakob til Ægypten, og som var hans direkte efterkommere, foruden Jakobs svigerdøtre, var i alt seksogtres personer. 27 Josefs sønner, der var født for ham i Ægypten, var to personer. I alt udgjorde Jakobs familie, der var kommet til Ægypten, halvfjerds personer. 28 Han sendte Jehudah i forvejen til Josef for at vise ham til Goshen, og de kom til Goshens land. 29 Josef spændte for sin vogn og kørte op for at møde sin far i Goshen, og han viste sig for ham og faldt ham om halsen og græd længe om hans hals. 30 Israel sagde til Josef: Nu kan jeg dø, efter at jeg har set dit ansigt, at du endnu er i live. 31 Josef sagde til sine brødre og til sin fars hus: Jeg vil drage op og fortælle farao og sige til ham: Mine brødre og min fars hus, som var i Kenaans land, er kommet til mig. 32 Mændene er fårehyrder, de har været kvægavlere, og de har bragt deres får og deres kvæg og alt, hvad de har, med. 33 Når farao tilkalder jer og siger: Hvad er jeres erhverv? 34 Skal I sige: Dine tjenere har været kvægavlere fra deres ungdom og til nu, både vi og vores forfædre – for at I kan bo i Goshens land, for alle fårehyrder er frastødende for Ægypten.

47

1 Josef kom og fortalte farao det og sagde: Min far og mine brødre og deres får og deres kvæg og alt, hvad de har, er kommet fra Kenaans land, og nu er de i Goshens land. 2 Og han havde taget nogle af sine brødre, fem mænd, og han stillede dem foran farao. 3 Farao sagde til hans brødre: Hvad er jeres erhverv? Og de sagde til farao: Dine tjenere er fårehyrder, både vi og vores fædre. 4 De sagde til farao: Vi er kommet for at bo i landet, for der er ingen græsning til fårene, som dine tjenere har, for hungersnøden er hård i Kenaans land, og lad dog nu dine tjenere bo i Goshens land. 5 Farao talte til Josef og sagde: Din far og dine brødre er kommet til dig; 6 Ægyptens land ligger foran dig, lad din far og dine brødre bo i den bedste del af landet, de skal bo i Goshens land, og hvis du ved, at der blandt dem er dygtige mænd, skal du sætte dem til at være kvægrøgtere for det, jeg har. 7 Josef hentede sin far Jakob og lod ham stå foran farao, og Jakob velsignede farao. 8 Farao sagde til Jakob: Hvor mange år har du levet? 9 Jakob sagde til farao: Min udlændigheds år er hundrede og tredive, få og elendige har mine leveårs dage været, og de har ikke nået mine fædres leveårs dage i deres udlændigheds dage. 10 Jakob velsignede farao og gik ud fra farao. 11 Josef bosatte sin far og sine brødre og gav dem besiddelse i Ægyptens land, i den bedste del af landet, i Ramses’ land, sådan som farao havde befalet. 12 Josef brødfødte sin far og sine brødre og hele sin fars hus med brød efter børnenes antal. 13 Og der var ikke brød i hele landet, for hungersnøden var meget hård, og Ægyptens land og Kenaans land var udmattet på grund af hungersnøden. 14 Josef tog alle de penge, der fandtes i Ægyptens land og i Kenaans land, for det korn, de købte, og Josef bragte pengene til faraos hus. 15 Pengene var brugt op i Ægyptens land og i Kenaans land, og hele Ægypten kom til Josef og sagde: Giv os brød, hvorfor skulle vi dø foran dig, fordi pengene er sluppet op? 16 Josef sagde: Kom med jeres kvæg, og jeg vil give jer for jeres kvæg, hvis pengene er sluppet op. 17 De bragte deres kvæg til Josef, og Josef gav dem brød for deres heste og for fåreflokkene og for kvægflokkene og for æslerne, og han forsynede dem med brød for al deres kvæg det år. 18 Det år gik til ende, og de kom til ham i det andet år og sagde til ham: Vi skjuler ikke for min herre, at pengene er brugt op og kvægflokkene til min herre, der er intet tilbage til min herre bortset fra vores kroppe og vores jord. 19 Hvorfor skulle vi dø for øjnene af dig, både vi og vores jord? Køb os og vores jord for brød, og vi og vores jord vil være slaver for farao, og giv os såsæd, så vi kan leve og ikke dø og jorden ikke lægges øde. 20 Josef købte al Ægyptens jord til farao, for enhver Ægyptisk mand solgte sin mark, for hungersnøden var svær for dem, og landet blev faraos. 21 Og folket lod han flytte til byerne fra den ene ende af Ægyptens grænse til den anden. 22 Kun præsternes jord købte han ikke, for der var en lov for præsterne fra farao, og de spiste af deres lovfæstede indtægt, som farao havde givet dem, derfor solgte de ikke deres jord. 23 Josef sagde til folket: Nu har jeg i dag købt jer og jeres jord til farao, her har I såsæd, så I kan tilså jorden. 24 Når I får afgrøder, skal I give en femtedel til farao, og fire dele skal være jeres til såsæd til marken og til jeres mad og til dem, der er i jeres huse, og til at spise for jeres børn. 25 De sagde: Du har holdt os i live, må vi finde nåde for min herres øjne, og vi vil være slaver for farao. 26 Josef gjorde det til en lov om Ægyptens jord indtil denne dag, at farao skulle have en femtedel, kun præsternes jord alene var ikke faraos. 27 Israel boede i Ægyptens land, i Goshens land, og de fik ejendom dér og blev frugtbare og blev meget talrige. 28 Jakob boede i Ægyptens land i sytten år, og Jakobs dage, hans leveår, var et hundrede og syvogfyrre år. 29 Israels dage nærmede sig døden, og han tilkaldte sin søn Josef og sagde til ham: Hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så læg dog din hånd under min hofte og vis mig hengivenhed og troskab, lad være med at begrave mig i Ægypten. 30 Jeg vil hvile med mine fædre, du skal bære mig fra Ægypten og begrave mig i deres grav, og han sagde: Jeg vil gøre, som du siger. 31 Han sagde: Sværg over for mig! Og han svor over for ham, og Israel kastede sig ned ved sengens hovedgærde.

