Search
Close this search box.

Det Jødiske Samfund har registreret flere tilfælde at antisemitiske hændelser i 2018. Og der er flere tilfælde af grove hændelser som overfald og hærværk i forhold til året før

Det viser en ny rapport fra Det Jødiske Samfunds Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser (AKVAH) og giver en indikation af, at antisemitismen er et stigende problem, efter at der har været færre episoder i årene umiddelbart efter terrorangrebet på Københavns Synagoge og Krudttønden i 2015.

“Ud fra de ting, vi kan registrere, er det bekymrende. Der er et stort mørketal på det her område, og der er er episoder, som vi ikke har kendskab til. Der er også mange episoder, politiet heller ikke får kendskab til. Men rapporten giver et billede af, at der en negativ udvikling, som må tages meget alvorligt, ” siger formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein.

Det Jødiske Samfund har registreret 45 antisemitiske hændelser i 2018 i forhold til 30 i 2017. Der er tale om det højeste antal siden 2015. Antallet af overfaldssituationer/fysisk chikane, hærværk, antisemitiske ytringer og diskrimination er steget fra 2017 til 2018. Der var fire overfaldsituationer i 2018 mod to i 2017. Alle episoderne er beskrevet i rapporten – se link i bunden.  Antallet af hændelser registreret som trusler er faldet.

“Det er svært at fastslå entydigt, hvad der er årsag til denne stigning. Vi oplevede en enorm sympati og støtte efter angrebet i 2015. Og det samme gør vi helt aktuelt i forbindelse med de episoder, der har været i forbindelse med årsdagen for Krystalnatten. Men i hverdagen kan der godt være en tendens til, at konflikter, som ikke direkte har noget med danske jøder at gøre, smitter af på stemningen i samfundet,” siger Henri Goldstein med henvisning til, at det høje tal for 2014 formentlig var en afsmittende virkning af konflikten i Mellemøsten.

“Det er klart, at man nogle gange føler, at man møder en mur af fordomme, men den eneste vej frem er gennem oplysning og information om danske jøder og jødedom generelt. Gennem Jødisk Informationscenter har vi kontakt med tusindvis af mennesker – ikke mindst unge. De gør stort arbejde, som vi gerne så understøttet gennem en national handlingsplan imod antisemitisme, “siger Henri Goldstein.

“Alle hadforbrydelser er vigtige. Men antisemitismen, som formentlig er verdens ældste had, har en særlig karakter. Dels er det en stor opgave at løfte for et relativt lille samfund. Dels er vi presset fra flere forskellige sider. Men generelt oplever vi en massiv støtte fra det danske civilsamfund, og ikke mindst har vi et godt samarbejde med politiet og justitsministeriet omkring sikkerhed, ” slutter Henri Goldstein.

HELE AKVAH-RAPPORTEN FOR 2018 KAN DOWNLOADES HER.

AKVAH-RAPPORTERNE FRA TIDLIGERE ÅR KAN HENTES HER

VORES PRESSEMEDDELELSE OM DE ANTISEMITISKE HÆNDELSER PÅ ÅRSDAGEN FOR KRYSTALNATTEN

Alle henvendelser i den forbindelse bedres rettes til kommunikationsansvarlig Michael Rachlin, mra@mosaiske.dk, 4061 9192.