- Kapitel 1
1 I begyndelsen, da Gud skabte himlen og jorden, 2 var jorden tom og kaotisk, og der var mørke over dybet, og Guds ånd sitrede over vandene. 3 Gud sagde: Lad der blive lys! Og der blev lys. 4 Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket. 5 Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte Han nat. Og det blev aften og det blev morgen én dag.
6 Gud sagde: Lad der blive en hvælving midt i vandene, og den skal skille mellem vand og vand. 7 Gud dannede hvælvingen og satte skel mellem vandet, der var under hvælvingen, og vandet, der var over hvælvingen, og sådan blev det. 8 Gud kaldte hvælvingen himmel; og det blev aften og det blev morgen anden dag.
9 Gud sagde: Lad vandet samle sig under himlen på ét sted, så det tørre kommer til syne; og sådan blev det. 10 Gud kaldte det tørre land, og samlingen af vand kaldte han have, og Gud så, at det var godt. 11 Gud sagde: Lad jorden spire med græs, urter, der sætter frø, frugttræer, der frembringer frugt efter dets arter med frø i sig, på jorden, og sådan blev det. 12 Jorden spirede med græs, urter, der satte frø efter deres arter, og træer, der frembragte frugt med frø i sig efter deres arter, og Gud så, at det var godt. 13 Og det blev aften og det blev morgen tredje dag.
14 Gud sagde: Lad der blive lyskilder på himlens hvælving til at skille mellem dag og nat, og de skal være til tegn og til tider og til dage og år. 15 De skal være til lyskilder på himlens hvælving for at lyse op over jorden, og sådan blev det. 16 Gud lavede de to store lyskilder, den store lyskilde til at råde om dagen, og den lille lyskilde til at råde om natten, og stjernerne. 17 Gud satte dem på himlens hvælving til at lyse op over jorden 18 og til at råde om dagen og om natten og til at sætte skel mellem lys og mørke, og Gud så, at det var godt. 19 Og det blev aften og det blev morgen fjerde dag.
20 Gud sagde: Lad vandet vrimle med en vrimmel af levende sjæle, og fugle skal flyve over jorden hen over himlens hvælving. 21 Gud skabte de store krokodiller og alle de levende sjæle, der kryber, der vrimler i vandet, efter deres arter, og alle fugle med vinger, efter deres arter, og Gud så, at det var godt. 22 Gud velsignede dem og sagde: Bliv frugtbare og talrige og fyld vandet i havene, og fuglene skal blive mange på jorden. 23 Og det blev aften og det blev morgen femte dag.
24 Gud sagde: Lad jorden frembringe levende sjæle efter deres arter, kvæg og krybdyr og vilde dyr på jorden efter deres arter, og sådan blev det. 25 Gud skabte de vilde dyr på jorden efter deres arter og kvæget efter deres arter og alle jordens krybdyr efter deres arter, og Gud så, at det var godt. 26 Gud sagde: Lad os skabe et menneske i vores billede, efter vores lignelse, og det skal herske over havets fisk og himlens fugle og over kvæget og over hele jorden og over alle krybdyr, der kryber på jorden. 27 Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte Han det, han og hun skabte Han dem. 28 Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Bliv frugtbare og talrige og opfyld jorden og underlæg jer den og hersk over havets fisk og himlens fugle og over alt levende, der kryber på jorden. 29 Gud sagde: Jeg har givet jer alle urter, der sætter frø, som er på hele jordens overflade, og alle træer med træfrugter, der sætter frø; de skal være til føde for jer. 30 Alle grønne urter skal være til føde for alle jordens dyr og for alle himlens fugle og for alt, der kryber på jorden, som har en levende sjæl i sig, og sådan blev det. 31 Gud så alt det, Han havde dannet, og at det var meget godt, og det blev aften og det blev morgen den sjette dag.
Kapitel 2
1 Himlen og jorden og hele deres hærskare blev færdige. 2 På den syvende dag blev Gud færdig med sit arbejde, som Han havde lavet, og Han holdt op med alt det arbejde, som Han havde lavet, på den syvende dag. 3 Gud velsignede den syvende dag og gjorde den hellig, for på den holdt Han op med hele sit arbejde, som Han havde skabt, for at det skulle gøres.