48

1 Det var efter disse ting, at man sagde til Josef: Din far er syg, og han tog sine to sønner med sig, Menasheh og Efrajim. 2 Han fortalte Jakob det og sagde: Her er din søn Josef kommet til dig, og Israel samlede kræfterne og satte sig op i sengen. 3 Jakob sagde til Josef: El Shaddaj viste sig for mig i Luz i Kenaans land og velsignede mig. 4 Han sagde til mig: Nu vil jeg gøre dig frugtbar og talrig, og jeg vil gøre dig til en forsamling af folk, og jeg vil give dette land til dine efterkommere efter dig til evig eje. 5 Og nu, dine to sønner, som er født dig i Ægyptens land, før jeg kom til dig i Ægypten, de er mine, Efrajim og Menasheh, lige som Ruben og Shimon skal de være mine. 6 Og dine børn, som bliver født dig efter dem, skal være dine; de skal blive kaldt efter deres brødres navn i deres arvelod. 7 Og jeg, da jeg kom fra Paddan, døde Rachel for mig undervejs i Kenaans land, da der endnu var et stykke, til man kommer til Efrat, og jeg begravede hende dér på vej til Efrat, det er Bet Lechem. 8 Israel så Josefs sønner og sagde: Hvem er de? 9 Josef sagde til sin far: Det er mine sønner, som Gud har givet mig her; han sagde: Bring dem dog hen til mig, og jeg vil velsigne dem. 10 Og Israels øjne var blevet matte af alder, han kunne ikke se; han førte dem hen til ham, og han kyssede dem og omfavnede dem. 11 Israel sagde til Josef: Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle se dit ansigt, og nu har Gud også ladet mig se dine efterkommere. 12 Josef tog dem væk fra hans knæ og kastede sig ned med ansigtet mod jorden. 13 Josef tog dem begge, Efrajim i sin højre hånd, til venstre for Israel, og Menasheh i sin venstre, til højre for Israel, og førte dem hen til ham. 14 Israel rakte sin højre hånd ud og lagde den på Efrajims hoved, og han var den yngste, og sin venstre hånd på Menashes hoved, han krydsede sine hænder, selvom Menasheh var den førstefødte. 15 Han velsignede Josef og sagde: Den Gud, for hvis ansigt mine fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der vogtede mig, fra jeg blev til og til denne dag, 16 den engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne drengene, og ved dem skal mit navn nævnes og mine fædre Abrahams og Isaks navne, og de skal blive talrige i landets midte. 17 Josef så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efrajims hoved, og det var forkert i hans øjne, og han greb sin fars hånd og førte den væk fra Efrajims hoved over på Menashehs hoved. 18 Og Josef sagde til sin far: Ikke sådan far, for dette er den førstefødte, læg din højre hånd på hans hoved. 19 Hans far afviste det og sagde: Jeg ved det, min søn, jeg ved det; også han skal blive til et folk, og også han skal blive stor, men hans yngre bror skal blive større end ham, og hans efterkommere skal blive til mange folkeslag. 20 Han velsignede dem den dag og sagde: Ved dig skal Israel velsigne og sige: Må Gud gøre dig som Efrajim og som Menasheh, og han satte Efrajim foran Menasheh. 21 Israel sagde til Josef: Nu dør jeg, må Gud være med jer og føre jer tilbage til jeres fædres land. 22 Og jeg har givet dig frem for dine brødre et stykke land (shechem), som jeg tog fra emorittens hånd med mit sværd og med min bue.

