Search
Close this search box.

Alle siddepladserne var fyldt op, og der stod folk i mellemgangene, da der i synagogen lørdag aften var højtidelighed for ofrene for terrorangrebet mod Israel den 7. oktober. Arrangementet, der var åbent for alle, blev gennemført under overskriften ”Vi står sammen”. 

Synagogen var fyldt af både danske jøder, herboende israelere og venner af huset. Og selvom stemningen selvfølgelig var præget af sorg og bekymring for fremtiden, gav mange udtryk for, at det var en lettelse at kunne mødes med ligesindede. Højtideligheden var stablet på benene af Repræsentantskabet ved hjælp af en kæmpe indsats fra frivillige – ikke mindst samfundets unge – de ansatte i sekretariatet, sikkerheden og mange andre gode kræfter.

Ikke mindst vakte det glæde og taknemmelighed, at H.M. Dronningen valgte at møde op – og dermed var Hendes Majestæt i selskab med repræsentanter for Det Jødiske Samfund tre gange på en uge. Hun deltog nemlig også i markeringen af 80-året for oktober 1943 i både Det Kongelige Teater og Gilleleje.

Fra det politiske Danmark var der taler ved statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), og repræsentanter for alle hjørner af det politiske Danmark deltog: Folketingets formand Søren Gade (V), forsvarsminister Troels Lund Poulsen  (V),  kirkeminister Louise Schack Elholm (V), Pia Olesen Dyhr (SF), Pelle Dragsted (EL), Henrik Dahl (LA), Europaparlamentsmedlem Karen Melchior (Renew Europe), Inger Støjberg (DD), Mette Thiesen  og Pia Kjærsgaard (DF) samt Pernille Vermund (NB). Desuden var flere ambassadører til stede, bl.a. USA’s ambassadør, Alan M. Leventhal.

Viljen til at stå sammen. Og viljen fra det officielle Danmark til at beskytte de danske jøder og vise medfølelse med Israel og terrorofrene. Det var de gennemgående temaer i talerne, der blev modtaget med stående akklamationer.

”Regeringen vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at beskytte de danske jøder. Beskytte jeres frihed. Jeres sikkerhed. Jeres ret til at leve et almindeligt jødisk liv i Danmark. I det Danmark, der rakte hånden ud til det jødiske folk for 80 år siden. For det Danmark er her stadig,” lød det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der også understregede, at Danmark står ”side om side med Israel”. Hele Lars Løkke Rasmussens tale kan læses her.

“I dag er vi samlet under dybt ulykkelige omstændigheder. Vi mindes de dræbte. Liv der sluttede alt for tidligt. Knuste drømme og bristede hjerter,” sagde Mette Frederiksen, som kaldte det ”ubegribeligt”, at der er mennesker i Danmark, der hylder angrebet. Mette Frederiksens talepapir kan ses her, men det skal understreges, at det er det talte ord, som gælder. 

Der var desuden taler af Israels ambassadør, David Akov, og overrabbiner Jair Melchior (link til talen) og formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein (link til talen), og formanden for Dansk Zionistforbund, Max Meyer,(link til talen) 

Efter højtideligheden mødtes flere hundrede i Det Jødiske Hus for at tale sammen og støtte hinanden.