4 Dette er himlens og jordens slægtshistorie, da de blev skabt, på den dag Hashem Gud dannede himlen og jorden, 5 og alle markens buske var endnu ikke på jorden, og alle markens græsser var endnu ikke spiret frem, for Hashem Gud havde endnu ikke ladet det regne over jorden, og der var ikke noget menneske til at dyrke jorden. 6 Og der steg en damp op fra jorden og vædede hele jordens overflade. 7 Hashem Gud formede mennesket af støv fra jorden og blæste livets ånde i dets næse, og mennesket blev en levende sjæl. 8 Hashem Gud plantede en have i Eden i øst, og dér satte Han mennesket, som Han havde formet. 9 Hashem Gud lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, spire frem af jorden, og livets træ midt i haven og kundskabens træ på godt og ondt. 10 Og en flod går ud fra Eden for at vande haven, og derfra deler den sig og bliver til fire hovedstrømme. 11 Den enes navn er Pishon, den omkranser hele landet Chavilah, hvor guldet er. 12 Og dette lands guld er godt; dér er der bedolah og shoham-sten. 13 Navnet på den anden flod er Gichon, den omkranser hele landet Kush. 14 Og navnet på den tredje flod er Chidekel, den går øst for Ashur, og den fjerde flod er Eufrat. 15 Hashem Gud tog mennesket og anbragte det i Edens have for at dyrke den og vogte den. 16 Hashem Gud befalede mennesket og sagde: Du må gerne spise af alle havens træer. 17 Men kundskabens træ på godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du visselig dø. 18 Hashem Gud sagde: Det er ikke godt for mennesket at være alene, jeg vil lave det en jævnbyrdig hjælp. 19 Hashem Gud havde af jorden formet alle markens vilde dyr og alle himlens fugle, og Han bragte dem til mennesket for at se, hvad det ville kalde dem, og alt, hvad mennesket kaldte den levende sjæl, det skulle være dens navn. 20 Mennesket gav navne til alt kvæget og til himlens fugle og til alle markens vilde dyr, men til mennesket fandt det ingen jævnbyrdig hjælp. 21 Hashem Gud lod en tung søvn falde over mennesket, så det sov, og Han tog et af dets ribben og lukkede med kød i stedet for. 22 Hashem Gud byggede en kvinde af det ribben, Han havde taget fra mennesket, og bragte hende til mennesket. 23 Mennesket sagde: Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød, denne skal kaldes en kvinde (ishah), for denne er taget af en mand (ish). 24 Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og knytte sig til sin hustru, og de skal blive ét kød. 25 De var begge nøgne (arumim), mennesket og hans hustru, og de skammede sig ikke.
Kapitel 3
1 Slangen var mere snu (arum) end alle markens vilde dyr, som Hashem Gud havde skabt, den sagde til kvinden: Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af alle havens træer? 2 Kvinden sagde til slangen: Vi kan spise af havens træer, 3 men frugten fra det træ, der er midt i haven, sagde Gud, det må I ikke spise af og ikke røre det, så I ikke dør. 4 Slangen sagde til kvinden: I skal da ikke dø, 5 for Gud ved, at den dag, I spiser af det, vil jeres øjne blive åbnet, og I bliver som Gud, der kender godt og ondt. 6 Kvinden så, at træet var godt at spise af og en lyst for øjnene og et dejligt træ at få forstand af, så hun tog af dets frugt og spiste, og hun gav også til sin mand, som var med hende, og han spiste. 7 Øjnene på dem begge blev åbnet, og de vidste, at de var nøgne; de syede figenblade sammen og lavede bælter til sig selv. 8 De hørte Hashem Guds stemme gå omkring i haven, da dagen gik på hæld, og mennesket og hans hustru gemte sig for Hashem Gud blandt havens træer. 9 Hashem Gud kaldte på mennesket og sagde til ham: Hvor er du? 10 Han sagde: Jeg hørte din stemme i haven, og jeg blev bange, for jeg er nøgen, og jeg gemte mig. 11 Han sagde: Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, som jeg forbød dig at spise af? 12 Mennesket sagde: Den kvinde, du gav mig til at være hos mig, det var hende, der gav mig af træet, så jeg spiste. 13 Hashem Gud sagde til kvinden: Hvad er dette her, du har gjort? Og kvinden sagde: Slangen lokkede mig, så jeg spiste. 14 Hashem Gud sagde til slangen: Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæget og blandt alle markens vilde dyr, på din bug skal du krybe, og støv skal du spise alle dit livs dage. 15 Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dine efterkommere og hendes efterkommere, han skal ramme dit hoved, og du skal ramme dets hæl. 16 Til kvinden sagde Han: Jeg vil stærkt forøge din smerte og din graviditet, med smerte skal du føde børn, og du skal drages til din mand, og han skal herske over dig. 17 Og til Adam sagde Han: Fordi du lyttede til din kvindes stemme og spiste af træet, som jeg havde forbudt dig og sagt: Du må ikke spise af det, skal jorden være forbandet for din skyld, med smerte skal du spise fra den alle dit livs dage. 18 Torn og tidsel skal den lade spire frem til dig, og du skal spise markens urter. 19 I dit ansigts sved skal du spise brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget, for du er støv og til støv skal du vende tilbage. 20 Mennesket kaldte sin hustru Eva (chavah) for hun blev mor til alt liv (chai). 21 Gud lavede kofter af skind til mennesket og til hans hustru og klædte dem på.
22 Hashem Gud sagde: Nu er mennesket blevet som én af os til at kende godt og ondt, bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager fra livets træ og spiser og lever evigt. 23 Gud sendte det ud af Edens have for at dyrke jorden, som det var taget fra. 24 Han fordrev mennesket og satte keruberne og det roterende flammesværd øst for Edens have for at vogte vejen til livets træ.