49

1 Jakob tilkaldte sine sønner og sagde: Saml jer, og jeg vil fortælle jer det, der skal ske jer ved dagenes ende. 2 Forsaml jer og hør, Jakob sønner, hør på Israel, jeres far.

3 Ruben, du er min førstefødte, min kraft og det første af min styrke, mere i magt og mere i vælde.

4 Utæmmelig som vandet, mere skal du ikke længere få, for du besteg din fars leje, da vanhelligede du, besteg mit sengeleje.

5 Shimon og Levi er brødre, vold er deres redskaber. 6 I deres hemmelige råd skal min sjæl ikke komme, med deres forsamling skal min sjæl ikke komme overens, for i deres vrede dræbte de en mand, og i deres egenrådighed kastrerede de en okse. 7 Forbandet være deres vrede, for den er vældig, og deres harme, for den er stærk; jeg vil fordele dem i Jakob og sprede dem i Israel.

8 Jehudah, dig skal dine brødre hædre (joducha) din hånd skal være på dine fjenders nakke, din fars sønner skal kaste sig ned for dig. 9 Jehudah er en ung løve, fra byttet rejser du dig, min søn, han lægger sig ned som en løve, og ligesom en løve, hvem kan få ham til at rejse sig? 10 Kongescepter skal ikke vige fra Jehudah og lovgivers [pen] fra mellem hans ben, indtil han kommer til Shiloh, og ham vil folkene adlyde. 11 Han skal binde sit æselføl til vinstokken og sit hunæsels føl til den udsøgte vinranke; han vasker sine klæder i vin og i drueblod sin kjortel. 12 Hans øjne er mørke af vin og hans tænder hvidere end mælk.

13 Zevulun skal bo ved havenes kyst, og han skal være ved skibenes kyst, og hans udkant når til Tzidon.

14 Jissachar er et knoglestærkt æsel, han ligger mellem fårefoldene.15 Han så, at hvilen var god og landet dejligt; han bøjer sin skulder til byrden og blev en skatteskyldig tjener.            16 Dan skal dømme (jadin) for sit folk, som én af Israels stammer.

17 Må Dan blive en slange på vejen, en hugorm på stien, der bider i hestens hæl og lader dens rytter falde bagover. 18 På din redning håber jeg, Hashem!                              19 En hær skal trænge ind (g’dud j’gudejnu) på Gad, men han skal trænge den tilbage.               20 Fra Asher kommer fed mad, og han vil bringe kongelige lækkerier.                        21 Naftali er en løssluppen hind, som giver smukke ord.                                      22 Josef er et vildæsels[17] søn, et vildæsels søn ved en kilde, døtre går i Shur[-ørkenen]. 23 Bueskytter forbitrer ham, og de skyder, og de hader ham. 24 Hans bue er hårdt spændt, hans hænders arme er smidige; det kom fra Jakobs mægtiges hænder, derfra, fra hyrden, Israels klippe. 25 Fra din fars Gud, Han hjælpe dig, og Shaddaj velsigne dig, himlens velsignelser fra oven, dybets velsignelser hviler nede, brysters og moderlivs velsignelser. 26 Din fars velsignelse overgår mine fædres velsignelser, indtil den yderste grænse af de evige høje, de skal være på Josefs hoved, og på hans isse, som er en fyrste blandt sine brødre. 27 Benjamin skal sønderrive som en ulv, om morgenen skal han fortære [sit] rov, og om aftenen uddele [sit] bytte. 28 Alle disse er de tolv Israels stammer, og dette er, hvad deres far sagde til dem, og han velsignede dem, hver efter sin velsignelse velsignede han dem. 29 Han bød dem og sagde til dem: Jeg skal samles til mit folk, begrav mig med mine fædre, i hulen, som er på hititten Efrons mark, 30 i hulen, som er på Machpelahs mark, der ligger over for Mamre i Kenaans land, som Abraham købte med marken af hititten Efron til at eje som gravsted. 31 Dér begravede man Abraham og hans hustru Sarah, dér begravede man Isak og hans hustru Rebekka, og dér begravede jeg Leah. 32 Marken og hulen, som er på den, er købt af hititterne. 33 Jakob blev færdig med at give sine sønner besked, og han samlede fødderne op i sengen og udåndede og blev samlet til sit folk.

50

1 Josef faldt hen over sin fars ansigt og græd over ham og kyssede ham. 2 Josef bød sine tjenere, lægerne, at balsamere hans far, og lægerne balsamerede Israel. 3 Det tog fulde fyrretyve dage, for så mange dage tager balsamering, og Ægypten græd over ham i halvfjerds dage. 4 Grædedagene over ham var forbi, og Josef talte til faraos hus og sagde: Hvis jeg har fundet nåde for jeres øjne, så tal i faraos ører og sig: 5 Min far lod mig sværge og sagde: Nu dør jeg; i den grav, som jeg har gravet til mig i Kenaans land, dér skal du begrave mig. Og nu vil jeg gerne drage op og begrave min far, og jeg vil vende tilbage. 6 Farao sagde: Drag op og begrav din far, sådan som han lod dig sværge. 7 Josef drog op for at begrave sin far, og alle faraos tjenere drog op med ham, de ældste i hans hus og alle de ældste i Ægyptens land, 8 og hele Josefs hus og hans brødre og hans fars hus; kun deres børn og deres får og deres kvæg efterlod de i Goshens land. 9 Og sammen med ham drog både vogne og ryttere op, det var en meget stor lejr. 10 De kom til Goren Ha’atad (tornebuskens tærskeplads), som er på den anden side af Jordanfloden, og dér afholdt de en meget stor og alvorlig sørgehøjtidelighed, og han holdt sorg for sin far i syv dage. 11 Landets indbyggere, kenaanitterne, så sorgen på Goren Ha’atad, og de sagde: Dette er en tung sorg for Ægypten, derfor gav man det navnet Ægyptens Sorg, som er på den anden side af Jordanfloden. 12 Hans sønner gjorde det for ham, som han havde budt dem. 13 Hans sønner bar ham til Kenaans land og begravede ham i hulen på Machpelahs mark, marken over for Mamre, som Abraham havde købt af hitittten Efron for at eje den som gravsted. 14 Josef vendte tilbage til Ægypten, han og hans brødre og alle, der var draget op med ham for at begrave hans far, efter han havde begravet sin far. 15 Josefs brødre indså, at deres far var død, og sagde: Måske vil Josef angribe os og gengælde os alt det onde, vi har gjort mod ham.  16 De sendte bud til Josef for at sige: Før sin død bød din far og sagde: 17 Således skal I sige til Josef: Bær dog over med dine brødres misgerning og deres synd, for de har handlet ondt mod dig, og nu, bær dog over med din fars Guds tjeneres misgerning! og Josef græd, mens de talte til ham. 18 Hans brødre gik også hen og faldt ned foran ham og sagde: Vi er nu dine tjenere. 19 Josef sagde til dem: Vær ikke bange, for skulle jeg være i Guds sted? 20 Og I tiltænkte mig ondt, Gud tænkte at vende det til det gode for at gøre som denne dag: at holde mange mennesker i live. 21 Og nu, vær ikke bange, jeg vil brødføde jer og jeres børn; og han trøstede dem og talte til deres hjerte. 22 Josef boede i Ægypten, han og hans fars hus, og Josef levede hundrede og ti år. 23 Josef så Efrajims børn i tredje led, også Menashes søn Machirs børn, blev født på Josefs knæ. 24 Josef sagde til sine brødre: Jeg dør, og Gud vil bestemt have jer i erindring og føre jer op fra dette land til landet, som blev svoret til Abraham, til Isak og til Jakob. 25 Josef lod Israels sønner sværge og sagde: Gud vil bestemt have jer i erindring, og I skal føre mine knogler op herfra. 26 Josef døde et hundrede og ti år gammel, og de balsamerede ham og lagde ham i en kiste i Ægypten.

Noter

[1] magtens sønner: hebr. ’benei elohim’. Elohim (Gud) betyder flere steder ’dommer’ eller ’magten’

[2] Salthavet: Det døde Hav.

[3] Kan også læses som tre af hvert dyr.

[4] Hebraisk: pere: vildæsel (uden ejer).

[5] En beka = en halv shekel

[6][6] Hebraisk: lasuach, kan også betyde: ’at gå mellem buskene’ og ’at bede’.

[7] Hebraisk: ’tarid’ kan også betyde ’få magt’ eller ’være nedslået’.

[8] de sene: de får, der kom sent i brunst

[9] terafim: iflg. nogle forklaringer genstande, der bruges til at spå, andre siger ’husguder’.

[10] løfte mit ansigt: vise mig venlighed, acceptere.

[11] shalem: kan også betyde i ’god behold, helskindet’.

[12] Lå med hende: ordret på hebraisk: ’belå’ hende, dvs. med tvang.

[13] Min sorgs søn: kan også betyde ’min styrkes søn’.

[14] Min styrkes søn: kan også betyde ’syd’ eller ’efternøler’.

[15] Kan også betyde ’kurve med huller’.

[16] Betyder muligvis ’Den, man knæler for’.

[17] Kan også læses som: Josef er en frugtbar gren, en frugtbar gren ved kilden, grene, der klatrer på mure